onsdag, 14. april 2004 23:36 (CEST)


FE-medarbejder træder frem

Major af reserven, Frank Søholm Grevil, trådte i dag frem i dagbladet Information som den tidligere medarbejder i Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, der lækkede FE's trusselsvurderinger om Irak til Berlingske Tidende. Vurderingerne var meget skeptiske til oplysninger om, at Irak havde masseødelæggelsesvåben. Efter artiklerne i Berlingske Tidende fandt politiet frem til kilden, der blev fyret. I øjeblikket efterforskes medarbejderen, sigtet for at have brudt sin tavshedspligt, ligesom to journalister på Berlingske Tidende måske også vil blive sigtet.

Frank Søholm Grevil besluttede sig for at videregive nogle af de trusselsvurderinger, som FE havde skrevet til regeringen, fordi han - sammen med sine kollegaer, gang på gang oplevede, at statsminister Anders Fogh Rasmussen tog FE til indtægt for, at Irak "sandsynligvis" havde masseødelæggelsesvåben. FE-eksperternes vurdering var snarere, at det kan "ikke sandsynliggøres" at Irak havde masseødelæggelsesvåben. "Det var vores professionalisme, der blev angrebet" sagde han. Han ville ikke påstå, at statsministeren løj. "Det er lidt ligesom når man er arrangør af en firmaskovtur. Så vælger man den bedste vejrudsigt, så folk har lyst til at komme med." sagde Frank Grevil til flere medier i morges.

Frank Søholm Grevil er enkemand og far til to, uddannet kemiingeniør og russisk tolk. Det var som kemiingeniør, at han for 2 år siden blev civilt ansat i FE, som specialist i kemisk krigsførelse. Han er i dag efter afskeden fra FE ansat som oversætter i en privat virksomhed. Han har været medlem af Venstre i 10 år og håber fortsat at få lov til at være det.



FE-chef tager afstand

Konstitueret chef i Forsvarets Efterretningstjeneste, Niels Henrik Hedegaard, tager afstand fra Frank Søholm Grevils vurderinger og påstande. Han siger, at trusselsvurderingerne sagde, at der "sandsynligvis" var masseødelæggelsesvåben i Irak. Statsminister Anders Fogh Rasmussen, der er på besøg hos den franske præsident i dag, "vil ikke debattere med en fyret medarbejder" men henviser til FE's nuværende ledelses udtalelser i dag.

Oppositionen kræver endnu en gang, at der gennemføres en undersøgelse af grundlaget for dansk deltagelse i krigen i Irak, men Dansk Folkeparti støtter regeringen i, at en undersøgelse er unødvendig.



SF ude af forsvarsforlig

I går meddelte forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) fra Folketingets talerstol på en forespørgsel fra SF's Villy Søvndal, at SF ikke er inviteret til at deltage i forhandlingerne om et nyt forsvarsforlig: "Jeg har haft den fornøjelse at mødes med hr. Villy Søvndal flere gange. På det grundlag er der p.t. ikke grundlag for at fortsætte forhandlingerne." Han henviste desuden til SF's partiprogram, der taler om en nedlæggelse af NATO. Villy Søvndal undrer sig over, at han skulle høre om afvisningen af SF via medierne [Det var disse medieforlydender, der fik Villy Søvndal til at stille spørgmål.]

Regeringen forhandler med Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, de radikale og Kristendemokraterne.



Fagforbund strejkeramt

Forbundet af Offentlige Ansatte, FOA, blev i dag lukket på grund af en strejke blandt forbundets ansatte. Strejken startede efter fyring af 11 medarbejdere. De ansatte reagerer på, hvad de betragters som "udrensning" og krænkende en aftale med ledelsen, der blev indgået for et par uger siden. Ledelsen mener, at de har overholdt aftalen til punkt og prikke. Fyringerne skete på grund af en sparerunde, der er gennemført for at undgå kontingentforhøjelser.



Codan sat til salg

Codans ledelse bekræftede i dag, at forsikringsselskabets engelske ejere undersøger mulighederne for at sælge det danske selskab. Berlingske Tidende skrev i februar, at Codan var på vej til at blive overtaget af Nordea, men at Codans bestyrelse sagde nej i sidste øjeblik. Samtidig oplyste man i dag, at formanden for Codans bestyrelse, advokat Henrik Christrup, har forladt bestyrelsen og at en ny formand skulle vælges på dagens generalforsamling. Ny formand blev den hidtidige næstforman, Vagn Sørensen.

Codan ejes af det britiske Royal & SunAlliance.



Aftenposten stopper

Gratisavisen Aftenposter stopper efter blot 2 udgivelser. Avisen var en gratis reklameavis omdelt til husstande i Nordsjælland. Udgivelsen startede for blot 3 uger siden. Da planerne om at starte avisen kom frem i januar, planlagde man at udkomme daglig, men måtte efterfølgende justere det til ugentlig - i hvert fald i starten. Men samtidig startede Politikens Lokalaviser et konkurrerende blad, Hver/DAG med samme målgruppe. Det er den direkte anledning til, at chefredaktør og ejer af Aftenposten, Kristian Lund, har besluttet at stoppe allerede nu. Der var annoncetegning nok til en ugeavis, men det var ikke tilfredsstillende: "vi blev altså ikke sat på jorden for at lave ugeavis," siger han til Politiken.


DilleSport


BASKETBALL: Finaler

Finalekampene blev indledt her til aften

Damer

Der spilles bedst af 3.

(onsdag)    Virum - Hørsholm             73-77

Herrer

Der spilles bedst af 5.

(onsdag)    SK Århus - Horsens IC        88-74



HÅNDBOLD: Ligaen Mænd

Sidste spilledag i grundspillet var i går.
(lørdag)    Kolding - GOG                35-33
(tirsdag)   AAB - Kolding                29-29
            GOG - Ajax                   40-30
            Silkeborg/Voel - Skjern      21-30
            Ringsted - FCK               29-30
            Helsinge - Otterup           38-31
            Tvis/Holstebro - Fredericia  30-32
            Århus - Bjerringbro          34-25

Stilling efter grundspillet

                        Kampe    V     U     T    Score  Point
--------------------------------------------------------------
 1. KIF Kolding           26    23     2     1   866-717   48
 2. GOG                   26    20     2     4   910-715   42
 3. AAB Håndbold          26    17     4     5   747-679   38
 4. Skjern                26    17     0     9   783-680   34
 5. Team Tvis/Holstebro   26    15     2     9   687-649   32
 6. FCK HÅndbold          26    14     2    10   708-668   30
 7. Århus GF              26    14     1    11   828-781   29
 8. Fredericia HK 1990    26    12     2    12   718-728   26
 9. Bjerringbro FH        26    11     1    14   633-687   23
10. Team Helsinge Håndb.  26    10     1    15   727-772   21
11. TMS Ringsted          26     6     1    19   601-717   13
12. Silkeborg/Voel KFUM   26     6     0    20   649-763   12
13. Ajax København        26     4     1    21   629-745    9
14. Otterup HK            26     3     1    22   589-765    7
--------------------------------------------------------------
De 4 første spiller om topplaceringerne - Kolding mod Skjern og GOG mod AAB. Ajax København og Otterup rykker ned, mens Ringsted og Silkeborg/Voel skal møde Helsingør og HK Roar fra 1. division øst og NNFH-Lemvig og Skovbakken fra 2. divionsion vest om en placering i ligaen. Viborg (1. division vest) og Tved GL, Svenborg (1. division vest) har sikret sig oprykning.

1/2-finalernes 1. kamp finder sted 1. maj.



Vejret

Solrig forårsdag med temperaturer op til mellem 7 - 13 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra i dag

1EUR       7,4442 DKK,   1GBP     11,2433 DKK,   1USD      6,2430 DKK
100JPY     5,7959 DKK,   1AUD      4,6338 DKK,   1CHF      4,8092 DKK   
1CAD       4,6625 DKK,   1NZD      4,0048 DKK,   1SEK      0,8113 DKK
1NOK       0,8962 DKK,   100ISK    8,50   DKK  
1SGD       3,7266 DKK,   1HKD      0,8007 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   236,22 -0,73%  KFX (mest omsatte aktier): 262,70 -0,97%
Pr. 30/12:   216,59                                    244,35
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)