Nedenstående er en båndafskrift af den redigerede udsendelse, som DR-TV bragte fredag aften. Tydelige klip er markeret med [...]. Anette Sørensen talte tilsyneladende spontant og uden manuskript. Afskriften følger dette, bortset fra, at hendes fynske brug af "å" ("og", "at" eller "øh"), tøven og gentagelser er reduceret ved brug af tegnsætning. Den fynske dialekt kan også slå igennem på den anvendte stavemåde.]
Altså det hele, det startede med at - at jeg ville til New York sammen med en veninde, for at tage over og lave noget research på et stykke, som Mette Vejlø og jeg vil sætte op omkring Dorothy Parker. Og så ligeledes at Liv kunne komme over og se hendes far og Exavier kunne se Liv. Så vi tog derover onsdag den 7. maj og kom til New York om eftermiddagen. Jeg havde så et par dage, hvor jeg boede ude hos nogen venner. Det var så torsdag og fredag, og så lørdag mødtes vi med Exavier. Vi gik en lille tur og så gik vi ud og spiste på en lille indisk restaurant - sammen med Liv og hun var vågen. Og så var hun træt efter middagen og vi gik et andet sted hen for at give hende en tør ble på og nattøj.
Så aftalte vi, at vi ville gå ind et sted og så få os en drink. Da gik vi så ind på BBQ, som den hedder [og] som ligger på 2. Avenue og Skt. Marks. Uden for BBQ, der er der en indhegning af et.. af sådan en stållænke, hvor der også var borde udenfor. Og der satte vi Liv uden for vinduet og vi gik ind i restauranten og satte os ved siden af vinduet, så jeg hele tiden havde øje med hende. På daværende tidspunkt var der ikke et splittet sekund at det krydsede min hjerne, at der var nogen fare. Det er bare noget, jeg altid gør.
Vi satte os ind og vi fik os en margerita. Vi sad og snakkede sammen, Exavier og jeg, om forskellige ting og sager omkring Liv og så videre... Så kommer der en tjener op til mig, og siger om det er vores barn? Jeg siger - Ja, det er det - Stille og rolig, jeg har det hele under kontrol.
Så ser jeg pludselig, at der står en betjent ude ved min barnevogn. Jeg går der ud og så siger jeg til ham - Hvad sker der? Ja - du har efterladt dit barn herude, siger han så. Så siger jeg: Nej, altså jeg sidder lige herinde og har fuldt øje med hende. Så siger Exavier, jamen det er sådan man gør i Danmark. Jamen det gør man ikke her, siger han så. Exavier, han siger igen at, jamen sådan gør man i Danmark og så bliver det kørt sådan lidt op, og de skubber lidt til ham og han bliver vred. Han kommer i håndjern.
Så siger jeg: 2 sekunder, jeg skal lige ind efter min jakke. Jeg går ind efter min jakke, kommer ud og siger: Nu går jeg med Liv. Det gør du ikke, siger så en 3. politimand, der er kommet til stede. Det gør du ikke - Du er anholdt. Så siger jeg: er hvad? Ja du er anholdt, siger han så. For hvad? Ja, for at du har efterladt dit barn ude på gaden. Og jeg siger, Nej..,men altså jeg fattede stadig ikke noget. Først da han putter mig i håndjern, så .. så siger jeg, jamen hvad med Liv? Ja, men hende tager vi os af, sagde han. Nej, jeg skal have hende med! Så siger han, at det er der ingen tale om. Det tager mig, og de smider mig ind i en politibil.
Så er der kommet en kvindelig betjent i mellemtiden, og tager Liv op af barnevognen [hvori] hun ligger og sover. På det tidspunkt er der virkelig kommet en skare af mennesker, ikke også, og de.. og Liv, hun vågner op og er vildt forvirret over, hvad der sker og jeg bliver helt ude af den - at jeg ikke kan få lov at få hende. Men der er ikke noget at gøre. Så sidder der en politimand inde ved siden af mig i bilen og jeg prøver på at overtale ham til at få Liv - i det mindste ind til mig, sådan at hun ikke er ked af det. Det kan der ikke være tale om. Efter 10 minutter, cirka, da bliver jeg kørt ned til stationen, og Liv bliver kørt ned til stationen i en anden bil - og Exavier bliver kørt ned på stationen. både Exavier og jeg er i håndjern.
Liv, hun græder nede på stationen og der er en kvindelig betjent, der står med hende. Jeg er jo helt ude af den og græder og så siger jeg... Jeg bliver ved med om jeg ikke godt kan få Liv og der er bare lukket!
Så er der en kvindelig betjent, der tager mig ind bag ved. Jeg kan blive ved med at høre Liv, hun skriger ret højt på daværende tidspunkt.
Jeg bliver ved med at spørge, om jeg ikke godt kan få hende. Den her kvindelige betjent, hun tager mig op i en celle og visiterer mig - for mulige genstande, jeg har på mig - narko og hvad ved jeg. Jeg har selvfølgelig ikke noget. Hun prøver på, at berolige mig, og siger, at når jeg har en ren straffeattest, så kommer jeg ud i løbet af et par timer, så får jeg Liv igen. Da jeg er færdig med at blive visiteret, så tager de mig ned i arresten, hvor der er en stor celle. Exavier, han står inde i cellen - med håndjern, lænket til cellen. De tager mig og sætter mig ved siden af på en bænk og lænker mig til cellen udefra.
Jeg er jo stadigvæk ret ked af det, og bliver ved med at spørge til Liv og kan ikke få et svar på noget. Det eneste de siger til mig, det er, at de skal tage hende til hospitalet og undersøge hende for om jeg har misbrugt hende.
Så spørger jeg, om jeg ikke godt kan få lov til at ringe, for jeg vil gerne fat i Mette, min veninde, der, og konsulatet. Der er lukket - jeg kan ikke lov til at ringe. De bliver med at henlede til, jamen det kan du gøre senere. Jeg sidder der i ca. 4 timer, hvor det bare går med at være oprevet og spørge og få nogle beskidte svar o.s.v.
Cirka kl. 2 om natten, så siger de så at jeg skal fængsles. Jeg bliver igen mere ked af det og bliver ved med at spørge til Liv, og der er ikke noget. Der er lukket. Så tager de mig, og putter mig ind i den her celle. Og det er sådan en celle på.. ja, hvad er den? 5 gange ... 25 kvadratmeter, vel. Der sådan nogle bænke, sådan smalle bænke, rundt omkring og så er der 8 små .. 8 skumgummimadrasser - en 8 - 10 stykker, og så var vi cirka 35 derinde. Det var så mest prostituerede og sådan nogen med narko eller drikkeri eller et eller andet... at de er derinde for. Jeg skynder mig og går hen og ringer - der er to telefoner inde, og jeg havde to - æh - quarters, som det hedder, og ringede så til min veninde, Natasha, for at fortælle hende, at jeg ikke kom hjem og sov, og så spurgte jeg hende, om hun ikke kunne få fat i Mettes telefonnummer, for det telefonnummer havde jeg i min taske, og den taske havde de taget fra mig. Hun kunne ikke få fat i Mette på nogen måde, men ville give beskeden videre.
Jeg må så åbenbart kun have haft en quarter, for jeg ville jo også ringe til konsulatet og da havde jeg ikke flere penge, og jeg kunne ikke vekslet mine dollars til quarters. Jeg ringede så til konsulatet collect og der var der telefonsvarer på og jeg kunne ikke nå at høre deres nødnummer.
[... (klip) Der kom en forklarende tekst på skærmen, vi ikke fik fat i.]
Kl. halv et om natten - natten mellem søndag og mandag, der blev jeg kaldt ud, sammen med 7 andre kvinder. Vi blev ført ovenpå og så bliver vi puttet ind i en 2-mandscelle, hvor der var - du ved - åbent lokum for offentligheden, havde jeg nær sagt, og en bænk, hvor der var en af kvinderne, tog den og så kunne vi andre lægge os på gulvet mellem kakkerlakker og mus, der sådan løb rundt. Der var der også en telefon, men der var røret kappet af.
[...]
Klokken 10, da kom jeg ind i retten og kom for dommeren. Jeg kunne forstå ud af det hele, jeg ville blive løsladt derfra, og så senere skulle komme i retten.
[...]
Så sad vi og ventede. Det vi ventede på var, at de skulle finde ud af, hvor Liv var henne. Det tog dem ca. 3 timer, og de kunne ikke opspore hvor hun var. I mellemtiden holdt de frokost og så blev vi smidt ind i fængslet igen.
[...]
Jeg fik at vide, at Liv, hun var taget af - hvad hedder det? - børneværnet, noget der hedder A.C.S. Hun var på en institution, fik jeg at vide, der hed The Little Flower Children Services, og så blev vi løsladt. Jeg prøvede selvfølgelig på at få dommeren til at gøre et eller andet, så jeg kunne få Liv med det samme. Det var hele tiden det eneste, der var inde i MIT hoved, det var Liv. Og at det var, at når jeg bliver frifundet her, så skal jeg bare være sammen med Liv igen. Og det troede jeg, at jeg kunne.
[...]
Mette og jeg, vi bestemte os for, at det der var det vigtigste, det var så at få ringet til det der Little Flowers Children Services. Det gik vi så ind og fik gjort. Så missede vi hinanden - Exavier og jeg - så jeg har ikke set Exavier siden den mandag, vi blev løsladt.
Vi gik ind og ringede, og jeg kom også langt om længe til at snakke med en, og vi snakkede vel med dem i 3 kvarter, Mette og jeg, og der var ikke noget at gøre, vi kunne ikke få Liv. Jeg kunne ringe igen næste morgen!
[...]
Og der blev beordret, at jeg ville få Liv næste dag inden kl. 5, dvs. onsdag - jeg ved ikke hvad dato, men onsdagen efter jeg var kommet - inden kl. 5 om eftermiddagen. De lovede, at inden kl. 12 middag, da ville Liv have været igennem en lægeundersøgelse, som hun skulle igennem, inden hun kunne komme ud af systemet igen, således, at jeg ikke kunne på nogen måder sagsøge dem bagefter - [for] misbrug af hende, eller hvad ved jeg.
[...]
Ved 6-tiden kom jeg ind i retten, ind for dommeren, og der blev der så sagt, at der kunne ske det først i morgen tidlig - dvs. torsdag morgen - da kunne jeg få liv. Da kom jeg sådan lidt op - og også nok den eneste gang, jeg har sådan - hvad skal vi sige vist mig sådan lidt...
[... Afbrydelsen her var tydeligt en klippefejl - der var sort skærm i flere sekunder ...]
fem - Ja, men hvis det kunne lade sig gøre, så ville jeg få hende i dag. Og så blev mit pas inddraget.
[Her fulgt så billederne af Annette Sørensen, netop som hun havde fået Liv udleveret, efter 4 døgns adskillelse. Derefter igen fra Pressemødet:]
Og - jah - det var selvfølgelig overvældende at se hende igen... både at se hende, som hun så ud. Hun var - set med mine øjne - .. så meget anderledes ud, end jeg plejer at se hende.
[...]
Hun var tavs. Den måde, at Liv hun har kunnet klare sig på, det er og grine meget... Hun er en meget glad pige, men - hvad skal man sige - det var ikke så ægte de første par dage. Men altså - Nu, der er hun meget sig selv igen, sådan som jeg kender hende. Jeg vil, resten af mit liv, vil jeg altid stå ved hendes side - og jeg kan selvfølgelig ikke sige, hvad der vil ske om mange år. Som jeg sider her, vil jeg da tro, at jeg vil snakke med hende om det på et eller andet tidspunkt, når hun bliver stor nok. Og vil da absolut uddybe det for hende, hvis at hun har brug for det.
[...]
Det at miste et barn på den måde, det er .. Det er kun noget, at jeg kunne mærke - simpelthen - i et halvt minut ad gangen, fordi det er simpelthen så stor en smerte, at ... at det kan bare ikke mærkes på hele tiden.
[Spørger:] Kan du på nogen måde forstå den indgriben fra de amerikanske myndigheder, altså New York er jo som bekendt et sted der er farligt at være? Øhm - De udtalelser, de har givet udtryk for, er at de er imponeret over, at der var nogen mennesker, der ringede efter politiet, fordi der var et barn, der tilsyneladende stod alene ved en fortovsrestaurant?
Svar: Hmmm ... Det, som jeg jo så har erfaret, det er, at de sidste 2 år, der har de ... der har borgmesteren i New York City sat kraftigt ind mod børn - altså på børns tarv. ... Som jeg ser det, der er - da er myndighederne i USA meget sort/hvide, og det vil sige at nu skal børnene hjælpes og så kigger vi ikke overhovedet på hvad der er bagved. Det er bare - der er et barn der står udenfor. Det er ikke noget de gør - åbenbart - i New York - og så skal der ske noget. Det som jeg havde ønsket, det var, at de bare kunne have fortalt mig, at jeg ikke måtte.
[Spørger:] Og så lade det være ved det?
..Og så lade det være ved det. Altså, jeg synes det er fuldstændig forrykt, at der skete det, der skete, og kan ikke se nogen undskyldning for det. Og kan ikke se, at det er for barnets tarv. Jeg mener det modsatte.
[Spørger:] Men du har formentlig været i New York en del gange før, altså det er jo alt andet lige et farligt sted? Der sker jeg ved ikke hvor mange mord og bortførelser og så videre - på åben gade.
Det har du ret i. Jeg har .. Som mor, der har jeg en fuld kontakt med mit barn og jeg ville aldrig, nogensinde udsætte hende for nogen fare. Og jeg mener personligt, at det er bedre at et barn står udenfor - end indenfor. Når jeg sidder ved siden af vinduet og kan se på hende hele tiden, så kan der ikke ske noget. Og hvis det så meget som var røget igennem mit hoved, at det kunne have været farligt, så havde jeg aldrig nogensinde gjort det. Også hvis jeg havde vidst at jeg ikke måtte gøre det - Nu er det rent faktisk ikke en forbrydelse. Men hvis jeg havde vidst, at der kunne komme noget ud af det, så havde jeg aldrig gjort det.
[...]
Nu tager jeg et sted hen sammen med Liv - et dejligt sted. Der skal vi være sammen.
[Spørgsmål:] Så ingen arbejde, så ferie så?
Det skal jeg...
[Spørger - afbryder:] Væk fra os allesammen?
Det skal være ferie nu her - og så inden 1. juli, der skal jeg have skrevet ansøgninger til projekter - til teaterrådet. Og det skal ske! Men ihvertfald den næste uge, der skal .. der hedder det bare fuldt ud afslapning, sammen med Liv.
[Spørger:] Hvornår skal du til USA igen?
Jaeh - Jeg har ikke nogen planer om det sådan lige nu og her. Der går nok et par år.
Dagens nyheder | Arkiv | Nyhedsdebat | Information | nyheder@blanet.dk | dille@blanet.dk | Forum