onsdag, 12. februar 2003 23:49 (CET)


SAS-underskud igen

Som ventet kom SAS ud af 2002 med et underskud - men ikke så slemt, som forrige år. Underskuddet blev før skat på 450 mill. SEK, mens det i 2001 var 1,1 mia. SEK. Men i regnskabet for 2002 ligger det problem, at der i 4. kvartal var et underskud på 683 mill. DKK. Omsætningen for hele 2002 var 67 mia. DKK, en stigning på 26%. Resultatet for 2002 vil medføre yderligere tiltag, lovede ledelsen ved fremlæggelsen i dag, men man vil først offentliggøre hvilke senere. Men man regner med omstruktureringer i 2003 for 3 mia. DKK. Passagertallet er faldet knap 7% og personaleomkostningerne med 5%.

Selskabet oplyste også i dag, at svenskeren Sören Belin er udnævnt til flyselskabchef, dvs. chef for den største virksomhed inden for SAS. Sören Belin er 49 år kommer fra et konsulentfirma, der tidligere har rådgivet SAS om forandringsprocesser. Han afløser adm. direktør Jørgen Lindegaard, der også har fungeret som flyselskabschef siden maj 2002.



Civile tab under danske angreb?

Flyvertaktisk Kommando undersøger nu de nærmere omstændigheder ved et dansk flyangreb i Afghanistan i går tirsdag. Det var det 3. kendte angreb, som danske fly fra baser i Kirgisistan har deltaget i. I følge en talsmand for de amerikanske styrker i Afghanistan angreb de danske fly sammen med amerikanske B-1 og B-52 bombefly en opbygning af Taliban-tropper i Helmand-provinsen. Men de lokale myndigheder melder om, at 17 civile er blevet dræbt, og et ukendt antal såret, under bombeangreb. I følge amerikanerne kastede B-1 og B-52 et antal "smarte" bomber, mens et dansk fly kastede en 250 kg. laserstyret bombe mod fjendtlige stillinger.

Der foregår tilsyneladende en optrapning af kamphandlingerne i Afghanistan. Danske fly har været udstationeret med Afghanistan som målområde i 4 måneder - men de har først deltaget i angreb inden for den sidste uge.



VK opbakning til USA

Venstre og konservative står fuldt ud bag USA i striden i NATO om støtte til Tyrkiet i fald USA angriber Irak fra Tyrkiets territorium. I følge ordfører Troels Lund Paulsen (V) er det vigtigt at opretholde et konstant pres mod Saddam Hussein - og han beskyldet Belgien, Frankrig og Tyskland for at blokere for enigheden i NATO. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) skriver ligeledes i den pressemeddelelse i dag bl.a.: "Et stort flertal af NATO's medlemslande finder det i lyset af situationen vigtigt at iværksætte beredskabsplanlægning i NATO med forskellige former for støtte til Tyrkiet i tilfælde af en eventuel væbnet konflikt i Irak. Danmark støtter fuldt ud et sådant skridt." Han taler om at 3 lande ikke mener, at det er tiden til at planlægge, men det giver " anledning til stor bekymring, at de tre lande fortsat blokerer!" Han håber at der bliver fundet NATO-enighed i løbet af en uge. Men regeringen fastholder stadig, at en aktion mod Irak skal "være forankret i FN."



HR: Bilejer skal angive chauffører

Højesteret stadfæstede i dag i en principiel dom, at ejeren af en bil har pligt til at oplyse, hvem der på et givet tidspunkt er fører af bilen. Sagen var principiel, fordi den indstævnede bilejer nægtede at oplyse hvem der førte bilen på et tidspunkt, hvor den blev registreret i en fotofartfælde. Bilejeren, der var kriminalassistent, henholdt sig til, at man ikke kan tvinges til at vidne mod nære familiemedlemmer i almindelige kriminalsager. Højesteret siger, at den regel ikke gælder, når man sætter sig bag et rat.

Bøden på 500 DKK blev også stadfæstet.



Storlangeland på vej

Vælgerne i Sydlangelands kommune gik i dag til valgurnerne. For 3. gang skulle de tage stilling til et forslag om at slå Langelands 3 kommuner sammen til en stor kommune. Sidste gang - i 2001 - var der klart flertal i de to andre kommuner, mens der var et klart nej i Sydlangeland. Men i dagens afstemning stemte 1730 ja og 965 nej. Et nyt element i debatten er truslen fra Regeringens strukturkommision. Mange frygtede, at hvis ikke Langeland fandt sammen i en storkommune, så ville øen ville blive et yderområde i en Sydfynsk storkommune.



Farvel til Acushnet

Søfartsstyrelsen gav i dag den amerikanske enkeltskrogs olietanker Acushnet tilladelse til at sejle videre efter grundstødningen ved Hatter Barn øst for Samsø. Undersøgelser har vist, at skibet ikke fik andet end "ridser i lakken" ved grundstødningen. Skibet havde 35.000 tons olie om bord ved grundstødningen, men en del blev læsset om i et andet, mindre tankskib, for at få skibet flot.


DilleSport


BADMINTON: All England 2003

To store overraskelser: Jens Eriksen/Mette Schjoldager, der var seeded nr. 1 i mixeddouble, tabte allerede i 1. runde, til de ellers stærke, men useedede indonesere, Trikus Haryanto/Emma Ermawati 11-8, 11-9.

Peter Gade klarede 1. runde mod Ardiansyah, Indonesien - men måtte afgive et sæt. I 2. runde mod den stærke kineser Bao Chunlai (9) gik det galt. De to spille en særdeles god kamp, med samme spillestil fra begge sider. Kineserne var dog lidt bedre til netspillet, og det gav ham i sidste ende sejren i 3 sæt.

Vi følger All England på adressen:

http://www.dillesport.dk/sportspc/All2003/index.dk.html



FODBOLD: Venskabskamp M-landshold

(onsdag)   Egypten - Danmark             1-4
Claus Jensen stod for 3 af målene, mens Jon Dahl Tomassen scorede til 2-1. Ahmed Hassan startede scoringen med enlige det egyptiske mål efter 21 minutter i 1. halvleg.



TENNIS: Siebel Open

Herresingle, 1. runde
  Robby Ginepri, USA
    - Kristian Pless, DEN
        4-6, 6-1, 6-4



Vejret

En solrig dag over hele landet. Kun i det nordligste Jylland var der overskyet. Temperaturer op mellem -1 og +4 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4335 DKK,   1GBP     11,1984 DKK,   1USD      6,9271 DKK
100JPY     5,7198 DKK,   1AUD      4,1001 DKK,   1CHF      5,0658 DKK   
1CAD       4,5318 DKK,   1NZD      3,8219 DKK,   1SEK      0,8138 DKK
1NOK       0,9962 DKK,   100ISK    8,95   DKK  
1SGD       3,9510 DKK,   1HKD      0,8882 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   154,07 -1,13   KFX (mest omsatte aktier): 181,34 -1,30
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    166,95 -2,53
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)