Kedelige fødevarer!
To af de de største fødevarerkæder i Danmark, Coop Norden (tdl. FDB) og
Edeka rettede i dag i Børsen en kraftig kritik mod dansk
fødevareindustri. Moderne kunder kræver større variation - og ikke
mindst flere færdigvarer, som smager god og er sunde, mener Coop Nordens
direktør Jan Lundgren. Indkøbschef Jesper Pedersen, Edeka Danmark,
skyder skylden på de mange fusioner og konsolideringer i
fødevareindustrien. Det har nedsat konkurrencen og virksomhedernes
fleksibilitet. Avisen skriver også, at importen af fødevarer i danmark
er fordoblet på de sidste "10 - 20 år" - og kødimporten alene er steget
20 gange.
Ny planlov til folkeafstemning?
I denne uge vedtager et flertal, bestående af regeringspartierne og
Dansk Folkeparti formentlig en ændring til planloven, som har fået SF -
og byplanseksperter - op af stolene. Miljøminister Hans Christian
Schmidt (V) vil have lavet en "regelforenkling," der skal gøre det
lettere at opføre boliger og erhverv uden for byområder. I den nuværende
planlov skelnes skarpt mellem by og landzoner. I en landzone må man ikke
bygge boliger eller erhvervsbygger, der ikke direkte er tilknyttet
landbrug eller håndværk, uden at få tilladelse fra amtets miljøudvalg.
[Det betyder, at man nogle steder ikke kan få lov til at bygge de
gammeltkendte aftægtsboliger eller f.eks. indrette IT-virksomheder i
nedlagte landbrug.] Ifølge miljøministeren er formålet at dæmpe
affolkningen fra landområderne. En af de skarpeste kritikere af
lovforslaget er forskningsprofessor og landinspektør Esben Munk, Aalborg
Universitetscenter. Han har beregnet, at der nu gives tilladelse
(retsikkerhed) for opførelse af 240.000 ny boliger i landzonerne - og de
naturskønne placeringer nær skov og strand vil blive meget eftertragtet.
Esben Munk er den eneste, der har foretaget beregninger. Hans Chr.
Schmidt afviser beregninger som "ren matematik" og ude af trit med
virkeligeheden. Han mener ikke, at Esben Munk har læst lovforslaget godt
nok. SF vil gå et skridt videre i deres protest. Jørn Jespersen er gået
i gang med at samle underskrifter, så planloven kan komme til
Folkeafstemning. Det kræver 60 underskrifter. Socialdemokraterne
overvejede at gå ind på protesten - men har nu sagt nej, så der er ikke
underskrivere nok. Kristeligt Folkeparti støtter regeringen i denne
sag.
Grundprincipperne i ændringerne er, at det nu er kommunerne, der skal give tilladelse til byggeri, og at ejendomme på over 30 hektar får ret til at opføre ekstra boliger i tilknytning til eksisterende byggeri.
Amdi Pedersen kræver 38 vidner
Sent fredag afleverede advokat Robert L. Shapiro på vegne af Tvind
Skolernes grundlægger, Mogens Amdi Pedersen, en liste på 38 vidner -
de fleste danske - som han ønsker at føre, når den amerikanske domstol
skal tages stilling til udlevering til Danmark. Mogens Amdi Pedersen
er sigtet for dokumentfalsk og skattesvig for 70 mill. DKK. Med
vidnerne ønsker Mogens Amdi Pedersen at godtgøre, at der er tale
om politisk forfølgelse, at Mogens Amdi Pedersen ikke var ansvarlig
for pengeoverførslerne, at der intet ulovligt er foregået og at den
dansk-amerikanske udleveringsaftale ikke omfatter den type sigtelser. De
danske vidner er bl.a. professor Eva Smidt, der skal forklare dansk rets
forskellen mellem sigtelse og tiltale. Andre er skatteeksperter og danske
"systemkritikere." Den såkaldt Tvind-særlov, som fratog Tvind-skolerne
deres statstøtte skal også føres som bevis for, at den danske stat
forfølger Tvind. De ikke-danske eksperter kommer fra USA, Canada,
Sydafrika og Angola.
Mogens Amdi Pedersens danske advokat, Anders Boelskifte, understreger overfor Politiken Søndag, at det ikke er fordi Tvind-grundlæggeren ikke tør komme til Danmark for at forsvare sig i retten. Han vil bare have garanti for, at han ikke kommer til at sidde varetægtsfængslet indtil sagen kommer for retten.
Den amerikanske anklagemyndighed har til midten af juni til at give deres svar til domstolen.
Grand Prix - Nedtur
Dansk populærmusik er i chok - i hvert fald den del, der beskæftiger sig
med det europæiske Melodi Grand Prix, European Song Contest. Blot 2 år efter,
at Danmark vandt i Stockholm er vi ude af billedet. Sent lørdag aften
afholdt Estland dette års Melodi Grand Prix og den danske melodi, "Tell
me who you are", sunget af 20-årige Malene W. Mortensen, endte på en
sidsteplads, med blot 7 point. Vinderen, "I Wanna", kom fra Letland -
den minder i øvrigt utroligt meget om en blodfattig udgave af Cindy
Laupers' "She Bangs" i Ricky Martins latin-udgave. Den danske melodi var
tippet til top 5 af bookmakere på forhånd.
"Pigefælden" fjernes
Fra næste semester er det slut med slippe for matematik på de sproglige
gymnasielinier. Det har undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) besluttet.
Sproglige gymnasieelever uden matematik stilles meget ringe, fordi langt
de fleste videregående uddannelser kræver basalt kendskab til
matematik. Det har i mange år gået under navnet "pigefælden", fordi
hovedparten af de sproglige studenter var piger. Ifølge
undervisningsordfører Hanne Severinsen (V) skal matematik indgå i en
naturfagspakke sammen med fysik og kemi.
(søndag) Danmark - Tunesien 2-1Danske målscorer: Jesper Grønkjær og Ebbe Sand. Tunesiens mål blev scoret af Zaid Jaziri. Det danske spil var ikke ikke overbevisende, med flere huller i forsvaret. Danmarks første rigtige VM-kamp bliver mod Uruguay 1. juni.
I dag mandag forlod landsholdet træningslejren i Wakayama, Japan, for at flyve til Korea, hvor Danmark spiller den indledende runde.
(søndag) Frem - Farum 1-4Med 4 runder tilbage skal der nu sort uheld for at hindre, at Farum får den ene af de to oprykningspladser til Superligaen. Farum Boldklub var en af forhenværende borgmester Peter Brixtoftes (V) kæpheste - og han var på plads ved dagens kamp.
GOLF: Dansk Succes
De sidste to uger har bragt store, danske golfresultater. Det startede
forrige søndag, da Iben Tinning vandt Ladies Irish Open på European
Tour, i et tæt opgør med Suzann Pettersen, Norge. Iben Tinning vandt i
omspillet. Sidste søndag gentog slog Iben Tinning fast, at danske kvinder
nu også ville frem - Hun vandt igen på Europa Tour'en, dennegang i Norgo
San Lorenzo, Italien. Til DR Sporten siger hun, at det var den bedste sejr
af de to - fordi hun førte og blot skulle holde forspringet på de sidste
huller. Kvinderne holder fri denne weekend - men det gjorde mændene
ikke. Anders Hansen førte med 5 slag inden søndagens finalerunde i Volvo
PGA Championships, Wentworth, England. - og danskeren lod ikke denne sin
første topplacering nogensinde ødelægge koncentrationen. Da runden var
forbi var der stadig 5 slag ned til nr. 2, Colin Montgomerie og Eduardo
Romero. Anders Hansen har været med på European Tour siden 1996 og haft
et par 64. pladser som bedste resultater.
Vejret
Flere regnområder sydfra i weekenden, med sol og varme indimellem. I
dag mest sol, efter en del skyer i morges. Temperaturer op til 16 - 22
graders varme.
Finansmarkederne
1USD 8,0914 DKK, 1GBP 11,7695 DKK, 1EUR 7,4360 DKK 100JPY 6,4757 DKK, 1AUD 4,4859 DKK, 1CHF 5,0966 DKK 1CAD 5,2685 DKK, 1NZD 3,8292 DKK, 1SEK 0,8134 DKK 1NOK 0,9995 DKK, 100ISK 8,77 DKK, 1ZAR (1) 0,8127 DKK 1SGD 4,5001 DKK, 10THB (2) 1,898 DKK, 1HKD 1,0374 DKK 1MYR (1) 2,1300 DKK(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i fredags kl 12.
Obligationsrenter: 6,49% uændr.(30 år real), 5,40% uændr.(10 år stat) Pr. 31/12: 6,48% 5,14% KAX-index: 207,82 -1,25 KFX (mest omsatte aktier): 256,62 -1,60 Pr. 31/12: 211,84 267,05 KVX (Vækstaktier i DK): 393,87 uændr. Pr. 31/12 380,87