EU-topmøde starter
EU's topledere begyndte i eftermiddags at ankomme til BellaCenter på
Amager, hvor den danske statsminister er vært for det sidste topmøde med
Danmark som EU-formand i denne omgang. 6.000 politifolk er
udkommanderet til at beskytte de udenlandske gæster, eskortere de
talrige korteger mellem BellaCenter og københavnske hoteller. Buslinier
er omlagt, gader er spæret - og den nye Metro-linie springer nu over
BellaCenter stationen (Så ingen topmødedeltagere kan komme derude med
andet end bil!)
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) er optimist, og regner med at der kommer en løsning, så alle 10 ansøgerlande kan acceptere betingelserne for optagelse. Tyrkiet og USA har også øget presset på statslederne, for at få Tyrkiet til i det mindste at få en fast køreplan for optagelsesforhandlinger. I går ringede USA's præsident, George W. Bush personligt til Anders Fogh Rasmussen for at argumentere for en tyrkisk optagelse "snarest mulig!" Men EU-formanden holder fast i, at Tyrkiet skal overholde de samme regler omkring demokratiske institutioner, menneskerettigheder og økonomisk stabilitet som andre ansøgerlande. Topmødet er planlagt til at slutte i morgen aften - men regeringen har for en sikkerheds skyld reserveret BellaCenter weekenden over.
FN's generalsekretær Kofi Annan kommer dog ikke til København i weekenden, som det tidligere var ventet. Det så nemlig ud til, at der var opnået enighed om Cypern-spørgsmålet, og at en aftale kunne underskrives herom i København. Men forhandlinger trækker ud. En aftale er nødvendig for at både den tyrkiske og den græske dele af Cypern kan blive optaget i EU. Uden en aftale er det kun den græske del. Forhandlingerne er dog ikke brudt sammen, de trækker blot lidt ud, siger en FN-talsmand i København.
Samtidig begynder utallige demonstrationer og manifestationer - lige fra Christianias "Bundmøde," som opfordrer til større "åndelighed" i EU, til forskellige grupper, såsom autonome, der kæmper med "civil ulydighed" for at få opmærksomhed (men hvis "talsmand" er en telefonsvarer, som siger at de - måske - vil ringe tilbage, hvis man efterlader navn og telenummer, som TV2 Lorry fandt ud af i går aftes.) Antallet af aktivister er større end ventet, og der har været episoder ved grænsen, på grund af skærpet grænsekontrol. En gruppe italienske og tyske aktivister lavede en kortvarig demonstration ved Kruså, fordi de nægtede at vise pas. Men efter et stykke tid i kulden, kom passene frem, og de fik lov til at fortsætte. Svenske aktivister havde sammen med danske sympatisører samlet sig i Malmö, så de kunne tage toget sammen. 2 - 300 var med, da toget ankom her til aften. København Hovedbanegårds ankomstperron blev afspærret, mens passagerer fik checket identitet. Men også her fik alle lov til at fortsætte mod byen. Så vidt det er oplyst er der endnu ingen, der er blevet afvist ved grænsekontrollen i dag.
IT: Jubii forlader FDIM
Hver gang en dansk bruger af Microsofts Internet Explorer (IE) taster
forkert i en adresselinie - så bliver det registreret som et opslag på
Microsoft Network, MSN's, hjemmeside i FDIM's statistik. FDIM er
Foreningen af Danske Internetmedier. FDIM driver en "uafhængig"
statistik over danske kommercielle hjemmesider, en slags
"oplagskontrol." Det har fået en af de største kommercielle portaler i
Danmark, Jubii, til at melde sig ud i protest. De mener, at det ikke kan
være retfærdigt, at MSN på den måde kommer til at stå højt på listen
over "populære" webservere. FDIM's ledelse beklager i følge
ComputerWorld udmeldelsen, men man siger at det "er let for brugerne" at
lave det om - eller at Jubii kan omprogrammere IE hos brugerne, så de
i stedet bliver dirigeret til Jubii's hjemmeside.
[MSN er dog ikke blandt de 10 mest besøgte i uge 49 - der er top 3 således: 1. sol.dk (Scandinavia Online - en Jubii-konkurrent), 2. krak.dk (Forlagets Krak - kort og navneoplysninger) og 3. dr.dk (Danmarks Radio Online sider). For at komme med i statistikken skal man abonnere på den - det kan man for øjeblikket få i "light abonnement" (for "mindre internetmedier") til 1.500 DKK pr. måned. Statistikken tænkes anvendt til afregning af banner-reklamer. Branchen omsatte efter egne opgivelser 61,7 mill. DKK i 3. kvartal 2002.
http://www.fdim.dk/
Man finder dog intet om uenigheden mellem FDIM og Jubii på ovennævnte side - eller på Jubii's nyhedssider.]
Jugoslaverne var stærke - men danskerne overgik sig selv igen. Tidligere landstræner Ulrik Wilbek udtrykte som TV2's medkommentator det således: "De andre hold bliver trætte efterhånden - danskerne bliver bedre og bedre." Danskerne kom foran, og Jugoslavien kæmpede for at komme op. Og kæmpede gjorde de virkelig. I 2. halvleg kom der fantastiske gennembrud fra deres side - men de var synligt udadsede. I slutningen af 2. halvleg besluttede de sig for at satse på uafgjort - det ville sikre Jugoslavien en plads i semifinalen, men så blev de knækket 2 minutter før tid. Deres sikre straffekastskytte Petrovic blev erstattet af Jovovic som i går missede et kritisk straffekast. Og det gjorde igen overfor Karin Mortensen, der i denne turnering har slået fast, at hun er en af verdens bedste målvogtere.
(torsdag) Danmark - Jugoslavien 28-25 (14-9)
Mellemrunden er slut, og foruden Danmark skal Rusland (som Danmark møder på lørdag i 1/2-finalen), Norge og Frankrig spille om europamesterskabet.
Vejret
En del sol i dag - temperaturer mellem -2 og +4 graders.
Finansmarkederne
1EUR 7,4267 DKK, 1GBP 11,5375 DKK, 1USD 7,3126 DKK 100JPY 5,9628 DKK, 1AUD 4,1393 DKK, 1CHF 5,0289 DKK 1CAD 4,7079 DKK, 1NZD 3,7199 DKK, 1SEK 0,8155 DKK 1NOK 1,0125 DKK, 100ISK 8,78 DKK 1SGD 4,1618 DKK, 1HKD 0,9376 DKKkilde: www.nationalbanken.dk
KAX-index: 165,36 +1.16 KFX (mest omsatte aktier): 202,43 +1,42 Pr. 31/12: 211,84 267,05 KVX (Vækstaktier i DK): 173,21 +2.88 Pr. 31/12 380,87kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)