fredag, 14. marts 2003 24:32 (CET)


IT: Danske Bank i problemer

Danske Banks interne EDB-systemer er i denne uge blevet ramt af omfattende nedbrud. Ifølge adm. direktør Peter Straarup, startede det mandag - blev værre tirsdag - og endnu værre onsdag. Aktiehandler kunne ikke gennemføres og lønudbetalinger stoppede. Peter Straarup siger til DR-TVA, at man er godt klar over, at "det har været dårligt for bankens omdømme." Han var også parat til at diskutere erstatninger for tab, men på individuel bases. Nedbruddet har været så alvorligt, at Nationalbanken på et tidspunkt måtte skride ind med likviditetsstøtte. Danske Bank peger på IT-leverandøren IBM som ansvarlig, og der vil komme et erstatningskrav mod selskabet. IBM vil ikke udtale sig om "aktuelle kundeforhold" siger en talsmand til ComputerWorld Danmark. 450.000 danskere er angiveligt blevet berørt, da alle grene af bankens aktiviteter er ramt. Også de svenske og norske datterselskaber har haft problemer her sidst på ugen. Bryggeriet Carlsberg er hårdt ramt - det har ikke været muligt for Danmarks største bryggeri at modtage betaling fra kunder - eller føre penge til udenlandske datterselskaber.

[Der er ikke oplyst noget om årsagen endnu. I følge Peter Straarup var der tale om noget, som var "aldrig før set på denne klode." Et rygte - set på ComputerWorlds debatsider - antyder en fejl under reorganisering af DB2-databaserne.]



V: By-forny Christania!

Regeringspartierne har åbenbart opgivet planerne om at rydde Fristaden Christania. I dag fremlagde Christania-ordfører Ulrik Kragh (V) en ny plan, der taler om at bevilge 300 mill. DKK til at modernisere og lovliggøre boligerne på fristadens område, åbne den op for alle - men tillade de nuværende beboere at flytte tilbage. Først skal kriminalitet dog fjernes fra området. Planen støttes af de konservative og - overraskende nok - SF. Socialdemokraterne vil gerne forhandle, hvis der er vitterligt at er tale om, at der bevilges 300 mill. DKK ekstra til byfornyelse. Dansk Folkeparti vil have al kriminalitet udryddet fra fristaden, før man diskuterer eventuel byfornyelse. Københavns Kommune, der tidligere har afvist at få overdraget ansvaret for Christania hilser ideen om at bruge penge på byfornyelse i området - hvis det sker i samarbejde med beboerne. [Ulrik Kragh nævnte nogle succesfulde eksempler på nedslidte kvarterer, hvor Københavns Kommune har stået for såkaldte kvarterløft.]

Talsmænd for beboerne i fristaden kalder forslaget et "bagholdsangreb."



Korvet afsejlet i fred

Korvetten Olfert Fischer forlod i dag Korsør med kurs mod Middelhavet, hvor den skal slutte sig til NATO's overvågningsflåde i det Østlige Middelhav. Afrejsen blev i al hemmelighed flyttet 2 timer frem - kun udvalgte medlemmer af pressen og familiemedlemmer blev orienteret. Det betød, at da 50 fredsdemonstranter fra Globale Rødder mødte op for at protestere med regeringens ubetingede støtte til USA's krigsplaner, var korvetten for længst sejlet. Nogle demonstranter glædede sig over, at det var lykkedes at "skræmme" militæret, mens andre gik til håndgribeligheder mod hegnet omkring basen. 13 blev arresteret og sigtet for ulovlig indtrængen og hærværk.



Erstatning for flere skader

Fra 1. januar 2004 bliver det muligt at få erstatning for flere arbejdskader end nu. Et enigt Folketing står bag forslaget, der gør nedslidning efter mange års hårdt arbejde og pludselige skader, opstået ved løft af personer, til arbejdsskader. En række eksempler fra rengøringsbranchen og sundhedssektoren har ført til ændringerne. Rengøringassistenter, som var fysisk nedslidt efter årtiers ensformigt, hårdt arbejde, har fået afslag på arbejdsskadeerstatning, ligesom plejere, der har fået rygskader efter løfteuheld med vanskelige eller demente patienter. Begrundelsen for sidstnævnte afslag har været, at det var forudseelige uheld. Den nye ordning vil koste ca. 500 mill. DKK ekstra om året, men det finansieres ved at fjerne nogle tilskud, som arbejdsskadede fik, når de gik på pension.



Afsked med Ivar Hansen

Ved en mindehøjtidlighed i Christiansborg Slotskirke sagde det officielle Danmark i dag farvel til Folketingets formand Ivar Hansen, der døde tidligere på ugen. Kongehuset var repræsenteret ved kronprins Frederik, der er regent i dronning Margrethes fraværd. Mindetaler blev holdt af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), fungerende formand for Folketinget, Svend Auken (S) og Københavns biskop Erik Normann Svendsen. Selve begravelsen finder sted i Ivar Hansens hjemby, Agerbæk, i Sydjylland.



IT: Sexchat ok

Da en kvindelig ansat i et filmselskab blev fyret og bortvist, efter at hun var blevet afsløret i at deltage i en chatside med seksuelt indhold i arbejdstiden, var det uberettiget Det afgjorde Østre Landsret i dag i en sag, der anses for at være af principiel karakter. Landsretten lagde til grund for afgørelsen, at virksomheden ikke havde en skriftlig it-politik, og at kvinden var anonym på chatsiden. Desuden var hendes arbejdsindsats ikke blevet påvirket af hendes internetaktiviteter. Virksomheden hævdede, at hendes optræden var "illoyal" og "nedbrydende for firmaets eksistens", da de producere børnefilm.

Kvinden fik en erstatning på 140.000 DKK.



Dom for dødstrusler stadfæstet

Talsmanden for den ekstreme organisation Hisb-ut-Tahrir, der bekender sig til en meget fundamentalistisk, muslimsk overbevisning, fik i dag stadfæstet en dom for oversættelse og viderebringelse af dødstrusler mod jøder. Truslerne var fremsat på organisationens danske hjemmeside og i løbesedler, omdelt i København. Dommen lyder på 60 dages betinget fængsel.

Organisationen, der har hovedkvarter i London, og som er forbudt i flere mellemøstlige lande, undersøges for øjeblikket af statsadvokaten med henblik på eventuelt forbud i henhold til Grundlovens ord om organisationer, der virker ved vold og trusler.



Et dødsfald

Balletdanseren og koreagrafen Niels Bjørn Larsen er død, 90 år gammel.


DilleSport


ATLETIK: Indendørs VM

Den danske sølvvinder ved EM i kuglestør, Joachim B. Olsen, kvalificerede sig direkte til finalen ved VM i indendørsatletik i Birmingham, som finder sted denne weekend. Desværre har han ikke kunnet trænet fuldt ud på grund af en skade de seneste måneder, og det lykkedes ham ikke at kommer ud over sit kvalifikationsstød på 20,43m (3. bedste). I første forsøg nåede han kun 20,12m og overtrådte de øvrige forsøg. Det rakte til en 8. og sidsteplads i finalen.

Wilson Kipketer derimod kvalificerede sig til semifinalen i 800m løb. Han blev ikke rigtig udfordret, men tog heller ingen chancer. Han lagde sig i spidsen efter 400 meter og kom i mål i tiden 1m 48,47s.

Stangspringeren Piotr Buciarski nåede ikke finalen. Hans forsøg på 5,55 meter mislykkedes, så han måtte nøjes med 5,40 meter. Hans danske rekord er på 5,74 meter. Højden rakte til en 11. plads.



HÅNDBOLD: K-Europa Cup

Kvalifikation
(fredag)    Lokomotiva Zagrep - Kolding  25-22



HÅNDBOLD: Ligaen mænd

(fredag)    Viborg - Tvis Holstebro      28-29



ISHOCKEY: Superisligaen slutrunde

6. og sidste runde i slutspillet

Pulje A

(fredag)    Rungsted - Esbjerg            5-1
            Rødovre - Frederikshavn       6-1

Slutstillingen i Pulje A

                   V  T    Score   Point
 1. Rungsted       4  2    24-15    14
 2. Esbjerg        4  2    18-17    13
 3. Rødovre        3  3    16-16     9
 4. Frederikshavn  1  5    13-23     4

Pulje B

(fredag)    Aalborg - Herlev              5-6
            Odense - Herning              0-4

Slutstillingen i Pulje B

                   V  T    Score   Point
 1. Herning        4  2    21-11    13
 2. Odense         3  2    12-13    12
 3. Herlev         4  2    19-15    11
 4. Aalborg        1  5    11-24     4

Rungsted møder Odense og Herning møder Esbjerg i 1/2-finalerne. Kampene spilles bedst af 5, første gang på næste tirsdag.



Vejret

Sol over hele landet, og temperaturer op til mellem 4 - 11 graders varme. Der er stadig nattefrost.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4291 DKK,   1GBP     10,9622 DKK,   1USD      6,8948 DKK
100JPY     5,8170 DKK,   1AUD      4,1102 DKK,   1CHF      5,0617 DKK   
1CAD       4,6333 DKK,   1NZD      3,7807 DKK,   1SEK      0,8070 DKK
1NOK       0,9554 DKK,   100ISK    8,83   DKK  
1SGD       3,9253 DKK,   1HKD      0,8841 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   152,75 +4,47   KFX (mest omsatte aktier): 179,16 +6,41
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    159,64 +4,51
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)