torsdag, 23. januar 2003 23:59 (CET)


Iværksætterplan

Økonomiminister Bendt Bendtsen (K) og forskningsminister Helge Sander (V) fremlagde i dag regeringens længe ventede handlingsplan for at fremme iværksætterånden i Danmark. Hver 5. nye job i Danmark skabes af en iværksætter, siger regeringens statistik, men med hensyn til antallet af iværksættere ligger Danmark på "mellemniveau" i OECD's statistikker. Lande som Finland og Sydkorea ligger i toppen. Regeringens handlingsplan indeholder nu og her ikke noget nyt. Lettere adgang til (privat) risikovillig kapital. Her er der sat 100 mill. DKK statslige midler af, mens 400 mill. skal komme fra private. Der er administrative lettelser for iværksættere, bedre erhvervservice - og så skal det være lettere at starte igen, hvis man først er gået ned. Hovedparten af pengene på mere end 400 mill. DKK i planen skal gå til at kommercialisere flere patenter og offentlig forskningsresultater - nemlig 231 mill. DKK. Det nye i planen er mere langsigtet. Folkeskolen skal nu til at lære iværksætterånd til alle elever. Der er for meget "lønmodtager-tryghedsgen" i danskerne, mener regeringen. Regeringen mener - som de forrige - at Danmark skal satse på "IT og biotek" som fremtidig vækstområder.



Nyrup til NATO??

NATO's generalsekretær, George Robertson, har overraskende meddelt, at han træder tilbage. Det har igen åbnet op for danske spekulationer om at få en dansker på den indflydelsesrige post. Tidligere har både tidl. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) og forsvarsminister Hans Hækkerup (S) været på banen, og nu drejer spekulationerne sig om forhenværende statsminister Poul Nyrup Rasmusen (S). Nuværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (S) vil arbejde for kandidaturet, hvis det bliver muligt. Det støttes af de fleste partier, undtagen de konservative. Forsvarsordfører Helge Adam Møller (K) mener, at Poul Nyrup Rasmussen har talt alt for "uklart" til at kunne styre NATO. Et problem ved de tidligere danske bud på posten har været deres anstrengte forhold til Frankrig eller sproget fransk. Det har Poul Nyrup Rasmussen også - i den grad. Franskmændene husker, at han stod i spidsen for danske protester mod atomprøvesprængningerne i Stillehavet.



Uanmeldte kontrolbesøg anmeldes

Når embedslægen kommer på såkaldt uanmeldt kontrol besøg på plejehjem, så er har han anmeldt besøget dagen i forvejen i flertallet af landets amter. Kun to amter, Nordjylland og Fyn, foretager egentlig uanmeldte kontrolbesøg. Ældresagen vil rejse sagen over for indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Det er i modstrid med lovens ånd, mener Ældresagen. Siden 2000 har der været krav om uanmeldte kontrolbesøg efter mistanker om misrøgt på nogle plejehjem. En embedslæge argumenterede overfor DR-TVA med, at hvis man ikke anmeldte besøget, kunne man risikere, at plejehjemmenes ledere ikke var til stedet.



Besætning slået ned

Debatten om de danske forholdsregler mod BSE, også kaldet kogalskab, blussede op igen i da. Da blev en besætning på 99 køer slået ned. Årsagen var, at en ko, som blev eksporteret fra gården til Italien blev konstateret med BSE. Mange mener, at det er for voldsomt at slå hele besætningen ned. I Tyskland og Holland er det kun kvæg, der er født mellem et år før og et år efter den sygdomsramte ko, der nødslagtes. Professor Lars Gjøl, Landbohøjskolen, siger til DR-TVA, at man ville få samme virkning ved at gå ud og slå 100 tilfældige kvæg ned. Fødevareminister Mariann Fischer Boel (V) afviser, at bløde linien op. Den hårde danske linie har betydet, at danske forbrugere ikke har mistet tilliden til oksekød, siger hun.



Hårde straffe

Medlemmer af den bande, som i går blev kendt skyldige i narkosmugling, menneskesmugling og falskneri fik i dag domme på i alt 66 års fængsel. Det dækker over straffe fra 4 måneders fængsel til 10, 12 og 13 år til de 3 bagmænd.



Bombetrussel på Husumvej

Ved 19-tiden her til aften blev der slået bombealarm på Husumvej i Brønshøj i København. Omkring 80 medlemmer af Jehovas Vidner var samlet i Rigssalen på Husumvej, da de opdagede en kæmpebamse i salen. På et skilt stod der, at den ville springe i luften, hvis den blev flyttet. Politiet tilkaldte bomberobotten fra Farum Kaserne, som skød bamsen med med vandstråler. Det vist sig, at det var en attrap. Bamsen indeholdt ikke sprængstoffer. [Redaktionen befinder sig også på Husumvej, men bemærkede intet, før TV2 Lorry bragte nyheden. Men det var også den anden ende af Husumvej, der blev spærret af. Ved 20-tiden var vejen tydeligvis stadig spærret af en politibil med blå blink.]



De Gyldne Laurbær

Boghandlernes prestigefyldte forfatterpris, De Gyldne Laurbær, blev i dag givet til den unge forfatter og journalist Jakob Ejersbo. Hans debutroman sidste år var "Nordkraft," som er blevet en publikumssucces og har givet mange anmelderroser. Bogen er en skildring af livet blandt narkomaner og pushere i Ålborg. Med prisen følger 10.000 DKK.



"For 10 år siden"

[Dvs. mandag den 25. januar fik Danmark en ny regering under ledelse af Poul Nyrup Rasmussen. Den var den ene historie. Den anden var kortere og mere kryptisk:]

[ Citat fra 25.01.1993 ]

[Desvaerre har jeg ikke mere tid i dag p.g.a. ekstraordinaert arbejdspress i dag. Det var ikke blot Georg Bush og Uffe Ellemann-Jensen som i de sidste par dage har maattet se et karriereskift i oejnene. Jeg skal have fundet et nyt "domain name" senest 31. maj. Krisen kradser ogsaa lidt i DDE! Men imorgen vil vi vende tilbage med en komplet ministerliste samt andre nyheder fra weekenden og i dag - Der skete ogsaa andet end regeringsskift! :-)]

[ Citat end ]

[På grund af økonomiske vanskeligheder blev jeg sammen med knap 30 kollegaer fyret fra Dansk Data Elektronik A/S, DDE. Det var 3. fyringsrunde på 1/2 år, så "skilsmissen blev lykkelig." Men det var også dengang krisetider i IT-branchen, så først 1. september kunne jeg starte i det næste job, efter 3 måneders arbejdsløshed.]


DilleSport



HÅNDBOLD: M-VM 2003

Indledende runde, 3. kamp

Det blev endnu en mærkelig kamp mod et på forhånd undertippet hold. Algierene sad simpelthen på kampen i 1. halvleg. På et tidspunkt førte de 12-6 overfor et dansk hold, der ikke kunne komme i omdrejninger. Blændene og variende angreb fra afrikanernes side og uskker forsvarsarbejde fra danskerne. Algier førte helt fortjent 13-9 ved pausen.

Det var et helt anderledes dansk hold, der startede efter pausen. På blot 4 minutter var stillingen lige 13-13. 10 minutter senere stod der 18-14 til danskerne. Så kom en periode i kampen, hvor der var mange fejl på begge sider, men uden at den danske føring for alvor blev truet. Da kampen sluttede var stillingen 22-19 til Danmark.

(onsdag)     Danmark - Algeriet       22-19 (9-13)



Vejret

Lidt regn og dis i Midtjylland i morges, ellers en del sol mellem skyerne resten af dagen. Temperaturer op til mellem 3 - 5 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4365 DKK,   1GBP     11,2029 DKK,   1USD      6,9132 DKK
100JPY     5,8560 DKK,   1AUD      4,0882 DKK,   1CHF      5,0813 DKK   
1CAD       4,5320 DKK,   1NZD      3,7922 DKK,   1SEK      0,8043 DKK
1NOK       1,0041 DKK,   100ISK    8,76   DKK  
1SGD       3,9947 DKK,   1HKD      0,8864 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   165,17 -2,62   KFX (mest omsatte aktier): 194,77 -3,96
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    177,53 -2,35
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)

Kursfald på vindmølleaktierne trak gennemsnittet ned. NEG Micon mistede en kæmpeordre til en amerikansk havmøllepark. Selskabets aktier faldt med 1/3, og trak de andre vindmøllefabrikanter med.