torsdag, 27. marts 2003 23:59 (CET)


Irak-kontrakter til Danmark

Danske virksomheder har meget gode chancer for at komme først i køen af underkontrakter, der udbydes i forbindelse med genopbygningen af Irak efter den igangværende krig. Det siger den amerikanske ambassade i Danmark i dag, og de opfordrer direkte danske virksomheder til at byde ind. Hovedkontrakterne går "af sikkerhedshensyn" til amerikanske virksomheder, men med betingelser om, at udenlandske virksomheder fra Koalitionslandene skal have førsteprioritet til underkontrakter. Der er sendt for 1 mia. DKK ud i licitation, og præsident George W. Bush har søgt om en særbevilling på 25 mia. DKK til genopbygning og humanitær hjælp. En talsmand for ambassaden, Christopher Fitzgerald siger til DR-TVA at "Danmark er gået forrest og har deltaget i koalitionen. Derfor vil vi gerne sikre danske virksomheder og andre koalitionslande har mulighed for at deltage i genopbygningen af Irak!"

Danske virksomheder har været meget tilbageholdende med at udtale sig. En undtagelse er Carl Bro International. De har tidligere arbejdet i området og mener, at det er en oplagt mulighed at de vender tilbage. Eksportrådets Projekteksportsektion har på deres hjemmeside fra i dag en særlig nyhedstjeneste for virksomheder, der ønsker at orientere sig om mulighederne i Irak.

http://www.projekteksport.dk/



Støtte til Fogh øges

Ikke blot stiger tilslutningen til Irak-krigen i Danmark, som en Gallup-analyse viste i går. I dag har analysefirmaet Megafon offentliggjort en tilsvarende analyse, udført for TV2 Nyhederne. Her var talene 50% i mod dansk deltagelse, mens 35% støtter. Megafon spurgte også til de 2 ledende politikeres håndtering af krigen. Her mente 54% af Anders Fogh Rasmussen (V) havde håndteret krigen "godt" eller "meget godt." For oppositionens leder, Mogens Lykketoft (S) lå det tal helt nede på 22%



Bagdad vil slås

En dansk, kvindelig fredsaktivist blev tilbage i Bagdad, da en stor del af de frivillige bombeskjolde forlod Iraks hovedstad rejste nogle dage før krigen brød ud. Hun er af og til i telefonisk kontakt med danske medier - således også her til aften. De irakiske myndigheder har placeret hende ved et rensningsanlæg, tæt på en militærforlægning. I dag fortalte hun, at den civile befolkning vil slås mod amerikanerne, og at de tror de kan vinde. Hun deler ikke deres optimisme - de er kun bevæbnet med gamle våben - "en ynk at se på."

[Mange af de vestlige fredsaktivister forlod Irak, da de blev klar over, at de irakiske myndigheder ville bestemme hvilke civile mål, de skulle "beskytte." Myndighederne ville beskytte el og vandforsyning, ikke hospitaler og skoler, som aktivisterne selv havde tænkt sig.]



Fredsaktivister anholdt

30 danske fredsaktivister blev i dag anholdt, da de blokerede dagligvarekæden Netto's central lager i Ishøj. Blokaden var en protest mod, at Netto's ejer, A. P. Møller Gruppen, sejler krigsmateriel for den amerikanske hær, og dermed formentlig til støtte for krigen i Golfen.



Arla fusionerer i UK

Den dansk-svenske mejerigigant Arla Foods bliver nu også Storbritanniens største mejeriselskab. Det bliver resultatet, når Arlas britiske datterselskab Arla Foods UK og det konkurrerende Express Dairies fusionerer og fortsætter under Arla-navnet. Den samlede omsætning for det fusionerede selskab er omkring 15 mia. DKK om året og der er 7.000 ansatte. Arla Foods havde sidste år en omsætning på 39 mia. DKK, halvdelen på hjemmemarkederne i Danmark og Sverige.

Fusionen skal godkende af EU's konkurrencemyndigheder.



Mærsk overskud

Efter skat fik A. P. Møller Gruppen 12,1 mia. DKK i overskud i 2002 - mod 8,5 mia. DKK året før. Det fremgår af regnskabet, som blev offentliggjort i dag. På forhånd havde man ventet et overskud på 12,4 mia. DKK. Det betød - sammen med den generelle usikkerhed på fragtmarkedet et fald i virksomhedens aktier med 5%. Gruppens omsætning var 151,5 mia. DKK.



Bakken åbner

I dag åbnede Dyrehavsbakken i Klampenborg. Det er et sikkert forårstegn. Det er det også, at politiet på denne aften advarer bilister mod at køre på tværs af den rute, som den traditionelle motorcykel-procession tager - fra Nørrebrogade op langs Strandvejen og til Bakkens parkeringsplads. Mellem 6 og 7.000 motorcykler skønnes at deltage - og mange kommer fra Fyn og Jylland. De skabte på et tidspunkt køer af motorcykler ved betalingsanlægget i Korsør. Bilister advares også mod at tage til bakken. Politiet forbeholder parkeringspladsen til de to-hjulede. Biler bliver først sluppet ind, når alle motorcykler er kommet frem.



Flaskefundet talt op

Politiet har nu talt de penge, som en ung kvinde fandt i en genbrugscontainer i Odense i går. Der er 620.000 DKK. Man har endnu ingen ide om hvor pengene kommer fra. Det var gamle sedler, men de kan stadig veksles, hvis de er ægte - og det er de. Et gæt er, at en dement person har smidt pengene ud. De bliver nu opbevaret som hittegods i 3 måneder. Hvis ejeren ikke dukker op, tilfalder pengene statskasse - bortset fra 1/3, som går til finderen.


DilleSport


BADMINTON: Frost skal træne Gade

Den tidligere topspiller og landstræner for Danmark og Malaysia, Morten Frost, er blevet hyret til at være specialtræner for Peter Gade op til indviduelt badminton-VM i Birmingham i maj. Det er den nuværende, danske landstræner, Steen Pedersen, som har kontaktet Morten Frost, der nu er sportschef i det sydafrikanske badmintonforbund, og pengene kommer fra Team Danmarks OL-projekt. Det er nemlig intentionen af fortsætte arrangemenetet, hvis det giver resultat. I en pressemeddelelse begrunder Steen Pedersen valget med at "Morten Frost er den bedste herresingle-coach jeg kender, og derfor tror jeg på, at han kan gøre en forskel" Desuden vil det også være til gavn for de øvrige spillere, at Steen Pedersen og andre trænere får mere tid til dem. Peter Gade er også glad - han siger, at "Morten Frost og jeg har tidligere arbejdet sammen og han kender mig rigtig godt."

Morten Frost fortsætter som sportschef i Sydafrika.



BADMINTON: DM-finale

(torsdag)    Kastrup-Magleby (KMB) - Hvidovre      7-2
Det var 12. gang i træk KMB var i finalen - og 5. gang de har vundet siden 1998. I 2001 tabte de til - Hvidovre.



Vejret

Endnu en flot forårsdag, med stedvis tåge i morgentimerne og ellers sol resten af dagen. Temperaturer op til mellem 6 - 15 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4263 DKK,   1GBP     10,9034 DKK,   1USD      6,9256 DKK
100JPY     5,7842 DKK,   1AUD      4,1599 DKK,   1CHF      5,0201 DKK   
1CAD       4,7268 DKK,   1NZD      3,8064 DKK,   1SEK      0,8026 DKK
1NOK       0,9471 DKK,   100ISK    8,82   DKK  
1SGD       3,9166 DKK,   1HKD      0,8880 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   160,63 -0,73   KFX (mest omsatte aktier): 188,89 -1,25
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    160,14 -0,55
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)