mandag, 8. april 2002 23:58 (DNT)


[Ingen nyheder fredag]

[Overdreven TV-kiggeri fredag aften og en familieweekend er årsag til, at fredagens nyheder er slået sammen med mandagens.]



Udenrigsminister: Stop militæraktion!

Udenrigsministeriet indkaldte i dag Israels ambassadør Carmi Gillon til møde. Her fik han overbragt den danske regerings misbilligelse af den militære operation i selvstyreområderne. Carmi Gillon havde efter mødet ingen kommentarer. Udenrigsminister Per Stig Møller (K) sagde derimod, at aktionen "var gået over gevind." Det havde udartet sig til en krig mod en civilbefolkning. "Det er jo krigsførelse hinsides alle regler for krigsførelse," sagde han med henvisning til angrebene på Internationalt Røde Kors/Røde Halvmånes ambulancer. 5 af Røde Kors medarbejdere er blevet dræbt og alle 6 ambulancer ødelagt eller beskadiget af israelsk beskydning. Ifølge den danske regering forsvarede Carmi Gillon beskydningen og forbuddet mod at afhente sårede og syge i de lukkede områder med, at palæstinensiske terrorister og våben er blevet transporteret med ambulancer. Dansk Røde Kors generalsekretær Jørgen Poulsen afviser vredt israelernes begrundelse. Dels er der ingen dokumentation for, at Røde Kors ambulancer har været anvendt til terror - dels berettiger en sådan uhyrlighed ikke til, at man skyder på ambulancer og ambulancepersonale. Røde Kors/Røde Halvmåne meddeler de militære myndigeder hvor, hvornår og med hvem man kører, og militæret har til enhver tid ret til at gennemsøge ambulancerne, siger Jørgen Poulsen til DR. Ifølge Genevekonventionen kan man ikke nægte Røde Kors at komme sårede civile til hjælp i en krigssituation.



Farum: Høj skat

[Fredag] Kommuneskatten i Farum vil stige med 3 procentpoint, til 22,6% og bliver dermed den højeste skatteprocent i hovedstadsområdet. Derudover kan borgerne i Farum se frem til højere ejendomsskatter og lavere serviceniveau i kommunen. Det blev resultatet af mødet mellem borgmester Peter Brixtofte (V), Farum, og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Skatteforhøjelser og besparelser skal skaffe 220 mill. DKK ekstra om året. Men indenrigsministeriet kom kommunen i møde, og yder et lån på 750 mill. DKK, så Farum kan betale et ulovligt lån på 250 mill. DKK, der forfalder 1. maj, samtidig med at man skal udbetale lønninger. Ministeriets krav om 899 mill. DKK deponeret som garanti for lån, optaget til bygning af Farum Arena og Farum Park er endnu ikke afklaret. Borgmester Peter Brixtofte vil selv yde sit bidrag til besparelserne. Han vil ikke længere benytte sin embedsbil med chauffør til at komme frem og tilbage. "Jeg cykler på arbejde fra på mandag," sagde han efter mødet fredag.

Indenrigsministeriet skal bruge endnu et par uger på at vurdere, om omstændighederne i Farum gør det muligt, at byrådet suspenderer borgmesteren. Først når og hvis det sker, må Peter Brixtofte opgive borgmesterposten til fordel for Paul Wachtell (Uafh.).



Farum: Andersen undersøger

Et enigt byråd i Farum valgte i dag revisionsfirmaet Andersen - tidligere kendt som Arthur Andersen - til at foretage den uvildige undersøgelse af Farum kommunes økonomiske dispositioner, herunder borgmester Peter Brixtofte og de kommunale embedsmænds handlinger. [Det er samme revisionsfirma, hvis amerikanske moderselskab er kommet i klemme i Enron-skandalen, og som i dag annoncerede fyringer af 7.000 medarbejdere på verdensplan.]



Kendt rocker frikendt

[Fredag] Den kendte Jørn "Jønke" Nielsen, der er medlem af rockergruppen Hells Angels, blev fredag pure frifundet for medvirken til drab i Aalborg. August måned sidste år blev en 28-årig mand, der var tilknyttet rockergruppen Bandidos, stukket ned og dræbt på et diskotek i Jomfru Ane Gade. En 21-årig mand, der var kandidat til optagelse i Hells Angels, er tidligere blevet dømt for at have stukket den 28-årige ned. En række vidner mente oprindeligt, at Jørn Jønke Nielsen havde sparket til og trampet på den 28-årige efter han var blevet stukket ned. Men da sagen kom for retten kunne vidnerne ikke længere huske detaljerne. Et af vidnerne blev helt fritaget for at vidne, fordi hun fik psykiske problemer af frygt for at skulle vidne mod rockerne. Et andet vidne måtte arresteres, før hun kunne fortælle, at hun ikke havde set Jørn Jønke Nielsen gøre noget ulovligt.



5. offer for mordbrand

[Fredag] En 64-årig mand er død på Rigshospitalet i København af de forbrændinger, som han fik den foregående lørdag aften, da værestedet for hjemløse i Randers, Hotel Viking, blev raseret af en eksplosionsagtig brand. 4 beboere blev fundet døde i ruinerne efter branden, der behandles som en mordbrand. To unge mænd fra Randers er blevet sigtet og varetægtsfængslet for at have påsat branden. Motivet er stadig ukendt.



Politifolk frikendt for skuddrama

[Fredag] To politifolk, der 29. december skød og dræbte to mænd i Tilst ved Århus bliver ikke sigtet for noget. Det har statsadvokaten for Viborg besluttet efter at have undersøgt sagsforløbet. Det er standardprocedure hver gang politiet benytter våben at sagen undersøges af statsadvokaten i en anden politikreds. Statsadvokatens beslutning kritiseres både af pårørende til de 2 dræbte mænd, samt af politiklagenævnet. Sidstnævnte mener, at et af skuddene - det der dræbte den ene af de to mænd - burde behandles ved en domstol. Der blev affyret ialt 11 skud, da de to politimænd i en patruljevogn overraskede nogle unge mænd i færd med at stjæle en gummiged. Under flugten havde mændene i stjålne 4-hjulstrækkere kurs lige mod patruljevognen, og det opfattede politifolkene som et angreb. Politiet mener, at de unge planlagde et såkaldt rambuktyveri, mens de overlevende har forklaret, at de blot ville køre lidt rundt for sjov i den store entreprenørmaskine. Den ene af de dræbte var prøvemedlem i Hells Angels.



Fik erstatning for anholdelse

En kvinde har fået en erstatning på 900.000 DKK for en voldsom arrestation, som hun blev udsat for i 1996. Kvinden blev anholdt foran et diskotek i København af 3 politibetjente. Under arrestationen blev kvinden skinneben brækket, og efter indsættelsen i arresten gik der 6 timer før kvinden fik lægehjælp. Rigsadvokaten har tidligere opgivet at rejse sag mod betjentene, fordi man ikke kunne afgøre, hvem der brækkede kvindens skinneben - eller hvorfor. Erstatningen blev så høj, fordi arrestationen burde være kunne være gennemført uden at påføre de svære kvæstelser.



Drab i Ishøj

[Fredag] En 28-årig mand blev torsdag aften skudt 5 gange - 1 i hovedet og 4 i brystet. Drabet skete i et øde område i Dyreparken i Ishøj - et stort grønt område, hvor den 28-årige blev fundet lige ved siden af sin bil. Drabsmanden er endnu ikke kendt, og politiet eftersøger bl.a. en cyklist, der blev set cykle væk lige efter at skuddene havde lydt. Den 28-årige tilbragte sin sidste aften på en restaurant i Ishøj, og politiet efterlyser også vidner, der har opholdt sig restauranten. Motivet til drabet kendes ikke, men den dræbte har været involveret i forskellige kriminelle aktiviteter, så der ligger muligvis motivet.



Statsminister: PKK er terrorister

[Fredag] Statsminister Anders Fogh Rasmussen besøgte torsdag og fredag Cypern og Tyrkiet som optakt til Danmarks EU-formandsskab til efteråret. Under et pressemøde i Ankara sammen med Tyrkiets premierminister Ecevit sagde Anders Fogh Rasmussen, at den danske regering mener, at den kurdiske oprørsgruppe PKK er en terrororganisation, som bør komme på EUs liste over terrororganisationer. Flere danske oppositionspolitikere er chokerede og vrede over statsministerens udtalelser, der blev slået stort op i tyrkiske regeringsaviser. Bl.a. Søren Søndergaard, Enhedslisten, der siger til Politiken, at hvis PKK kommer på listen vil flere tusinde danskere - herunder ham selv - skulle overvåges og retsforfølges, fordi de har støttet PKK og andre kurdiske organisationer. Selv har han udtalt til fordel for den fængslede PKK-leder Abdulla Öcelan.

[De tyrkiske myndigheder anser alle, der arbejder for kurdiske uafhængighed i Tyrkiet som medlemmer af PKK. To danske statsborgere har har de sidste par år været varetægtsfængslet i forbindelse med ferieophold, fordi de var født kurdere, og havde deltaget i kurdisk arbejde i Danmark.]



13-årig dræber fader

En 13-årig pige har erkendt, at det var hende der dræbte sin fader i familiens lejlighed i Valby lørdag. Pigen var alene hjemme med faderen og stak ham flere gange med en kniv, mens han lå og sov på sofaen. De foreløbige oplysninger, som politiet har frigivet tyder på, at faderen, der var alkoholiker, havde terroriseret familien.


DilleSport
Turneringsresultater i Fodbold og Håndbold bringes i morgen tirsdag.



HÅNDBOLD: Ligaen Kvinder - Semifinaler

Semifinaler, 2. kamp
(søndag)    GOG - Ikast/Bording              22-23
            Randers - Viborg                 26-30
Viborg vandt begge kampe og er klar til finalen. GOG behøvede blot uafgjort mod Ikast/Bording for at komme i finalen. Men en kendelse for angrebsfejl eliminerede GOGs chance for at udligne i sidste øjeblik, med mindre end et halvt minut tilbage. Der bliver således en 3. kamp i Ikast imorgen tirsdag.

Ikast/Bording må dog stille uden sin bedste spiller, normanden Kjersti Grini. Hun fik revet forreste korsbånd i knæet over under kampen mod GOG. En scanning i dag viste, at hun må holde pause 1/2 års tid.



SVØMNING: Kortbane VM

Moskva, Rusland

100m Medley, Mænd

  3. Jakob Andersen, Danmark                  54,78 s
Det var ny dansk rekord. Det var Danmarks 2. bronzemedalje ved kortbane VM, der sluttede i går.



Vejret

Fredag og lørdag var solrige, mens søndagen bød på overskyet og enkelte lokale regnbyger i det østlige Danmark og Sønderjylland. I dag mandag igen sol over hele landet. Temperaturer op til 6 - 11 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,4697 DKK,   1GBP     12,1522 DKK,   1EUR      7,4347 DKK
100JPY     6,4308 DKK,   1AUD      4,4717 DKK,   1CHF      5,0794 DKK   
1CAD       5,3269 DKK,   1NZD      3,6764 DKK,   1SEK      0,8210 DKK
1NOK       0,9741 DKK,   100ISK    8,53   DKK,   1ZAR (1)  0,7541 DKK
1SGD       4,6112 DKK,   10THB (2) 1,954  DKK,   1HKD      1,0859 DKK   
1MYR (1)   2,2265 DKK
(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i fredags kl 12.

Nationalbankens middelkurser fra fredag

1USD       8,4606 DKK,   1GBP     12,1363 DKK,   1EUR      7,4335 DKK
100JPY     6,4093 DKK,   1AUD      4,4967 DKK,   1CHF      5,0713 DKK
1CAD       5,3108 DKK,   1NZD      3,7171 DKK,   1SEK      0,8231 DKK
1NOK       0,9722 DKK,   100ISK    8,51   DKK,   1ZAR (1)  0,7487 DKK
1SGD       4,6082 DKK,   10THB (2) 1,947  DKK,   1HKD      1,0848 DKK
1MYR (1)   2,2186 DKK
(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i torsdags kl 12.

Børsens nøgletal fra fredag

Obligationsrenter: 6,50% -0,01 (30 år real), 5,36% -0,04 (10 år stat)
Pr. 31/12:         6,48%                     5,14%
KAX-index:   220,17 +0,94   KFX (mest omsatte aktier): 275,94 +1,31
Pr. 31/12:   211,84                                    267,05
                            KVX (Vækstaktier i DK):    424,48 +2,05
                            Pr. 31/12                  380,87

Børsens nøgletal fra torsdag

Obligationsrenter: 6,51% -0,01 (30 år real), 5,40% -0,04 (10 år stat)
Pr. 31/12:         6,48%                     5,14%
KAX-index:   219,23 -0,86   KFX (mest omsatte aktier): 274,63 -1,54
Pr. 31/12:   211,84                                    267,05
                            KVX (Vækstaktier i DK):    422,43 +1,01
                            Pr. 31/12                  380,87