torsdag, 20. februar 2003 24:38 (CET)


[Ingen nyheder onsdag]

[På grund af andet arbejde var der desværre ikke tid til at skrive nyhederne i går onsdag. /Leif]



Regeringens trafikplan

Regeringen fremlagde i dag sin trafikinvesteringsplan for de næste 10 år. Der er sat 65 mia. DKK af til forbedringer - og planen peger på en række motorvejsstrækninger, som først og fremmest tænkes på. Flere motorveje omkring København skal udbygges, og der skal laves en ny motorvej mellem Vejle og Herning. Der peges også på 4 tunnelprojekter - En havnetunnel i København, under Marselisborg Boulevard i Århus, en under Limfjorden og en tunnel under Roskilde Fjord ved Frederikssund. Fælles for de 4 projekter er, at de skal være forsøg for en såkaldt OPP-model. OPP står for Offentlig Privat Partnerskab. Ideen er, at private penge finansiere anlægget, som så betales af direkte fra det offentlige eller via bompenge.

Planen modtages køligt af oppositionen. SF's Margrethe Auken kritiserer planen for ikke at gøre noget for at mindske antallet af biler i Hovedsstaden - der er ingen forbedringer af tog og S-togsforbindelser ud af byen. [Der er en udbygning af Metroen, men den kører i centrum.] Socialdemokraterne kalder planen "uambitiøs" - de fleste projekter er allerede aftalt, siger trafikpolitisk ordfører, Poul Andersen (S), til DR Online. Dansk Folkeparti finder planen "et meget godt forhandlingsgrundlag" - men så heller ikke mere.



S: Nyt forsvarsudspil

Afskaf værnepligten, gør hæren professionel og omstil Hjemmeværnet til civile opgaver. Det er hovedlinierne i Socialdemokratiets nye oplæg til et forsvarsforlig. Senest med udgangen af 2004 skal der forhandles et nyt forsvarsforlig på plads. Et flertal i Folketinget - Venstre, konservative og Dansk Folkeparti - tager skarpt afstand fra forslaget. Især mener mange, at Hjemmeværnet står overfor flere, nye opgaver. Peter Skaarup, DF, mener at Hjemmeværnet skal "forsvare fædrelandet og beskytte mod terrorvirksomhed." Helge Adam Møller (K) mener, at der i tilfælde af terrortrussel bliver behov for bevogtning mange steder i Danmark - en oplagt opgave for de godt 60.000 frivillige i Hjemmeværnet.

Hjemmeværnet koster mellem 700 - 800 mill. DKK om året.



Familiesammenføringslov bør ændres!

Efter blot 1/2 år bør loven om familiesammenføringer ændres, siger Ejvind Vesselbo, Venstres medlem af Integrationsudvalget. Han har set de seneste tal fra Udlændingestyrelsen. Af de 364 familier, der har fået afslag på familiesammenføring, er 167 danske statsborgere (72 var flygtninge og 125 var indvandrere). Det var ikke hensigten med loven, siger Ejvind Vesselbo. Formålet var at hindre tvangsægteskaber. Han mener, at justeringen i loven skal gøre det muligt - via dispensation - at tillade familiesammenføring af unge under 24 år, hvis man er dansk statsborger med en kulturbaggrund, der ikke har tradition for tvangsægteskaber. Også danskere med tyrkisk kulturbaggrund skulle kunne få dispensation, hvis de kan dokumentere "flere generationer" uden arrangerede ægteskaber.

Integrationsminister Bertel Haarder (V) jordede forslaget med det samme. Der var ingen grund til at ændre loven - og Ejvind Vesselbo udtaler sig kun på egne vegne. Venstre har ingen planer om at lempe loven, sagde han til DR-TVA. Desuden ville den foreslåede dispensationsordning som Ejvind Vesselbo fremstiller den, være diskriminerende. Bertel Haarder mener ikke, at det kan være så ubehageligt at skulle vente til begge parter er 24 år, får man kan få lov til at bosætte sig sammen i Danmark.



Humanitær Irak-hjælp

Regeringen vil ikke blot sende en ubåd og jægerkorpset til en eventuel krig mod Irak. Også på det humanitære område stiller den danske regering op. Desværre betyder pengemangel i det danske forsvar, at bidraget kun bliver 2 læger - en kirurg og en anæstesilæge- og en sygeplejerske. Der er ikke midler til at udsende et felthospital, som man ellers har gjort ved tidligere internationale krigssituationer, f.eks. det tidligere Jugoslavien. Oppositionen på Christiansborg vil nu forsøge at få regeringen til at sende et helt felthospital.

En FN-rapport skønner, at de civile tabstal i en Irak-krig vil være mellem 48.000 og 250.000 - med op mod 1/2 mill. sårede. Dertil kommer 2 mill. børn under 5 år, som er svækket af sult og mangel på medicin, samt 1 mill. kvinder, der enten er gravide eller ammer babyer. Alle er udsatte i en krisesituation med mangel på mad og vand, ovenpå et sammenbrud af infrastrukturen i Irak.



Skattevæsen mod rockere?

Ligningsrådet annoncerede i går, onsdag, at de kommunale skattevæsener skulle bruges som led i rockerbekæmpelsen. Med inspiration fra Københavns skattevæsen - og historien fra Chicago om Al Capone, der blev fældet på en skattesag - skal skattemyndighederne se meget grundig på medlemmer af rockergrupperne. Det kan ikke være muligt at købe dyre huse og biler, hvis man er på kontanthjælp eller dagpenge.



Mobilalarmer til kvinder

Dansk politi har anskaffet 125 særlige mobiltelefoner med satelitnavigation og overfaldsalarm. Telefonerne skal udlånes til voldsramte kvinder, hvor der er risiko for at de kan blive overfaldet igen af forhenværende ægtefæller eller kærester. Trykker kvinden på alarmknappen vil hendes position med få meters nøjagtighed blive registeret på en vagtcentral i Århus, og det lokale politi blive alarmeret. Alarmenerne skal gøre det muligt for kvinderne at bevæge sig uden for hjemmet. [Mange har installeret traditionelle, stationære overfaldsalarmer, men de er knyttet til faste telefoninstallationer.] Justitsminister Lene Espersen (K) siger, at ideen er at give kvinderne større frihed. Hun vil ikke afvise, at der bør anskaffes flere alarmer, hvis behovet er derefter. Hjælpeorganisationer skønner, at der er behov for 5 gange så mange, hvis alle voldsramte kvinder skal udstyres.



Genopstod som Telia-kunde

Murermester Kurt Olsen er en meget god kunde hos Telia Denmark, fortæller flere medier i dag. Sidste kvartal talte han i telefon i 14 timer, 16 minutter og 14 sekunder. Desværre er han også langt bagud med regninger, for han får også mange rykkere. Hans enke nægter nemlig at betale regningerne af den ene grund, at Kurt Olsen har været død i 27 år! Han har faktisk aldrig boet på adressen, som enken har i dag. Hun er i øvrigt heller ikke Telia-kunde. Telia har beklaget flere gange og lovet, at fejlen blev rettet - men regningerne og rykkerne bliver med at komme...

I følge Telia er der tale om, at man "ved en fejl" har konverteret et par tusinde kunder fra "mulige kunder" til faste kunder. De har nu lovet Jytte Olsen, at mandens gæld vil blive eftergivet.



At gribe øjeblikket!

Et feature-indslag i aftenens DR-TVA tog en uventet drejning. Som eksempel på et voksende fænomen, kaldet et boligbyttebevis, lavede man et indslag med Maja Andersen, som stod overfor at flytte sammen kæresten, Jack Pedersen. Hun har fået boligbyttebeviset, så hun kan flytte tilbage til en singlelejlighed, hvis de går fra hinanden. Under interviewet kommer Jack ind, siger at hun ikke får brug for beviset, hiver en blomst frem, knæler og spørger, om hun vil giftes sig med ham?

En noget chokeret Maja får sig taget sammen til at sige ja!


DilleSport


BADMINTON: Kvalificeret til VM

Følgende danske spillere har mulighed for at komme til VM, ud fra IBF's verdensrangliste, der blev offentliggjort i dag:

Herresingle

  Kenneth Jonassen
  Anders Boesen
  Peter Rasmussen

Damesingle

  Camilla Martin
  Tine Rasmussen

Herredouble

  Jens Eriksen/Martin Lundgaard
  Michael Søgaard/Jim Laugesen
  Lars Paaske/Jonas Rasmussen

Damedouble

  Pernille Harder/Mette Schjoldager
  Rikke Olsen/Ann-Lou Jørgensen

Mixeddouble

  Jonas Rasmussen/Rikke Olsen
  Jens Eriksen/Mette Schjoldager
  Michael Lamp/Ann-Lou Jørgensen

Landstræner Steen Pedersen vil vente til 27. april før han vælger herresingler. Det afhænger nemlig af, om Peter Gade kan få et wild card. IBF skal vælge mellem Peter Gade (nr. 77) og regerende verdensmester Hendrawan, Indonesien (nr. 82).



BADMINTON: Swiss Open 2003

Danskerne er kommet godt i gennem de indledende runder.

I herresingle tabte Kasper Ødum i 1. runde til Abhinn Shyam Gupta, Indien i 3 sæt, mens Niels Christian Kaldau og Anders Boesen er igennem 2. runde.

Christina Sørensen tabte 1. runde til Mia Audina - ret overbevisende 0-11, 1-11. Det var den eneste danske damesinglespiller.

Martin Lamp/Mathias Boe tabte 1. runde til Nathan Robertson/Anthony Clark, England. Peter Steffensen/Thomas Laybourn og Jesper Larsen/Jesper Christensen udgik af 2. runde, mens Lars Paaske/Jonas Rasmussen (3-4) og Jens Eriksen/Martin Lundgaard er klar til 1/4-finalerne i herredouble fredag.

I damedouble er Pernille Harder/Mette Schjoldager (1) klar til 1/4-finaleren, mens resultatet af de 2 andre 2. rundekampe med dansk deltagelse ikke er klar. Lene Mørk/Helle Nielsen møder Yim Kyung Jin/Lee Kyung Won, Korea - nok en svær kamp. Rikke Olsen/Ann-Lou Jørgensen møder Kim Kyung Ran/Jun Jae Youn, Korea. Majken Vange/Julie Houman tabte første runde.

Hele 6 1/2 danske par startede i Mixeddouble - og allerede i 1. runde var der et sikkert taberpar - for Michael Lamp/Ann-Lou Jørgensen (4) mødte Peter Steffensen/Helle Nielsen (Q) - og førstnævnte vandt. Det 1/2 par - Njoto Abendu Susanto/Majken Vange Hongkong/Danmark tabte 1. runde - resten gik videre. I 2. runde var den "gal" igen: Jens Eriksen/Mette Schjoldager (1) stod overfor et andet dansk par, Thomas Labourn/Julie Houmann - favoritterne gik videre med 11-3, 11-5. Lars Paaske/Pernille Harder og Michael Lamp/Ann-Lou Jørgensen er også klar til 1/4-finalerne - hvor de møder hinanden, mens Jonas Rasmussen/Rikke Olsen tabte en lang tæt kamp mod Tony Gunawan/Efi Tantra, USA.



HÅNDBOLD: Ligaen Kvinder

(onsdag)    Tvis Holstebro - Kolding       27-35



HÅNDBOLD: Ligaen Mænd

(onsdag)    Aalborg - Viborg               ??-??
            Bjerringbro - Århus            27-32
            FCK - Otterup                  25-22
            GOG/Gudme - Skjern             30-26
            Kolding - Ajas-Farum           40-28
            Helsinge - Fredericia          27-29



ISHOCKEY: Superisligaen

(tirsdag)   Herlev - Odense                 1-0
            Rungsted - Aalborg              9-1
            Frederikshavn - Esbjerg         3-2



Vejret

Solrig dag, efter frostdis og tåge i morgentimerne. Skyer over de sydvestelige egne. Temperaturer omkring frysepunktet. I dag sol over hele Danmark, efter lidt dis i morges. Temperaturer i dag mellem 0 og 7 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4311 DKK,   1GBP     11,0180 DKK,   1USD      6,9043 DKK
100JPY     5,8128 DKK,   1AUD      4,1149 DKK,   1CHF      5,0528 DKK   
1CAD       4,5837 DKK,   1NZD      3,8391 DKK,   1SEK      0,8159 DKK
1NOK       0,9861 DKK,   100ISK    8,81   DKK  
1SGD       3,9531 DKK,   1HKD      0,8852 DKK   

Nationalbankens middelkurser fra i går

1EUR       7,4317 DKK,   1GBP     11,0476 DKK,   1USD      6,9345 DKK
100JPY     5,8260 DKK,   1AUD      4,1105 DKK,   1CHF      5,0480 DKK   
1CAD       4,5793 DKK,   1NZD      3,8308 DKK,   1SEK      0,8166 DKK
1NOK       0,9875 DKK,   100ISK    8,76   DKK  
1SGD       3,9575 DKK,   1HKD      0,8891 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   153,05 -4,21   KFX (mest omsatte aktier): 180,19 -5,68
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    166,68 -1,17
                            Pr. 31/12                  172,87

Fondsbørsens nøgletal fra i går

KAX-index:   157,26 -0,17   KFX (mest omsatte aktier): 185,87 -0,25
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    167,85 +0,63
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)