torsdag, 11. juli 2002 23:51 (CEST)


Perez i Danmark

Israels udenrigsminister Shimon Perez er på et to-dages besøg i Danmark. I dag holdt han møder med den danske udenrigsminister Per Stig Møller (K). Shimon Perez støttede den model, som det danske EU-formandsskab har opstillet for at få gang i fredsprocessen i Israel. Modellen går ud på at starte med en række arbejdsgrupper på embedsmandsniveau mellem parterne for at genoprette tilliden. Senere træder den såkaldte Madrid-kvartet ind. Kvartetten består af USA, EU, Rusland og FN. Shimon Perez mente også, at han på dette område kunne tale for premierminister Ariel Sharon.

Omkring 1.000 politifolk var udkommanderet til at sørge for sikkerheden omkring det israelske besøg. Alt forløb fredeligt - også en lille demonstration, rettet mod Israels politik.



Studerende vælger samfundsbevidst!

I dag kom talene for ansøgninger til den koordinerede tilmelding til de videregående uddannelser. Og det ser godt ud set fra samfundets side. De unge har i overraskende stor udstrækning valgt de uddannelser, der har stor efterspørgsel på arbejdskraft: Sygeplejersker, folkeskolelærere, ingeniører og naturvidenskabelige forskere. Danmarks Tekniske Universitet (DTU) kan notere en fremgang i antallet af ansøgere på 9,5% (den samlede søgning til ingeniøruddannelserne steg 6,2% - til de erhvervsakademiske uddannelser 8,2%) Sygeplejersker og radiologer oplever fremgang på 12,7% - 8,2% flere har søgt lærereuddannelserne. De naturvidenskabelige uddannelser er gået 23,4% tilbage - men det er de korte IT-erhvervsuddannelser, der med 44,6% trækker ned. På de egentlige universitetsuddannelser er der en mindre fremgang på 1,34%. Med 59331 ansøgning imod sidste års 59195 er det stort set uændret antal ansøgere.

Alle talene findes på Undervisningsministeriets side - samlet og opdelt på uddannelsesinstitutioner.

http://us.uvm.dk/videre/nyheder/kot/sta.html?menuid=2525



Børnemishandlinger i udlandet straffes?

Justitsminister Lene Espersen (K) vil ændre loven, så forbrydelse begået i udlandet vil kunne blive straffet i Danmark - selv om der kun er tale om forbrydelse i lovens forstand, hvis det er foregået i Danmark. Det er den internationale såkaldte Dobbelt Strafbarhed, som regeringen ønsker et opgør med. Den regel forudsætter, at man kun kan retsforfølges i et andet land, hvis handlingen er en forbrydelse i begge lande. Det er især to typer forbrydelser, som Lene Espersen vil straffe for. Den ene er, når danske pædofile rejser til lande, hvor pædofili enten ikke er strafbart eller i praksis ikke retsforfølges. Den anden type forbrydelse er, når forældre rejser til lande, der tillader skamfering af unge piger, for at få omskåret deres døtre. Elisabeth Arnold (R) siger, at man er parat til at støtte specifik lovgivning på de to ovennævnte områder - men at man skal være meget forsigtig med at pille generelt ved dobbelt strafbarhed.



Fragtskib sunket i Kielerkanalen

En dansk coaster sank i dag i Kielerkanalen, efter en kollision. Det danske skib kom på tværs i kanalen og ramte en tysk pram. Uno kæntrede og sank på kort tid og besætningen måtte springe i vandet. 7 besætningsmedlemmer og lodsen er blevet reddet, men man savner stadig en dansker fra skibet. Årsagen til kollisionen er endnu ikke klarlagt.



Nyt spritudslip

Endnu en gang er der sluppet en stor mængde spiritus ud fra De Danske Spritfabrikkers anlæg ved Dalby. Og som i sidste uge er det igen Tryggevælde Å, som er ramt. Hvor der i første omgang var tale om 37.000 liter Gammel Dansk, så var der i dag tale om 6.000 liter whisky I begge tilfælde flød den ufortyndede alkohol ud i kloakken ved fabrikken og videre til Dalby's rensningsanlæg. Rensningsanlægget kunne ikke klare de store mængder, så det løb videre ud i åen. Det første udslip skete formentlig på grund af hærværk. Fabrikken har i hvert fald meldt sagen til politiet. Men i dag var der tale om en teknisk fejl, indrømmer fabrikken.



Sommeruvejr over Danmark

I går aftes og natten til i dag blev det meste af Danmark ramt at uvejr. Det var mest voldsom nedbør med lynnedslag, som ramte Nordjylland, Østjylland, Fyn og Vestsjælland. I den øvrige del af landet var det regn og kraftig blæst, der lavede skade. I Aalborg faldt der 50 mm regne på 6 timer, og det skabte en del vandskader. Flere steder i landet slog lynet ned og andtændte huse og gårde. I Nakskov rev en skypumpe taget af et hus. Et fly i Kastrup blev lettere beskadiget, da det af vinden blev blæst ind i en passagerbro. Der var ingen ombord i flyet - og der er ikke rapporter om personskader i Danmark.



Brugerbetalte veje på vej

Tidligere trafikminister Svend Heiselberg (V) foreslår, at man begynder at bygge motorveje og tunneler i Danmark, finansiere ved bompenge. Svend Heiselberg mener, at det er den eneste måde, hvormed man kan få bygget de nødvendige motorveje i den nuværende finansielle situation. De konservatives trafikordfører Kaj Ikast er ikke enig. Han mener, at brugerbetaling er en omgåelse af regeringens skattestop - men da både Norge og Sverige er begyndt med den type veje, tror han at de også vil dukke op i Danmark. Måske allerede om 5-6 år. Foreningen af Danske Motorejere, FDM, mener at Svend Heiselberg med sine udtalelser lægger op til at snyde danske bilister.


DilleSport


CYKLING: Tour de France 2002, 5. etape

Etapen gik fra Soissons til Rouen, og var på 195 km.

Etapen:

  1. Jaan Kirsipuu, Estland (AG2R)            4t 13m 33s
  2. Michael Sandstød, Danmark (CST)             s.t.   
  3. Ludo Dierckxsens, Belgien (Lampre)          s.t.
  4. Stefano Casagranda, Italien (Alessio)           +3s
  5. Christophe Edaleine, Frankrig (Delatour)        +5s
...
 11. Arvis Piziks, Litauen (CST)                    +33s
 58. Laurent Jalabert, Frankrig (CST)            s.t.
 65. Andrea Peron, Italien (CST)                 s.t.
 72. Tyler Hamilton, USA (CST)                   s.t.
 84. Nicki Sørensen, Danmark (CST)               s.t.
100. Paul van Hyfte, Belgien (CST)               s.t.
106. Carlos Sastre, Spanien (CST)                s.t.
139. Jakob Piil, Danmark (CST)                   s.t.
CSC Tiscali-holdet var aggressive på hele dagens rute. ca 90 km før mål kom Michael Sandstød med i en udbrydergruppe på 5 mand. Udbruddet holdt til mål, hvor det ikke lykkedes danskeren at ryste spurtspecialisten Kirsipuu af i tide.

Den samlede stilling:

  1. Igor Gonzales Galdeano, Spanien (ONCE)  19t 05m 56s
  2. Joseba Beloki, Spanien (ONCE)                   +4s
  3. Lance Amstrong, USA (US Postal)                 +7s
  4. Jorg Jaksche, Tyskland, (ONCE)                 +12s
  5. Abraham Olano, Spanien (ONCE)                  +22s
...

 15. Laurent Jalabert, Frankrig (CST)               +37s
 16. Tyler Hamilton, USA (CST)                      +53s
 17. Andrea Peron, Italien (CST)                    +53s
 19. Carlos Sastre, Spanien (CST)                +1m 00s
 21. Nicki Sørensen, Danmark (CST)               +1m 09s
118. Paul van Hyfte, Belgien (CST)               +5m 22s
119. Jakob Piil, Danmark (CST)                   +5m 30s
160. Michael Sandstød, Danmark (CST)            +14m 14s
174. Arvis Piziks, Litauen (CST)                +18m 09s
187 ryttere er med - 2 måtte udgå i dag.

Holdplacering:

  1. ONCE                                    57t 18m 04s
  2. US Postal                                      +42s
  3. CSC Tiscali                                 +1m 36s

Den officielle hjemmeside har dagens etape - og alle de øvrige:

http://www.letour.fr/2002/us/index.html



Vejret

Efter gårsdagens uvejr var det mere normalt dansk vejr, med en del sol og regnbyger. Temperaturer kom kun op mellem 18 - 21 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       7,5517 DKK,   1GBP     11,6443 DKK,   1EUR      7,4279 DKK
100JPY     6,4350 DKK,   1AUD      4,2061 DKK,   1CHF      5,0623 DKK   
1CAD       4,9516 DKK,   1NZD      3,6287 DKK,   1SEK      0,8008 DKK
1NOK       1,0196 DKK,   100ISK    8,72   DKK  
1SGD       4,3085 DKK,   1HKD      0,9682 DKK   
kilde: www.nationalbanken.dk

Fondsbørsens nøgletal fra i dag

KAX-index:   191,26 -5,09   KFX (mest omsatte aktier): 233,31 -6,94
Pr. 31/12:   211,84                                    267,05
                            KVX (Vækstaktier i DK):    323,32 -6,18
                            Pr. 31/12                  380,87
kilde: www.xcse.dk (Københavns Fondsbørs)