Journaliststrejke på DR
Utilfredshed med forløbet af overenskomstforhandlinger fik i dag de
journalistiske medarbejdere på DR til at gå hjem. Journalisterne mødes
igen i morgen kl. 9 for at tage stilling til om den overenskomstridige
strejke skal fortsætte. Strejken medførte, at nyhedsprogrammerne i
radionen blev reduceret, mens de helt udgik fra TV til fordel for andre
programmer.
Asatro anderkendes ikke
Efter 3 års overvejelser har et udvalg i Kirkeministeriet afgjort af
troen på de gamle nordiske guder, Odin og Thor, ikke kan anderkendes som
trosretning i Danmark. Det er foreningen Forn Sidr, som havde ansøgt om
officiel godkendelse. Forn Sidr samler de asa-troende i Danmark. Havde
de opnået godkendelse, kunne de foretage vielser, begravelser og få
skattefrihed. Det sidste er ifølge foreningen dog uinteressant, da man
ingen formue har. Ottar Ottosson, Forn Sidr, fortæller til DR, at man
mødes 4 gange om året, ved solhverv og jævndøgn, i en skov et eller
andet sted. Der ofrer man til guderne. Asatroforeninger er blevet
officielt godkendte religiøse samfund på Island (1973) og i Norge (1996)
Den normale behandlingstid for en ansøgning om godkendelse er 3 måneder. [De må have tænkt sig godt om i Kirkeministeriet...]
6. offer for brand
I weekenden døde en 61-årig kvinde af brandsår, som hun fik ved branden
på Hotel Viking i Randers i slutningen af marts måned. Hun blev dermed
det 6. dødsoffer ved branden i det ombyggede hotel, der fungerede som
herberge for hjemløse. 2 unge mænd sidder varetægtsfængslet, sigtet for
at have påsat branden. 4 døde i selve branden mens altså nu 2 er døde af
deres kvæstelser.
Universiteter som jobanvisninger?
Måske skal de videregående uddannelser ikke kun bevilges penge efter
hvor mange studerende, der er på studiet - eller hvor mange, der består.
Regeringen arbejder ifølge forskningsordfører Pia Christmas-Møller med
nye "motivationsfaktorer." Det kunne være lave dumpeprocenter - eller
hvor god et universitet er til at skaffe studerende i arbejde bagefter!
Andre succeskriterier, som kunne udløse ekstra penge, og som overvejes
er meritoverførsler til udenlandske universiteter. Ordningen er dog kun
tænkt som et supplement til den eksisterende taksameter-ordning, og de
endelige overvejelser bliver en del af en ny universitetslov, som
regeringen arbejder på.
Vellykket integration?
En ny bog, "Grønlændere i Danmark - En overset Majoritet", som udkom i
dag gør op med myten om, at grønlændere i Danmark enten er fordrukne,
hjemløse eller prostituerede. Bogen er skrevet af professor i politisk
sociologi, Lise Togeby, Aarhus Universitet og bygger på interviews med
552 grønlændere i Danmark. Selv om grønlændere er dårligere uddannet og
i større udstrækning end befolkningen som helhed må leve af offentlige
ydelser, så er de vel integreret i samfundet. De fleste er dansk gift -
eller har en dansk far eller mor. De fleste mener også, at de er glade
for at bo i Danmark. Det eneste punkt, hvor de i følge Lise Togeby er
tilbageholdne, er med at tage stilling og blande sig i politik. Det
gælder især den ældre generation, som føler sig sat uden for
indflydelse.
Mere vellykket integration?
Nydanskere er dygtige og produktive lærlinge i mindre
håndværksvirksomheder. Det var konklusionen ved en konference i
København i dag. Konferencen handlede om hvordan man fik flere
nydanskere ind i de små virksomheder. Og der var ikke nogen
undskyldning, hvis man skulle tro konferencedeltagerne. Chefkonsulent
Ann Holm Sjøberg, HÅndværksrådet sagde til DR Online, at nydanskere er
"gode til at tilpasse sig" og udgør en "produktiv arbejdskraft!"
Selvfølgelig er der problemer - men de er små - og de fleste knyttet til
den særlige omgangstone, med dansk humor og ironi. Den har nydanskere
svært ved at forstå. Nydanske lærlinge burde have specialtræning i
håndværkerjargon - og virksomhederne bør overveje mere "nydanskervenlig"
omgangstone.
[Som en - nu "veltilpasset" nydansk lærling fortalte: Han blev simplethen nød til at spørge, hvorfor en meget kraftig, nyankommen kollega nødvendigsvis måtte have "gået på kostskole".
Liget fra Hou identificeret
Den 26. januar blev liget af en mand fundet i Hou havn, bagbundet, skudt
og med masser af knivstikssår. Efter lang tids efterforskning, og
efterlysning via Interpol, så er manden nu identificeret. Det er en 54
årig columbianer, Rodriquez Miranda, far til 5 og med bopæl i Madrid -
hvor han dog ikke har været i flere år. 2 britiske statsborgere er
identificeret som mulige gerningsmænd. Den ene - en kvinde - er
arresteret og venter på udlevering fra Holland. Den anden - en mand - er
stadig på fri fod.
Vejret
(Vejrrapporten mangler i dag)
1USD 8,3762 DKK, 1GBP 12,1190 DKK, 1EUR 7,4314 DKK 100JPY 6,4386 DKK, 1AUD 4,5061 DKK, 1CHF 5,0690 DKK 1CAD 5,3260 DKK, 1NZD 3,7344 DKK, 1SEK 0,8085 DKK 1NOK 0,9780 DKK, 100ISK 8,70 DKK, 1ZAR (1) 0,7617 DKK 1SGD 4,6043 DKK, 10THB (2) 1,945 DKK, 1HKD 1,0740 DKK 1MYR (1) 2,2019 DKK(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i går kl 12.
Obligationsrenter: 6,51% -0,02 (30 år real), 5,41% -0,03 (10 år stat) Pr. 31/12: 6,48% 5,14% KAX-index: 210,83 -0,82 KFX (mest omsatte aktier): 261,05 -1,02 Pr. 31/12: 211,84 267,05 KVX (Vækstaktier i DK): 406,61 -3,21 Pr. 31/12 380,87