onsdag, 10. marts 2004 24:13 (CET)


Oplæg til forsvarsforlig

En nedsættelse af værnepligtstiden fra 9 måneder til 3 måneder, er nok den meste kontroversielle ændring, som regeringen lægger op til i sit forslag til forsvarsforlig, der blev præsenteret i dag. Forsvarsbudgettet ligger fortsat omkring 19 mia. pr år, og for de penge får Danmark flere soldater allokeret til opgaver i udlandet (fra 1.000 til 2.000) - færre tanks og fly, men 3 nye ubåde, velegnede til indsættelse i internationale konflikter. Fokus flyttes fra forsvar af suverænitet til bekæmpelse af terrorisme. Det betyder bl.a., at der ikke bliver manskabsressourcer til bevogtning af sårbare terrormål i Danmark, og her ser regeringen gerne, at Hjemmeværnet påtager sig opgaven - ligesom det også skal kunne indsættes ved katastrofer.

Ingen af de to partier, som regeringen helst vil have med i forliget, Socialdemokrater og Dansk Folkeparti, er begejstre for 3 måneders værnepligt. Forsvarsordfører Per Kaalund (S) siger forslaget er at sætte sig mellem to stole. S ser helst, at værnepligten afskaffes til fordel for en hel-professionel hær. Dansk Folkepartis Peter Skaarup ønsker ganske vist at bevare værnepligten - men "3 måneder er for kort tid!"



Overenskomst i weekenden?

Overenskomstforhandlingerne, der nu føres i forligsinstitutionen, nærmer sig et resultat. I dag besluttede parterne - LO og DA, at man nu ville går over til direkte forhandlinger mellem hovedorganisationerne, og dermed afslutte de decentrale forhandlinger. Der foreligger nu overenskomstforslag for 94% af LO-medlemmerne - der er ialt 650.000. De fleste af overenskomsterne er dog betingede af, at der oprettes en central barselsfond, og det er også en af de opgaver, som forligsmand Asbjørn Jensen, skal have på plads. Han har dog udsat fonden til efter, der er lavet forlig på de øvrige områder. Han venter, at parterne kan blive færdig med det samlede mæglingsforslag i løbet af weekenden.



Metro graves ned?

De centrale dele af den nye københavnske Metro løber i tunneler dybt under Københavns bymidte. Men det er ikke tilfældet med hele systemet - og på den planlagte strækning fra Lergravsparken (nordlige del af Amager) langs Øresundskysten til Københavns Lufthavn havde man planlagt placeringen på en jordvold i 1. sals højde. Men det har de lokale beboere reageret skarpt på, fordi de finder, at bydelen derved skæres over i to isolerede dele. En borgergruppe har arbejdet for, at banen skulle graves ned eller placeres i tunnel. Ørestadsselskabet har overfor det erklæret, at det ville blive en alt for dyr løsning. Metrobyggeriet er i forvejen blevet meget dyrere end ventet. Nu har et uafhængigt ingeniørfirma sat ekstraprisen til knap 400 mill. DKK - hvilket Ørestadsselskabet og den øverste, politisk ansvarlige for projektet, overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S). I dag fandt er flertal uden om overborgmesteren dog frem til, at prisen ikke var for høj. På borgerrepræsentationens møde 25. marts vil de fremlægge et færdigt forslag til vedtagelse. Jens Kramer Mikkelsen ser frem til mødet, men har ellers ingen kommentarer, mens trafikminister Flemming Hansen (K) afviser ideen: "Der er ikke basis for at ændre de tidligere trufne beslutninger." Bag Ørestadsselskabet står 3 parter - Københavns Kommune, Københavns Amt og Staten. Og alle 3 parter skal være enige om ændringer, mener ministeren - og regeringen skifter ikke standpunkt, lover han.



Politiet løfter dyner

Politiet er nu begyndt at efterforske socialt bedrageri hos enlige - eller såkaldt enlige kvinder. Ved byretten i Århus har to kvinder erkendt socialt bedrager på 60.000 henholdsvis 110.000 DKK. De havde begge fået udbetalt forhøjede, sociale ydelser som enlig mor, på trods af, at de havde en mand boende i huset. Det var politiet, der skaffede beviserne, igennem en uvarslet ransagning. Politiet dukkede simpelthen op tidligt om morgenen, kom ind og samlede bevismateriale i kvindernes soveværelser, badeværelser og skabe. Lejlighedens beboere blev også fotograferet af politiet. I følge kriminalinspektør Ole Madsen er tilstedværelse af barbergrej i badeværelset og mandens tøj i skabene er beviser, det ellers ikke har været muligt at skaffe. Det er første gang, at ransagningskendelser er blevet brugt i sådanne sager, skriver Jyllands-Posten.



IT: Anti-anti-spyware i DR!

I går aftes havde DR-TVA's magasin Kontant fokus på de "usynlige" sporingsprogrammer, som PC-brugere uden at vide det det får installeret - blot ved at surfe på nettet og/eller hente "gratis" programmer. Programmets indbudte eksperter havde en speciel hjemmeside, www.antispyware.dk, hvor man kan hente programmer, der afslører og fjerner "spyware" komponenter. Hvad man kan vente, så blev siden overbelastet, så DR Online havde lagt en henvisning direkte til de hjemmesider, hvor man kan hente "udrenserprogrammer." I dag måtte man så erkende, at man var faldet i samme fælde, som den ene af eksperterne havde advaret i mod. Nemlig, at nogle "antispyware" programmer selv installerer spyware. På DR's hjemmeside var der en henvisning til ada-ware - det skulle have været til ad-aware. Forskellen er dramatisk. Selv om begge sider tilbyder gratis installation af anti-spyware, så er ada-ware (der henviser til Adware Nuker) en af dem, der selv installerer egne sporingsprogrammer. DR-TVA opfordrer i dag alle, der hentede det første program, straks at afinstallere det - og hente det andet for at få ryddet op.

[På min laptop er jeg p.t. nød til at køre Windows flere timer om dagen, og derfor fulgte jeg vejledninge i går aftes. Programmet var meget besynderlig. Licensbetingelserne var meget kryptiske og indviklede - og man skulle tillade programmer at overvåge ens PC (Men det var IKKE spyware, stod der med store bogstaver). Den efterfølgende totalscanning af systemet afslørede 17 betænkelige objekter - bl.a. en "pornodialer." Den fil, der blev udpeget var hjælpefil i ren HTML format til gratisprogrammet JEdit! Resten var foreskellige infokager ("Cookies") fra Internet Explorer. Da jeg normalt surfer med Mozilla, var det mærkeligt, at programmet ikke fandt nogen problemer der. Heller ikke det "rigtige" ad-aware program fandt betænkeligheder i Mozilla eller Netscap folderne... /Leif]

Her er den rigtige henvisning til Lavasoft i Tyskland, hvor man kan hente Ad-aware:

http://www.lavasoft.de/default.shtml.en



Vejret

Overskyet med enkelte sne eller regnbyger i de sydligste egne. I nord mere sol. Temperaturer mellem 2 og 4 granders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra i dag

1EUR       7,4522 DKK,   1GBP     11,0305 DKK,   1USD      6,0592 DKK
100JPY     5,4651 DKK,   1AUD      4,5485 DKK,   1CHF      4,7292 DKK   
1CAD       4,5826 DKK,   1NZD      4,0402 DKK,   1SEK      0,8122 DKK
1NOK       0,8609 DKK,   100ISK    8,61   DKK  
1SGD       3,5434 DKK,   1HKD      0,7776 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   244,69 -1,10%  KFX (mest omsatte aktier): 275,38 -1,21%
Pr. 30/12:   216,59                                    244,35
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)