Men sagen er ikke slut med det. Det ser nemlig ud til, at et flertal i Venstres byrådsgruppe er stærkt utilfredse med bestyrelsens beslutning. 2. viceborgmester, Marianne Helslev (V), bekræftede i dagens sidste nyhedsprogram - DR2s Deadline kl. 23 - at mellem 4 og 6 medlemmer af byrådet vil udtræde af byrådsgruppen og starte en ny vælgerforening. Den endelige afgørelse kommer først efter et gruppemøde i Venstre på fredag.
Statsminister beklager Farum-sag
Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) beklagede i sine grundlovstaler
i dag, at det var nødvendigt at kritisere internt i Venstre. Men
forholdene i Farum var i direkte modstrid med alt hvad Venstre står for
- fråds, overforbrug og lukkethed. Det var derfor, at Peter Brixtofte var
blevet ekskluderet af Venstres folketingsgruppe. Venstres medlemmer
skal have en ydmyg holdning til magten, sagde han.
Statsminister: Ophæv eksklusivaftaler!
Ellers var statsministerens tema i dag et nyt lovforslag, der skal slå
et slag for friheden - friheden til at vælge om man vil være medlem af
en fagforening - og i givet fald hvilken. Regeringen vil stille forslag
om, at eksklusiv-aftaler på arbejdsmarkedet bliver ulovlige. Man må
altså ikke kræve medlemskab af en bestemt fagforening for at få en given
stilling. Temaet blev allerede kendt i går via pressen, så derfor havde
både oppositionspolitikere og fagforeningsledere en kommentar - som
selvfølgelig var negativ. Der var tale om en begrænsning i parternes
muligheder for at indgå aftaler - ligesom den lov, der nu griber ind i
overenskomster, hvor der ikke er ret til at aftale deltidsarbejde.
Venstre og konservative kan regne med flertal for et eventuelt forslag om indgreb i arbejdsmarkedet sammen med Dansk Folkeparti og Kristeligt Folkeparti. Sidstnævnte har jævnligt stillet det samme forslag, som regeringen nu vil gøre til sit.
Grundlovssang
DR-programmet "Far og Grønne Lunde" havde i eftermiddag indkaldt til
fællessang. Det var meningen, at alle skulle skrue op for radioen - åbne
vinduerne - og så synge med på den "nye" grundlovssang. Sangen er ganske
sjov - og heldigvis kan man dyrke den på nettet. Man må dog selv synge
den. Den findes nemlig kun i såkaldt "karaoke-udgave." Men der er tekst
og noder i forskellige formater.
http://www.dr.dk/grundlovssang/
Hørsholm Sygehus til salg
Hørsholm sygehus med 100 sengepladser og 300 ansatte er sat til salg af
Frederiksborg Amt. Køberen skal være en privat investor, og i følge
amtet har 3 interesserede købere allerede meldt sig. Hvis sygehuset
privatiseres bliver det Danmarks største privathospital Der er i dag
totalt set 150 senge på danske privathospitaler og klinikker - mod
30.000 i det offentlige sygehusvæsen. Et salg ventes at indbringe amtet
et 3-cifret millionbeløb. Naturligvis skal amtet deponere en del af
pengene - men ellers skal pengene bruges til at afdrage gæld med. Det er
voksende driftsudgifter, der har ført til ideen om at sælge. Ved at
afhænde hospitalet sparer amtet 50 mill. DKK årligt til driften.
Brugsuddeler myrdet
En 56-årig brugsuddeler fra Egtved blev i aftes fundet død i Brugsens
lagerlokale. Han var bagbundet og døde formentlig af kvælning, da hans
næse og mund var tapet til. På trods af mange henvendelser fra det stærk
chokerede lokalsamfund i Egtved, står politiet stadig uden afgørende
spor. Det antages, at der var tale om et røverisk overfald, men man ved
endnu ikke hvor meget, der stjålet. Politiets teknikere har arbejdet
uafbrudt siden forbrydelsen blev opdaget. Det skete, da et familiemedlem
fandt brugsuddeleren et par timer efter lukketid.
Landshold boykotter Se & Hør
Dagen før Danmark skal møde Senegal ved VM i fodbold, lykkedes det
ugebladet Se & Hør at bringe sig selv i centrum. I det nummer, der
udkommer i går går bladet i detaljer med de tragiske omstændigheder,
hvorunder Stig Tøfting som 13-årig mistede begge sine forældre. Det er 19
år siden. Et enigt landshold - spillere, trænere og officials - stod bag
en erklæring, hvor i de afbrød al fremtidigt samarbejde med ugebladet.
Offentliggørelse af artiklen i morgen finder de "unødvendig, uanstændig
og uetisk!" En række pressejurister er enige, og vurderer, at der er
bases for sagsanlæg. Både Stig Tøfting og hans hustru befinder sig i
Korea og landsholdet gør i sin erklæring opmærksom på, at ægteparret nu
er berøvet chancen for selv at fortælle deres børn om omstændighederne
ved de biologiske forældres skæbne. Stig Tøftings 3 børn befinder sig
i Danmark. Landsholdet opfordrer læserne til også at boykotte Se & Hør.
Vejret
En meget solrig grundlovsdag. Der var høje slørskyer i de sydvestlige
egne, men ellers var det sommer. Der var dog en stærk blæst fra øst
eller sydøst i hele landet. Temperaturer op til mellem 16 - 26 grader -
køligst ved østvendte kyster.
Finansmarkederne
Nationalbanken har ikke udsendt valutakurser i dag.
Nøgletal bringes i morgen