Tirsdag, 22. oktober 1996 22:22 (DNT)


Forlænget mandat?

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) besøgte i dag Sarajevo i Bosnien-Hercegovina. Efter et møde med præsident Alia Izebegovic sagde han, at Danmark ville stille tropper til rådighed også efter 20. december i år. Da udløber FNs mandat for Nato's IFOR-styrker. Forudsætningen er blot, siger statsministeren, at der skabes en forlængelse af den nuværende IFOR-mandat. Det regner han med vil ske, for freden er ikke kommet så tæt på, som man oprindeligt havde håbet. Den bosniske præsident fortalte iøvrigt Poul Nyrup Rasmussen, at de planlagt lokalvalg først vil blive afholdt efter nytår. Det mener Poul Nyrup Rasmussen vil give Danmark et særligt, betydningsfuldt ansvar. Det er nemlig den europæiske organisation for sikkerhed og samarbejde, OSCE, der skal forestå afviklingen af valget og fra 1. januar er Danmark formand for OSCE i et halvt år.



Dansk sag tabt

Den Danske Skibsværftsforening, støttet af den danske regering, tabte i dag en klagesag ved EF-domstolen. Foreningen havde - iøvrigt imod juristers råd - indklaget EU-kommisionen for overtrædelse af EUs direktiver om statsstøtte, da man i sin tid godkendte en værftsstøtte fra den tyske regering til tidligere østtyske værfter. Støtten var på i alt 24 mia. kr. Dommen i dag var en total frifindelse af EU-kommisionen. Den danske regering havde selv frarådet sagsanlægget, men et politisk flertal gennemtvang støtten. Formanden for Europaudvalget, Ove Fich (S) anbefaler skibsværftsforeningen og danske politikere i at se de positive aspekter i dommen - Til DR-TVA siger han, at dommen også slår fast, at der i støtten er et krav om en reduktion af værftskapaciteten i de tidligere østtyske værfter.



Rocker løsladt

Særloven mod rockerfæstninger fungerer ikke helt som politikerne havde regnet med. Det siger ihvertfald nogle i politiet i dag, efter at Vestre Landsret løslod en 19-årig rocker fra Ålborg. Også byretten havde løsladt manden, der havde fået et tilhold om ikke at vise sig i et hus, der tilhørte en Hells Angels supportergruppe i Ålborg. Politiet arresterede ham, da han vendte tilbage for at hente noget. Retten mente, at han havde en god grund til at vende tilbage. Det var varetægtsfængsling, som retterne har sagt nej til. Han risikerer stadig 30 dages fængsel for overtrædelse af tilholdet. Der er 18 lignende sager på vej - relativt få i forholdt til de op mod 200 tilhold, som politiet har afleveret.

"Afleveret" er så meget sagt. Ifølge presserapporter har nogle rockere været så ivrige efter at skjule, hvor de nu opholder sig, at de er mødt op på politistationer for at få deres tilhold "forkyndt". Hvis formålet med særloven var at fjerne rockerne fra bestemte tilholdssteder, må den også foreløbig betegnes som en succes. Stort set alle steder er blevet rømmet, og de fleste steder er rockerbandernes skilte og andre symboler også forsvundet.



DSB forhandlinger

Foruden de egentlige finanslovsforhandlinger forhandles der om tilknyttede områder. I går skrev vi om enighed om et nyt universitetsbyggeri på Amager. I dag viderebringer vi en ubekræftet historie fra TV2 Nyhederne.

De hævder nemlig, at der er ved at være enighed om DSBs fremtid. "Løsningen" skulle blive lidt anderledes end man tidligere har hørt. Istedet for 2 selskaber - en for drift og et for infrastruktur, så beholder staten infrastrukturen, dvs. skinner, signaler, stationer o.s.v. Derimod dannes der to andre selskaber - et der kører med intercity-togene, og et til drift af S-togsnettet i Københavnsområdet. DSB skal heller ikke længere være medejer af Storebæltsforbindelsen, ligesom prisen for overfarten der (for alle?) bliver noget lavere. [Ifølge den nuværende lov om Storebælt skal en billet koste det sammen som med de nuværende færger - der jo er ejet af DSB.]



Mistænkt begik selvmord

Politiet er bange for, at en række voldtægter og voldtægtsforsøg i Silkeborg aldrig bliver fuldt opklaret. En 29-årig afrikaner, som var under mistanke for en del af voldtægterne, hængte sig i sin celle mandag morgen. I fredags blev han anholdt efter et voldtægtsforsøg mod en 38-årig kvinde. Ved det efterfølgende grundlovsforhør nægtede han sig skyldig i overfaldet, samt 3 andre voldtgtsforsøg og en fuldbyrdet voldtægt. Han ankede også en fængslingskendelse på stedet. Derfor kom selvmordet som et chok. Dødsfaldet skal nu i henhold til gældende regler undersøges af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Den 29-årige var gift, boede i Silkeborg og har aldrig tidligere været straffet.

Ialt 8 af de 12 voldtægter eller voldtægtsforsøg er ifølge ofrene udført af en sort mand. De øvrige er udført af en hvid mand, så politiet fortsætter efterforskningen usvækket.



Kirkegårdshærværk

I weekenden blev 112 gravsten i landsbyen Tinglev ved Tønder i Sønderjylland blev i weekenden mere eller mindre ødelagt. Selv om mange lokale beboere er rystede, mener politiet at der tale om grove drengestreger. Vidner har hørt råben og skrigen fra kirkegården, og politiet har fundet tomme øldåser og tomme chipsposer. Også bænke og beplantning er blevet ødelagt.



Nægter brandstiftelse

En 42-årig kvindelig læge, ansat på Rigshospitalet, nægtede i går i Østre Landsret, at hun havde påsat en brand i Rønne. Ved branden omkom en 42-årig sygeplejerske og 2 af hendes børn. Motivet skulle ifølge politiet være jalousi - den anklagede påstås at have haft en affære med den afdødes mand. I retten forklarede den anklagede, at hun under et besøg hos sygeplersken vågnede ved, at der var gået ild i huset. Det havde kun lykkedes hende at få en 8-årig dreng ud. Derefter var hun - "i chok" fløjet tilbage til København, vasket sit tøj og taget på arbejde. Redningsmandskabet havde fundet den 8-årige forladt uden for det brændende hus, og bl.a. på baggrund af hans forklaringer havde man fundet frem til lægen.



Ekstra Bladet krænkede

Pressenævnte har i dag afgjort, at Ekstra Bladet krænkede håndboldsspilleren Anja Andersen, da man efter OL hævdede at grunden til at hun havde forladt landsholdet var en ulykkelig kærlighedsaffære med en medspiller. Ekstra Bladet mente, at det var "væsentlig" for offentligheden at vide. [Det var de vist ret ene om!]


DilleSport


BADMINTON

Elitedivision: Gentofte-Skovshoved     12-1
               Triton-Kastrup/Magleby   1-12
               Højbjerg-Herning        12-1
               Hvidovre-Lillerød



ISHOCKEY

Eliteserien: Gentofte-Rødovre    3-4



MOTORSPORT

Mandag den 7. oktober 1996 skrev Jan Magnussen under på en 4 årig Formel 1 kontrakt med det britiske team - Stewart Racing. Stewart Racing har i flere år været med i motorsportens forskellige klasser, men er absolut nye i Formel 1. Raceren forventes først afsløret i december 1996, endnu er den kun på computeren. *Se DilleSport fra den 8. oktober 1996 - om Magnussen og kontrakten*.

Her 14 dage efter blev det afsløret, hvem den anden kører bliver. Det bliver den 24 årige brasilianske Ruben Barrichello, der i dag skrev en 3 årig kontrakt. I den netop afsluttede VM serie kørte Barrichello for Jordan teamet, og en samlet 8. plads.

De 2 unge kørere, og det unge Formel 1 team, får debut i Australien den 9. marts 1997.



Vejret

Nogen sol - men dagen startede med regnbyger. Temperaturer 10 - 13 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       5,8700 DKK,   1GBP      9,3533 DKK,   1DEM      3,8286 DKK
100JPY     5,2122 DKK,   100ITL    0,3837 DKK,   1AUD*)    4,7043 DKK
1FRF       1,1326 DKK,   1CHF      4,6499 DKK,   1CAD      4,3543 DKK
1IEP       9,4255 DKK,   1NLG      3,4130 DKK,   1XEU      7,3510 DKK
100ESB     4,549  DKK,   1NZD*)    4,2074 DKK,   1SEK      0,8896 DKK
10BEF      1,8586 DKK,   1NOK      0,9033 DKK,   100ISK    8,75   DKK  
*) AUD og NZD er fra igår.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 7,92% uændr.(6% - 2026),   6,82% uændr.(8% - 2006)
Aktieindex: 454,20 +1,48   KFX (mest omsatte aktier): 129,26 +0,62