En del af opposition, Socialdemokraterne, SF, de radikale og Enhedslisten ønskede en nærmere, uvildig undersøgelse, men det blokerede et flertal, bestående af V, K og DF.
Ekstra 40 til Irak
Danmark sender nu 40 ekstra soldater til Irak. Det meddelte
forsvarsminister Svend Aage Jensby (V) i dag efter mødet i
Udenrigspolitisk Nævn. De ekstra soldater består af 10 ekstra mand til
staben for de 370 mand, der allerede fungerer som sikringsstyrker i det
sydlige Irak, tæt ved byen Basra. De 30 andre får nye opgaver, bl.a.
skal de træne lokale politifolk. Der er også oprettet 3 nye banker i
danskernes ansvarsområde, og det kræver særlige beskyttelse mod
røveriske overfald. Desuden er der fortsat uro og sammenstød mellem
lokale befolkningsgrupper, siger Svend Aage Jensby i dag. Han siger til
DR TVA, at danskerne generelt modtages meget positivt af den lokale
befolkning. "Nøjagtig ligesom på Balkan viser det sig, at de danske
soldater er smaddergode til at løse selv denne meget vanskelige opgave,"
sagde ministeren.
Hjælp til dødsdømt
Udenrigsministeriet har beordret den dansk konsul i Lissabon, Portugal,
til at rejse til Casablanca i Marokko, for at hjælp den dødsdømte danske
statsborger Omar Maarouf. Omar Maarouf har siddet fængslet siden
februar, sigtet bl.a. for medlemskab i en forbudt muslimsk gruppe.
Danskerens marokkanske advokat kalder retsagen "en juridisk farce" og at
Omar Maaroufs forbindelse til gruppen er, at hans mor kender et af de
ledende medlemmer. Der har ikke været et eneste konkret bevis i sagen,
siger forsvareren. Han havde regnet med en dom på i værste fald 5 år, så
dødstraffen kom virkelig som et chok. Marokkanske myndigheder mener at
gruppen stod bag terrorangrebet i Casablanca i maj, at den har
forbindelse til Al Qaida - og at danskeren sammen med de andre dødsdømte
har deltaget i planlægningen af terrorangrebet.
Per Stig Møller slog i dag endnu en gang fast, at Danmark ikke vil acceptere at en dødsdom eksekveres. "Retten skal ske fyldest. Men rettergangen skal have været fair, og han skal have haft mulighed for at føre et forsvar!" sagde udenrigsministeren efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn, hvor sagen også blev diskuteret. Ministeren kritiserede dog dansk-marokkaneren og hans danske advokat for at have henvendt sig til medierne, og ikke til udenrigsministeret.
Karakterer fjernet fra nettet
Udenrigsminister Ulla Tørnæs (V) har i dag beordret en side om
gennemsnitskaraktererne på danske sider under Undervisningsiministeriets
hjemmesider fjernet. Det sker efter, at ministeren har modtaget en
intern redegørelse for kvaliteten af oplysningerne på siden.
Karaktergennemsnittet blev offentliggjort for lidt mere end en uge
siden, men blev fra starten kritiseret voldsomt, fordi der ikke var
ensartede regler som alle gymnasier skulle følge, når de indrapporterede
karaktergennemsnit. I en pressemeddelelse skriver Ulla Tørnæs, at så
snart datamaterialet er i orden, vil karaktererne igen blive lagt ind på
siden. Formålet med karaktererne er at få et mål for kvaliteten af
undervisningen på de enkelte gymnasier i forhold til andre.
Danskere rammes oftere af diabetes
Danske mænd har en kedelig europarekord. En større andel af danske mænd
dør af type-2 diabetes end mænd i andre europæiske lande. Yderpunkterne i
en undersøgelse, udført af organisationen European Men's Health Forum, går
fra 5,63 pr. 100.000 dødsfald i Grækenland til 24,39 i Danmark. Og mens
tallet i Grækenland er faldet over de sidste år, så stiger det i Danmark,
en stigning på 140% siden 1980. Det er de danske ryge og spisevaner,
der er årsagen, mener dr. med Oluf Borbye Pedersen, Sten Diabetes Center
i følge Politiken. Kostmæssigt spiser danskerne for fedt og for sødt,
mens grækerne mest spiser grønsager, fisk og frugt.
Type-2 diabetes blev tidligere kaldt gammelmandssukkersyge.
Minister: Ingen grund til svinestop
En bestand på 25 millioner svin i Danmark er ikke i sig selv et problem
for miljøet, mener fødevareminister Mariann Fischer Boel (V). Der er
ingen grund til at sætte en grænse på nuværende tidspunkt siger hun som
svar til en kampagne, som miljøgruppen Noah har iværksat. Kampagnen
opfordrer bl.a. tyske turister i Danmark til at boykotte dansk svinekød.
Gruppen mener, at svineproduktionen i Danmark er løbet løbsk, til skade
for naturen, dyrene - og naboerne til de store, nye svinefarme. I stedet
for et stop for flere svin forestiller fødevareministeren sig at man
forbedrer produktionsteknologien, så generne af den vej reduceres. Hun
erkender dog overfor Ritzaus Bureau, at "der er helt klart en grænse
for, hvor mange svin der kan være i Danmark. Og det indgår også i de
diskussioner, vi i øjeblikket har omkring Vandmiljøplan III."
Mulighed for salmonella-erstatning
Danske forbrugere har fået et nyt våben mod salmonella-forgiftede
fødevarer. I går dømte Vestre Landsret ægpakkeriet Danæg
erstatningspligtig overfor en familie, som var blevet syge af
salmonella-forgiftede æg. En mor, hendes to børn og 3 gæster hos
familien blev syge efter at have spist koldskål, fremstillet af æg købt
i en lokal kiosk, men pakket hos Danæg. Ingen har i dag varige men, men
Forbrugerrådet har kørt sagen for forbrugerne af principielle grunde. Og
der er tale om en væsentlig ændring i forhold til tidligere, hvor kun
producenterne, dvs. landmanden, der har leveret æggene, har kunnet gøres
ansvarlig. Men det er stort set umuligt at spore æg tilbage til
producenten. Forbrugerrådet mener, at dommen vil få Danæg og andre
mellemhandlere med tilsvarende distributionsmåder vil lægge pres på
underleverandører for at få begrænset eller udryddet salmonella.
Danæg erkender ansvaret, der i første omgang kostede selskabet 120.000 DKK i sagsomkostninger, og er parat til at indgå forlig med familien. Retten fastsatte ikke erstatningens størrelse, kun ansvarets placering.
Vejret
Dagen startede solrig og sommerlig - som de foregående dage. I løbet af
dagen kom der dog skyer ind over de sydlige og østlige egne, men de blev
opløst i løbet af eftermiddagen. Temperaturer op til mellem 19 og 26
graders varme.
Finansmarkederne
1EUR 7,4343 DKK, 1GBP 10,6007 DKK, 1USD 6,6747 DKK 100JPY 5,6350 DKK, 1AUD 4,3470 DKK, 1CHF 4,8097 DKK 1CAD 4,7634 DKK, 1NZD 3,8672 DKK, 1SEK 0,8121 DKK 1NOK 0,8894 DKK, 100ISK 8,54 DKK 1SGD 3,7880 DKK, 1HKD 0,8558 DKKkilde: www.nationalbanken.dk
KAX-index: 188,94 +0,19 KFX (mest omsatte aktier): 216,21 +0,25 Pr. 31/12: 166,56 199,49 KVX (Vækstaktier i DK): 222,08 +0,67 Pr. 31/12 172,87kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)