tirsdag, 14. oktober 2003 23:54 (CEST)


Dom: Museskader giver erstatning

Retten i Ringsted har givet en tidligere medarbejder hos LEGO en erstatning på 250.000 DKK for en skader, opstået ved intensiv brug af computer mus. Det er første gang, at en museskade anerkendes i Danmark. Arbejdsskadestyrelsen, der administrerer det offentlige system for erstatning til arbejdsskadede har indtil nu konsekvent fastholdt, at man ikke kan få skader under arbejdsmæssig brug af mus. Der var tale om et civilt søgsmål. Teknisk Landforbund, der har 300 lignende sager liggende, mener, at det nu vil blive lettere at skaffe medlemmerne erstatning. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) vil ikke garantere, at museskader bliver anerkendt fremover - men han henviser til, at regeringens arbejdsskadereform har gjort det lettere a t få sygdomme optaget på Erhvervssygdomsfortegnelsen - men at det er op til arbejdsmarkedsstyrelsen at vurdere, om der skal ændres politik.



Dom: Erstatning til fyret gravid

Østre Landsret har tilkendt en kvinde, der arbejdede på et engros-lager i Herlev, en erstatning på 227.000 DKK på grund af uberettiget fyring. April måned 2002 blev kvinden fyret, blot 9 dage efter, at hun havde oplyst til sin chef, at hun var gravid. Virksomheden begrundede fyringen med, at der var tale om en nedgang i omsætningen - men i følge ligestillingsloven har arbejdsgiveren en særlig pligt til at bevise, at en fyring ikke sker på grund af graviditeten. Og det havde virksomheden ikke gjort, konstaterede Østre Landsret.



Dom: Sexregninger skal stoppe

Sø- og Handelsretten har forbudt firmaet Nordic Media indtil videre at sende regninger for sextjenester, baseret på vis-nummer-funktion, til telefonabonnenter. Dommen stadfæster en afgørelse, som forbrugerombudsmanden har truffet. Han forbød selskabet at udsende regningerne, indtil en domstol havde truffet afgørelse i den retssag, som forbrugerombudsmanden har anlagt mod firmaet. Der ligger over 100 klager fra utilfredse telefonabonnenter hos forbrugerombudsmanden, og over 500 henvendte sig alene i september måned på hotlinien hos Forbrugernes Hus. Forbrugerombudsmandens påstand er, at vis nummer funktionen ikke kan sige noget om, hvem der faktisk har brugt de virksomhedens ydelser.



Toglicitation tvivlsom

Klagenævnet for Udbud siger i dag, at da trafikministeriet sidste år udliciterede togdriften på en række jyske lokalstrækninger til det engelsk-ejede Arriva, brød det med EU's grundlæggende ligebehandlingsprincip. DSB var langt det billigste tilbud, men trafikministeriet valgte Arriva. Det var Statsansattes Kartel, der havde indklaget licitationen for nævnet. Formanden for kartellet, Peter Waldorf, siger til DR, at DSB kunne have vundet licitationen, hvis den var blevet gennemført korrekt. Nævnets afgørelse indebærer ingen sanktioner, men Peter Waldorf mener, at det kan få betydning for fremtidige udliciteringer. Trafikminister Flemming Hansen (V) fortolker nævnets afgørelse derhen, at der blot var tale om en formel fejl. Alligevel studerer trafikministeriets jurister afgørelsen nøje, med henblik på at få den omstødt ved indbringelse for Landsretten.

[Arriva startede driften 1. januar 2003, og løb straks ind i store problemer - fortrinsvis på grund af mangel på lokoførere. Selskabet formåede ikke at lokke DSB-ansatte til at lade sig ansætte på private overenskomster. Efter et par måneders voldsom kritik greb trafikministeren ind, og fik en aftale med DSB i stand om at leje det nødvendige personale. Selskabet har nu en statistik, der er sammenlignelig med DSB's og bedre end f.eks. kystbanetogene på Sjælland. Så Venstre er parat til at sætte privatiseringstempoet i vejret:]



V: Mere privatisering

I dag præsenterede finansordfører Kristian Jensen (V) i Berlingske Tidende en liste på 21 offentlige opgaver eller virksomheder, der med fordel kan privatiseres. På listen står bl.a. drift af Rigsarkivet, Museer, administration af pas og kørekort, flere togstrækninger, universiteter, fangetransporter og fængsler, militære transporter og vedligehold af kaserner. En række virksomheder kunne også privatiseres, mener Kristian Jensen, bl.a. Statens Bilinspektion, Slots- og Ejendomsstyrelsen, Statens Seruminstitut, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Jordbrugsforskning og Statens Skadedyrslaboratorium. Dansk Folkeparti er begejstret. Erhvervsordfører Colette Brix, DF, siger at "Det vil være sundt for alle parter at få private virksomheder til at spille en mere dominerende rolle." Socialdemokraterne vil ikke være hellige, men er skeptiske. Frank Jensen, politisk ordfører i S, henviser til at der har været brugt millioner af kroner på administration og bureaukrati på ældreområdet uden at der er sket de store ændringer.



Blodig ferietid

De to første dage af efterårsferien har igen sat fokus på trafikulykker. Siden fredag morgen har 12 mennesker mistet livet ved trafikulykker landet over. De to værste ulykker ramte en familie i Hjørring, hvor 2 små drenge og en 58-årig kvinde mistede livet, da de blev slynget ud af bilen, ført af en 26-årig kvinde og mor til en af drengene. De blev ramt i siden af en bilist, der ikke overholdt sin vigepligt fra en sidevej. I Odense blev en 50-årig kvinde og hendes 11-årige søn dræbt, da de af endnu ukendte årsager skiftede vejbane og kolliderede med en modkørende.

Nyhederne kommer dagen efter, at Politiken i går kunne fremlægge tal i samarbejde med trafikministeriet, som viser at risikoen for at blive dræbt i en trafikulykke er næsten dobbelt så stor i Jylland som i København, når der korrigeres for befolkningstætheden. Årsagen er heller ikke ukendt - hverken for bilister eller trafikeksperter. Der er længere mellem bilerne på de moderne og lige landeveje i Jylland, og det frister til at køre for hurtigt. Og politiet indrømmer, at risikoen for at møde en trafikbetjent og få en hastighedsbøde er forsvindene lille. I dag lovede Politiet, at man ville overfører flere stillinger inden for færdselspolitiet til provinsen efterhånden som stillingerne bliver ledige.



Et dødsfald

Filminstruktøren Knud Leif Thomsen er død, 79 år gammel. Han vandt stor anerkendelse, men skabte også debat og forargelse med sine film, bl.a. "Tine", "Gift", "Selvmordsskolen" og "Midt i en Jazz-tid." Sidstnævnte fik en Bodil i 1970. Han blev siden fast kommentator ved BT og Jyllands-Posten.


DilleSport


HÅNDBOLD: Ligaen mænd

Dansk Håndbold Forbund, DFH, har frataget Bjerringbro 4 point. De har anvendt en norsk spiller, Rune Skjærvold, selv om hans spilletilladelse ikke var gået i orden. Klubben henholder sig til, at man var i god tro, og man er utilfreds med, at sagen først er blevet afgjort nu. Derfor vil man klage til DHFs rets- og voldgiftsudvalg - og forbeholder sig ret til at rejse civil erstatsningsag for eventuelle økonomiske tab.



ISHOCKEY: Superisligaen

(tirsdag)   AaB - Rungsted              5-3
            Herlev Frederikshavn        2-3



Vejret

Solrig dag over det meste af landet, bortset fra Bornholm, der havde en del skyer. Temperaturer op til mellem 10 - 12 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4291 DKK,   1GBP     10,5828 DKK,   1USD      6,3857 DKK
100JPY     5,8135 DKK,   1AUD      4,3711 DKK,   1CHF      4,8032 DKK   
1CAD       4,8010 DKK,   1NZD      3,7927 DKK,   1SEK      0,8292 DKK
1NOK       0,9019 DKK,   100ISK    8,36   DKK  
1SGD       3,6615 DKK,   1HKD      0,8236 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   221,70 +0,70%  KFX (mest omsatte aktier): 256,05 +0,80%
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)