En af dagens første arrangementer var Socialdemokraternes friluftsmøde i Tokkekøb Hegn i Nordsjælland. Her talte S-formanden Mogens Lykketoft, og hans tema var kampen for ytringsfriheden, der er stadig er i gang. Han hentydede bl.a. til koncentrationen af nyhedsmedier på få hænder. Han advarede mod "Berlusconi-tilstande i Danmark." Han mente, at Farum-sagen ikke ville være blevet afsløret, hvis den havde fundet sted i Italien.
Regeringen og støttepartiet udvekslede hårde ord. Lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, sagde i en tale i Ørbæk på Fyn, at statsministeren "skulle vise sig som en mand" og melde ærligt ud til vælgerne, at EU-projektet kræver en grundlovsændring. Statsminister Anders Fogh Rasmusen (V) svarede igen ved at udstede en garanti. Danmark vil ikke acceptere noget i den nye EU-forfatning, som strider mod den danske grundlov. Til DR-TVA sagde statsministeren, at det var velkendt at Dansk Folkeparti er modstander af EU.
De konservatives leder, Bendt Bendtsen, beskyldte nogle politikere for at lytte mere til "modeluner og meningsmålinger" end til deres egen overbevisning. Han slog fast, at de konservative var "Danmarks borgerlige parti" - og det forpligter.
Berlingske Tidende har regnet ud, at Danmark taber produktion, svarende til 4 mia. DKK ved at Grundlovsdag har udviklet sig til feriedag de fleste steder. [Dog ikke hos A. P. Møller, se senere.]
[Pinseferie]
[Danske Nyheder holder pinseferie i morgen fredag og 2. pinsedag
mandag.]
Olie fjernes fra vrag
Den danske virksomhed Penta Shipping Group, der repræsenterer det
kinesiske rederi, der ejer fragtskibet Fu San Hai, meddelte i dag, at
rederiet i løbet af 2 uger vil have fjernet den resterende olie fra
det sunkne skib. Man vil også fjerne antenner og master - ellers er
frihøjden over vraget kun 17 meter. Selve vraget vil blive liggende.
Søværnets Operative Kommando, SOK, frigav i dag dele af en
undervandsoptagelse af vraget - det er meningen at engelske eksperter
skal bruge optagelserne til at vurdere udstrømning af olie. I Sverige
meldte nu også søredningstjenesten sig med kritik af dansk SOK's
langsomme reaktion, som efter svenskernes mening gjorde at det kinesiske
skib sank på dybt vand istedet for at blive bugseret til lavt vand.
Evakueringer i Amaliegade
Flere kontor og beboelsesbygninger omkring Amaliegade i København blev i
formiddags evakueret, efter er der var udbrudt brand i et skur med
gasflasker på en byggeplads. Skuret indeholdt to acetylenflasker og
tilsyneladende var en flamme slået tilbage i den ene flaske. De nærmeste
omstændigheder er ukendt, men en håndværker på byggepladsen fik lettere
forbrændinger. 500 ansatte og gæster hos A. P. Møllers hovedkvarter var
blandt de evakuerede. Byggepladsen lå lige op og ned af den
verdensomspændende koncerns hovedkvarter i Amaliegade. Selv om det vil
tage 24 timer at køle trykflasken ned, lykkedes det at få den placeret i
et vandbassin og midt på eftermiddagen fjernede politiet afspærringerne i
kvarteret.
Dansk nyt fra rummet
Den danske satellit Ørsted blev slået helt ud af solformørkelsen tidlige
lørdag morgen. Satellittens bane var så uheldig, at strømforbruget blev
højere og opladetiden fra solpanelerne så forkortet, at satellitten
regulært "døde." Heldigvis har satellitten et indbygget, automatisk
genstart system og efter et par døgns genopladning og hektisk arbejde i
kontrolcenteret hos Terma i Birkerød er satellitten igen i fuld vigør.
Det er ikke første gang i de 4 1/2 år satellitten har fungeret, at
genstartsystemet har reddet projektet, der for længst har overskredet
den forventede levetid.
Mandag aften startede Mars Express på toppen af en russisk raket fra Baikonur, Kazakhstan. Mars Express består af to fartøjer, Beagle 1 og Beagle 2 som begge er på vej til planeten Mars. Beagle 1 skal i kredsløb om planeten, mens Beagle 2 skal lande på overfladen. Det er første gang, at Europa sender en sonde til Mars. Sondens strømforsyninger er fremstillet af Terma i Birkerød ligesom de også har forstået test af sondens systemprogrammel. Express skal opfattes relativt. Det varer 7 måneder inden den når frem til Mars.
Ivanhoe i skoven
Her til aften havde Det kgl. Teater premiere på den dyreste produktion
nogensinde, forestillingen "Ivanhoe" i Dyrehaven. Produktionen af
udendørsforestillingen har kostet omkring 20 mill. DKK - men næsten alle
de 76.000 billetter er allerede solgt. Titelrollen spilles af et af
dansk skuespils største talenter, Nicolai Lie Kaas. Dertil kommer masser
af riddere, skønne møer - og som traditionen i Dyrehaven byder - rigtige
heste. Dronning Margrethe og prins Henrik overværede premieren.
[Danske Nyheder uden sponsor]
[Siden 1999 har Danske Nyheder været sponsoreret af BLA*net, redaktørens
konsulentfirma, der også står som udgiver. For lidt over et år siden
skrev jeg, at der var problemer på konsulentfronten, og at der
formentlig ikke var så langt igen. Det holdt lidt længere - ikke mindst
takket være velvillig langmodighed fra familie, banker og offentlige
myndigheder. Nu er der endelig fundet et løsning. Fra og med i går er
jeg tilbage i lønmodtagernes rækker, og BLA*nets konsulentvirksomhed
ophørt. Jeg lader det fortsætte som fritidsvirksomhed - ligesom det var
tilfældet før 1999 - som udgiver af Danske Nyheder, DilleSport og
eventuelt et par andre nyhedsorienterede portaler, som er på idestadiet.
Tak for alle hilsner og gode forslag.
Det er min opfattelse, at det elektroniske job-marked i Danmark ikke fungerer - det er for mange websites, der modarbejder hinanden. Det er en særlig glæde at konstatere, at det job, jeg nu har fået, dukkede op på Kaare Danielsen job-index.dk - og kun der!
http://www.job-index.dk/
Det virker! :-) /Leif]
Vejret
En del sol, men også skyer - flest i Jylland. Der faldt også enkelte
byger tidligt på dagen, efter en nat med tordenbyger mange steder.
Temperaturer op til 18 - 23 graders varme.
Finansmarkederne
Nationalbanken udsendte ikke middelkurser i dag.kilde: www.nationalbanken.dk
Fondsbørsen var lukket i dag p.g.a. Grundlovsdagkilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)