Kommunal-aftale indgået
Sent i eftermiddags blev Regeringen ved finansminister Thor Pedersen (V)
enige med Kommunernes Landsforening om de økonomiske rammer for næste
finansår. Rammerne er snæver, siger kommunerne, men der er aftaler om en
række omlægninger og effektiviseringer, der skal gennemføres. En
væsentlig del af forliget er en mere fleksibel folkeskole. Der skal
undervises i engelsk fra 3. klasse, der skal gives yderligere en times
dansk og en times matematik i de 3 første klassetrin. Fleksibiliteten
betyder, at det skal være muligt at afholde timer på tværs af klasser,
således at lærere kan frigøres til gruppeundervisning. Endelig skal der
skæres ned på specialundervisning. Altsammen noget, som regeringen først
skal have godkendt i Folketinget, når man til efteråret forhandler
retningslinier for fremtidens folkeskole. Undervisningsminister Ulla
Tørnæs (V) opsagte tidligere på året folkeskoleforliget og indbød til
forhandlinger senere.
Der gives kommunerne flere muligheder for at opkræve brugerbetaling for "tillægsydelser", f.eks. ved madordninger i børnehaver. Kommunerne lover også at man vil begrænse ejendomsskatterne, ved at sænke grundskylden. En række husejere - især i Nordsjælland - har kunne se frem til store ekstraskatter fordi huspriserne er steget kraftigt. Det truede med at undergrave regeringens skattestops-politik. Endelig lover kommunerne også at gennemgår deres råd og udvalg kritisk, på samme måde som regeringen gjorde ved sin tiltræden.
Natten til fredag fik Thor Pedersen en tilsvarende aftale i hus med Amtsrådsforeningen. Her var rammen noget højere. Tilsammen får amter og kommuner 3 mia mere at gøre godt med i 2003. Det er 500 mill. DKK mere end i finansministerens oprindelige oplæg. Amterne får hovedparten af pengene til sygehus og sundhedssektoren. Pengene skal bruges til at stoppe medicinudgifternes voldsomme stigning og få indført elektroniske patientjournaler. Amterne fik også løft om, at man kan få overført de penge, der ikke er brugt, fra dette års særlige pulje på 1,5 mia. til nedbringelse af ventelister til næste år.
Dobbeltdrab i Sønderjylland
En 21-årig mand fra Sønderjylland blev i dag fængslet for 4 uger ved
retten i Aabenraa, sigtet for drab på to unge mænd. Han meldte sig selv
til politiet og fortalte, at han havde skudt de to mænd i tyverne på en
øde græsmark ved Rødekro. Politiet har mørklagt sagen, men efter
retsmødet sagde den sigtedes moder, at de 2 dræbte kom fra et rockermiljø
i Kolding, som den 21-årige var kommet til at skylde store beløb for
narko. Han blev truet bl.a. med at få dyppet sit hoved i kogende
friture, sagde moderen. Han havde derfor bedt de 2 om at komme og hente
pengene på det øde sted, hvor han skød dem med et haglgevær på klods
hold.
Skat eller skat ikke af skatte
Amatørarkæologer troede næppe deres egne øjne, da et cirkulære fra
Told- og Skat til Nationalmuseet lagde op til, at indtægter fra såkaldt
danefæ skal beskattes som almindelig indkomst. Ordningen med danefæ har
eksisteret siden 1200-tallet. Men aldrig før har indtægterne været
beskattet. Der udbetales danefægodtgørelse for knap 1/2 mill. DKK om
året.
Efter midnat udsendte Told- og Skat en ubetinget beklagelse af, at man havde udsendt cirkulæret. Man havde simpelthen overset, at Ligningsrådet i 1967 slog fast, at godtgørelsen var skattefri.
Morgenaviser udebliver
Op mod 45.000 avisabonnenter i hovedsstaden måtte i dag undvære deres
morgenavis i postkassen. Det skete, da en lovlig varslet strejke blandt
avisbude trådte i kraft. På forhånd var der usikkerhed om hvor
omfattende strejken ville blive, da ingen havde overblik over, hvem der
var organiseret eller ej. Et skøn lyder på, at 10% er medlem af SiDs
Lager og Handel, som står overfor Danske Dagblades Forening. Strejken
skyldes uoverensstemmelse mellem de to parter over hvilke forhold
avisbudene skal arbejde under, siden dagbladene har udliciteret
udbringningen til 12 regionale virksomheder i stedet for et fælles
distributionsselskab. Fra mandag udvides konflikten, når også
pakkerierne igangsætter en sympatiaktion. Parterne har ikke forhandlet
siden sammebruddet tidligere på ugen - og der er ikke umiddelbart tegn
på en tilnærmelse.
Ny rockergruppe på vej?
En ny rockerlignende organisation er ved at bide sig fast i Danmark,
skriver Politiken. Organisationen, der allerede er repræsenteret i flere
byer har relationer til de eksisterende grupper omkring Bandidos og
Hells Angels, men består af flygtninge, indvandrere og asylansøgere. Den
bestod oprindelig af mænd af arabisk afstamning, men er nu mere og mere
domineret af østeuropæere, ligesom flere danskere er blevet rekrutteret.
Organisationen kalder sig Den Internationale Klub. Poul Bjørnholdt,
formand for Foreningen af Politimestre i Danmark udtrykker frygt for, at
gruppen kommer til at danne fortrop for østeuropæiske mafiabanders
etablering i Danmark - noget der allerede er sket i Sverige. Politiet
skønner, at omkring 150 personer er tilknyttet klubben.
(lørdag) Danmark - England 0-3Et velspillende, engelsk hold stoppede danskernes videre VM-drømme. Selv om Danmark havde bolden det meste af tiden, så holdt et stærkt engelsk forsvar danskerne væk fra målet. Og 3 danske forsvarsfejl blev øjeblikkelig straffet med gode mål af Rio Ferdinand (5'), Michael Owen (22') og Emile Heskey (44').
Meget symbolsk ramte et kraftigt regnvejr med torden det østlige Sjælland i 2. halvleg, så den folkefest man havde forudset på Rådhuspladsen ved storskærmen, hvis Danmark vandt, blev i stedet en kedelig, kold og meget våd afslutning.
Men skuffelsen prægede ikke spillerne særlig længe. I interviewene efter kampen udtrykte de tilfredshed med turneringen som helhed.
MOTORSPORT: 24 timer Le Mans
Lørdag starter 24 timers løbet i Le Mans. Og det er med dansk
repræsentation, selv om der ikke som planlagt kommer 4 danske kørere
med. Kun Tom Kristsensen, Audi, og Jan Magnussen, Panoz, er nået frem
til start. Og Panoz meldte i går om, at de tekniske set ikke er færdig
med at teste bilen. Tom Kristensen har vundet de to forrige år, og hvis
han vinder i år bliver det første gang i historien, at det samme
kørerteam har vundet 3 gange i træk. Tom Kristensen kører sammen med
italienerne Emanuelle Pierro og Rinaldo Capello.
Vejret
Mest solskin og vind fra vest. Temperaturer op til 16 - 19 graders
varme.
Finansmarkederne
1USD 7,8467 DKK, 1GBP 11,5843 DKK, 1EUR 7,4371 DKK 100JPY 6,3160 DKK, 1AUD 4,4480 DKK, 1CHF 5,0414 DKK 1CAD 5,0772 DKK, 1NZD 3,8251 DKK, 1SEK 0,8113 DKK 1NOK 1,0029 DKK, 100ISK 8,76 DKK, 1ZAR (1) 0,7744 DKK 1SGD 4,3903 DKK, 10THB (2) 1,876 DKK, 1HKD 1,0060 DKK 1MYR (1) 2,0704 DKK(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i går kl 12.
Obligationsrenter: 6,39% -0,05 (30 år real), 5,28% -0,07 (10 år stat) Pr. 31/12: 6,48% 5,14% KAX-index: 203,53 -1,05 KFX (mest omsatte aktier): 250,00 -1,38 Pr. 31/12: 211,84 267,05 KVX (Vækstaktier i DK): 371,11 -0,70 Pr. 31/12 380,87