fredag, 17. oktober 2003 0:00 (CEST)


Kommunal straf?

Ved midnatstid i går onsdag var sidste frist for kommunerne til at levere deres budgetforlig til indenrigsministeriet. Dermed kunne det gøres op, hvordan kommunerne havde holdt den såkaldte budgetaftale med regeringen. Regeringen har aftalt en ramme for den samlede skatteudskrivning med Kommunernes Landsforening - og da de kommunale budgetter er 100 mill. DKK over målet - svarende til en overskridelse på 0,013% skal straffen falde. Det er både finansordfører Kristian Jensen (V) og kollegaen Kristian Thulesen Dahl enige om. Men ingen har noget bud på, hvad straffen skal gå ud på - men de kommuner, der har følt sig tvunget til at sætte skatten op, har forberedt sig. Sidste år overskred et amt - Vestsjællands Amt - budgetaftalens rammer, og da inddrog regeringen halvdelen af beløbet hos amtet - og resten af beløbet hos de øvrige amter. Derfor har nogle af kommunerne - bl.a. Hillerød, Ishøj og Tinglev - budgetteret med dobbelt så høje stigninger, for at beholde de nødvendige penge i kassen. I Hillerød stiger skatten samlet med 25 mill. DKK i 2004, en reaktion på 2 års kraftige nedskæringer på skoler og børneinstitutioner.



Fangede bankrøver på strømmefødder

En 17-årig mand begik i dag røveri mod Vorbasse-Hejnsvig Sparekasse i Vorbasse nær Billund. Den hætteklædte man truede personalet med en kniv og fik udleveret 40.000 DKK. Da han stak af fra banken, fik en mand øje på hætten, og satte efter bankrøveren. Manden var i træsko, som han resolut smed og løb efter manden på strømmesokker. Han fik fat i bankræveren og slæbte ham tilbage til banken, hvor røveren blev låst inde på et toilet, indtil politiet kunne afhente ham. I retten i Grindsted fik den 17-årige 3 ugers fængsel på institution. Da manden indhentede røveren, var denne skrækslagen og bad for sit liv. Han troede at han var blevet forfulgt af en rocker - og han påstod, at han havde begået røveriet, fordi han skylde rockere penge. Banken sørgede for, at "helten på strømpesokker" som TV2 kaldte ham, omgående fik et par nye strømper - de gamle så ikke godt ud efter løbeturen.



Metro stoppet igen

Om natten kører alle metrotog, der ikke er i den begrænsede natdrift, ud på parkeringsterrænet på Vestamager. Inden morgentrafikken skulle gå i gang i morges, skete der en kortslutning i kontrolcenteret, der ligger ved holdepladsen. Det betød, at kun et enkelt tog var i drift i morgenens myldretid, og Metro Service måtte sætte busser ind på alle strækninger, på nær Christianshavn - Lergravsparken, som den enlige togstamme betjente i pendulfart. Man forsøgte at få flere vogne ud på linierne ved at trække dem ud på skinnerne med diesellokomotiv. Man fik 6 tog ud før strømmen blev genetableret og de resterende 9 tog kom i drift. Men da var gået mere end 3 timer.

Trafikminister Flemming Hansen (K) kræves nu i samråd af de Radikale, Enhedslisten og SF. I samråddet skal ministeren forklare, hvordan han har tænkt sig at få Metroen til at køre ordentligt. Margrethe Auken, SF, der er med til at kræve samrådet, tror ikke, at der er tale om "indkøringsproblemer" - Hun henviser til, at systemet har kørt i et år nu.



Frederik i Franske forviklinger

Det har vakt nogen opsigt, at kronprins Frederik i følge en artikel i et fransk tidskrift skulle have udtalt sig negativt om amerikanerne. Og kronprinsens forlovede Mary Donaldson skulle finde danskerne "langsomme." Forfatteren til artiklen er freelancejournalisten Etienne de Montpessant, der som en af de få fik et solointerview med de ny-forlovede par efter den store pressekonference 8. oktober. Journalisten erkender i dag, at han har brugt ord på fransk, der kan misforstås negativt - f.eks. mente Mary Donaldson, at danskerne var "et roligt og fredeligt folkefærd," forklarede han til DR-TVA. Hoffet vil ikke udtale sig om journalisten senere vil få solo-interview med de kongelige. Han har en hvis tilknytning - han er bror til prins Henrik.


DilleSport


FODBOLD: UEFA Cup

2. kamp
(torsdag)   FK Viktoria Zizkov, Tjekkiet - Brøndby      0-1
Brøndby går videre med samlet score på 2-0.



GOLF: VM i hulspil

HSBC World Match Play Championship, Wentworth Club, England.

Verdensmesterskabet i match-spil afholdes på Thomas Bjørns "lokale" bane i Wentworth, England. I 1. runde spillede danskeren, der er seeded som nr. 10, godt og vandt over nr. 7, Len Mattiace, USA, 4-3. I morgen møder danskeren Mike Weir, Canada, seeded nr. 2. Topseedede Erni Els, Sydafrika, er forsvarende mester.

De 4 vindere fra 1. runde møder de 4 topseedede i 2. runde - derefter spilles semifinaler og finaler. Der spilles om hvert hul over 36 huller. 4-3 betyder at Thomas Bjørn førte med 4 huller, da der manglede 3, og spillet stoppes.



GOLF: Mallorca Classic

PGA European Tour fortsætter uden de par spillere, der er med i huldspils-VM. Denne weekend er det Mallorca Classic på Pula Golf Course.

Kun en enkelt dansker er med - Mads Vibe-Hastrup. Han ligger på en delt 37. plads efter 1. runde, med 1 over par. Turneringen føres af Damien Mcgrane, Irland, med 6 under par. Banen har par i 70.



Vejret

Solrigt - dog nogle skyer over Bornholm. Temperaturer op til mellem 9 - 12 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4284 DKK,   1GBP     10,6930 DKK,   1USD      6,3955 DKK
100JPY     5,8265 DKK,   1AUD      4,4002 DKK,   1CHF      4,7965 DKK   
1CAD       4,8299 DKK,   1NZD      3,8057 DKK,   1SEK      0,8307 DKK
1NOK       0,9004 DKK,   100ISK    8,35   DKK  
1SGD       3,6765 DKK,   1HKD      0,8250 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   224,90 +0,30%  KFX (mest omsatte aktier): 260,20 +0,25%
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)