fredag, 31. januar 2003 23:55 (CET)


Danske soldater mod Irak

50 elitesoldater fra jægerkorpset og ubåden Sælen med 25 mands besætning bliver Danmarks bidrag til krigen mod Irak - hvis FN beslutter sig for at afvæbne Irak med militær. Udenrigsminister Per Stig Møller orienterede i dag Udenrigspolitisk nævn om, at USA havde sendt en anmodning, og at Danmark havde sagt ja. Politisk støttes udsendelsen af danskere af Dansk Folkeparti. SF og Enhedslisten er i mod, mens Socialdemokratiet, de radikale og Krf. Folkeparti endnu ikke har taget stilling. Ligesom statsministerens underskrivelse af gårsdagens støttebrev til USA har heller ikke udsendelse af tropper været behandlet i Folketinget eller Udenrigspolitisk nævn. USA havde også ønsket jagerfly og transportfly, men det har regeringen afvist, med henvisning til, at Danmark er stærkt engageret med begge dele i Afghanistan og Balkan allerede.

Holger K. Nielsen (SF) siger til DR, at det er lykkedes regeringen at splitte Folketinget i 2 næsten lige store dele. Han finder det et markant skift i dansk udenrigspolitik, at VK kan sende danske styrker i krig med støtte fra Dansk Folkeparti alene. Han forudser, at der vil komme mange "store slagsmål" om udenrigspolitiken fremover.

[Sælen befinder sig allerede i Middelhavet, hvor den er ved at blive repareret efter deltagelse i FN-overvågning. Den kan ifølge forsvaret blive kampklar et døgn efter, at besætningen igen er samlet.]



Udenrigsminister beklager

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) beklagede i dag overfor Folketingets retsudvalg, at han havde givet forkerte oplysninger til udvalget. Under et tidligere samråd med udvalget, forklarede han medlemmerne og den danske offentlighed, at USA betragtede fangerne på Guantantmo-basen som "krigsfanger" i krigen mod terror. Det er ikke rigtigt. USA har opfundet en særlig kategori, "illegale kombattanter," således at fangerne i realiteten er omfattet af amerikansk lov og international konventioner. Statsminister Anders Fogh Rasmussen sagde i anden forbindelse i dag, at Danmark ikke vil sætte nogen frist for, hvor længe USA kan beholde den danske statsborger på Guantanamo. "Jeg har tillid til, at USA ikke tilbageholder fangerne længere end nødvendigt!" sagde han til Ritzaus Bureau.



R imod eksklusivaftaler

De radikale er parat til at støtte regeringens forslag om at afskaffe eksklusivaftalerne på arbejdsmarkedet, skriver gratisavisen MetroXpress i dag. Det er arbejdsmarkedsordfører, Anders Samuelsen (R), som sammenligner tvangsoptagelse i fagforeninger med rockernes "dummebøder." Støtten fra de radikale forslår dog meget lidt. Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten er imod - og Dansk Folkeparti vil ikke stemme for, før regeringen indfører restriktive overgangsordninger for arbejdskraft fra de nye EU-lande i Østeuropa.



Skal skaffe flere job!

Det har været regeringens politik af skaffe 85.000 flere i arbejde inden 2010, men i dag har finansminister Thor Pedersen (V) i et svar til de radikale erkendt, at tallet snarere er 104.000 flere job, der skal oprettes. Finansministeren erkender nu, at antallet af arbejdsløse er steget kraftigt på det sidste. Over det to sidste år er 19.000 flere blevet arbejdsløse. Finansordfører Kristian Jensen (V) siger til Ritzaus Bureau, at "udviklingen vender i år" - og så vil man først da kunne se virkningen af regeringens arbejdsmarkedsreform.



IT: Dansk OpenOffice.org i gang

Efter nogen forsinkelse er der ved at komme i gang med et af de største Open Source projekter på dansk indtil videre: den komplette oversættelse af kontorpakken OpenOffice.org. I sidste uge fik dansk endelig sin egen, officielle hjemmeside (se nedenfor), og nu er oversættelsesarbejdet ved at blive organiseret. 15 frivillige - og ulønnede - har foreløbig meldt sig, til at tage fat på de 64 Mbyte hjælpetekster og dokumentation, siger projektets danske leder, Claus Sørensen, til ComputerWorld Online i dag.

Det danske modersmålsprojekt har adressen:

http://da.openoffice.org/



Et dødsfald

En af dansk-listens seriøse debatører og en faglig støtte for Danske Nyheder i starten, forhenværende journalist Palle Andersen, døde i morges efter kort tid sygdom, 70 år gammel.


DilleSport


BADMINTON: Individuelt DM

De to første dage ved individuelt VM i badminton har bragt enkelte overraskelser. I herresingle fik useede Gregers Schytt ramt på Martin Delfs, seeded (5-8), allerede i første runde. Gregers Schytt klarede også 1/8-finalerne - men mødte så europamester Peter Rasmussen. Efter aftenens sene kvarfinaler er morgendagens 1/2-finaler helt efter seedningen: Peter Rasmussen (1) mod Anders Boesen (3-4) og Peter Gade (3-4) mod Kenneth Jonassen (2). I damesingle vandt useede Amalie Ørsted, København, over Lillerøds Christina B. Sørensen (3-4) i 1/8-finalerne - og i 1/4-finalerne også Amalie Fangel, Århus (5-8). Hun står nu overfor Tine Rasmussen (2) i lørdagens 1/2-finaler. Camilla Martin er naturligvis i den anden 1/2-finale mod Tine Høy (3-4). Modstanderne Lykke Møller, Lindholm, og Anne Marie Pedersen, Odense, fik hver to æg og 5 point til sammen, i de to første runder. Camilla Martin sad over i 1. runde.

I herredouble, damedouble og mixeddouble er alt gået efter bogen. Mixeddouble er helt fremme ved finalerne i morgen - og det er mellem nr. 1 og nr. 2 i Danmark lige nu: Jens Eriksen/Mette Schjoldager og Jonas Rasmussen/Rikke Olsen.

Vi følger DM på adressen:

http://www.dillesport.dk/sportspc/dm2003badm/index.dk.php



HÅNDBOLD: M-VM 2003

"Det er til at græde snot over," sagde herrelandsholdets anfører Joachim Boldsen efter gårsdagens nederlag til Kroatien. Nederlaget betød, at ikke blot kom Danmark ikke som ventet til semifinalen - man kom heller ikke til at spille om pladserne 4-7, som giver direkte adgang til OL. Humøret var dog ikke helt nede - det er stadig et relativt ungt år - og som Joachim Boldsen tilføjede i et af interviewene - allerede om et år er der EM igen.

Denne VM-turnering blev også en total nedtur for nordisk håndbold. Sverige og Island led samme skæbne som Danmark, og må nu rejse hjem. Island havde ellers en reel chance, men Spanien vandt en smal sejr - og tog en semifinaleplads. Her møder de Kroatien, mens Tyskland og Frankrig mødes i den 2. semifinale i morgen.

Vi følger VM-til døren på:

http://www.dillesport.dk/sportspc/vm2003hhn/index.dk.php



Vejret

En solrig dag, men med lokale snebyger nogle steder. Temperaturer nede omkring -6 og -2 graders frost.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4368 DKK,   1GBP     11,3418 DKK,   1USD      6,8757 DKK
100JPY     5,7574 DKK,   1AUD      4,0424 DKK,   1CHF      5,0666 DKK   
1CAD       4,4903 DKK,   1NZD      3,7522 DKK,   1SEK      0,8059 DKK
1NOK       0,9980 DKK,   100ISK    8,90   DKK  
1SGD       3,9629 DKK,   1HKD      0,8815 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   158,48 -1,02   KFX (mest omsatte aktier): 186,82 -1,09
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    166,40 -0,53
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)