mandag, 9. december 2002 23:54 (CET)


Finanslovsdebat i gang

Der er en marathon-debat i gang i Folketinget her til aften. Det drejer sig om 3. behandling af Finansloven for 2003. Alene til de første ordførerindlæg var der omkring 100 korte indlæg anmeldt. Alligevel er det ret sikkert at et stort flertal omkring midnat vil vedtage loven uændret, således som regeringspartierne er blevet enige med Dansk Folkeparti. Traditionen tro vil partier i oppositionen også stemme for - det drejer sig om Socialdemokratiet, de radikale og Kristeligt Folkeparti. Finansloven flytter rundt på 5,5 mill. DKK, giver pensionister uden andre indtægter end folkepensionen en check på 5.000 DKK og sænker afgifterne på spiritus, tobak og sodavand.



Ulykkesskib fejlbehæftet

Fragtskibet "Sierksdorf" som natten til sidste mandag eksploderede og sank ved Aalborg Portlands kaj ved Ålborg havde en lang historie med fejl. Det viser undersøgelser af skibets papirer, som DR Nordjylland har fået lavet. I august i år blev skibet tilbageholdt i Middlesbrough i England, efter at en kontrol havde fundet 21 alvorlige fejl, bl.a. med redningsudstyret. Men også i andre europæiske havne, der har der været rejst kritik af det 19 år gamle skib - 4 gange alene i år. Skibets tilstand overrasker Aalborg Portland. Forsyningsdirektør Frands Grex siger til DR-TVA, at han nu vil have strammere regler forhandlet med leverandøren. Skibet var ladet med stoffet oxiton, som bruges ved cementfremstilling. På grund af fejlagtigt tillukkede lastluger på rejsen fra Tyskland til Danmark har der dannes brint i lasten. Det er blevet antændt af en gnist fra en pumpe, da lugerne skulle åbnes. En polsk sømand fra skibet ligger stadig bevidstløs på hospitalet efter eksplosionen.



EU-forhandlinger i slutfase

Op til EU-topmødet i København fra på torsdag stiger aktiviteterne på forskellige fronter. Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og udenrigsminister Per Stig Møller (K) har travl med at forhandle betingelserne for op til 10 landes optagelse i EU. Planen er at annoncere det på topmødet i København. To lande har tidligere på aftenen i Bruxelles accepteret deres betingelser. Det er Cypern og Slovenien. Per Stig Møller regner med, at Tjekkiet, Estland, Letland og Litauen falder på plads senere på aftenen. Der er stadig stor usikkerhed om det største af de nye lande, Polen. De var mødt op til dagens forhandlinger med en ny række krav til EU. Samtidig er Tyrkiets politiske leder, Recep Tayyip Erdogan, kommet til Bruxelles for at få sine krav igennem - at EU-landene sætter en dato på starten af Tyrkiets optagelsesforhandlinger. Især USA presser på for, at EU skal optage Tyrkiet så hurtig som muligt.

Selve topmødet finder sted i BellaCenter på Amager under store sikkerhedsforanstaltninger. Samtidig advares om mulige trafikproblemer, fordi et stort antal bilkorteger med politibeskyttelse skal frem og tilbage mellem BellaCenter og Hotel Sheraton, hvor de fleste statsoverhoveder bliver indkvarteret. Politiet har allerede vurderet, at den ekstra sikkerhed kommer til at koste 68 mill. DKK. Dertil kommer Udenrigsministeriets regning, der lyder på 100 mill. DKK. Heraf er 21 mill. DKK til leje Bella Center og 19 mill. DKK til indretning af centeret.

Der geares også op til de mange demonstrationer og manifestationer, som forskellige NGO'-er (Non-Governmental Organisationer - "Græsrødder" kalder nogle sig.) har stillet i udsigt. De mere kompromisløse har annonceret "civil ulydighed", men lover fredelige demonstrationer, hvis politiet ikke "provokerer." Netop i dag har Københavns Politi fået en "næse" af statsadvokaten, Karsten Hjorth, for en 2 år gammel sag. Dengang blev 30-40 demonstranter anholdt, fordi politiet ville undersøge om nogen af dem havde noget at gøre med flaskekast mod politiet tidligere på dagen. Men politiet havde ikke nogen "begrundet mistanke" om at nogle af flaskekasterne var blandt de anholdte - og derfor havde politiet ingen ret til at anholde og visitere demonstranterne. Chefpolitiinspektør Kai Vittrup, der har ansvaret for EU-topmødets sikkerhed, har taget kritikken til efterretning: "Den næse må vi tage på os!" siger han. Han udsender nu instrukser til sine ledere om, at der ikke må ske tilbageholdelser uden "rimelig grund" fremover.



Drab i Auning

En 39-årig mand af irakisk afstamning, blev aftes fundet dræbt i sin lejlighed i landsbyen Auning ved Randers. En bekendt fandt manden, der var stukket flere gange med en kniv. Tilsyneladende havde han selv lukket sin morder ind, for politiet fandt ikke tegn på indbrud eller slagsmål. Han betegnes som "en stille og rolig mand", der gik på sprogskole og levede at kontanthjælp.



Bye Bye Bogart!

DR-TVs filmanmelder Ole Michelsen sendte her til aften det sidste "Bogart"-program. Bogart har nu i 17 år været DR-TVs filmmagasin, og Ole Michelsen har gjort programmet stil til en institution. Film tildeles 1-5 bowlerhatte, og hans slutbemærkning er blevet filmbranchens kampråb: "Og husk: film skal ses i biografen!" Den 62-årige Ole Michelsen ser frem til nu at se film "som alle andre."


DilleSport


HÅNDBOLD-EM: Danmark i mellemrunden

Danmark - Frankrig, lørdag:

Fra kampens start var det klart, at det var en typisk dansk-fransk kamp. Stærkt forsvar, som angreb løb forgæves ind i. Holdene fulgtes ad til 6-6, med Danmark 1 point foran, og Frankrig som udlignede. Men Karin Mortensen holdt længst, og i de sidste 5 minutter trak Danmark lidt fra. Danmark skød 4 straffekast forbi, men D17 scorede på det allersidste mens tiden løb ud, til 11-7.

I 2. halvleg fortsatte forsvarenes kamp - og i længden var det en fordel for Danmark, at franskmændene manglede langskytter. Danskerne bevarede en føring på 4-5 mål igennem hele halvlegen. Begge hold tilpassede hele tiden forsvarstaktikken, og derfor blev der ikke scoret særlig meget. Midtvejs skiftede Frankrig målmand. Joanne Dudziak, nr. 1, var lige så god som Valérie Nicolas, nr. 16. Bortset fra, at Lene Rantala i 2. halvleg kom ind for at tage straffe, stod Karin Mortensen hele kampen.

(lørdag)    Danmark - Frankrig         20-17 (11-7)

Danmark - Holland, søndag

Begge hold startede usikkert, og lavede hver især mange fejl. Holland fik det første mål ved Pearl Van der Wissel efter knap 3 minutters spil. På mål for Danmark fra starten Lene Rantala, mens hollænderne havde en meget stærk Joke Tinestra. Holdene fulgtes af til 3-3, men da Ditte Andersen derefter bragte Danmark foran for første gang til 4-3 tabte danskerne ikke initiativet mere i kampen. Hollænderne hængte på indtil omkring det 20. minut - men så trak danskerne fra på grund af større bredde i spillertruppen. Ved pausen stod er 15-10

2. halvleg startede næsten som 1., med hollænderne som første scorer, men de nåede ikke nærmere end 20-18 med et kvarter tilbage. Med 3 minutter tilbage havde Danmark en solid føring på 26-20 - men slappede så af, og det blev straffet med en serie hurtige mål af Wilhelmina Feijen, som blev hollandsk topscorer med 7 mål. Bedste danskere blev Line Daugaard (5) og Christina Roslyng (4). Den eneste dansker, der ikke scorede var Heidi Johansen, mens hos hollænderne var der 6 markspillere, som ikke fik krediteret mål.

(søndag)     Danmark - Holland          27-23 (15-10)
=p

I dag var der hviledag.



HÅNDBOLD: Ligaen Mænd

(søndag)     Fredericia - Ajax-Farum    35-29



HÅNDBOLD: Wilbek bliver i Viborg

Flere ugers rygter viste sig i dag at være korrekte. Den kendte håndboldtræner Ulrik Wilbek bliver i Viborg efter denne sæson. Men han stopper som træner for det succesfulde kvindehold, for at overtage herrerne. Og de har ikke haft succes i denne sæson. Samtlige 11 kampe har de tabt, og de står i stor fare for at rykke ned i 1. division. Men det vil bare "processen endnu mere spændende". Samtidig med offentliggørelsen af navnet på den nye træner, kunne Viborg også præsentere en 4 årig sponsoraftale med Topdanmark Forsikring - og TV-2 Sporten.



ISHOCKEY: Superisligaen

(søndag)     Hvidovre - Vojens          3-5
             Rødovre - Aalborg          8-6
             Odense - Herlev            3-0
             Esbjerg - Rungsted         2-6
             Frederikshavn - Herning    4-5



Vejret

Mest skyet, men også nogen sol enkelste steder. Temperaturer mellem -2 og 2 graders varme - både i weekenden og i dag mandag.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1EUR       7,4267 DKK,   1GBP     11,6169 DKK,   1USD      7,3583 DKK
100JPY     6,0032 DKK,   1AUD      4,1427 DKK,   1CHF      5,0395 DKK   
1CAD       4,7148 DKK,   1NZD      3,7037 DKK,   1SEK      0,8192 DKK
1NOK       1,0162 DKK,   100ISK    8,71   DKK  
1SGD       4,1700 DKK,   1HKD      0,9435 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   161,43 -0,04   KFX (mest omsatte aktier): 197,50 -0,67
Pr. 31/12:   211,84                                    267,05
                            KVX (Vækstaktier i DK):    172,04 -0,38
                            Pr. 31/12                  380,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)