Greve fradømt gods
Erik grev Danneskiold-Samsøe fik ikke magten tilbage over godset
Gisselfeldt Kloster i Østre Landsret. Retten afviste det søgsmål, som
greven havde anlagt mod godsets bestyrelse og civilretsdirektoratet.
Godset blev allerede for 300 år siden omdannet til en fond, men den
daværende greve indskrev i fundatsen, at slægtens overhoved altid skulle
være overdirektør for godset. Det gik godt indtil der kom en ny lov om
erhvervsdrivende fonde i 1984. Den kræver en uafhængig bestyrelse, med
mindre man er en eksisterende fond og søger dispensation. Gisselfeldt
Kloster fik en uafhængig bestyrelse, og ret hurtig ragede greven uklar
med bestyrelsen. Bestyrelsen mente, at han ikke var egnet til at lede
godset, der er Danmarks 5. største, og fjernede efterhånden alle hans
privilegier og reducerede lønnen kraftigt. Greven anlagde derefter sag,
med påstand om, at det var en krænkelse af Grundlovens paragraf om
beskyttelse af ejendomsretten at fratage ham direktørstillingen. Modsat
argumenterede Civilretsdirektoratet, at der var tale om en
kompetancebegrænsning, ikke et ejendomsindgreb. Efter afvisningen af
sagen skal greven nu betale sagsomkostningerne for begge parter - ca.
600.000 DKK. En foreningen, der kalder sige Gisselfeldts Venner, støtter
greven i hans kamp. Selv har han ingen penge. Alligevel vil han kæmpe
for, at sagen kommer i Højesteret og måske endda til
menneskerettighedsdomstolen.
Nye tider i statsministeriet
I dag havde statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) indkaldt til en ny
form for pressemøde - efter forbillede fra Tony Blair. Det traditionelle
pressemøde tirsdag, hvor kun journalister havde adgang er afskaffet. I
stedet holdes et pressemøde, der transmitteres direkte på specialkanalen
DK4 - og på DR/TV2 såfremt de ønsker det. Slut er det også med de
uformelle samtaler på tomandshånd mellem minister og journalister efter
pressemødet. Alle spørgsmål "skal ud i det åbne", er statsministerens
holdning.
På dagens møde afviste Anders Fogh Rasmussen kraftigt, at der ville blive tale om "omfattende fyringer" i det offentlige, således som Ekstra-Bladet og andre medier har hævdet siden lørdag. Han sagde at "nogle af rygterne i medierne" er helt ude af proportioner, og et udtryk for et forsøg på at bringe regeringens politik i miskredit. "Det har absolut intet på sig!" slog han fast - tværtimod, så er udfordringen at "sikre sig den nødvendige antal" medarbejdere til "de vitale dele" af regeringens nye program.
Ministerbarsel - 2. gang
I går var det så undervisningsminister Ulla Tørnæs (V), der blev den nye
regerings 2. minister, der går på barselsorlov. Det skete, da hun ved
kejsersnit blev mor til en lille pige. Minister for Videnskab, teknologi
og forskning, Helge Sander (V), er vikar for Ulla Tørnæs. I forvejen er
justitsmnister Lene Espersen (K) på barselsorlov - hun er afløst af
kulturminister Brian Mikkelsen.
Regeringen fremsætter sit forslag til barselsorlov i morgen. Anders Fogh Rasmussen bekræftede på pressemødet i dag, at der bliver en overgangsordning, så forældre, der føder mellem 1. januar og lovforslagets vedtagelse frit kan vælge mellem den gamle og den nye ordning.
Omkom på Storebæltsbroen
Myndighederne indstillede her sent på aftenen eftersøgningen efter en
29-årig mand, der ved et uheld sprang ud fra Storebæltsbroen, på
strækningen mellem Fyn og Sprogø. Efter et mindre trafikuheld på broen
stod han og talte med en anden mand, da han blev bange for at en lastbil
ville påkøre ham. Han ville springe fra autoværnet over til
jernbanebroen ved siden af, men har formentlig ikke været klar over, at
åbningen imellem de to brobaner er 4 meter bred! Han er faldet 18 meter
ned, men trods eftersøgning med både og helikoptere har det ikke været
muligt at finde ham.
Familie Journalen 125 år
Det var i går præcis 125 år siden, at Familie Journalen udkom for første
gang.
RETTELSE: Et dødsfald
Filminstruktøren Astrid Henning-Jensen var ved sin død 87 år.
FODBOLD: Underskud i Brøndby
Brøndby FC venter at 2001 giver et underskud på 16 mill. DKK. Det har
man i dag meddelt fondsbørsen. Tidligere lød vurderingen på 10 mill.
DKK. Det større underskud skyldes, at klubben har haft stor sportslig
succes. Derfor har man beholdt de faste og højtlønnede spillere længere,
end man ellers ville have gjort.
Klubben ligger på 1. plads i Superligaen.
Vejret
En del skyer i det meste af landet - Nordjylland havde dog længere
perioder med solskin. Temperaturer op til mellem 3 - 7 graders varme.
Finansmarkederne
1USD 8,3501 DKK, 1GBP 12,0335 DKK, 1EUR 7,4391 DKK 100JPY 6,2926 DKK, 1AUD 4,3478 DKK, 1CHF 5,0596 DKK 1CAD 5,2142 DKK, 1NZD 3,5810 DKK, 1SEK 0,8055 DKK 1NOK 0,9347 DKK, 100ISK 8,15 DKK, 1ZAR (1) 0,7085 DKK 1SGD 4,5143 DKK, 10THB (2) 1,903 DKK, 1HKD 1,0707 DKK 1MYR (1) 2,1983 DKK(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i går kl 12.
Obligationsrenter: 6,40% -0,06 (30 år real), 5,07% -0,08 (10 år stat) Pr. 31/12: 6,48% 5,14% KAX-index: 213,17 -0,52 KFX (mest omsatte aktier): 268,94 -1,97 Pr. 31/12: 211,84 267,05 KVX (Vækstaktier i DK): 431,03 +25,56 Pr. 31/12 380,87