I en anden rapport om returpapir har instituttet sendt rapporten til gennemsyn hos Henrik Wenzel, Institut for Produktion og Ledelse på DTU. Han sendte en sønderlemmende kritik tilbage - som Lomborgs institut "efter bestyrelsesbeslutning" undlod at videregive. Bl.a. havde man beregnet, at afbrænding af returpapir ville give en gevinst på 10 mill. DKK - uden at tage højde for energitabet ved produktion af ny papir. Henrik Wenzels beregninger viser, at afbrænding vil koste samfundet 20-30 mill. DKK.
Oppositionen kræver her til aften en redegørelse fra regeringen, efter at Miljøministeriet pludselig har afbrudt alle pressekontakter og ikke længere vil kommentere egne rapporter eller rapporter fra Institut for Miljøvurdering. Oppositionen udtrykker mistanke om, at regeringen har givet Miljøministeriet mundkurv på.
Grønlandsk regeringskoalition brudt
Midt under en konference på Christiansborg om rigsfællesskabets fremtid,
brød den nye grønlandske regeringkoalition sammen. Efter vanskelige
forhandlinger efter landstingsvalget sidste måned indgik Siumut og IA -
et parti på linie med SF - en aftale. Men nu har lederen af IA, Josef
Motzfeldt givet sin kollega i Siumut, Hans Enoksen, et ultimatum. Hans
Enoksen skal omgående fyre direktøren for hjemmestyret, Jens Lyberth.
Jens Lyberth er en af Hans Enoksen's nære politiske allierede og er
blevet udnævnt efter valget. En af hans første handlinger var at hyre en
åndemaner for at udrive "den herskende danskerånd" fra hjemmestyrets
bygninger. Det har affødt en række voldsomme protester i Grønland - og en
vis opmærksomhed i internationale medier.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) lovede ellers på konferencen, at Færøerne og Grønlands vej mod øget selvstyre vil få uforbeholden støtte fra hans side. Der er allerede planer om at give landstyrerne fuldmagt til at forhandle internationalt - undtagen på området forsvars- og sikkerhedspolitik.
Amdi-sag først fredag
Tvinds grundlægger Mogens Amdi Petersen kom til at tilbringe sin 64-års
fødselsdag i fængsel. Landsretten nåede ikke i dag at behandle
anklagemyndighedens anke af løsladelsen i Retten i Ringkøbing. Sagen
kommer først for i morgen, oplyste Vestre Landsret i dag.
3 drenge på isflage
3 15-årige drenge fra en efterskole måtte hejses op fra en isflage af en
redningshelikopter tidligere på aftenen. De havde løbet rundt på isen ved
Kattegatkysten lidt nord for Hals, da de endte på en isflage, der
pludselig drev til havs. Falck sendte en båd ud til isflagen, hvorfra man
kunne holde kontakt med drengene indtil helikopteren kom frem.
Redningsoperationen gik god, selv om isflagen blev oversvømmet, når
helikopteren kom for tæt på. Drengene kom ikke noget til, men kan se frem
til en alvorlig samtale med forældre og skolelærere.
Eksklusivaftaler afskaffes - ikke?
I dag fremsatte regeringen det længe bebudede lovforslag, der skal gøre
såkaldt eksklusivaftaler ulovlige på det ordinære arbejdsmarked.
Eksklusivaftaler er de tilfælde, hvor overenskomster kræver medlemskab af
bestemte faglige organisationer før man kan ansættes. I princippet har
regeringen støtte til forslaget fra Dansk Folkeparti - men her er man
blevet nervøs for, at forslaget åbner op for billig arbejdskraft fra de
nye EU-lande i Østeuropa kan gå ind og skubbe danskere ud. Den nervøsitet
har modstanderne af forslaget, primært Socialdemokratiet, forsøgt at
udnytte. Nu går man pludselig ind for at indføre begrænsning på polsk og
østeuropæisk arbejdskraft - hvis det skal til for at undgår en lov mod
eksklusivaftaler. [Ifølge TV2 Nyhederne havde man allerede indgået en
aftale, mens DR-TVA mente, at DF ikke ville lade sig friste til at
opgive sine principper om "større frihed" på arbejdsmarkedet.]
Fængselsfunktionær slået ned
Blot 2 måneder efter, at direktøren for Nyborg Statsfængsel blev
overfaldet og slået ned uden for sin embedsbolig, blev en 62-årig
overvagtmester ved samme fængsel slået ned ved sin privatbolig i
Ullerslev på Fyn. Han blev slået med en jernstang af "en mørkklædt
person" i sin carport. Han er blev indlagt på sygehuset i Nyborg til
observation for hjernerystelse, efter at have fået syet 3 flænger i
hovedet. Politiet eftersøger 2 "bodybuilder-typer" og en rød bil i
forbindelse med overfaldet, men har ellers ingen teorier om
sammenhængen med det andet overfald - som stadig er uopklaret.
"For 10 år siden"
[Det måtte jo komme - den 9. og 10. var lørdag og søndag i 1993, så den
næste udgave er fra den 11. januar. Det er lørdag i år, så vi kigger 10
år minus 2 dage i dag og i morgen. Mandag den 11. januar 1993 var jeg
sikker på, at konceptet kunne holde, og derfor var det første gang min
"disclamer" dukkede op:]
[ Citat fra 11.01.1993 ]
[Ovennaevnte er mine personlige valg og formuleringer, og kan frit distribueres. Kilderne, angivet i kantede paranteser [], maa tage ansvaret for nyhedernes rigtighed, men jeg paatager mig ikke noget ansvar for eventuelle misforstaaelser; Check med andre kilder end denne, inden du formoebler din formue! Indskudte saetninger i kantede paranteser [] er mine egne kommentarer til nyhederne]
[ Citat slut ]
[Jeg tror, at dette er det mest citerede fra Danske Nyheder i andre medier - især sætningen "Check med andre kilder end denne, inden du formoebler din formue!" Det var også meningen, da den oprindeligt blev formuleret. Internettet var (og er) et ekstremt flygtigt medium - sammenlignet med f.eks. aviser.
Ellers var dagens historier den første rettelse: Der var oprindeligt 130 butikker i IRMA-kæden, da det daværende FDB besluttede at lukke kæden, ikke 65, som jeg oprindelig skrev. Nyhederne handlede derudover om at Færøerne var blevet ramt af "den værste orkan nogensinde", at en række afviste asylansøgere fra Sri Lanka, der var under 18 år fik genoptaget deres sager, efter en sultestrejke og "nye oplysninger" fra Sri Lanka. Og så viste rapporter, at løntilskud til unge ikke gav flere i job. 80% blev fyret igen, når tilskuddet ophørte. Ordningen fortsatte dog lidt endnu - og de samme ideer - og erfaringer - har efterfølgende vist sig, når den samme ide har været forsøgt med langtidsledige og flygtninge.]
FODBOLD: Rikardo til Kolding
Den tidligere, danske landstræner Rickard "Rikardo" Møller Nielsen har
alligevel sagt ja til at blive ny træner for Kolding. Kolding spiller i
2. division, men har store ambitioner og en sponsor, som har fået
træneren til byen. Kontrakten gælder fra 1. februar til 30. november i
år. I sidste uge annoncerede Kolding, at Richard Møller Nielsen ville
blive træner. Det blev dagen efter dementeret af ham selv - men nye
forhandlinger har fået det hele til at falde på plads.
Vejret
Frosttåger i formiddags, ellers sol i de allervestligste egne, overskyet
med lette snebyger i resten af landet. Temperaturer mellem -4 og 0
grader, dog op til 2 graders varme ved Vestkysten.
Finansmarkederne
1EUR 7,4297 DKK, 1GBP 11,3778 DKK, 1USD 7,0712 DKK 100JPY 5,9362 DKK, 1AUD 4,0885 DKK, 1CHF 5,0899 DKK 1CAD 4,5383 DKK, 1NZD 3,7743 DKK, 1SEK 0,8155 DKK 1NOK 1,0283 DKK, 100ISK 8,75 DKK 1SGD 4,0724 DKK, 1HKD 0,9067 DKKkilde: www.nationalbanken.dk
KAX-index: 171,50 +1,44 KFX (mest omsatte aktier): 205,49 +1,44 Pr. 31/12: 166,56 199,49 KVX (Vækstaktier i DK): 188,19 +4,36 Pr. 31/12 172,87kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)