onsdag, 7. maj 2003 23:42 (CEST)


Fergo i skærsilden

Som ventet sørgede Dansk Folkeparti for, at kirkeminister Tove Fergo (V) ikke fik et flertal i mod sig, da hun i dag redegjorde for forholdene i Kirkeministeriet og for sin egen rolle. Hun gentog, at hun intet vidste om, at der var uregelmæssigheder, før kun fik kaldt rigsrevisionen ind - og hun orienterede Folketinget lige så snart rigsrevisionens arbejde var færdigt. Men samtidig har biskoppen i Haderslev, Niels Henrik Arendt, i dag i et åbent brev redegjort for samtaler og brevveksling om kreativ bogføring i ministeriet, som biskopperne har haft med kirkeministeren. Biskopper er enige om, at ministeren må have forstået, hvad de sagde til hende. Helt slipper Tove Fergo dog ikke for kritik fra Dansk Folkeparti. Efter mødet krævede de, at den advokatundersøgelse, som Tove Fergo har sag i gang af embedsmændene i ministeriet også skal omfatte ministeren selv.



Miljøproblemer i Thule

Søndag afslørede DR-TVA bl.a. med materiale fra Greenpeace, at der ligger store mængder miljøfarligt affald på og omkring Thulebasen i det nordvestlige Grønland. Der forhandles for øjeblikket intensivt mellem Danmark og Grønland om Thulebasens fremtid. USA ønsker at anvende basen i forbindelse med opbygningen af missilskjoldet Da Dundas-fjeldet tidligere på året blev givet tilbage til Grønlænderne, påtog Danmark sig omkostningerne ved oprydningen, men det er kun en brøkdel af, hvad der ellers befinder sig på den resterende del af baseområdet. I dag indkaldte Landstyreformand Hans Enoksen til et krisemøde, og han talte om at forhandlingerne om missilskjoldet måtte udsættes, til spørgsmålet om affaldet var afklaret. Men fra Washington D. C. kom pludselig en overraskende meddelelse om, at USA gerne ville være med til at rydde op.

Her til aften dansk tid sagde Hans Enoksen, at en principaftale mellem Grønland og Danmark om USA's fremtidige brug af Thuleradaren måske allerede kan komme på plads i næste uge.



Øl-monopol fastholdes?

Blev ophævelsen af en teknisk handelshindring erstattet af en ny? Det er der mange der spørger - ikke mindst ugebladet Ingeniøren, som i måneder har fortalt om alle de groteske ting omkring det nye returemballagesystem, som erstattede det årtier gamle returflaskesystem. EU mente, at returflaskesystemet var en teknisk handelshindring som sikrede danske bryggerier et monopol på det danske marked. Forhenværende miljøminister Svend Auken (S) førte en lang kamp for at forsvare systemet, med henvisning til at det var meget miljøvenligt. Da den nuværende regering kom til var en af dens første handlinger at ophæve forbuddet. Et af argumenterne mod det gamle system var, at man sagtens kunne lave et retursystem med alle former for genbrugelig emballage. Faktisk stod Svend Auken bag en plan om et sådan system, og det overtog den nye miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) straks. Men et eller andet sted svipsede noget, for nu siger formanden for konkurrencerådet, Svend Hylleberg, at det nye system har givet især Carlsberg-bryggerierne en konkurrencefordel. Ønsker et udenlandsk bryggeri eller importør at sende en ny type øl eller vand på markedet, skal det tilmeldes til Dansk Retursystem A/S, DRS, mindst 4 uger i forvejen. Det problematiske er, at DRS er et privat selskab, ejet af danske bryggerier og at Carlsberg har 3 bestyrelsesmedlemmer.

Foreningen Danske Drikkevarerimportører er i gang med udfærdige en klage til EU-Kommisionen. Hans Christian Schmidt er dog parat til at ændre systemet og har bedt Miljøstyrelsen undersøge Carlsbergs "rolle", skriver Berlingske Tidende. Salgs- og marketingdirektør Claus Bo Jacobsen afviser på det skarpeste, at der foregår noget forkert i DRS. Han er en af de 3 bestyrelsesmedlemmer, som Carlsberg har i DRS.



IT:Internetovervågning tilladt

Datatilsynet, der har afløst Registertilsynet, har sagt god for at en privat organisation aflytter internettrafik og registrerer personoplysninger. Det er den såkaldte Antipiratgruppe, som registrerede 150 ip-adresser, hvorfra der blev udbudt ulovlige kopier af musik og film. Efterfølgende gik Antipiratgruppen til domstolen og fik internetudbyderne til at levere navne og adresser på ejerne af ip-adresserne, som så fik tilsendt regninger på op til 100.000 for ulovlig distribution af ophavsretsbeskyttet materiale. Forbrugerrådet mente, at krænkelse af ophavsretten ikke er tilstrækkelig alvorlig til at begrunde den systematiske overvågning og bad Datatilsynet om at tage stilling. Men Datatilsynet har altså sagt god for metoden. Forbrugerrådet tager kendelsen til efterretning, men mener stadig der burde foreligge en domstolsafgørelse. Datatilsynet har heller ikke sat en grænse for hvor længe Antipiratgruppen kan opbevare registreringerne. Foreløbig har en af de 150 pc-ejere nægtet at betale regningen, så der kommer formentlig en domstolsafgørelse i løbet af nogle år.

[Antipiratgruppen er en organ, nedsat af danske distributører og udgivere af film, video og musik, hvis formål er at standse ulovlige distributioner. De har fået en generel tilladelse til overvågning af Datatilsynet - og afgørelsen siger blot, at de har holdt sig inden for rammerne.]



Fyret for læserbrev

Under en debat om en ændring af skolestrukturen i Roskilde kommune, blev formanden for Skole- og Børneudvalget citeret for at sige, at en af skolerne, Vor Frue Skole, havde "ondt i fagligheden!" Det fik skoleinspektøren på Vor Frue Skole igennem 23 år til at reagere. Han skrev et læserbrev hvori han forsvarede sine lærere og beskyldte formanden for ikke have sat sig ind i forholdene. Reaktionen kom prompte - Skoleinspektøren blev blev med omgående virkning fritaget for sin stilling og forment adgang til skolen. I følge personalechefen i Roskilde kommune har ledere en "særlig loyalitetsforpligtelse" og derfor er fyringen i orden. Skoleinspektøren var få måneder fra at gå på pension.



Carl Bro i bestikkelsessag

Det danske rådgivende ingeniørfirma Carl Bro har i dag besluttet at indstille aktiviteterne i 3 tyske datterselskaber. Det kommer efter afsløringen af, at der i 2 tilfælde er blevet betalt "særlige honorar uden for regning" til funktionærer i andre tyske selskaber. Derved sikrede Carl Bros tyske selskaber byggeordrer. For et par dage siden blev koncernledelsen i Danmark opmærksom på forholdet og adm. direktør Birgit Nørgaard lovede at undersøge sagen og reagere. Det skete i dag. Carl Bro er en af de største deltagere i dansk ulandshjælp, og har mange andre interesser overalt i verden. Bestikkelserne i Tyskland fandt sted i 90'erne.



IKEA-lønforhøjelse på 25%

Den danske afdeling af den svenske møbelkæde IKEA har sat det danske arbejdsmarked i oprør - og skaffet sig en hel del presseomtale. Ledelsen har nemlig besluttet at hæve lønnen for alle kasseassistenterne med 25% - eller 5.000 DKK mere om måneden, til ca. 20.000 DKK om måneden. Omkring 100 ansatte ud af de 800 ansatte bliver således belønnet. Og der er tale om en belønning og en anerkendelse af, at kasseassistenterne er butikkens vigtigste ansigt overfor kunderne. Begejstringen hos Coop Danmark og arbejdsgiverforeningen Dansk Handels og Service er meget begrænset. Coop Danmark - tidligere FDB - har 7.000 kasseassistenter og Dansk Supermarkeds Føtex-kæde har 3.000 kasseassistenter. HK/Handel, der organiserer de fleste kasseassistenter synes derimod initiativet er interessant. Sektorformand Jørgen Hoppe, HK/Handel, mener ikke som arbejdsgiverne, at der blot er tale om "beregnende mediestrategi og letkøbt missionering." IKEA valgte at fortælle om lønforhøjelsen i store avisannoncer under overskriften "Opgøret med kassedamen."

[Kassedamen blev et begreb i dansk politik for et par år siden, da de havde de laveste overenskomstmæssige løninger i Danmark. Uden for IKEA er det vist stadig tilfældet, men nu altså under den "fordomsfri betegnelse" kasseassistenter. (Udtrykket "fordomsfri betegnelse" stammer fra dagens Politiken.)]



Merkurpassage

For første gang i næsten 30 år var det i dag muligt - med passende kikkerter og filtre - at se planeten Merkur passere foran solen. Det skete mellem 7:11 og 12:32 i formiddags. Astronomiske foreninger over hele landet havde arrangeret opstilling af kikkerter forskellige steder i landet, der var velsignet med en hel del blå himmel. Med lidt tålmodighed kunne man også se passagen på internettet i en såkaldt webcast fra Greve Gymnasium. (sendt fra www.rummet.dk).



Pris til korrespondent

Den nok mest roste korrespondent fra Bagdad under krigen i Danmark og Norden er Åsne Seierstad fra Norge. I dag fik hun den norske pressepris, der svarer til den danske Cavling-pris. I DR-TVA's profilen afslørede hun her til aften, at den bedste oplevelse i Bagdad havde været folks glæde over at kunne tale frit - selv til deres børn - da Saddam Hussein var faldet. Og selv om hun befandt på sit værelse på Hotel Palestine, da en amerikansk kampvogn åbnede ild og dræbte to kollegaer var hun ikke så bange, som da de amerikanske og britiske myndigheder orienterede de hjemlige redaktioner om, hvad der kunne ske i Bagdad, når bombardementet startede og stærkt opfordrede til, at alle vestlige journalister skulle rejse hjem. Åsne Seierstad er 33 år og har rapporteret fra krigene i Tjetjenien, Kosova og Afghanistan, før hun rejste til Bagdad. Hendes bog fra Afghanistan, "Boghandleren i Kabul" er en af de mest læste bøger i Norden for øjeblikket.


DilleSport


BADMINTON: VM i Juli/August?

Det engelske badmintonforbund, BAofE, har i går udsenddt en pressemeddelelse, hvor man opfordre det internationale forbund, IBF, til at gå i gang med planlægningen af det udsatte VM. BAofE har sikret sig arenaen - nia i Birmingham - i perioden 25. juli til 18. august, de offentlige støttepenge og de frivillige har meldt klar til perioden. IBF's bestyrelse udsatte noget overraskende VM, der skulle have fundet sted 12. - 18. maj, på grund af frygten for lungsygdommen SARS.



HÅNDBOLD: Ligaen Mænd slutspil

1/2-finaler, 1. kamp
(onsdag)    KIF Kolding - Aalborg HSH
Kolding vandt grundspillet og havde aldrig problemer i aftenens kamp. Men der spilles bedst af 3 og Aalborg får mulighed for revanche på søndag.

I morgen mødes GOG/Gudme og Skjern i den 2. 1/2-finale.



Vejret

En hel del sol, men også perioder med mest skyer. Temperaturer op til mellem 9 - 13 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4256 DKK,   1GBP     10,4277 DKK,   1USD      6,4953 DKK
100JPY     5,5573 DKK,   1AUD      4,1705 DKK,   1CHF      4,9046 DKK   
1CAD       4,6734 DKK,   1NZD      3,7206 DKK,   1SEK      0,8153 DKK
1NOK       0,9438 DKK,   100ISK    8,87   DKK  
1SGD       3,7305 DKK,   1HKD      0,8332 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   175,53 +0,04   KFX (mest omsatte aktier): 203,60 -0,83
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    200,42 +4,42
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)