tirsdag, 7. januar 2003 23:59 (CET)


Tvind-leder løsladt

Byretten i Ringkøbing har afsluttet afhøringerne af Mogens Amdi Petersen, grundlæggeren af Tvind-koncernen. Han er, sammen med andre topledere i organisationen, sigtet for skattesvig og dokumentfalsk, i forbindelse med en skattebegunstiget, humanitær fond. Han har siddet varetægtsfængslet i snart 11 måneder, heraf 6 måneder i USA, men nu ser det ud til at det er slut. Retten besluttede nemlig, at han kunne løslades. Han kunne dog ikke få lov til at gå med det samme. Anklageren kærede nemlig afgørelsen, og det fik opsættende virkning. Derfor må Mogens Amdi Petersen sidde endnu i et par dage, indtil Landsretten har behandlet sagen. Alligevel var det en lettet mand, der på sin forsvarers opfordring (sagde han) indskrænkede sig til at bekræfte, at han var meget glad til de forsamlede journalister.



Lomborg er "systematisk ensidig"

Udvalget vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU) har i dag erklæret, at Bjørn Lomborgs hovedværk, "Verdens Sande Tilstand" (på engelsk "The Sceptical Environmentalist") er udarbejdet i strid med normerne for god videnskabelig skik. Konklusionen siger direkte: "Objektivt findes udgivelsen af den omhandlede publikation at falde ind under begrebet videnskabelig uredelighed. Under hensyn til de subjektive krav, der stilles om forsæt eller grov forsømmelighed kan Bjørn Lomborgs udgivelse imidlertid ikke falde ind under denne karakteristik. Derimod findes udgivelsen at være i klar strid med normerne for god videnskabelig skik."

Bjørn Lomborg kalder afgørelsen selv for uredelig. "De har ikke et eneste eksempel!" Han finder, at udvalget kun har set på materiale fra hans 4 værste kritikere - og stort set ignoreret hans eget 35 sider lange svar på deres kritik. Politikens chefredaktør Thøger Seidenfaden går endnu videre. I DR2's "Deadline" kalder han UVVU's arbejde "Ekstremt overfladisk" "underlødig," "makværk" og "Meget, meget groft og misbrug af autoriteten." Thøger Seidenfaden sagde dog, at han ikke selv var ekspter på området. [Det var Thøger Seidenfaden, der "opdagede" Bjørn Lomborg og bragte ham ud til en større offentlighed.]

Bjørn Lomborg selv ser sin mission som leder af regeringens nyoprettede, uafhængige Institut for Miljøvurdering, at "få mest mulig miljø for pengene" og hindre at man ikke laver miljøtiltag "blot fordi det føles rigtigt." SF kræver, at instituttets bestyrelse enten afskediger Bjørn Lomborg, eller at han træder tilbage. Socialdemokraterne, der som den øvrige opposition har været imod oprettelsen af instituttet og udnævnelsen af Bjørn Lomborg, vil dog afvente regeringens reaktion. [Instituttet blev oprettet med inspiration i Bjørn Lomborgs bog, der har været utrolig populær blandt borgerlige politikere - og det lå i luften, at han skulle lede det, selv om der formelt blev udnævnt en bestyrelsen. Bestyrelsen bakker op bag Bjørn Lomborg i dag, med henvisning til, at det er en bog der er skrevet for mange år siden, og som ikke har noget med Bjørn Lomborgs ledelse af instituttet at gøre.]

[Ingeniøren|net har en god artikel om afgørelsen, med henvisninger til denne og til Lomborg's svar, samt andre reaktioner på:

http://www.ing.dk/
Desværre kan vi ikke angive den direkte henvisning på grund af lokale tekniske problemer med henvisningens form.]



Ro i S

Der var gruppemøde hos socialdemokraterne i Folketinget i dag, og efter mødet var alle enige om, at der nu var ro i gruppen. Selv Karen Jespersen, som i weekenden gik fra sin post som socialordfører, fordi hun følte sig forbigået af den nyvalgte partileder, Mogens Lykketoft. Mogens Lykketoft har fået ro, blandt andet ved at sætte en masse arbejde i gang, så der skulle være nok at tage fat på for alle. Mogens Lykketoft advarede bagefter offentlig sine partifælle mod, at vælgerne vil fortsætte med at forlade partiet, hvis personsagerne fortsætter.



Tiltales for drab på datter

Faderen til den 14-årige Sonay, som for snart et år siden blev fundet død i havnen i Præstø, er nu blevet tiltalt for drab på sin datter. Manden har siddet varetægtsfængslet siden juni. Faderen havde været under mistanke længe, ikke mindst fordi han tidligere har udstået en længere straf for grov vold mod datteren. Drabet gav anledning til en del debat om "æresdrab," fordi familien kommer fra Irak og fordi Sonay havde en meget "dansk" livsstil. Hun boede hos plejefamilie, men tog hyppigt på besøg hjemme, da hun blev fundet død.



"For 10 år siden"

[Datoen i gårsdagens "for 10 år siden" var forker. Den rigtige dato var 06.01.1993 - altså den 2. udgave af nyhederne, da der ikke var nogen udgivelse 5. januar 1993.]

[Dagens citat har baggrund i, at den kendte, kritiske journalist og redaktør Niels Ufer var død lige efter nytår - og 3 dage efter, den 6. januar, blev tildelt Cavling-prisen. Det var første gang journalisternes mest eftertragtede pris blev uddelt posthumt (og foreløbig eneste gang.) Priskomiteen havde besluttet, at den tilhørende statuette skulle give til Informations redaktion, men... ja læs selv:]

[ citat fra 07.01.1993 ]

[Jeg naegter at tro det - det er for pinligt - men det staar i avisen:] Cavling-pris-kommiteen har aendret beslutning, og vil ogsaa tildele Weekendavisen en kopi af Cavling-statuetten. Da komiteen, som naevnt igaar besluttede at tildele Information statuetten, fordi afdoede Niels Ufer her havde sit gennembrud, udloeste det et voldsomt oproer paa Weekendavisen, hvor Niels Ufer var andsat siden 1987 til sin doed. Selv om nu begge aviser faar en statuette vil tillidsmanden paa Weekendavisen ikke afvise, at medarbejdere i dag vil demonstrere mod at Information faar en statuette! (sic!) [Politiken, d.d.]

[ citat slut ]

[Der er ikke noget, der tyder på at demonstrationen blev afholdt - men de eneste kilder jeg har, er Danske Nyheder. Ellers handlede nyhederne om at Udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) var på rundrejse i det tidligere Jugoslavien og at indenrigsminister Thor Petersen (V) var gået i ordkrig med den svenske regering, fordi den ikke ville lukke Barsebäk efter et længere reaktorstop. Hmm - lige nu (2003) overvejer svenskerne om de helt skal ignorere danskerne og deres egen folkeafstemning og ikke lukke reaktor 2 - og hvem der skal betale for at genåbne reaktor 1, der har været lukket i et par år. Nå men, Tjernobyl er en by i ... det forrige århundrede.]


DilleSport


CYKLING: Måske 6-dagesløb?

Der bliver måske alligevel kørt 6-dagesløb i København denne vinter, selv om taget på det nybyggede Siemens Arena i Ballerup brød sammen fredag morgen og gjorde hallen ubrugelig i mindst 6 måneder. På et møde i dag mellem 6-dagesløbets direktør, Henrik Elmgreen, og ledelsen i Parken Sport og Entertainment, blev man enige om at arbejde videre med planerne om at flytte løbet til Parken, men at det tidligst kan ske i slutningen af februar. Forum i København, som oprindeligt var hjemsted for 6-dagesløbene i København, har også meldt sig med tilbud om at få arrangementet tilbage for en enkelt gangs skyld.



ISHOCKEY: Superisligaen

(tirsdag)   Rungsted - Esbjerg           4-3
            Aalborg - Rødovre            3-2
            Herning - Hvidovre           2-1
            Odense - Vojens              5-0



MOTORSPORT: Kristensen til Bentley

Årets sportsmand 2002, racerkøreren Tom Kristensen skal køre Le Mans for Bentley i år. Danskeren har vundet Le Mans 4 gange, heraf de sidste 3 i træk, for Audi. Men efter Le Mans 2002 besluttede Audi at trække sig ud af løbet og Tom Kristensen var dermed ledig. Han glæder sig til at køre for holdet, som kom efter Audi'erne ved sidste Le Mans. [Strengt taget er skiftet ikke så stort - Både Audi og Bentley ejes af Volskswagen-koncernen.]



Vejret

En hård frostnat, med ny temperaturrekord for denne vinter. -21 greaders frost blev målt i Isenvad nær Ikast. I dag indtraf i formiddagstimerne et usædvanligt fænomen især over København og langs Øresundskysten. Selv om der var et par graders frost faldt der isslag! Det foklares med at luften er usædvanlig ren, så regndråberne kan ikke finde partikler at danne snefnug om. De rammer derfor jorden som underafkølet vand, der straks fryser til is. Dagens temperaturer lå højest mellem -4 og -1 grader.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4285 DKK,   1GBP     11,4355 DKK,   1USD      7,1257 DKK
100JPY     5,9514 DKK,   1AUD      4,0906 DKK,   1CHF      5,1002 DKK   
1CAD       4,5694 DKK,   1NZD      3,7843 DKK,   1SEK      0,8193 DKK
1NOK       1,0265 DKK,   100ISK    8,83   DKK  
1SGD       4,0917 DKK,   1HKD      0,9136 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   170,93 -1,85   KFX (mest omsatte aktier): 205,67 -2,69
Pr. 31/12:   166,56                                    199,49
                            KVX (Vækstaktier i DK):    183,57 +3,20
                            Pr. 31/12                  172,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)