fredag, 19. marts 2004 23:58 (CET)


PET: Vær agtpågiven!

Politiets Efterretningstjeneste, PET, har i dag opfordret ansatte på steder, hvor der færdes mange mennesker, f.eks. togstationer, lufthavne og butikscentre, til at holde øje med "unormale hændelser." Opfordringen er også udstrakt til alle, der færdes disse steder. Baggrunden er terrorangrebet i Madrid i sidste uge. Opfordringen viderbringes til de ansvarlige gennem lokalt politi, eller direkte til virksomheder som DSB. Politimester Lars Findsen, PET, siger, at der "ikke er nogen ændring i det konkrete trusselsniveau," men at det sker for at få "så mange øjne og ører" som muligt. Justitsminister Lene Espersen (K) gør dog i anledning af PET's udmelding opmærksom på, at danskerne ikke behøver at være mere utrygge.

Men 60% af befolkningen mener nu, efter bomberne i Madrid, at der er en øget risiko for terrorangreb i Danmark. Det fremgår af meningsmåling, udført af analyseinstituttet Vilstrup for Politiken og offentliggjort her til aften. 32% mener ikke, at der nogen øget risiko.

Danmark var - ligesom Spanien - et af de få lande, der aktivt deltog i Irak-krigen på USA's side, formentlig årsagen til terrorbomberne i Madrid.



FE-mand fyret for lækage

Det er lykkedes regeringen at finde kilden til en række afslørende artikler i Berlingske Tidende. Af artiklerne fremgik det, at Forsvarets Efterretningstjeneste, FE, ikke delte Bush-regeringens overbevisning om, at Saddam Hussein i Irak besad masseødelæggelesvåben i det omfang, som også den danske regering oprindeligt brugte i argumentationen for at handle uden om FN. Afsløringerne førte til krav om, at der også skulle laves en dansk undersøgelse, svarende til dem der er i gang eller på vej i USA og Storbritannien. I følge en pressemeddelelse fra forsvarsminister Svend Aage Jensby har en medarbejder ved FE erkendt, at han har vist FE's trusselsvurderinger til medarbejdere fra Berlingske Tidende. Den pågældende medarbejder er blevet afskediget, og sagen er overgivet til Københavns Politi "med henblik på overvejelse af tiltalespørgsmål." Svend Aage Jensby siger i pressemeddelelsen, at "en efterretningstjeneste skal kunne holde tæt, så kilderne ikke tørrer ud. [...] Ansatte i en efterretningstjeneste skal om nogen overholde deres ubetingede tavshedspligt." Det er fundamentalt for det internationale samarbejde, som "også kampen mod terror kræver."



LO og DA forhandler igen

Efter et langt møde til langt ud på natten, skiltes LO og DA i Forligsinstitutionen, men aftalte at genoptage mødet igen her til aften. Der er endnu ikke opnået en aftale for de sidste 35.000 ud af arbejdsmarkedets 650.000 overenskomstdækkede lønmodtagere. Når denne aftale falder på plads, er kan forligsforslagene sendes til urafstemning. Der er varslet konflikt fra 28. marts, men forligsmanden har mulighed for at udsætte konflikten yderligere 14 dage, hvis han skønner, at parterne er tæt på en aftale.



Flere danskere til Kosova

Efter de sidste dages voldsomme uroligheder i Kosova, har regeringen besluttet at sende 96 ekstra mand dertil. De tager af sted allerede i morgen tidlig. Det sker ikke på anmodning fra FN, men direkte fra lederen af den danske bataljon i Kosova, oberst Klaus H. Lawes. De ekstra soldater skal aflaste de øvrige i bataljonen, der har været i fuld aktivitet i næsten 2 døgn. Der er 325 danskere i bataljonen i Mitrovica. Selv om det er roligere nu, så var der i følge forsvarsminister Svend Aage Jensby "underretninger" om, at ca. 1.000 bevæbnede albanere var på vej til Mitrovica. Mitrovica, hvor danske og franske soldater udgør FN's KFOR styrke, var tirsdag skueplads for voldsomme sammenstød mellem serbere og albanere.

[Rettelse: En af vores kilder i går aftes var først beregnet til offentliggørelse i dag, og derved fik vi den opfattelse, at det var onsdag aften, at danske styrker i Mitrovica blev beskudt. Men det skete altså torsdag aften, ovenikøbet ved to lejligheder.]



Miljøchefer fyret

Fyringen af 2 chefer i Vestsjællands Amt kommer nu til behandling i amtsrådet. Sagen startede, da en borger i amtet gravede et vandhul op. Vandhullet var dog levested for en sjælden frøart, og omfattet af EU særlige miljøbeskyttelsesregler. Derfor henstillede Vestsjællands Amt til, at vandhullet snarest muligt blev bragt tilbage til sit oprindelige udseende. Men det ville vandhullets ejer, Karen Marie Spliid, ikke - hun klagede til amtsborgmester Hans Jørgen Holm (V). Han greb ind og fik gennemført en undersøgelse af forretningsgangene i miljøafdelingen. Den kostede 650.000 DKK og blev brugt som grundlag for, at amtsborgmesteren fyrede de to afdelingschefer, angiveligt fordi de to "gentagne gange" har "forbrudt sig alvorligt mod god forvaltningsskik." Men oppositionen i amtet, og Dansk Naturfredningsforening, der gjorde miljøafdelingen opmærksom på opgravningen, mener at det faktum, at Karen Marie Spliid også er Vestsjællands Amts direktør for erhverv, kan have haft indflydelse på sagsforløbet. Hans Jørgen Holm har ikke noget imod, at amtsrådet behandler sagen i næste uge, men mener i følge Politiken ikke, at det er nogen god ide, "ikke mindst af hensyn til de berørte medarbejdere."



Syge danskere klynker ikke

Myten om, at danskere render til lægen i tide og utide holder ikke. Statens Institut for Folkesundhed, SIF, har undersøgt adfærden hos danskere der blev syge over en periode på 14 dage, skriver gratisavisen MetroXpress. 8% valgte at gå til lægen, resten forsøgte at "helbredde" sig selv. Hvis symptomerne var stærkt generende, gik 14% straks til lægen. "Man kan konkludere, at det i hvert fald ikke er danskernes første indskydelse at gå til læge, hvis de føler sig syge," siger seniorforsker Mette Kjøller, SIF. Mange læger har givet udtryk for, at man brugte megen tid på konsultationer, hvor der egentlig ikke var brug for lægehjælp, og det har fået politikere til at foreslå, at man skulle betale et gebyr for hvert lægebesøg. Det er i dag gratis at gå til lægen. Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Michael Dupont, mener på baggrund af undersøgelsen, at den gratis lægehjælp stadig bør være "en kerneværdi" i Danmark.


DilleSport


GOLF: Singapore 2004

European Tour turneringen med det lange navn "Caltex Masters presentet by Carlsberg - Singapore 2004" spilles på Laguna National G & CC i denne weekend. 5 danskere er med.

Efter en skuffende 1. runde 1. runde i går, var danskerne godt med i 2. runde i dag. Søren Hansen ligger bedst, delt nr. 24, 3 under par. Søren Kjeldsen og Mads Vibe Hasstrup deler sammen med mange andre 33. pladsen, 2 under par og Anders Hansen ligger i par på en 66. plads. Som det ser ud nu, klarer de alle cuttet. Runden blev nemlig afbrudt på grund af dårligt lys, men danskerne er alle færdige. Runden spilles færdig i morgen tidlig, før 3. runde. Jeppe Huldahl er 5. danske, men han er ude, da han slutted på en delt 138. plads, 11 over par. Banen i Singapore har par på 72.



Vejret

Efter et regnområde passerede natten til i dag, var der igen lidt sol i formiddags. Derefter blev det igen skyet og regn sidst på dagen. Dennegang også ledsaget af kraftig blæst her til aften. Temperaturer op til 6 - 10 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra i dag

1EUR       7,4470 DKK,   1GBP     11,0572 DKK,   1USD      6,0329 DKK
100JPY     5,6417 DKK,   1AUD      4,5136 DKK,   1CHF      4,7777 DKK   
1CAD       4,5331 DKK,   1NZD      3,9526 DKK,   1SEK      0,8032 DKK
1NOK       0,8746 DKK,   100ISK    8,54   DKK  
1SGD       3,5667 DKK,   1HKD      0,7742 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   239,91 -0,14%  KFX (mest omsatte aktier): 268,72 -0,20%
Pr. 30/12:   216,59                                    244,35
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)