onsdag, 20. februar 2002 23:29 (DNT)


Sne-kaos i Danmark

Advarslerne blev udsendt i går, og danskerne var forberedt, da et kraftigt snevejr med blæst og fygning ramte landet nordfra i løbet af i dag. Hårdest ramt blev Nord- og Midtjylland, samt Nordsjælland. Flere steder advarede politiet mod unødig kørsel - og sidst på eftermiddagen begyndte Randers politi at evakuere bilister, der sad fast i sneen på motorvej E45. Ved aftenstide havde Falck foreløbig ydet assistance til 1700 biler, og de havde stadig travlt. Et alvorligt uheld på Helsingørmotorvejen på grund af glat føre og dårligt sigte medførte at det nordgående spor var lukket i flere timer. 3 personer kom på hospitalet. Militær bæltekøretøjer er blevet sat i beredskab i flere politikredse.

Også tog og flytrafik oplevede store forsinkelser på grund af snevejret.



Tvind-grundlægger i retten

Danske journalister og andre interesserede, der overværede fremstillingen af Mogens Amdi Petersen i retten i Los Angeles, fik en stærk illustration af, hvad en god sagfører kan gøre. Tvindgrundlæggeren blev anholdt i Los Angeles Internationale Lufthavn på vej til Mexico, efter anmodning af politiet i Holstebro, som ønsker ham og 7 andre topledere i Tvind-koncernen afhørt og eventuelt sigtet for mandatsvig og skattesvig. Men til at forsvare sig i den amerikanske retsal har Tvind-grundlæggeren hyret en af USAs bedste og kendteste forsvarsadvokater. Alene det syntes at imponere dommeren, der i følge de danske observatører var parat til at løslade danskeren efter at have hørt om "den store humanist og erfarne skoleleder," der havde gjort så meget for at hindre sult og katastrofer i fattige lande verden over, som han blev beskrevet af advokaten, Robert Shapiro. Deroverfor stod en noget usikker distriktsanklager med påstand om at der var tale om en snedig svindler. Dommeren besluttede sig dog for en 2 dages fængsling, så de danske myndigheder får mulighed for at fremsende bedre materiale - sker det ikke, vil Mogens Amdi Pedersen blive løsladt igen. Danskeren lod via sin advokat forstå, at han var parat til at aflevere sit pas, og at penge til kaution heller ikke ville blive et problem, hvis han kunne løslades med det samme

Det er forbudt at fotografere i amerikanske retssale, men danske medier allierede sig med tegnere, og tv-kanalerne var her til aften i stand til at give et billede af manden, der har holdt sig skjult for offentligheden - især pressen - i 22 år. Konklusionen synes at være, at det billede, som Jyllands-Posten sensationelt offentliggjorde sidste år, ikke var nyt. Mogens Amdi Petersen var meget gammel at se på, og den ene bladtegner mente, at han snarere lignede en mand på 83 end en på 63.

I eftermiddags rejste vicestatsadvokat Poul Gade til USA for at bistå de amerikanske anklagemyndigheder med behandling af udleveringsbegæringen.



Advokat kræver politimester væk

Politimesteren i Holstebro, Jens Kaasgaard, kræves nu sat fra efterforskningen i svindel-sagen mod ledende Tvind-medarbejdere. Det er en af disses forsvarer, Jørgen Jacobsen, der vil anmode justitsministeren om at fjerne Jens Kaasgaard fra efterforskningen, fordi han efter advokatens mening har udtalt sig om skyldsspørgsmålet. Det må politiet ikke. Det er tidligere lykkedes Jørgen Jacobsen at få Jens Kaasgaard til at afstå fra at deltage i et tv-program om Tvind-sagen via en protest til justitsministeriet.



Billigere brotakster?

Socialdemokratiet og regeringens tanker om at sænke taksterne på Storebælt med op til 15% hænger igen i en tynd tråd. Et S-forslag i sidste uge om at sænke taksterne blev imødegået af trafikministeren - også efter at erhvervsminister Bendt Bendtsen havde støttet ideen. Efter kraftig opfordring fra Dansk Folkeparti, skar statsminister Anders Fogh Rasmussen igennem og erklærede, at regeringen gik ind for en prissænkning. Men nu har trafikpolitisk ordfører, Tove Videbæk (Krf), igen bremset drømmen. Kristeligt Folkeparti kan ikke se nogen grund til at sænke taksterne og forlænge tilbagebetalingsperioden for broens byggelån med 4 år. Ifølge Tove Videbæk vil en prissænkning være en urimelig fordele for de centrale dele af landet, på bekostnig af yderområderne. Kristeligt Folkeparti er med i forliget bag Storebæltsbroen og har derfor vetoret.



Farum-sagen: 14 dages tavshed?

Der kommer ikke udtalelser til pressen fra Farums borgmester Peter Brixtofte (V) eller kommunale embedsmænd de næste 14 dage. Det meddelte Peter Brixtofte Ritzaus Bureau i går aftes. Det skete, da nyhedstjenesten forsøgte at få forklaret specifikke poster i de kommunale regnskab. Embedsmændene har fået en stående ordre om, at alle spørgsmål om regnskabet skal besvares af Peter Brixtofte - og han ønskede ikke at forklare det på nuværende tidspunkt. Tidligere på dagen måtte Peter Brixtofte lade Farum kommune underkaste tilsyn af Indenrigsministeriet, på grund af mangler i kommunens økonomi. Hjemme i Farum igen til møde i byrådet, måtte Peter Brixtofte også opleve en lille demonstration af Farum-borgere, der var utilfredse med hans måde at lede kommunen på.



Stor insidersag på vej?

I går faldt der dom i en sag om insiderhandel, hvor en mand fik 6 måneder ubetinget fængsel for at have tjent 1,3 mill. DKK på at bruge fortrolige oplysninger om en forestående fusion. Ifølge Børsen i dag er en endnu større sag under efterforskning. Det drejer sig om Svenska Handelsbankens køb af jyske Midtbank april måned 2001. Den samlede gevinst er i følge avisen 107 mill. DKK, og blandt de sigtede er en af Jyllands rigeste og mest respekterede erhvervskvinder. Andre kendte erhvervsfolk nævnes også af Børsen som værende under efterforskning af politiet i Herning.



[Rettelse]

[Ja - Det var naturligvis en regulær skrivefejl, da jeg i går kom til at betegne Uffe Ellemann-Jensen (V) som tidligere statsminister. Der skulle naturligvis have stået udenrigsminister. Tak til Christina Bengtson, Bo Milvang-Jensen og Per Johanssen, der alle var hurtigt ude og gøre opmærksom på fejlen. Tak! /Leif]


DilleSport


BADMINTON: Thomas & Uber Cup semifinaler

Efter at en række badmintonlandshold fra hele verden har kæmpet om retten til at deltage i Thomas og Uber Cup semifinalerne, så er Danmark blandt dem, der er gået direkte til semifinalerne. Og de startede i dag i Eindhoven, Holland og Melbourne, Australien. Danmark er taget til Eindhoven, og mødte i dag indledende rundes overraskelse, Spanien, i Thomas Cup, mens det var Skotland i Uber Cup.

Thomas Cup - Spanien - Danmark (1-4)

HS1
   Arturo Ruiz Lopez, ESP
   Kenneth Jonassen, DEN           4-7, 2-7, 0-7

HS2
   Carlos Longo Esteban, ESP
   Anders Boesen, DEN              1-7, 2-7, 1-7

HS3
   Jose Antonio Crespo Llopis, ESP
   Kasper Oedum, DEN               7-5, 3-7, 7-3, 1-7, 8-6

HD1
   Carlos Longo Esteban/Nicolas Escartin Ara, ESP
   Lars Paaske/Jonas Rasmussen, DEN
                                   0-7, 0-7, 5-7

HD2
   Jose Antonio Crespo Llopis/Sergio Llopis Solis, ESP
   Jesper Larsen/Jim Laugesen, DEN 
                                   1-7, 0-7, 7-4, 3-7

Uber Cup - Skotland - Danmark (0-5)

DS1 
   Susan Hughes, SCO
   Camilla Martin, DEN             0-7, 0-7, 0-7
   
DS2
   Fiona Sneddon, SCO
   Tine Rasmussen, DEN             1-7, 0-7, 0-7

DS3
   Kirsteen McEwan, SCO
   Christina Sørensen, DEN         7-2, 3-7, 1-7, 3-7

DD1
   Sandra Watt/Yuan Wemyss, SCO
   Mette Schjoldager/Pernille Harder, DEN
                                   0-7, 3-7, 2-7

DD2
   Elinor Middelmiss/Kirsteen McEwan, SCO
   Jane Bramsen/Ann-Lou Jørgensen, DEN
                                   3-7, 4-7, 3-7

Dillesport følger med i Eindhoven - og holder et øje med med Melbourne også:

http://www.dillesport.dk/sportspc/tu2002semi/index.dk.html



HÅNDBOLD: Ligaen Kvinder

(onsdag)  FIF - Slagelse            24-30



HÅNDBOLD: Ligaen Mænd

(onsdag)  GOG - Aalborg             24-27
          Ikast/Bording - Skjern    24-32
          Viborg - Århus



Vejret

Snevejr og fygning over det meste af landet - bortset fra Sønderjylland, der det meste af dagen havde solskin. Værst var snevejret i Nordjylland og Nordsjælland, men hen unde raften bevægede det sig langsomt sydover. Temperaturer op til mellem 0 - 2 graders varme i snevejrsområdet, 5 - 7 graders varme i de sydøstlige egne.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,4998 DKK,   1GBP     12,1547 DKK,   1EUR      7,4314 DKK
100JPY     6,3571 DKK,   1AUD      4,3965 DKK,   1CHF      5,0171 DKK   
1CAD       5,3433 DKK,   1NZD      3,5736 DKK,   1SEK      0,8083 DKK
1NOK       0,9572 DKK,   100ISK    8,44   DKK,   1ZAR (1)  0,7424 DKK
1SGD       4,6504 DKK,   10THB (2) 1,972  DKK,   1HKD      1,0898 DKK   
1MYR (1)   2,2495 DKK
(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i går kl 12.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,42% +0,01 (30 år real), 5,12% +0,01 (10 år stat)
Pr. 31/12:         6,48%                     5,14%
KAX-index:   210,60 -1,10   KFX (mest omsatte aktier): 263,44 -0,95
Pr. 31/12:   211,84                                    267,05
                            KVX (Vækstaktier i DK):    430,26 -6,70
                            Pr. 31/12                  380,87