Dommen deler Ølby. Både betjenten og den dræbte var velkendte i byen. Moderen til den dræbte "var bitter." Men hun troede ikke på, at dommerne ville dømme en betjent.
Politiforbund: Stop kritik!
Efter frifindelsen af betjenten fra Ølby i dag, retter ledelsen af
Politiforbundet skarp kritik mod "højråbende meningsdannere" og
"folketingspolitikere," der har kritiseret politiets brug af våben.
Formanden for Politiforbundet, Tommy Agerskov Thomsen, langede især ud
efter Elisabeth Arnold (R) som kritisere politiets nedskydning af en
biltyv på Amager for nogen tid siden. Han konstaterer, at der med dommen
i dag er taget et skridt væk fra et samfund, han frygter - hvor politiet
"skal være bange for at handle."
Regering ophæver miljøforlig
Finansminister Thor Pedersen (V) meddelte i dag Kristeligt Folkeparti,
de radikale og Socialdemokraterne, at et forlig om særlig bistand til
Miljø, Fred og Sikkerhed, er blevet ophævet. Forliget betød, der der
årligt skulle støttes projekter i den 3. verden - herunder de fattige
områder i Østeuropa - som fremmer bedre miljø, for derigennem at sikre
fredeligere og sikrere samfund. Regeringens begrundelse er, at verden
har ændret sig og at den vigtigste trussel nu er terrorismen og
mellemøsten skal være fokusområdet. De afviste forligspartnere frygter,
at formålet med ophævelsen af forliget er blot at spare penge - men det
benægter Thor Pedersen kategorisk. Om det er rigtigt må vente, til
regeringen fremsætter sit finanslovforslag for 2004. Det bliver nemlig i
den forbindelse, at de nye beløbsrammer offentliggøres.
Protest mod rockere
Næsten 800 mennesker delt her til aften i et fakkeltog i Hillerød.
Fakkeltoget var en protest med tilstedeværelsen af en
Bandidos-rockerborg inde i byen. Rockerne har været i Hillerød i mange
år, men for nylig flyttede de ind i et hus, der ligger lige op og ned af
en ungdoms- og fritidsklub. De lokale beboere frygter, at rockerne vil
være i stand til at lokke de unge til sig, og kræver rockerne ud af
byen.
Avis køber radiostationer
Dagen efter, at to nye landsdækkende radiokanaler blev solgt til udenlandske
mediekoncerner ved en auktion, er kampen om det danske radiomarked gået
i gang. Ingen danske medier kunne være med i slutspurten, men det
kompenserer nogen for. I dag købte avisen Jyske Vestkysten to
lokalradiostationer, Radio Victor i Esbjerg og Radio Holsted. Mette
Bock, Jydske Vestkysten, ser en fordel ved at styrke det lokale - og ser
flere, lokale muligheder ud over radio. Mange af de mere succesrige,
kommercielle lokalradiostationer er heller ikke umiddelbar skræmt over
udsigten til kapitalstærke, udenlandske spillere på markedet. Og
kapitalstærk må de være. Sky-radio, med hovedsæde i Holland, men eget af
mediemogulen Rupert Murdoch, har betalt 54 mill. DKK for retten til P5 -
det er det beløb, som stationen skal betale til staten hvert år de næste
8 år. Og markedet for radioreklamer siges i dag at ligge omkring 160
mill. DKK om året.
Discountnyheder fra Sky-radio?
Det var kulturminister Brian Mikkelsens mening, at P5 skulle være en
kanal med både nyheder og musik. Efter sejren sagde Sky-radio, at de
ville købe nyhederne hos Ritzaus Bureau og så finde nogle oplæsere "med
lækre stemmer." Det var det koncept, der havde givet succes i Holland,
hvor Sky-radio er den mest populære radiokanal. I dag insisterede Brian
Mikkelsen på, at kriteriet er, at P5 bliver et "seriøst alternativ" til
DR's 4 kanaler. Sker det ikke, får de frataget sendetilladelsen, siger
ministeren. Men deri er medieordføre Jens Hald (V) ikke enig. Han mener,
at selvfølgelig er der nogle regler for, hvor mange timer nyheder, der
skal være - ligesom hvor meget dansk eller skandinavisk musik, der skal
være. Men det er lytterne, der bestemmer. Politikerne skal ikke blande
sig i, hvad folk vil lytte til, siger han.
Mindre druk hos unge, men...
En undersøgelse blandt 1.400 unge i alderen 11 - 15 år, tyder på at
problemerne med druk hos børn er på vej ned. For få år siden havde hver
2. dreng på 13 år prøvet at være fuld - nu er det hver 5. Det er
Sundhedsministeriet, der har lavet undersøgelsen. Den bekræfter
styrelsen i, at det har været en succes med forbud mod salg af alkohol
til unge under 15 år. Undersøgelsen overrasker også eksperter, der
arbejder med børn og alkohol til daglig. Det er ikke den oplevelse, de
har. Men eksperterne er helt enige med Sundhedsstyrelsen, når den
udtrykker bekymring over, at sodavand med alkohol er blevet meget
udbredt blandt især piger. Hver 2. pige, der har drukket alkohol har
drukket sprutsodavan i 14-års alderen.
Byggemarkeder for dyre?
Erhvervsministeriet mener, at der ikke er ordentlig konkurrence på
byggemarkeder. Priserne er alt for uigennemskuelig - med store
prisudsving fra forhandler til forhandlger. Det vil regeringen gøre
noget ved, og til november åbner en ny webside, der skal fungere som et
åbent marked for byggematerialer, specielt rettet mod private
gør-det-selv folk. Det kunne godt se ud til at være nødvendigt. DR-TVA
havde besøgt de største byggemarkeder og kigget på prisen på den samme
type toilet. Det sås til priser fra 1.298 til tæt på 2.000 DKK.
Organisationen Byggematerialeindustrien synes initiativet er utidig
indblanding på et marked, hvor private aktører allerede yder den
service, som staten nu vil til at lave.
Siderne får adressen:
http://www.byggevarepriser.dk/Siderne kører allerede - men handler om sig selv og hvem der står bag - intet om priser på byggevarer endnu.
Vejret
Det regnede over det meste af landet i morges, men efterhånden klarede
det op fra sydvest, og gav en del sol. Her til aften blev det igen
overskyet og det regnede i de sydvestlige egne. Temperaturer op til
mellem 17 - 20 graders varme.
Finansmarkederne
1EUR 7,4249 DKK, 1GBP 10,6603 DKK, 1USD 6,3706 DKK 100JPY 5,3602 DKK, 1AUD 4,2611 DKK, 1CHF 4,7847 DKK 1CAD 4,7106 DKK, 1NZD 3,7186 DKK, 1SEK 0,8180 DKK 1NOK 0,9133 DKK, 100ISK 8,67 DKK 1SGD 3,6766 DKK, 1HKD 0,8168 DKKkilde: www.nationalbanken.dk
KAX-index: 186,20 -2,39 KFX (mest omsatte aktier): 214,00 -3,45 Pr. 31/12: 166,56 199,49 KVX (Vækstaktier i DK): 215,49 -0,39 Pr. 31/12 172,87kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)