tirsdag, 11. november 2003 23:59 (CET)


FL2004: Dropper dagpengeindgreb

Finansminister Thor Petersen (V), som har ledet finanslovsforhandlingerne, meddelte i dag, at regeringen efter aftale med Dansk Folkeparti har trukket forslaget om ændringer i dagpengeberegninger for højtlønnede. Nye beregninger har vist, at langt flere end ventet vil blive ramt af forslaget. Forslaget er ikke helt glemt i Venstre. Politisk ordfører Jens Rohde (V) siger til Ritzaus Bureau "I modsætning til den tidligere regering vil vi ikke bare tromle det her igennem, hvis befolkningen synes, at det er i strid med valgløfterne. Vi må tage en dialog med vælgerne til næste valgkamp. Hvis de så ikke vil være med til det, så må vi opgive."

Oplægget til besparelserne kom fra regeringen. Man arbejdede med, at månedsløninger over 25.000 DKK var "højtlønnede," der "i princippet" misbruger dagpengesystemet. [Argumentet er, at man som højtlønnet har indbygget overarbejdsbetaling. Timelønnede, der har betalt overarbejde inden de bliver fyret, får efter de nuværende regler en karenstid, svarende til det antal timer, de har arbejdet over. Derfor misbruger de højtlønnede systemet, blot fordi deres løn er højere.] Dansk Folkeparti har været stærkt imod fra starten - men der lød også åben kritik fra ledende medlemmer af de konservative uden for Christiansborg i går - og så var der den lammende kritik fra både Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industri. Ud over, at regeringen pillede ved forsikringsprincippet i dagpengesystemet, så ville forslaget også efter arbejdsgivernes mening lægge en dæmper på højtuddannede danskeres lyst til at skifte job. Tilbagetoget falder direkte tilbage på beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) som ikke blot fik den utaknemmelige opgave at forsvare hele finanslovsaftalen i medierne i går - og indtil 1 1/2 time før den forslaget blev taget af bordet. Han var også ansvarlig for udformningen af indgrebet i dagpengene, hvis detaljer blev lavet i hans ministerium. Men Thor Pedersen udtalte sin uforbeholdne støtte til Claus Hjort Frederiksen. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) blev ikke inddraget i beslutningen, forlyder det. Han er på statsbesøg i Mellemamerika - men han har bifaldet beslutningen i en pressemeddelelse.

Det er kun besparelsen på 170 mill. DKK, som tages ud af finansloven. Resten bibeholdes og de manglende penge trækkes ud af Hypotekbanken. Man havde allerede trukket 350 mill. DKK i forvejen. Hypotekbanken er en særlig kasse under Økonomiministeriet, hvortil store, offentlige låntagere betaler tilbage til. Det kan være Københavns Lufthavn, kommuner eller Statens Seruminstitut. [Tidligere var det også statslån i SU, som skulle betales tilbage til Hypotekbanken.]



FL2004: DF-sponsoreret forskning

Danske Nyheder var åbenbart ikke de eneste, der havde bemærket de - godt nok små, men meget specifikke - forskningsbevillinger, der var indføjet i Finanslovsforslaget. Politiken har talt med de involverede parter og kaster yderligere lys på sagen.

4 mill. DKK er sat af til forskning i Sovjettidens Gulag-ølejre efter Dansk Folkepartis ønske - Officielt er det ikke besluttet endnu, hvem der skal have pengene - men både Dansk Folkepartis Jesper Langballe og finansordfører Kristian Jensen (V) peger på historieprofessor Bent Jensen, der i mange år har kæmpet indædt mod kommunisme og dens mere eller mindre åbenlyse tilhængere i Danmark. Formelt skal bevillingerne gå igennem de offentlige forskningsråd, og alle forskere kan i princippet indgive ansøgninger - men hertil svarer Jesper Langballe til Politiken: "Vi skal ikke overlade alt til forskningsrådenes gummistempel. Forskningsrådene har jo en indbygget tendens til at udvikle sig til indspiste broderskaber."

De 12 mill. DKK over 4 år til Dansk Rumforskningsinstitut skyldes bevidst lobby-arbejde fra fysikeren Henrik Svensmark og hans team. Han fortæller: "Vi kontaktede forskningsordførerne. Jeg fik positive svar fra Jesper Langballe (DF) og Ejvind Vesselbo (V). Der var ingen andre uden for regeringspartierne, der meldte tilbage." Jesper Langballe mener, at tidligere miljøminister Svend Auken har undertrykt Henrik Svensmarks resultater. Henrik Svensmarks arbejdsteori går ud på, at den globale opvarmning måske primært skyldes aktiviteter på solens overflade - ikke menneskets voksende udslip af CO2 i atmosfæren ("drivhuseffekten").

Et af Dansk Folkepartis mærkesager er at få mere alternativ sundhedsbehandling anerkendt - og Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling får 10 mill. DKK næste år - 4 gange den normale bevilling.



Diskrimination på bestilling

Flere københavnske taxaselskaber praktiserer stadig diskrimination af ansatte, såfremt kunder forlanger det. Gratisavisen Urban afslørede i går, at man kan ringe taxacentraler i København og bed om en "tur med en hund" - På forespørgsel bekræftede nogle af centralerne endda, at man derved garanteret får en etnisk ren dansk chauffør. I princippet har det altid været ulovligt - men nye EU-regler gør selv det at modtage en sådan bestilling ulovlig. Nu vil Storkøbenhavns Hyrevognsnævn undersøge, om der i de seneste aftaler om taxa-kørsel er muligheder for sanktion overfor de selskaber, der overtræder loven. Politiet undersøger også, om man kan bruge loven mod racediskrimination - men bevisbyrden er svær, siger chefkriminalinspektør Per Larsen, Københavns Politi, til Politiken. Problemet løser dog nok snart sig selv, mente en taxachauffør på tv mandag aften - for snart har udlændingene overtaget alle taxaer i København!



Naziradio mister støtte - måske

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) har fremsat forslag til nye regler for tildeling af støtte til lokalradiostationer. Forslaget er skræddersyet til at fratage støtten til de danske nazister radiostation Oasen i Greve. I stedet for de nuværende regler, hvor det er sendetid og andre former for støtte, der bestemmer størrelsen af støtten, så er det nu de lokale radio og tv-nævn, der får det sidste år. De skal tildele støtten på baggrund af "lyttertal," "lokal forankring" og "villighed til at samarbejde med andre lokalradiostationer." Og radio/tv-nævnet i Greve er parat til at fratage eller reducere støtten til radio Oasen, siger nævnets formand, Lars Kilhof, til DR. Men medieforskere peger på, at ideen om at sikre ytringsfrihed er forsvundet - Radio/tv-nævnene er nemlig råd, nedsat af de lokale kommunalpolitikere. Det bliver derfor nu en lokal-politisk vurdering, om en given radiostation skal have støtte eller ej.



Pladesalg falder stadig

Pladesalget i Danmark rasler stadig ned. Pr. 1. november i år var der i følge branchens opgørelse solgt 7,5 mill. CD'er i år. På samme tidspunkt 2002 var der solgt 9 mill. - og der blev ialt solgt 12,2 mill. hele det år. Salget af CD'er toppede i 2000 med 20,2 mill. Pladebranchen siger, at det den omfattende, ulovlige kopiering af musik via internettet. Men marketingdirektør Jesper Bay, IFPI - Pladeselskabernes brancheorganisation - siger til Nordjyske og Fyens Stiftstidender, at man regner med, at situationen bedres snart, når nye teknologier gør det muligt at sælge musik lovligt via internettet. [Det tvivler denne redaktør stærkt på. Her i huset købte vi får år tilbage et par CD'er pr. måned - og vi har en stor samling. Men jeg lytter aldrig til den mere. Det er måneder, siden CD-afspilleren sidst har kørt. Hvorfor? Simpelt - Det er nemmere at bruge radioen. I dag kan man får præcis den musik man vil, blot ved at hoppe lidt rund på FM-båndet. Og hvis der for meget snak. Ny kanal. Hvis man høre klassisk? Ny kanal - eller jazz? (DR2 på UHF uden for sendetiden sender mest jazz - næsten uden kommentarer). Og så kan man allerede legalt og gratis "streame" de kommercielle stationer over internettet - selv om kvaliteten kunne være bedre. Hvem har brug for CD'er?]



Matador - 25 år

Den 11. november 1978 sendte DR-TV første episode i det, der blev til 24 afsnit og den autoritative kilde til Danmarks historie for langt de fleste danskere - "Matador." Serien byggede på to bøger af Lise Nørgaard og det var også hende, der kom til at stå for seriens, selv om hun flere gange - senest i sidste uge, krediterer afdøde filminstruktør Erik Balling for at have skabt seriens særlige udtryk. Det er også efter hendes mening grunden til, at man ikke kunne lave en fortsættelse, selv om bøgernes handling rækker videre. Hovedpersonerne var allerede i de sidste afsnit begyndt at bryde ud af Korsbæks rammer, og hvor man i få sætninger i en bog kan beskrive det, så er det meget vanskeligt skildre filmisk.

Matador er fornylig udsendt på DVD.



Et dødsfald

Professor i botanik, tidl. rektor og politiker Morgen Lange døde i går, 83 år gammel. Han brød ud af Danmarks Kommunistiske Parti for at danne SF sammen med Axel Larsen. Han sad i Folketinget fra 1960 til 1976, hvor han blev rektor på Københavns Universitet. I de seneste årtier blev han mest kendt for sin viden om spiselige svampe - ofte kaldet "svampeprofessoren" og har skrevet mange bøger om emnet.


DilleSport


FODBOLD: FCN bliver i Farum

I sidste øjeblik betalte den professionelle fodboldklub FC Nordsjælland huslejen for Farum Park for 2002. Farum byråd var ellers sammenkaldt i dag for at beslutte klubbens udsætning af anlægget på grund manglende betalinger. Parterne indgik i stedet aftale om, at man nu forhandler hvorden den resterende gæld til kommunen skal afvikles. FC Nordsjælland hed indtil denne sæson Farum, og var et af tidligere borgmester Peter Brixtoftes hjertbørn. Efter Peter Brixtoftes afgang kom det frem, at kommunen har været meget rundhåndet med lån og andet til fodboldklubbe. Da det er en erhvervsvirksomhed, skal pengene betales tilbage, og kommunen måtte også opkræve husleje. Det krævede både Tilsynsrådet og Indenrigsministeriet.



Vejret

I løbet af dagen bredte en opklaring sig mod nordvest fra sydøst, og dagen slutte i solskin. Temperaturer op til mellem 4 - 8 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4359 DKK,   1GBP     10,7829 DKK,   1USD      6,4677 DKK
100JPY     5,9474 DKK,   1AUD      4,6154 DKK,   1CHF      4,7396 DKK   
1CAD       4,9231 DKK,   1NZD      4,0454 DKK,   1SEK      0,8273 DKK
1NOK       0,9057 DKK,   100ISK    8,42   DKK  
1SGD       3,7297 DKK,   1HKD      0,8340 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   219,41 -1,70%  KFX (mest omsatte aktier): 250,61 -1,96%
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)

Det var kursfald på A.P.Møller aktierne, der trak det danske marked ned. Anlednignen er, at statens nye langtidsaftale med selskabet om olieudvindingen i Nordsøen kommer til 1. behandling i Folketinget i morgen.