onsdag, 2. oktober 2002 23:45 (CEST)


3 anholdt for røveridrab

Efter ransagning på 10 adresser i Nordsjælland og på Amager har politiet arresteret 3 mænd, 2 af dem fuldgyldige medlemmer af Bandidos. De er alle sigtet i forbindelse med røveriet mod Nordea-banken i Ålsgaarde den 21. juni i år. Under røveriet forsøgte en 41-årig mand, der ventede på sin kone, at standse røveriet ved først at vælge røvernes motorcykler og derefter blokere flugtvejen med sin bil. Den ene af røverne skød gennem bilens bagrude og dræbte den 41-årige. Derefter forsvandt 2 røvere fra stedet. Senere skiftede de formentlig til en mørk Mercedes. Politiet har ikke fundet mordvåbnet under dagens ransagning, men de har fundet en bil, der kunne være flugtbilen. To af de arresterede sigtes for drab og drabsforsøg, samt røveri. Den 3. sigtes for meddelagtighed i røveri.

Politiet efterlyser en 4. mand og sigter også ham for medvirken til røveri. Hans identitet er kendt.



Stop for timetælling?

Folkeskolelærerne holder kongres i denne uge, og der vælges ny formand. Den eneste kandidat er Anders Bondo Christensen, og han lagde i dag ud med at annoncere at lærerne ønskede en arbejdstidsaftale, som fjerner det detaljerede timeregnskab, man i dag arbejder efter. Systemet skal sikre, at lærerne får betaling for deres forberedelsestid. Men i følge Anders Bondo Rasmussen passer de nuværende regler overhovedet ikke med moderne undervisning. Temauger og projektundervisning kan vanskeligt passes ind. Både forældreforeningen Skole og Samfund, samt lærernes modpart, Kommunernes Landsforening, er enige i, at timetælling er "forstenet og fortidigt." skriver Jyllands-Posten

Den nuværende formand, Anne Herfort, har ønsket at træde tilbage i utide på grund af medlemmernes kritik af den seneste overenskomstforhandling.



Illegale laver legepladser

DR-TVA afslørede her til aften, at mindst 47 kommuner landet over har fået lavet legepladser af et dansk firma med faktureringsadresse i Gibraltar. Det har ikke undret - før bagefter. Nu har SiD fundet frem til to polske arbejdere, der siger at de har lavet alle legepladserne - til en løn af 25 DKK i timen. Og arbejdstiden var fra 7 morgen til 23 aften - alle ugens dage. Det danske firma, som byggede legepladserne hævder, at de to polakker kun kørte varer til og fra udlandet - og at de blot ventede mens varerne blev læsset af. SiD har beregnet, at de to polakker er blevet snydt for en million DKK.



Tågekørsel dræber

En person blev dræbt og 30 kvæstet på Jylland og Fyn i morgentimerne. Der lå tæt tåge flere steder, men det fik ikke bilisterne til at sætte farten ned. Det var så grelt i morges at politiet ved middagstid indkaldte til en pressekonference i Odense, for at gøre opmærksom på tåbelig kørsel i tågen. Chefpolitiinspektør John Jacobsen, Odense Politi, sagde at "Det har været en frygtelig dag for os. Vi må konstatere, at folk simpelthen har kørt med bind for øjnene!" Alt for høj hastighed - og så ignorerer man politiets afspæringer. På et tidspunkt forsøgte man at lede trafikken væk fra motorvejen med blå blink og store lystavler - men bilisterne smuttede bare udenom via nødsporet.



Flertal for pilleforbud

Et flertal i Folketinget er parat til at indføre et midlertidigt forbud mod slangepillen Letigen - men sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) siger, at han ikke kan gribe ind. I stedet har han arrangeret et møde mellem Lægemiddelsstyrelsen og Forbrugerrådet. Førstnævnte, der godkender medicin, har kun fået 28 indberetninger, mens Forbrugerrådet har fået over 100 indberetninger på få måneder. Lars Løkke Rasmussen opfordrede også direkte læger til at tænke sig om og kun udskrive Letigen til syge personer. Der er dokumenterede tilfælde, hvor personer har fået recept til Letigen for at gennemføre en mindre slankekur.



Operahus i Århus?

Hvis Århus Kommune giver sin tilladelse, så får Århus også et operahus - ligesom det, A. P. Møller er ved at bygge og give til København. Det er firmaet Dansk Erhvervsprojekt A/S, som er parat til at investeret et 3-cifret millionbeløb i bygningen af en opera til 1.000 tilskuere på havnen i Århus. Ejeren af Dansk Erhvervsprojekt A/S, Poul Erik Rind er også en stærk støtte for Den jyske Opera. Operaen turnerer meget, men holder eller til på 4 forskellige adresser i århus. Men om 3 år kan den formentlig flytte ind i sin helt egen bygning, som Dansk Erhvervsprojekt ikke blot vil bekoste, men også bygge og drive.



EF-jubilæum

Det er i dag 30 år siden, at Danmark sagde ja til EF.



[Rettelse: Fed babyer]

[I omtale af udvikling i fødselsvægt i går, skrev jeg at grænsen for "fede" babyer er 3 kg. Det var forkert. Grænsen er 4 kg (4.000 g). Tak til Nete Poret, USA, som gjorde opmærksom på fejlen.

Den historie, som alle citerer fra er fra Informations forside i går. Den kan læses på adressen:]

http://www.information.dk/
Vælg tirsdag og læs 1. artikel.

[Dette er et eksempel på korrekt henvisning til danske aviser, der er medlemmer af Danske Dagblades Forening. Information tillader "dybe" henvisninger, men med en række begrænsninger, der ville føre for vidt at skulle citere. Så for en sikkerheds skyld...]


DilleSport


BADMINTON: Rasmussen i Puerto Rico

Mens Peter Gade tog hjem efter sejren i forrige weekends OCBC/Yonex US Open, så tog Peter Rasmussen videre til Puerto Rico Open - også en 1-stjernet IBF tournering. Peter Rasmussen blev seeded nr. 1 og han afgav ikke et eneste sæt - heller ikke i finalen:

Herresingle

Peter Rasmussen, DEN
  - Yousuke NAKANISHI, JPN
       15-4, 15-5
Peter Rasmussen lå som nr. 37 på verdensranglisten sidste torsdag, mens Yousuke Nakanishi - der var seeded nr. 4 - lå som nr. 92. Turneringen i Puerto Rico var ikke særlig stærkt besat. Men det gav plads til USA og Canada i de øvrige rækker. Se evt.:
http://www.dillesport.dk/dknyt/article.php?sid=704
[Turneriungen blev afsluttet i weekenden, men finale-resultaterne kom først til IBF her til morgen...]



HÅNDBOLD: Ligaen Kvinder

(onsdag)    Horsens - Viborg               27-33
            Team Nord - Kolding            24-22
            GOG - Odense                   32-27
            Randers - FCK                  27-25
            Tvis Holstebro - Skovbakken    26-29



HÅNDBOLD: Ligaen Mænd

(onsdag)    Skjern - GOG                   29-35
            Viborg - Aalborg               25-27
            Århus - Bjerringbro            31-23



Vejret

De nordlige og østlige egne havde sol midt på dagen, mens det var mere overskyet i sydvest. Kraftig tåge i morgen og aftentimerne mange steder. Temperaturer op til mellem 14 - 19 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,5521 DKK,   1GBP     11,8291 DKK,   1EUR      7,4275 DKK
100JPY     6,1415 DKK,   1AUD      4,1111 DKK,   1CHF      5,0859 DKK   
1CAD       4,7747 DKK,   1NZD      3,5826 DKK,   1SEK      0,8189 DKK
1NOK       1,0172 DKK,   100ISK    8,75   DKK  
1SGD       4,2307 DKK,   1HKD      0,9683 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   161,42 +3,82   KFX (mest omsatte aktier): 194,52 +5,61
Pr. 31/12:   211,84                                    267,05
                            KVX (Vækstaktier i DK):    163,19 +6,11
                            Pr. 31/12                  380,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)