onsdag, 11. juni 2003 23:51 (CEST)


Indsats mod illegalt arbejde

Omfanget af illegalt arbejde, udført at "turister" fra østeuropæiske lande stiger, og i dag indledtes et mere omfattende samarbejde for at bekæmpe det. Hidtil er det primært Told- og Skattemyndigheder og enkelte lokale afdelinger af fagforeninger, der har holdt kampen mod illegalt arbejde i gang. Repræsentanter for Politi, Told- og Skat, arbejdsgiver- og fagforeninger har aftalt, at man til august har en fælles handlingsplan klar. Et væsentlig element i planen er, at arbejdsgivere, der benytter illegal arbejdskraft, skal idømmes højere straffe - det skal Rigsadvokaten undersøge muligheden for, ligesom en eventuel fortjeneste konfiskeres. Det har Folketinget ønsket. [Tidligere bøder i sager om brug af illegal arbejdskraft har været meget små i forhold til de besparelser, der kan opnås med lav timeløn og ingen skattebetaling.]



Danskere mere fremmedfjendske

De nordiske samfund er i gang med den væsentligste ændring i mange årtier, konkluderer det engelske finanstidskrift, The Economist, i en ny, kritisk rapport. Landene står over for 3 kraftige udfordringer: Europa, immigration og pres mod velfærdsstaten. Om Danmark hedder det bl.a. at mange danskere ikke er bange for at kalde sig selv racister, og landet har indført restriktiv lovgivning, hvis hovedformål er at begrænse indvandring. Bladet noterer, at danskerne er parat til at acceptere Euro og militært samarbejde - men stadig overordentlig skeptisk over retsligt samarbejde og fælles indenrigspolitik. The Economist mener, at de danske forbehold er af midlertidig karakter, og at landet er på vej til at blive et fuldgyldigt EU-medlem.

[Rapporten kan hentes (som PDF) på følgende adresse:]

http://www.kind.se/economist/



DA: Indvandrere flygter ikke!

Dansk Arbejdsgiverforening, DA, har ved hjælp af tal fra Danmarks Statistik afvist myten om, at højtuddannede med udenlandsk baggrund forlader Danmark på grund af den tiltagende, fremmefjendtlige holdning. 49 indvandrere med universitetsgrad forlader hvert år landet - og heraf er de 37 allerede beskæftiget inden for deres fagområdet. I følge konsulent Benjamin Holst, DA, er talene udtryk for vellykket integration - at man bruger sit danske job som springbræt til en karriere i udlandet.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) glæder sig over, at udlændingedebatten ikke får de veluddannede indvandrere til at forlade landet - "som nogen har påstået!"



Steen Gade går

Direktør for Miljøstyrelsen, Steen Gade, forlod i dag med øjeblikkelig virkning sin stilling, 2 år før åremålskontrakten udløb. Årsagen er alene, at han ikke længere vil stå til ansvar for de besparelser og nedskæringer, som den nuværende regering har medført. Den direkte anledning kan han ikke oplyse detaljer om, men der er formentlig tale om oplægget til næste års finanslov. Generelt tales der om nedskæringer på 20% I følge Steen Gade er der ikke længere tale om at man fjerner aktiviteter - nu skærer man over det hele. Og der er "ikke tale om at skære til benet, men i benet," som den nu tidligere direktør formulerer det.

Miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) tager opsigelsen til efterretning. Han roser uforbeholdent Steen Gade for sin indsats hidtil, og vil ikke udtale sig om kritikken. Han lægger dog vægt på, at VK-regeringen sætter miljøet højt, men at det "ikke altid" er et spørgsmål om penge.



Olieforurening af Christiansø

I løbet af pinsen ramte olieforureningen fra det kinesiske skib, Fu Shan Hai, Christiansø og dens rige fugleliv. Beredskabsstyrelsen sendte 100 mand til øen for at forsøge at rense op inden alt for mange fugle blev smurt ind. I begyndelsen så det ud til, at kampen mod olien på Christiansø og på den svenske kyst var vundet, men mandag observerede fly, at olien igen var begyndt at strømme ud af vraget, der ligger på 60 meters dybde mellem Christiansø og Bornholm.

Fu Shan Hai stødte sammen med et mindre, cypriotisk skib den 31. maj og sank med 1.700 tons olie ombord. Olien var brændstof til maskinen. Fragtskibets last af kunstgødning udgør ikke nogen større miljøfare.



Bedste brød kåret

19 almindelige danskere har deltaget i en konkurrence om det bedste brød. Det er foreningen Brødets Bånd, der har udskrevet konkurrencen og i dag kårede vinderen. Det blev Pia Bartroff, Charlottenlund. Hendes opskrift - sammen med de andre finalisters - kommer i en bog senere. Bag Brødets Bånd står 19 bagermestre landet over, som sætter kvalitet højt.



Mere dansk Marsfart

Tirsdag aften sendte den amerikanske rumadministration NASA en Delta II raket mod planeten Mars. I spidsen sidder Mars-bilen Spirit, der skal udforske planetens overflade, når den kommer frem i starten af 2004. Selvom der var dansk deltagelse i det europæiske projekt, Mars Express, så er danskerne endnu mere med i det amerikanske projekt. Der er et magnetisk eksperiment, designet på Center for Planetforskning, København, som skal vise om der har været store mængder vand på Mars tidligere. Centeret har også designet en særlig udgave af eksperimentet til projektet "Red Rover Goes to Mars." Det er en skive med 3 farvede LEGO-klodser (med magneter i) og et billede af en Lego-figur. Undervejs vil LEGO-figuren - "Biff Starling" i dagbogsform fortælle om projektet for børn, "The Astrobot Diaries." Den del af projektet er designet af The Planetary Society med støtte fra LEGO-koncernen.


DilleSport


FODBOLD: EM-kvalifikation

Kvalifikationsgruppe 2
(onsdag)   Luxembourg - Danmark        0-2
Claus Jensen 1-0 (21m), Thomas Gravesen 2-0 (49m).

(onsdag)   Norge - Rumænien            1-1

Stillingen i Gruppe 2

               Kampe  V   U   T   Score   Point
-----------------------------------------------
 1. Danmark      6    4   1   1    12-6    13
 2. Norge        6    3   2   1     8-4    11
 3. Rumænien     6    3   1   2    15-7    10
 4. Bosnien      5    2   0   3     4-7     6
 5. Luxembourg   5    0   0   5     0-15    0
-----------------------------------------------



Vejret

Et regnvejr gik over landet natten til i dag, og blev efterfulgt af opklaring og nogen sol i dag. Temperaturer 17 - 22 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4241 DKK,   1GBP     10,5351 DKK,   1USD      6,3195 DKK
100JPY     5,3642 DKK,   1AUD      4,1755 DKK,   1CHF      4,8277 DKK   
1CAD       4,6584 DKK,   1NZD      3,6507 DKK,   1SEK      0,8153 DKK
1NOK       0,9081 DKK,   100ISK    8,62   DKK  
1SGD       3,6412 DKK,   1HKD      0,8103 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   189,25 +2,33   KFX (mest omsatte aktier): 215,91 +2,07
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    210,31  0,00
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)