BLA*net: Bill Clinton i København
bla*net
danske nyheder Arkiv Debat Info

Præsident Bill Clinton i København

For information in english, see the official government website.

Sidst rettet: 12. juli 1997, 10:38
11. juli - kl. 08:30
Mens vi venter...

Der er i går eftermiddags dukket en officiel hjemmeside for præsident Bill Clintons besøg op. Det er Udenrigsministeriet, der i samarbejde med den amerikanske ambassade har oprettet siden, der fortrinsvis er på engelsk. Adressen er:

http://clinton.um.dk
Bemærk serverens navn - clinton.um.dk!

Det er planen, at Bill Clintons fly lander kl. 21.35 i aften. Umiddelbart derefter flyver præsidenten med helikopter til Fredensborg. Ca. på det tidspunkt regner vi med, at vi opdaterer denne side første gang.

11. juli - kl. 21:26
DR-TVAs direkte transmission er netop startet (TV2 har været i gang et stykke tid). Præsidentens fly er netop nu under indflyvning til landingsbane nr. 4 Det officielle landingstidspunkt skulle være 21.25. Det er endnu ikke i sigte.

11. juli - kl. 21:32
Airforce One er nu i sigte. En række officielle gæster, herunder kronprins Frederik, statsminister Poul Nyrup Rasmussen med frue - pressefolk og masser af sikkerhedsfolk venter i et specialtelt. Den røde løber er ved at blive rullet ud.

11. juli - kl. 21:36
Englen er landet! Airforce One's kodenavn er "Angel".

Mens det taxa'er hen til standpladsen begynder de 4 ledsagehelikoptere at starte rotorerne. Det er 2 Chinook-helikopteret og 2 Sikorsky-helikoptere. En af de sidstnævnte er den såkaldte "Marine One". Der den, der om et øjeblik skal transportere præsidenten til Fredensborg.

11. juli - kl. 21:43
Mens flyet kører langsomt hen, stiller modtagelseskomiteen op. Den indeholder også USAs ambassadør Edward Elliot Elson, udenrigsminister Niels Helveg Petersen og miljøminister Svend Auken.

11. juli - kl. 21:52
Døren er gået op - men ingen er kommet ud. Straks efter at flyet standse blev en indbygget trappe sænket og en masse mænd med mapper, jakkesæt og briller vrimlede ud.

Alle venter....

11. juli - kl. 21:56
Netop nu går Bill Clinton alene ud af flyet.

Han går lidt stift og slår beklagende ud med hænderne.

Nedenfor venter USA Ambassadør, som den første til at tage imod. Så hilser han på kronprins Frederik - derefter statsminister Poul Nyrup Rasmussen. De udveksler flere kommentarer og statsministeren gestikulerer som om han siger "det gør slet ikke et spor". Derefter hilser Clinton på statsministerfruen, Lone Dybkjær. Så er det økonomiminister Marianne Jelveds tur. Ved siden af hende står finansminister Mogens Lykketoft. Bill Clinton hilser også på repræsentanter for Københavns Borgerrepræsentation, Værnscheferne og diplomater.

Han hilser længe på hver enkelt og udveksler et par ord med hver enkelt.

Sammen med Kronprinsen skrider Bill Clinton en æresvagt på 22 mand fra luftvåbnet Så går han alene hen til helikopteren "Marine One".

Modtagelseskomiteen går ind i de andre helikoptere, bortset fra Kronprinsen. Han vil køre i egen bil.

11. juli - kl. 22:07
"Marine One" letter og flyver ud over Øresund.

Ruten over Øresund er valgt, fordi den er sikrest. Ikke blot den danske men også den svenske flåde har hele dage patruljeret på vandet og holdt et vågent øje med med alle skibe.

11. juli - kl. 22:20
Nu er den 1. helikopter landet i Fredensborg. Det er præsidentens sikkerheds folk. Den efterfølges af endnu en Chinook-helikopter med det Hvide Hus pressefolk.

For få minutter siden stod vi begge ude i haven med kikkert og tele-linse. Men vi kunne intet se. Men vi hørte helt givet lyden fra en tung helikopter i den rigtige retning. Meget højt oppe kredsede et lille "privatfly".

11. juli - kl. 22:26
Nu venter man på Fredensborg. De to helikoptere er fløjet igen. Ved havedøren står prins Joachim, hofmarskal Søren Haslund Christensen og prins Richard.

Det ser ud til at være den dejlig, dansk sommeraften med få skyer

11. juli - kl. 22:28
Den 3. helikopter lander på plænen foran Fredensborg. Den skulle indeholde præsidentens stab. Den kom lidt skævt ned - det var som om den ikke ville "ned".

"Marine One" er på vej ind.

11. juli - kl. 22:31
Så er "Marine One" landet. Den kom langsomt ind, tøvende forbi den anden helikopter. Derefter drejede den 180 grader og lande stille.

Livgardens musikkorps marchere ud til helikopteren - i hele sin imponerende styrke, sammen med æreskompagniet i fuld galla.

11. juli - kl. 22:34
Rotorerne er standset.

Dronning Margrethe og prins Henrik går ud til landingspladsen. Prins Henrik går i græsset istedet for på grusstien.

Netop som de når frem, kommer Bill Clinton ud. De hilser på hinanden, og vender front mod livgarden, der begynder at spille "Star Spangled Banner". Alle står ret.

Chefen for æreskompagniet, major Boye Jensen, præsenterer kompagniet, og Derefter skridter dronningen og præsidenten forbi garderne, mens orkestret spiller "Her kommer Jens med fanen".

Pludselig lyder et skud. Det er dog også en del af planen. Det er en salut på 21 skud. Det sker fra 200 år gamle kanoner.

Dermed er den officielle del af modtagelsen forbi.

Præsident Bill Clinton står mellem dronning Margrethe og prins Henrik. Præsidenten ser virkelig ud som om han er fascineret af sceneriet. Efter fotograferingen går alle tre ind i stuen på Fredensborg.

Resten af aftenen er privat.

11. juli - kl. 22:46
Udenfor Fredensborg Slot var der ifølge DR-TVA nogen skuffelse. Det var ikke meget man kunne se derfra. Men måske ikke så kedeligt enda. Der var mange mennesker og de hyggede sig. En enlig mor med barn havde medbragt et stort skilt med "Hvor er Hillary?". Det var en protest, sagde hun, mod at kvinderne altid blev ladt ene tilbage. Men det var også fordi: "vi kun har det sjov vi selv laver!".

11. juli - kl. 22:59
Vi standser nu dækningen for i dag. Vi vender tilbage i morgen, formentlig omkring kl. 10:30, når tv-transmissionerne genoptages.

Relevante henvisninger | Lørdagens program | Dagens nyheder | nyheder@blanet.dk | Forum