onsdag, 18. februar 2004 23:58 (CET)


Røveri mod bilauktion

2 mænd røvede i dag næsten 2 mill. DKK fra Sjællands Bilauktion i Ringsted. De to mænd sprøjtede tåregas i øjnene, blev slået ned og sparket, før de tog to poser med 250.000 DKK i kontanter og 1,7 mill. DKK i checks. Røverne blev sidst set køre i retning af Ringsted centrum. Derudover har politiet ikke mange spor for øjeblikket og røverne er stadig på fri fod.



Yderligere stramninger

Regeringen fremlagde i dag et lovforslag til yderligere stramninger i udlændingelovene. En af de væsentlige ændringer bliver begrænsninger i mulighederne for at få familiesammenført børn og unge under 15 år med forældre, der har fået asyl i Danmark. Formålet er at hindre forældre i at sende børn og unge tilbage til hjemlandet på såkaldt "genopdragelsesrejse" hvis de er blevet "for danske." Hvis det sker risikerer forældrene, at børnene ikke kan få lov til at vende tilbage til Danmark. Grænsen for hvornår man ikke kan få sine børn til landet sænkes fra 18 år til 15 år.

Man strammer også kravene til selvforsørgelse og uddannelse for udenlandske missionærer, der ønsker at arbejde i Danmark. Det skal begrænse adgangen for muslimske imamer, der ofte mangler basal viden om danske forhold. Desuden hæves straframmen for at skjule illegale asylansøgere for myndighederne.

Bag lovforslaget står regeringspartierne, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne.



Forbudt sex-CD populær

CD-romudgivelsen "Sexstarz," som sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) havde beordret destrueret fordi den omtalte begreber som dyresex og toiletsex, er blevet det store hit - også på internettet. Som politiske demonstrationer "mod censur" har både SF og Enhedslisten lagt CD-rommen på deres hjemmesider til fri download. Også DR's ungdomsredaktion, SKUM, har lagt CD'-en på deres hjemmeside. Det var SF's Karmal Qureshi (SF) der tog initiativet, men efterspørgslen kom helt bag på ham - adgangen blev midlertidig lukket, da det blev meget dyrt for partiet - 40.000 DKK nåede regningen at komme op på. Nu er der fundet en sponsor et andet sted på nettet, og adgangen er åbnet igen. Det er Sundhedsstyrelsen og foreningen Sex og Samfund, der har produceret CD-rom'-en, og her har man ikke reageret, men afventer en reaktion fra Sundhedsministeriet, der har betalt 450.000 DKK for produktionen af 60.000 eksemplarer. Ministeriet skal bl.a. afgøre med sig selv, om man mener ophavsretten er krænket, og om man vil forsøge at stoppe udbredelsen.

I formiddags uddelte foreningen Danske Skoleelever gratis piratkopier på Nytorv i København i protest, og der var opstillet 4 computere, så forbipasserende selv kunne se, hvad "Sexstarz" indeholder.



Metrotrapper stoppes

En alvorlig faldulykke i sidste uge - den 3. siden Metroen åbnede - har fået metroens ledelse til at standse de nedadgående rulletrapper fra midnat til kl. 6 om morgenen. En ung mand blev alvorligt kvæstet, men er nu uden for livsfare, da han sammen med kammerater var på vej ned til perronen på Kgs. Nytorv station efter en tur i byen. Han fik overbalance og faldt 5 meter ned, mens han stod og læste en avis.

2 unge mænd mistede livet sidste år ved fald fra de højere niveauer på Kgs. Nytorv og Nørreport St. I løbet af foråret forsynes Metrostationern med ekstra gelændere på rulletrapper og platforme.



Ingen grundlovsændring foreløbig

Selv om man fortsat vil holde eksperthøringer om en eventuel revision af Grundloven, så viste en Folketingsdebat i går, at der ikke vil blive fremsat forslat til folkeafstemning i overskuelig fremtid. Dansk Folkeparti er nemlig lodret imod, og Venstre og konservative - regeringspartierne - kan ikke se nogen grund til, at man begynder at arbejde konkret med forfatningsændringer. Derfor afviste flertallet forslag fra Socialdemokraterne, SF og de radikale om at nedsætte grundlovsudvalg eller -kommisioner. Regeringspartierne accepterede dog åbne eksperthøringer om oppositionens forslag blev afholdt. Alle er enige om, at der skal være en bred tilslutning til en grundlovsrevision i Folketinget, før et egentlig forslag sendes til folkeafstemning.



SAS frikendt for Linate-ulykke

Flyselskabet SAS var helt uden skyld i flyulykken i Linate-lufthavnen ved Milano 8. oktober 2001. 118 mennesker, heraf 16 danskere, omkom, da SAS-ruteflyet til København i tæt tåge ramte et lille Cessna-fly, der var kommet på tværs af startbanen. En international haverikommision konkluderer endeligt, at ansvaret på ulykken lå på piloterne i Cessna-flyet og på lufthavnen. Piloterne i Cessna-flyet begik en fejl, da de drejede af den forkerte bane, men lufthavnen svigte på mange måder, både mandskabsmæssigt, teknisk og ledelsesmæssigt. Rapporten lister 18 punkter, hvor flysikkerheden i kan forbedres i lufthavnen.

Ulykken er den værste i SAS historie.



Et dødsfald

Tidl. bankdirektør Bendt Hansen er død, 76 år gammel. Han var direktør i den daværende Københavns Handelsbank fra 1975 - 1986.


DilleSport


HÅNDBOLD: Ligaen kvinder

(onsdag)    FCK - Aalborg              42-36
En spændende og lige kamp i begyndelsen, men mod slutningen trak et velspillende FCK hold fra. Kampen var usædvanlig målrig.



Vejret

I dag for det meste solrig - flest skyer i de sydøstlige egne. Temperaturer op til mellem 5 - 8 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra i dag

1EUR       7,4512 DKK,   1GBP     11,0618 DKK,   1USD      5,8104 DKK
100JPY     5,4930 DKK,   1AUD      4,6258 DKK,   1CHF      4,7255 DKK   
1CAD       4,4189 DKK,   1NZD      4,1031 DKK,   1SEK      0,8103 DKK
1NOK       0,8469 DKK,   100ISK    8,60   DKK  
1SGD       3,4687 DKK,   1HKD      0,7477 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   242.20 -0,01%  KFX (mest omsatte aktier): 272,12 -0,08%
Pr. 30/12:   216,59                                    244,35
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)