mandag, 23. juni 2003 24:02 (CEST)


"Kærlighedsvisum"

Integrationsminister Bertel Haarder (V) imødekommer nu nogle af de kritikere, der har været ude efter regeringens seneste lovstramning, der gør det meget vanskeligt for danske statsborgere at få udenlandske ægtefæller og kærester med til Danmark. Loven kræver et "samlet tilhørsforhold" til Danmark skal være størst, og det er overordentligt vanskeligt, hvis den danske part har boet nogle år i udlandet. For at omgå det problem vil Bertel Haarder indføre et "working holiday" visum for 18-30 årige. Visaet giver ret til både ferie og arbejde i op til et år og er baseret på bilaterale aftaler. Der eksisterer allerede aftaler med Australien og New Zealand, og der er planer om at tilvarende aftaler med USA, Canada - og Japan. Lande, der ikke kan komme på tale er Thailand, Tyrkiet, Pakistan eller Somalia, oplyser Bertel Haarder til Politiken Søndag. Han afviser, at der kan være tale om diskrimination - i forvejen findes forskellige visumaftaler med forskellige lande verden over, og det er ikke diskrimination.

Foreningen Ægteskab uden Grænser er umiddelbart tøvende overfor forslaget. "Det er selvfølgelig bedre end ingenting," siger næstformand Jannik Sahlholdt, men foreningen har medlemmer i 77 lande.

[I følge Integrationsministeriet var der pr. 1. januar 2003 431.000 indvandrere eller efterkommere af indvandrere i Danmark. Heraf var de 326.000 fra lande uden for Norden, EU og Nordamerika. For at være "efterkommer" af indvandrere skal begge ens forældre være indvandrere. 173.000 af indvandrerne eller efterkommerne er danske statsborgere. Det den sidstnævnte gruppe, som den seneste lovstramning skal hjælpe til at bekæmpe tvangsægteskaber med udlændinge.]

[Foreningen Ægteskab uden Grænser har endnu ikke fået deres hjemmeside op og stå, men en anden forening - DK Mor i Udlandet - har i øjeblikket en kampagne med information og underskriftsindsamling i gang om samme emne:

http://www.dk-mor-i-udlandet.com/
Underskriftsindsamlingen sker i samarbejde med Danes Worldwide.]
http://www.danes.dk/



Sagsøger tobaksfabrik

I dag stævnede den 56-årige Allan Lykke Jensen virksomheden Skandinavisk Tobakskompagni. Han beskylder virksomheden for at være årsag til, at han ikke har været i stand til at holde op med at ryge Prince-cigaretter, selv om han i 1994 fik en bypass-operaton. Sagen har været undervejs og sidste år bevilgede civilretsdirektoratet fri proces. Det er ikke fordi tobak er farligt, at Allan Lykke Jensen lægger sag an. Han mener at kunne bevise, at der var tilsætningsstoffer i tobakken, som Skandinavisk Tobakkompagni vidste ville gøre tobakken både farligere og mere vanedannende. Han vil underbygge det med forskellige, hemmelige rapporter, som han har fået fat i. Skandinavisk Tobakskompagni tager sagsanlægget med ro. Adm. direktør Jørgen Tandrup, Skandinavisk Tobakskompagni henholder sig til, at selskabet 3 gange er blevet frikendt i Norge.



Flygtninge på fattighjælp

Kommunerne sparer ikke penge på at flygtninge på den såkaldt integrationsydelse Ydelsen er lavere en kontanthjælpen, og skulle "opfordre" flygtninge til at tage et arbejde. Men det virker ikke. Flygtningene i mange kommuner må hele tiden have supplerende støtte efter ansøgning - typisk 1.000-1.500 DKK ekstra om måneden. Det er JydskeVestkysten, som har undersøg forholdene i 22 kommuner i Jylland. I halvdelen af kommunerne mente mand, at de kommunale udgifter til flygtninge var uændret. Af de 109 flygtninge, som er blevet undersøgt af avisen er kun "en håndfuld" kommet i arbejde. Venstres medlem af indfødsretsudvalget, Ejvind Vesselbo, mener, at det er kommunerne, der reagerer forkert. Man skal netop IKKE udbetale akut hjælp. Så får man dem jo ikke til at tage et arbejde!

Integrationsydelsen er 5.266 DKK/måned for enlige 4.386 DDK/måned for gifte. Dertil lidt over 1.000 DKK for op til 2 børn. Efter mindst 5 års ophold over en 7 års periode i Danmark, opnår man ret til fuld kontanthjælp.



Roulunds Fabrikker solgt

En af Danmarks få virksomheder, der producerer bildele i stor volumen, Roulunds Fabrikker i Odense er blevet solgt. Det er ejeren, A. P. Møller koncernen, der har solgt virksomheden til den amerikanske Midwest Air Technologies. Ligesom Roulunds Fabrikker producerer Midwest Air Technologies komponenter til bremser. USA-virksomheden vil styrke og udvide produktionen i Odense og Stige (uden for Odense) og ialt 300 arbejdspladser er sikret med salget, siger adm. direktør Clas Nylandsted Andersen, Roulunds Fabrikker til Ritzaus Bureau.



Radiometeroverskud tilfredsstillende

Omsætningen i den danske Radiometer-koncern faldt marginalt - til 1.791 mill. DKK i regnskabsåret 2002/2003 fra 1.796 mill. DKK i 2001/2002. Valutasituationen var ikke gunstig, men alligevel kunne selskabet fredag notere sig et overskud på 308 mill. DKK i en foreløbig regnskabsmeddelelse. I Forrige regnskabsår var der et underskud på 20 mill. DKK. Resultatet var ikke helt uventet, selskabet udsendte i sidste kvartal varsel om, at resultatet nok ville ligge omkring 275 mill. DKK.

Det endelige regnskab udsendes onsdag.



Dansk kritik i irak

Danske soldater kritiserer danske og internationale hjælpeorganisationer for ikke at gøre noget for irakerne uden for de store byer, Bagdad og Basra. Major Jens Jakobsen, der leder en lille gruppe, der samarbejder med lokale, irakiske myndigheder, spørger i Berlingske Tidende, hvorfor ingen kommer og hjælper med at få vandforsyningen i gang. Både Dansk Røde Kors og Folkekirkens Nødhjælp afviser kritikken. Det er ikke de internationale hjælpeorganisationer, man skal henvende sig til - men den danske og især den amerikanske regering. De er besættelsemagt og myndighed, og har derfor ansvaret for området. Folkekirkens Nødhjælp arbejder for FN, og FN har ingen myndighed i Irak. "Det er noget rod!" siger informationschef Torben Ravn Pedersen, Folkekirkens Nødhjælp, til DR Online.

Andre ledende danske militærfolk i Irak bad også i løbet af weekenden om at der blev sendt mange, danske politifolk til Irak. Der er alt for få soldater fra Koalitionen til at at holde blot et minimum af lov og orden. De danske betjente skulle oplære irakiske politifolk til selv at tage sig af opgaverne. Der var dog ingen politisk vilje til at udsende flere danskere hos de store, politiske partier.


DilleSport


FODBOLD K-UEFA Cup

Finale, 2. kamp
(lørdag)  Fortuna Hjørring - Umeå, Sverig  1-4
Danskerne tabte også 1. kamp, svenskerne vandt dermed samlet med 7-1.



FODBOLD M-Superligaen

Sidste runde
(søndag)  Esbjerg - AaB                   0-1
          FCK - AGF                       4-1
          FC Midjylland - AB              3-3
          Farum - Viborg                  1-0
          Køge - OB                       1-2
          Silkeborg - Brøndby             4-3
FCK skulle blot vinde på hjemmebane for at sikre sejren, og det stod hurtigt klart, at AGF ikke kunne stille meget op. Brøndbys nedtur fra onsdag fortsatte, da man tabte til nedrykkerholdet Silkeborg.

Næste sæson starter allerede om knap 5 uger, 27. juli.

Slutstillingen

                     kampe    V     U     T    Score  Point
-----------------------------------------------------------
 1. FCK                33    17    10     6    51-32    61
 2. Brøndby            33    15    11     7    61-35    56
 3. Farum              33    16     3    14    49-58    51
 4. OB                 33    12    12     9    55-50    48
 5. Esbjerg            33    12    11    10    65-57    47
 6. AaB                33    14     4    15    42-45    46
 7. FC Midjylland      33    11    11    11    48-45    44
 8. Viborg             33    11    10    12    58-55    43
 9. AB                 33    10    12    11    44-48    42
10. AGF                33    10    10    13    49-59    40
11. Silkeborg          33     9     9    15    52-54    36
12. Køge               33     8     3    22    45-82    27
-----------------------------------------------------------
Silkeborg og Køge rykker ned og erstattes af Herfølge og Frem fra 1. division.



GOLF: Dansk sejr i Europa Tour

Europa Tour turneringen nåede i weekenden til Gleaneagles-banen i Skotland. Og for 28-årige Søren Kjeldsen blev den turnering uforglemmelig. Han overraskede alle og vandt, efter at have ført fredag og lørdag. I søndagens runde startede han nervøst, og konkurrenterne halede ind, men så fik han styr på nerverne, og sluttede 2 slag bedre en Alistair Forsythe, Storbritannien. Det er danskerens første Europa Tour sejr, og af de stærke danske deltagere var han den sidste, der endnu ikke havde en sejr.



Vejret

Mest sol og enkelte byger i weekenden. I dag - Sankt Hans Aftens dag - startede med regn i de nordlige egne - så en opklaring, men efterhånden kom et kraftigt regnvejr med torden over landet - kraftigst i de sydlige egne. Temperaturer op til 16-25 graders varme, varmest i sydvest.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4252 DKK,   1GBP     10,6884 DKK,   1USD      6,4349 DKK
100JPY     5,4521 DKK,   1AUD      4,2753 DKK,   1CHF      4,8395 DKK   
1CAD       4,7129 DKK,   1NZD      3,7676 DKK,   1SEK      0,8163 DKK
1NOK       0,9080 DKK,   100ISK    8,57   DKK  
1SGD       3,7008 DKK,   1HKD      0,8251 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   187,55 -0,81   KFX (mest omsatte aktier): 215,57 -0,38
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    209m31 -2,43
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)