Dansker anholdt i USA
En 66-årig dansker, som i 70'erne var et fremtrædende medlem af
Fremskridtspartiets Folketingsgruppe, er sammen med 3 andre blevet
arresteret i Houston, Texas, i en stor våben og narko-sag. Danskeren
handlede angiveligt på vegne af en colombiansk højreorienteret milits,
De Forenede Forsvarsstyrker, AUC. Militsen er kendt for flere massakrer
mod fattige bønder i Columbia. Værdien af transaktionen skulle være 25
mill. USD, og militsen ville have 9.000 AK47 rifler, 300 pistoler,
antiluftskyts og 53 mill. patroner. Betalingen ville være kontanter og
mere end 2 tons kokain. Sagen har så stor betydning i USA, at den i dag
blev nævnt i det amerikanske justitsminister John Ashcrofts pressemøde.
Han betegnede det som en "giftig kombination af terrorisme og
narkotika."
Fængselsinspektør overfaldet
Danske fængselsfunktionærer vil have skærpet straffen for overfald på
dem. Det skete, efter at en endnu ukendt person i går aftes overfaldt
inspektøren for Nyborg Statsfængsel, Jens Tolstrup, nær
inspektørboligen. På vej hjem fra et ærinde i byen, blev han stoppet af
en hætteklædt mand, der uden yderligere slog inspektøren i ansigtet. Han
fik derefter yderligere knytnæveslag og spark, inden overfaldsmanden
forsvandt. Jens Tolstrup fik brækket 3 fingre, og måtte sys over det ene
øje. Derudover fik han knubs og må formentlig holde sig hjemme en uge.
Motivet til overfaldet er ikke kendt - der er ikke stjålet noget - og
politiet mener derfor, at det har forbindelse til Nyborg Statsfængsel.
Besparelser på fængsler
Justitsminister Lene Espersen (K) er vred på Kriminalforsorgen - og
oppositionen er vred på Lene Espersen. Årsagen er, at Kriminalforsorgen
skal spare 175 mill. DKK. Besparelserne sker ved at begrænse
vedligeholdelse af fængsler, reducere medarbejderstaben og afstå fra at
indkøbe nyt IT-udstyr. 170 stillinger spares væk. Planerne om
besparelserne kommer blot en uge efter, at regeringen indgik forlig med
Socialdemokratiet, SF, R og Krf, om etableringen af 100 nye
fængselspladser, svarende til en udgift på 130 mill. DKK. Derfor vil
forligspartierne nu have justitsministeriet i samråd. Men Lene Espersen
har selv travlt. Hun siger, at hun først blev orienteret om
besparelserne 31. oktober - 4 uger efter, at de angiveligt var afsendt
fra Kriminalforsorgen, og efter at ministeren havde indgået forlig om
udvidelser. De 175 mill. DKK er 70 mill. DKK flere end forsorgen
tidligere har sat som sparemål, der er en følge af det forrige forlig om
Kriminalforsorgen fra 1999. Danske fængsler kritiseres af indsatte og
ansatte for at være nedslidt og i dårlig vedligeholdelsesstand.
Sakajev-beviser begrænser sag
Justitsminister Lene Espersen bekræftede i dag, at den væsentligste
anklage og årsagen til, at den tjetjenske politiker Akhmed Sakajev blev
arresteret af dansk politi i sidste uge, ikke findes i det materiale,
som russerne har overbragt det danske justitsministerium. Lige efter
starten af gidselaffæren i Moskva, sendte de russiske myndigheder
anklager mod Akhmed Sakajev for at være bagmand for de tjetjenske
gidseltagere i musicalteateret i København. Det var det anklagepunkt,
der fik politiet i København til at tage tjetjeneren i forvaring
umiddelbart efter, at den tjetjenske verdenskongres var ovre. Men de
anklagepunkter mangler helt i de uddybende materiale, som ministeriets
jurister nu studerer. Flere politikere kræver nu, at Akhmed Sakajev
sættes på fri fod, mens udleveringssagen behandles. Lene Espersen nægter
dog at gribe ind, men siger at sagen skal behandles "rent juridisk."
Tvind-grundlægger stadig fængslet
Et kort retsmøde i Retten i Ringkøbing førte i dag til en 4 ugers
forlængelse af varetægtsfængslingen af Tvind-koncernens grundlægger,
Mogens Amdi Petersen. Han forsvarer argumenterede ellers for, at Mogens
Amdi Petersen med fængslingen i USA nu har siddet indespærret 8 måneder,
og at det er et misforhold mellem den straf, som han står til, og den
tid han allerede har siddet inde. Tvind-grundlæggeren er sigtet i sag om
skattesvig og underslæb for godt 100 mill. DKK. Den anklagede gik i dag
også ind på at lade sig afhøre af politiet. Det kan muligvis fremskynde
sagen mod ham, der ellers først starter februar næste år.
CD genopstillet
Partiet Centrum-Demokraterne, under ledelse af Mimi Jakobsen, er nu igen
opstillingsberettiget til Folketinget. Den 2. oktober afleverede partiet
22.786 underskrifter, og de er nu blevet godkendt. Ved sidste
folketingsvalg nåede partiet ikke over spærregrænsen.
Næste individuelle VM finder sted i Birmingham næste år til maj.
BADMINTON: Yonex German Open 2002 2. dag
De danske herresingler er kommet ret godt igennem de 3 første runder i
German Open. 5 ud af de 8 deltagere i kvartfinalerne i morgen er
danskere - og hverken Peter Rasmussen eller Peter Gade stillede op. Der
er kun to danske kvinder med i damesingle - Tine Høy og Christine B.
Sørensen. Tine Høy tabte i 2. runde til topseedede Julia Mann, England,
mens Christina B. Sørensen klarede sig igennem. 4 Herredoubler (ud af 6
startende) kom gennem 2. runde - og alle 3 damedoubler er stadig med.
Kun mixeddouble gik ikke så godt i dag:
Jonas Rasmussen/Rikke Olsen, DEN (5) - Manuel Dubrulle/Elodie Eymard, FRA 11-0, 11-3 Anggrun Nugroho/Eny Widyowati, INA (7) - Matthias Boe/Majken Vange, DEN 3-11, 11-3, 11-8 Robert Blair/Natalie Munt, ENG - Michael Lamp/Ann-Lou Jørgensen, DEN (2) 2-11, 11-8, 11-6Største overraskelse er måske, at 2. seedede Michael Lamp/Ann-Lou Jørgensen tabte til det useedede engelske par.
Alle de danske resultater fra de 2 første dage har vi trukket ud her:
http://www.dillesport.dk/dknyt/article.php?sid=835Den officielle - og meget langsomme side - har adressen:
http://www.yonex-german-open.de/
FODBOLD: AB-Farum fusion opgivet
Der bliver ikke forhandlet videre om en fusion mellem de to kriseramte
fodboldhold i Superligaen, Farum Boldklub og AB. I tirsdag forlod
bestyrelsesformand Mogens Flagstad og næstformand Allan K. Pedersen,
AB, deres poster i protest mod, at de ikke fandt opbakning i den øvrige
bestyrelse for at fortsætte fusionsforhandlingerne med Farum Boldklub. Den
resterende bestyrelse har derefter besluttet, at stoppe alle yderligere
overvejelser.
GOLF: Tour til Danmark
Den prestigefyldte golfturnering, European Tour, kommer næste år til
Danmark. Det er lykkedes at få finansiering og arrangement til at falde
på plads, så der i perioden 7. til 10. august kan spilles Nordic Open på
Simons Golf Club i Nordsjælland. Præmiesummen bliver 12 mill. DKK, og de
danske topspillere - Thomas Bjørn, Anders Hansen og Søren Hansen - har
garanteret deres deltagelse i, hvad arrangørerne kalder Danmark største
sportsbegivenhed nogensinde.
Vejret
Overskyet i hele landet, med regn over Jylland og senere Fyn. Regnen
bevæger sig meget langsomt østover. Temperaturer op til 3-4 graders
varme i de østelige egne, mens det var 5-9 graders varme i regnen.
Finansmarkederne
1EUR 7,4297 DKK, 1GBP 11,6380 DKK, 1USD 7,4201 DKK 100JPY 6,0909 DKK, 1AUD 4,1839 DKK, 1CHF 5,0746 DKK 1CAD 4,7822 DKK, 1NZD 3,6925 DKK, 1SEK 0,8129 DKK 1NOK 1,0102 DKK, 100ISK 8,52 DKK 1SGD 4,1983 DKK, 1HKD 0,9514 DKKkilde: www.nationalbanken.dk
Bemærk at EUR og USD har byttet plads! Det sker for at reducere fejlmuligheden
KAX-index: 166,20 -2,42 KFX (mest omsatte aktier): 202,45 -3,51 Pr. 31/12: 211,84 267,05 KVX (Vækstaktier i DK): 172,49 uændr. Pr. 31/12 380,87kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)