Efter aktionærerne er det nu konkurrencestyrelsen og energistyrelsen, der giver sin vurdering og eventuelle godkendelse af opkøbet.
Skrappere kurs mod illegalt arbejde
Nu skrider regeringen ind overfor illegal udenlandsk arbejdskraft i
Danmark. Indtil nu er det alene fagforeningerne, der har opsporet og
anmelde illegale arbejdere fra f.eks. Polen eller de baltiske lande. Men
sagerne ender ofte med små bøder, der ikke står i forhold til de beløb man
sparer ved den lavere lønninger. Regeringen hæver bøden, så der nu skal
betales 10.000 pr. måned pr. illegal arbejder. Der er dog stadig langt
op til de millionbøder, som tyske og svenske arbejdsgivere trues af,
hvis de anvender ulovlig arbejdskraft. Justitsministeriet opretter et
"rejsehold," der skal kunne rejse rundt og efterforske sager om brug af
illegal arbejdskraft og initiativet støttes af arbejdsgiverorganisationer
og fagforbund, der også sammen med kommunerne, er inddraget i bekæmpelsen
af ulovlig arbejdskraft.
Giftdepoter indkapsles
De giftdepoter ved kemifabrikken Cheminova på Harboøre Tange ved
Vesterhavet, som blev berømte og berygtede i 80'erne, ligger der stadig
og lækker op mod 5 tons farlig gift hvert år. I følge en
domstolsafgørelse er depoterne statens ansvar, for det var det
offentlige, der i sin tid anviste fabrikken stedet, hvor giften kunne
deponeres. Nu er miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) blevet enige med
Ringkøbing Amt, der er de lokale miljømyndigheder, om en - foreløbig -
løsning på problemet med udsivningen. Giftdepoterne skal simpelthen
indkapsles i stål - en løsning, der ventes at kunne holde i 25 år. Til
gengæld koster det 25 mill. DKK at sikre depoterne - men kun for de
næste 25 år. Så skal der findes en mere permanent løsning. Staten og
Ringkøbing amt deler udgiften til indkapslingen.
Mere og bedre teater
En ekstrabevilling til Det kgl. Teater på 100 mill. DKK fra staten og 40
mill. DKK fra Københavns Kommune, skal i følge kulturminister Brian
Mikkelsen (K) gøre teateret til et af Europa's bedste. Der følger nemlig
betingelser med pengene. Der skal nemlig produceres flere forestillinger
og være plads til flere tilskuere. 155 ekstra forestillinger, med
150.000 flere tilskuere om året er det mål, som Det kgl. Teaters ledelse
har bundet sig til. De fleste af pengene skal gå til driften af det nye
operahus - gaven fra A. P. Møller - som står færdig i 2005 og det nye
skuespilhus, der tages i brug 2008. Kulturministeren kalder i følge
Ritzaus Bureau for "en ny epoke" i de 250 år, teateret har eksisteret.
Dansk Folkeparti er grundlæggende positiv overfor udspillet, men er
skeptisk overfor, om det kan lykkes Det kgl. Teater at producere så
meget mere for forholdsvis få ekstra midler. (Pengene falder i form af
12 mill. DKK ekstra bevilling hvert år.)
I dagens Folketingsdebat foreslog Dansk Folkeparti, at man skrottede planerne for det ny skuespilhus, der vil koste 7-800 mill. DKK, foruden renovationen af Gamle Scene til 100 mill. DKK. Partiet mente ikke, at der var brug for et nyt teater, når A. P. Møller havde foræret København en ny operabygning. Men beslutningen om byggeri blev forsvaret af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Han erkendte, at politisk var svært at bruge penge på store projekter, som broer, operaer og skuespilhuse i Danmark, men han mente, at investeringen i et skuespilhus var "fornuftigt" og "økonomisk forsvarligt." Han tilføjede (i følge Rizaus bureau) at "Der skal en gang imellem være rummelighed i det danske samfund til at anskue det på den måde!"
Dopingkontrol af voldsforbrydere
En række sager fra Sverige har indikeret, at der kan være en sammenhæng
mellem brugen af dopingstoffer, som f.eks. anabolske steroider, og
voldskriminaltitet. Det får sportsorganisationen Anti Doping Danmark til
at foreslå, at dansk politi fremover tager blodprøver af voldsforbrydere
og får dem testet for dopingstoffer. Rasmus Damsgaard, Anti Doping
Danmark, mener i følge Berlingske Tidende, at man må tage prøver for at
se, om der er en sammenhæng. Københavns Politi er positiv.
Chefkriminalinspektør Per Larsen, Københavns Politi, vil tage forslaget
op til overvejelse og se, om det er praktisk muligt.
Landevejsrøveri i Skovlunde
En svensk forretningsmand blev stoppet og frarøvet sin bil og vareprøver
for ialt en million DKK, i går aftes. Lidt efter kl. 19 forlod den
62-årige svensker en dansk forretningsforbindelse i Skovlunde, mellem
Herlev og Ballerup vest for København. Han kørte i sin bil, en Nissan
Maxima. Pludselig kørte en hvid personbil op foran svenskeren, en mand
sprang ud af den og rev svenskeren ud af sin bil. Manden satte sig
derefter bag rattet, og begge biler forsvandt fra stedet. I bilen var
der vareprøver, og sammen med bilens værdi ligger tabet tæt på 1 mill.
DKK. Vareprøverne bestod af guld- og diamantsmykker, samt tæpper,
hvoraf mange var såkaldte ægte tæpper. Gladsakse politi anser det for
en mulighed, at røverne har haft et grundigt kendskab til svenskeren
og dennes værdier. Det lyder lidt underligt, hvis der blot er tale om
nogen, der stod og manglede en bil, siger Kriminalinspektør Niels Larsen,
Gladsax til Ritzaus Bureau.
Svenskeren kommer fra Gøteborg.
Stor dansk støtte til Irak
Den danske, direkte støtte til geopbygningen af Irak efter Koalitionens
krig mod Saddam Hussein er den næsthøjeste i verden, målt på donorlandets
befolkningstal. Danmark giver, hvad der svarer til 250 DKK for hver
dansker. USA er den største bidragsyder, men 500 DKK i gennemsnit
pr. amerikaner. Storbritannien, der deltog med store styrker i selve
krigen, giver blot 100 DKK pr. britiske borger. Til DR2 Deadline i dag
sagde udenrigsminister Per Stig Møller (K), at Danmark giver "det rigtige
beløb" efter regeringens mening. Danmarks fremtrædende placering er et
udtryk for, at "der er nogen, der giver for lidt." Han ville ikke sætte
navne på, og forklarede både Tysklands og Frankrigs tilbageholdenhed
med de to landes øjeblikkelige finansielle vanskeligheder.
(tirsdag) Sønderjylland - Aalborg 4-3 Esbjerg - Rungsted 8-0 Rødovre - Herning 3-12
Vejret
En del regn i de østlige egne i formiddags - i eftermiddag over Fyn og
Østjylland. Temperaturer op til mellem 5 - 8 graders varme.
Finansmarkederne
1EUR 7,4319 DKK, 1GBP 10,6811 DKK, 1USD 6,3941 DKK 100JPY 5,8030 DKK, 1AUD 4,4280 DKK, 1CHF 4,7843 DKK 1CAD 4,8338 DKK, 1NZD 3,8212 DKK, 1SEK 0,8218 DKK 1NOK 0,8982 DKK, 100ISK 8,34 DKK 1SGD 3,6623 DKK, 1HKD 0,8247 DKKkilde: www.nationalbanken.dk
KAX-index: 224,93 +0,35% KFX (mest omsatte aktier): 259,73 +0,33% Pr. 31/12: 166,56 199,49kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)