onsdag, 22. maj 2002 24:08 (CEST)


Ordkrig - nu på topplan

Den svenske statsminister Göran Persson tog i dag til genmæle mod statsminister Anders Fogh Rasmussen (V). Anders Fogh Rasmussen (V) forsvarede i går integrationsminister Bertel Haarders angreb mod den svenske kritik af den nye danske udlændingelov. Anders Fogh Rasmussen henviste til, at den svenske kritiker, integrationsminister Mona Sahlin, var i modstrid til Göran Persson, som Anders Fogh Rasmussen citerede for at have sagt, at udlændinges adgang til Sverige skulle begrænses. Anders Fogh Rasmussen mente derfor, at der ikke var den store forskel på dansk og svensk udlændingepolitik. Men det er der, slår Göran Persson i dag fast. Det han havde sagt ved et topmøde i Madrid var, at det ville være dumt at åbne for massiv indvandring af arbejdskraft nu. Det handler ikke begrænsning af flygtninges muligheder, som er målet med den danske lovgivning efter den svenske statsministers opfattelse.



S-tog til Roskilde droppet

Et projekt til 800 mill. DKK, der skulle videreføre S--togsnettet fra Høje Taastrup til Roskilde er blevet skrinlagt. Lokale grundejere og borgmestre har protesteret med den ekstra trafik, som togene ville give på linien - og senest er DSB kommet frem til, at S--togene ville blive dyrere, samtidig med at strækningen skulle forsynes med dobbelt strømforsyninger, da linien også skulle kunne bruges af fjerntog. DSB vil hellere have et ekstra spor til Roskilde - eller en udbygning af linien mellem Køge og Roskilde. Det rækker det frigjorte beløb dog næppe til, skriver Ritzaus Bureau. [Og der er der også lokale grundejere og borgmestre, der tidligere har protesteret mod lignende planer.]



Nydanskere kommer i arbejde

Siden 1998 - hvor det blev tilladt at registrere nydanskere som separat gruppe i Arbejdsformidlingerne - er beskæftigelsen steget med 27%, skriver Politiken. I befolkningen som helhed er beskæftigelsen steget 2% i samme periode. Arbejdsformidlingerne i København har siden 1998 lavet omvendt arbejdsformidling - de er taget ud på mulige arbejdspladser med CV'er for arbejdsløse og ny-uddannede nydanskere. Samtidig har der været større efterspørgsel fra virksomhedernes side - Dansk Arbejdsgiverforening bliver dagligt kontaktet af firmaer, der ønsker at ansætte nydanskere. Jobvæksten er primært sket inden for transport, detailhandel, hotel og restauration. Derimod har der ikke været nogen stigning for højtuddannede akademikere, som læger, advokater og ingeniører. Og arbejdsløsheden blandt nydanskere er stadig markant højere end i befolkningen som helhed.



HR:Taxilov ikke diskriminerende!

Den omdiskuterede taxilov fra 1998 var ikke modstrid med FNs konvention mod racediskrimination, siger Højesteret i en kendelse, afsagt i går. Loven, som blev fremsat af daværende justitsminister Bjørn Westh (S), krævede, at en ejer af et taxiselskab skulle være dansk statsborger. Ifølge Højesteret er der præcedens for at kræve statsborgerskaber til bestemte erhverv både i Europa og resten af verden. Det er derfor alene op til Folketinget at afgøre om det var et rimeligt krav. Det mente Folketinget ikke, og loven blev ændret 8 måneder senere. Men da var skade sket for en pakistansk vognmand. Han fik frataget sin licens, da den for 7. gang skulle fornyes. Han lagde sag an mod Trafikministeriet og fik tilkendt erstatning for et tab på 70.000 DKK ved Vestre Landsret. Men den erstatning bortfalder nu efter afgørelsen i Højesteret.

Bjørn Westh er ifølge Politiken glad over, at hans lovforslag ikke var i strid med internationale konventioner - men han mener stadig det var et dårligt stykke lovgivning - både juridisk og politisk - og det skadede integrationen af nydanskere meget. [En meget stor del af taxichauffører i Danmark er nydanskere eller indvandrere.]



AOF konkurs

Aftenskolen Arbejdernes Oplysningsforbund - AOF - i København har i dag besluttet at indgive konkursbegæring. Da AOF Dagskoler gik konkurs for et par måneder siden pådrog AOF Hovedstaden sig en stor gæld - og med nedskæringerne i støtten til aftenskoler og bortfald af den frie ungdomsuddannelse. 2300 kursister mister nu den undervisning, de har betalt for. AOF håber at kunne placere de fleste af dem hos andre oplysningsforbund i København.



Krigsforbryderanklager udnævnt

Statsadvokat Birgitte Vestberg er i dag blevet udnævnt til Statsadvokat for Særlige Internationale Straffesager. Birgitte Vestberg har siden 1983 været statsadvokat for Fyn. Den nye stilling, der er oprettet af justitsminister Lene Espersen, skal forestå sager mod udlændinge, der opholder sig Danmark, men har begået alvorlige forbrydelser - krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden - i udlandet. Stillingen er oprettet direkte som følge af sagen om den tidligere irakiske general, mistænkt for at have ansvar for en giftgasmassakre mod kurdere i Nordirak, som fik såkaldt "tålt ophold" i Danmark. Den særlige stilling er oprettet for 4 år og har i de to første år en budgetramme på 15 mill. DKK, oplyser justitsministeriet.

Birgitte Vestberg tiltræder den 1. juni. Samme dag fylder hun 60 år kan man læse ud af ministeriets pressemeddelelse.



Ny internet-betalingssystem

I dag åbnede en ny betalingsservice på danske internetsider. Systemet hedder Valus, og betegnes som en "elektronisk pung." Det skal gøre det muligt for indholdsudbydere at tage småbeløb i betaling - såkaldte klik-afgifter. Det unikke ved systemet er, at det for det første ikke kræver speciel program hos brugeren - det kræver blot en SSL-kapabel browser. Og så er systemet udviklet og ejet af de største indholdsudbydere i Danmark, organiseret i Foreningen af Danske Internet Medier, FDIM. Foreningen sagde nej til et alternativt system, selv om det var billigere - det var nemlig ejet af danske banker. I stedet har man allieret sig med Den Norske Bank for de finansielle services. Foreløbig har TV2 og MyMusic.dk udbudt ting til salg. TV2 sælger videooptagelser, der ikke før har været offentliggjort - og hos MyMusic kan man købe MP3-indspilninger for 8 DKK per sang. Ugebladet Ingeniøren og dagbladet Politiken har annonceret planer om at levere en ren elektronisk udgave - der i begge tilfælde bliver billigere end papirudgaven. [Og Ingeniøren lover, at de allerede er klar om 2 - 3 uger.]

Adressen er

http://www.valus.dk/

De danske bankers system går i luften om kort tid.


DilleSport


FODBOLD: K-Elitedivisionen

(onsdag)     OB - Brøndby            0-1
             Vejle - Hillerød        4-1



FODBOLD: Faxe slutter i Herfølge

Den tidligere brøndbyspiller John "Faxe" Jensen stopper som spillende trænder i Herfølge Boldklub efter 3 år. Det betyder samtidigt et farvel til John Faxe Jensens aktive fodboldkarriere, der har varet 20 år. Han ønsker fremover at blive fuldtidstræner. Herfølge skruer ned for blusset i den kommende sæson, og vil kun bruge halvprofessionelle spillere. Pressens spekulationer går i retning af et job som Michael Laudrups assistent i Brøndby - men det afviser John Faxe Jensen. Han har endnu ikke talt med nogen eller fået henvendelser - dagens annoncering var hans første skridt i retning af den nye karriere.



Vejret

En solrig dag over hele landet i morges, men efterhånden kom flere skyer op sydfra over Jylland og her til aften faldt der kraftig regn med torden i Midtjylland. Temperaturer top til mellem 15 - 25 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,0336 DKK,   1GBP     11,7336 DKK,   1EUR      7,4391 DKK
100JPY     6,4606 DKK,   1AUD      4,4819 DKK,   1CHF      5,1212 DKK   
1CAD       5,2201 DKK,   1NZD      3,7945 DKK,   1SEK      0,8113 DKK
1NOK       0,9912 DKK,   100ISK    8,68   DKK,   1ZAR (1)  0,8009 DKK
1SGD       4,4800 DKK,   10THB (2) 1,910  DKK,   1HKD      1,0300 DKK   
1MYR (1)   2,1245 DKK
(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i går kl 12.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,50% -0,04 (30 år real), 5,51% -0,08 (10 år stat)
Pr. 31/12:         6,48%                     5,14%
KAX-index:   211,49 -0,14   KFX (mest omsatte aktier): 260,60 +0,31
Pr. 31/12:   211,84                                    267,05
                            KVX (Vækstaktier i DK):    404,87 -0,75
                            Pr. 31/12                  380,87