onsdag, 17. marts 2004 23:57 (CET)


Forlig om SU

Regeringen indgik her til aften et bredt forlig om reform af Statens Uddannelsesstøtte, SU. Med i forliget er Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, SF og de radikale. Efter sommerferien får alle enlige forsørgere på SU fordoblet støtten, fra 4.500 DKK pr. måned til 9.000 DKK. Det kommer til at berøre 2.200 studerende. Studerende forældre, dvs. hvor 2 SU-berrettigede bor sammen, stiger støtten også, dog kun 1.280 DKK ialt pr. måned. Forliget finansieres ved at reducere støtten til hjemmeboende studerende mellem 18 og 19 år, hvis forældre tjener mere end 431.000 DKK. Deres månedlige SU nedsættes fra 1.400 til 1.000 DKK. Den SU-kaldes ofte for "cafepenge." Forslaget minder meget om et beslutningsforslag, som S, SF og R fremsatte i starten af februar, dog uden nedsættelsen af "cafe-pengene." Regeringens ønske om at hæve grænsen for arbejdsindtægt ved siden af SU til 27.000 måned er også med i forliget - hvis regeringen kan finde finansiering uden for den nuværende SU-ramme. Både undervisningsminister Ulla Tørnæse (V) og ordførerne fra S og SF, Thomas Adelskov og Morten Homann, betragter forliget som en stor sejr.



Forårspakke - ikke for alle?

Regeringens "forårspakke" - fremrykkede skattelettelser og offentlige investeringer, hvis formål det er at sætte gang i økonomien og beskæftigelsen - møder blandede reaktioner uden for Folketinget. I Folketinget støtter Dansk Folkeparti pakken, mens den resterende oppositionen er skeptisk og taler om et forsøg på at "købe" sig til bedre tal i meningsmålingerne. Blandt økonomer er meningerne også delte. Danske Bank tror på, at pakken vil være godt for økonomien, mens OECD's økonomer ville have foretrukket, at den danske regering havde holdt sig til sin oprindelige strategi, nemlig at vente på det opsving alle venter i løbet af i år. Kritikerne hæfter sig især ved to ting. Dels vil kun halvdelen af befolkningen kunne mærke skattelettelserne - for lavtlønnede og pensionister vil der ikke være nogen ændring. Dels er det usikkert, om de ekstra penge, som lønmodtagerne får til rådighed nu også vil gå til forbrug. Dagbladet Politiken frygter i sin leder, at pengen vil gå til enten opsparing eller højere huspriser, som ikke vil påvirke beskæftigelsen positivt.



Fagforbund truer med retsag

Regeringens forslag om at stoppe bistandshjælp til unge, der nægter at påbegynde en anvist, SU-berettiget uddannelse, vil blive udfordret af fagforbundet Kvindeligt Arbejderforbund, KAD, hvis det vedtages. Forslaget er en del af forårspakken. KAD finder, at det er i strid med grundloven at indføre tvangsuddannelse. Den fortolkning afviser integrationsminister Bertel Haarder som "meningsløs!" Der er "blot tale om et kærligt skub" ind "i en uddannelse med fremtid i!" siger han til Jyllands-Posten.



47 varetægtsfængslet

47 personer er blevet varetægtsfængslet i Københavns Byret, efter politiets storstilede razzia mod Pusher Street i Christiania og angivelige narkobagmænd i hele København, tidligt i går morges. En enkelt af de fremstillede blev løsladt, mens flere venter på at få deres sag for. Ialt 72 blev arresteret tirsdag. Der var i dag roligt på Christiania. Politiet var talstærkt tilstede af flere omgange, da enkelte forsøgte at genetablere narkosalget.



Vindmøllefabrik fyrer

Mellem 400 og 500 medarbejdere i verdens største vindmølleproducent, Vestas skal fyres i løbet af de næste to måneder. Det oplyser viceadministrerende direktør, Torben Bjerre-Madsen, Vestas i dag. Fyringerne finder sted over hele verden og er en direkte følge af de rationaliseringer, som sammenslutningen af de to største vindmølleproducenter i Danmark, Vestas og NEC Micon, giver mulighed for. Regnskaberne for 2003 for begge de oprindelige selskaber kom også i dag. Det gamle Vestas kom med et overskud på 402 mill. DKK før skat, mens NEC Micon havde et underskud på 497 mill. DKK. Samles regnskaberne ville man havde haft et underskud på 230 mill. DKK netto. Det er NEC Micon, der bidrager negativt - men tilgengæld bringer dette selskab en stor ordrebeholdning med i fusionen.

I slutningen af februar godkendte de amerikanske konkurrencemyndigheder fusionen mellem de to danske selskaber, hvorefter de sidste tekniske forhindringer for fusionen var overvundet. Det fusionerede selskab venter en omsætning på 20-21 mia. DKK i 2004. Vestas alene havde en omsætning på 13 mia. DKK i 2003.



OK: Møde i morgen

Forligsmand Asbjørn Jensen har i dag tilsagt arbejdsmarkedets hovedorganisationer, LO og DA, til møde i Forligsinstitutionen i morgen torsdag, kl. 16. På mødet får parterne endnu en mulighed for at blive enige om en overenskomst for de 35.000 lønmodtagere, der endnu ikke har et forligsforslag. Forhandlingerne på dette område brød sammen natten mellem lørdag og søndag. Det største område er slagterierne, hvor 20.000 lønmodtagere arbejder. Det er specielt på dette område, hvor DA's krav om at overarbejde som følge af overenskomststridige strejker ikke skal give overarbejdsbetaling møder stærkest modstand fra LO-siden. Andre fagområder i restgruppen er nydelsesmidler (tobak, chokolade), bryggerier, isolatører og nogle HK-ansatte.



Sammenstød i Kosova

Danske, fredsbevarende styrker måtte i dag gribe ind i byen Mitrovica for at standse sammenstød mellem serbere og albanere. Danskerne blev tilkaldt, da FN's sikringsstyrke i byen mistede kontrollen med urolighederne, der er de værste siden krigen i Kosova. 10 meldes dræbt og over 200 sårede. En dansk soldat blev ramt af stenkast og fik flækket sit ene øjebryn, men han er tilbage i enheden efter lægebehandling, oplyser



Forår!

Storken er kommet til Ribe.


DilleSport


BADMINTON: Danskere til Korea

Dansk badmintonelite havde egentlig fravalgt den store Korean Open turnering, til fordel for EM og Thomas & Uber Cup. Men den tætte konkurrence om seedning og adgang til OL i Athen til sommer har ændret den beslutning. Holdet ser sådan ud:

Herresingle:

Peter Gade
Kenneth Jonassen
Anders Boesen
Niels Chr. Kaldau

Herredouble:

Jens Eriksen/Martin Lundgaard
Michael Lamp/Mathias Boe
Jim Laugesen/Carsen Mogensen
Peter Steffensen/Thomas Layborn

Damedouble:

Pernille Harder/Mette Schjoldager

Selv om Mette Schjoldager og Jens Eriksen begge er med, stiller de dog ikke op i mixeddouble. Damesinglerne bliver også hjemme.

Korean Open spilles fra 30. marts til 4. april



BADMINTON: Camilla snart tilbage

Camilla Martin måtte forlade sin sidste All England turnering i sidste uge, da hun vred rundt på foden i sin første kamp. I dag kom resultatet af scanningen af foden, og der var i følge Politiken godt nyt. Ledbåndet er ikke, som frygtet, revet over. Landstræner Steen Pedersen siger dog til avisen, at det endnu er usikkert, om hun stiller op til EM i næste måned. OL har første prioritet, "så vi tager ingen chancer!"

Camilla Martin stopper sin lange, aktive karriere efter OL og Denmark Open i år.



HÅNDBOLD: Ligaen kvinder

(onsdag)    Aalborg - Sønderjyske             36-29
            Århus - Kolding                   30-32
            GOG - Ikast/Bording               28-35
            Slagelse - Randers                27-27
Sidst Slagelse og Randers mødtes havde Randers muligheden for - som det første hold i denne sæson - at tage point fra Slagelse. På trods af fraværet af 2 stamspillere, formåede Slagelse i returopgøret her til aften at spille lige op med Slagelse. De førte de første 20 minutter af 2. halvleg, hvorefter Slagelse kom stærkt tilbage til en føring. Men Randers hang på, og et sidste øjebliks-mål af Slagelse blev underkendt.



HÅNDBOLD: Ligaen mænd

(onsdag)    Århus - Otterup                   36-27
            Helsinge - Århus                  29-38



Vejret

Den første forårsdag! Sol og få skyer over hele landet, og temperaturer op til mellem 11 - 18 graders varme, dog højest 7 grader på nogle vestvendte kyster.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra i dag

1EUR       7,4482 DKK,   1GBP     11,0246 DKK,   1USD      6,0797 DKK
100JPY     5,6107 DKK,   1AUD      4,4934 DKK,   1CHF      4,7532 DKK   
1CAD       4,5507 DKK,   1NZD      3,9400 DKK,   1SEK      0,8056 DKK
1NOK       0,8802 DKK,   100ISK    8,59   DKK  
1SGD       3,5779 DKK,   1HKD      0,7803 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   241,31 +0,35%  KFX (mest omsatte aktier): 270,65 +0,33%
Pr. 30/12:   216,59                                    244,35
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)