onsdag, 12. marts 2003 23:51 (CET)


Ny formand

Der ser i dag ud til at være meget bred opbakning til Christian Mejdahl (V) som ny formand for Folketinget, efter Ivar Hansen (V), der pludselig døde natten til i går. Oppositionspartierne til højre og venstre var allerede tidligt ude med at pege på Christian Mejdahl som den, der har flest af de egenskaber, som kræves af en mand i den position. Fungerende formand, Svend Auken (S) mente derudover, at det største parti i Folketinget burde udpege afløseren. Et forsøg på at bringe en konservativ kandidat på banen blev skudt ned af Dansk Folkeparti. Pia Kjærsgaard sagde, at hvis der kom en konservativ kandidat, så ville partiet støtte de radikales Niels Helveg Petersen.



DF-leder dømt

Lederen af Dansk Folkeparti, Pia Kjærsgaard, blev i dag idømt en bøde på 3.000 DKK for ulovlig våbenbesiddelse. November måned sidste år følte partilederen sig truet af en kvinde i København, og viste derfor en dåse peberspray, indkøbt i Tyskland. Peberspray - en særlig kraftig tåregas - er klassificeret som våben i Danmark, og dermed forbudt. Pia Kjærsgaard meldte sig selv til politiet, for at få gang i en debat - hvilket også skete dengang. Det medførte dog ingen ændring i dansk lovgivning - ikke mindst fordi politiet internt var splittet i spørgsmålet. I dag sagde Pia Kjærsgaard at "det er et fuldstændig harmløst våben - Det er ikke et, der forvolder skade!" Hun appellerede kraftigt til justitsminister Lene Espersen (K) om at få peberspray frigivet "til forsvarsbrug." Lene Espersen har lovet et svar om et par uger.



Prosper: Dansker samarbejder

DR-TVA's Profilen her til aften var et interview med USA's ambassadør for krigsforbrydelser, Pierre-Richard Prosper, kort før han rejste til Sverige i går. Han kom med en del oplysninger, der ikke har været fremme i medierne før nu. Begrebet "illegal kombattant" henter USA i de første internationale regler for krigsførelse fra 1898. Her defineres (legale) kombattanter som værende i uniform og bærende "tydelige" våben, sagde Prosper, og det gjorde Al Qaida ikke. Han tog også udgangspunkt i Geneve-konventionen fra 1948, når han forsvarede, at fanger holdes isoleret uden adgang til advokat og dommer. Man må nemlig "opbevare" krigsfanger indtil krigen er forbi. Og selv om krigen i Afghanistan officielt er erklæret ovre, så foregår der stadig krigshandlinger der - og der var en verdensomspændende krig mod terror i gang Han erkendte, at terror altid vil findes - men den terror, som USA førte krig mod, var den der kunne "dræbe 3000 mennesker på 90 minutter" i New York. Den kunne vindes, mente han - og sagde at 3000 terrorister var arresteret i hele verden og 121 mill. USD beslaglagt. Krigen var en succes.

Han fastholdt at den danske fange på Guantanamo var farlig, fordi man ikke kunne afgøre, om han ikke ville gå lige ud i friheden og begå ny terror. Andre fanger havde "gjort det vanskeligt for dem selv" ved at erklære "lige op i vores åbne ansigt" at de var parat til selvmordsaktioner, når de blev sluppet fri. Men danskeren havde - i modsætning til mange andre - også "samarbejdet." Så når de amerikanske myndigheder var helt sikre på at han var uskadelig også i fremtiden, kunne han frigives - eller stilles for en dommer, hvis han havde begået noget kriminelt.



Forlig hos bilsynet

Medarbejdernes organisationer i Staten Bilinspektion, repræsenteret ved Dansk Metal, HK-Stat og CO II, blev i dag enige med ledelsen om fremtiden for bilsynet. Der bliver ikke tale om de massive fyringer blandt HK-personalet, som udløste en strejke blandt bilsynsassistenterne (som skulle overtage en del af det administrative arbejde, HK'erne havde udført). Nu sker afviklingen af det administrative personale i synshallerne over 4 år, samtidig med, at sparemålet for hele organisationens stadig fastholdes. Aftalen præsenteres for de faglige organisationer i morgen, og for medarbejderne fredag. Strejken nåede at vare i 3 uger og førte til at der ventede næsten 50.000 biler på at komme til syn.



Dansk ikke så svær en endda?

Næsten alle, der valgte at gå op til den første danskprøve efter regeringens nye regler, bestod, oplyser Integrationsministeriet. 2037 udlændinge havde tilmeldt sig Almenprøve 1, som den hedder, men 300 sprang fra inden de mundtlige og skriftlige prøver gik i gang. Den skriftlige prøve gave en del forvirring rundt omkring. Ifølge prøvens tekst var jordnødder en grønsag - i modsætning til frugter, såsom gulerødder, selleri og ærter! Ministeriet har forsikret, at fejlen ingen indflydelse fik på bedømmelserne. Almenprøve 1 er nu en forudsætning for overhovedet at søge om dansk statsborgerskab, og det har 3-doblet tilmeldingen til prøverne.



Byggelov strammes

Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) griber nu alligevel ind, efter at ministeriet har fået fat i syns- og skønsrapport, der blev lavet et sammenstyrtningen af en del af taget på Siemens Arena i Ballerup. Rapporten viser, at taget var dimensioneret til kun at kunne bære 1/4 af den faktiske vægt. Bendt Bendtsen vil på den baggrund foreslå nogle ændringer i byggeloven, således at alle bygninger med offentlig adgang skal kontrolleres af en uafhængig statiker - en ingeniør med speciale i bærende konstruktioner. Der skal laves en norm for kontrol af beregninger af de såkaldte "hjørnesamlinger" - den type, der brød samme i arenaen. Sidst - men ikke mindst - anerkender ministeren, at der er behov for en offentlig undersøgelse ved alvorlige ulykker - en slags byggeriets haverikommision.



God Vind for Vestas

Verdens største vindmøllefabrikant, danske Vestas fremlagde i et relativ godt regnskab. Resultatet på 45 mill. EUR var lidt bedre en ventet, selv om det er mindre end 2001's 243 mill. EUR. Og da ledelsen fortsat venter en stigende omsætning, fra 2002's 1,3 mia EUR til 1,7-1,8 mia EUR i 2003, reagerede aktiemarkedet med at sende Vestas aktier op med 12% - til 64,5. Medvirkende var formentlig også, at man vil opkøbe en spansk konkurrent.

Hver 4. vindmølle i verden er produceret på en af Vestas fabrikker.


DilleSport


BADMINTON: Topspillere søger jobs

Den økonomiske krise kradser i badminton - ikke mindst i Tyskland, hvor en række af danske topspillere har tjent gode penge ved at spille i klubturneringer. Det er slut nu. Tidligere på året fik Rikke Olsen og Kenneth Jonassen at vide, at deres klub, Beyer Uerdingen, lukkede med udgangen af denne sæson. Senere har Jens Eriksen mistet sit job i Berlin og i dag var det Niels Chr. Kaldau og Lars Paaske, som blev fyret fra deres klub i Friederichshafen. Spillerne er på udkig efter nye jobs - gerne i danske klubber, men kun Niel Chr. Kaldau har fundet sig en klub - Lillerød i Nordsjælland - fortæller DR Sporten.



BADMINTON: Thailand trækker sig

Thailand har trukket sig fra VM for landshold, Sudirman Cup, her knap en uge før turneringen starter i Eindhoven i Holland. Thailand trækker sig i protest mod lodtrækningen til gruppe 1. I følge det thailandske forbund, BAT, er lodtrækningen "uigennemskuelig." IBF henholder sig til, at reglerne for denne og tidligere Sudirmand Cups klart siger, at holdene rangeres efter sidste turnering (finalister, semifinalister og placeringshold) - og derefter placeres hver sin gruppe ved lodtrækning. Thailand var oprykker, og blev derfor placeret på niveau med nr. 5 ved 2001 - England. Thailand kom derved i gruppe med Kina og Korea. (Indonesien, Danmark og England er i den anden delgruppe).

Thailands beslutning medfører en dominoeffekt i alle de øvrige grupper. Sverige, som rykkede ned i 2001 rykker op igen, og alle de øvrige grupper justeres også.



HÅNDBOLD: Ligaen kvinder

(onsdag)    Odense - GOG/Gudme               16-33
            Kolding - Randers                20-27
            Tvis Holstebro - Slagelse        28-41



HÅNDBOLD: Ligaen mænd

(onsdag)    Bjerringbro - FCK                28-24
            Ajax-Farum - Skjern              27-30



Vejret

Det klarede op over hele landet i formiddags, med masser af sol i eftermiddags. Det skyldes en kølig, tør vind fra nord, så temperaturen nåede blot op til mellem 3 - 9 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4276 DKK,   1GBP     10,8670 DKK,   1USD      6,7352 DKK
100JPY     5,7485 DKK,   1AUD      4,0267 DKK,   1CHF      5,0617 DKK   
1CAD       4,5736 DKK,   1NZD      3,7034 DKK,   1SEK      0,7975 DKK
1NOK       0,9442 DKK,   100ISK    8,71   DKK  
1SGD       3,8547 DKK,   1HKD      0,8636 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   169,04 -0,73   KFX (mest omsatte aktier): 145,66 -0,50
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    152,93 -6,26
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)