Trafikministeriet har endnu ikke svaret på DSBs henvendelse. Den nuværende trafikminister Flemming Hansen (V) siger til DR-TVA, at han naturligvis ser frem til, at DSB vil byde også på fremtidige udbud.
Trafikministeren præciserede ligeledes i en pressemeddelelse i går, at han stadig har fuld tillid til DSBs bestyrelse [Det udtrykte bestyrelsen højlydt tvivl om efter valget af Arriva]. Han afviste at valget af Arriva var politisk betinget [Det har oppositionen hævdet] og understregede at der ikke udliciteres flere togstrækninger før man har erfaringer med den første udbud, dvs. om mindst 3 år.
[Arrivas kontrakt er en såkaldt nettokontrakt. For beløbet skal selskabet sørge for et hvis antal afgange på strækningerne. Derudover får selskabet alle indtægterne fra billetsalget på ruten. Det er i modstrid med den normale måde at udliciteret busdriften i Danmark. Her går billetindtægten til det lokale trafikselskab, der så betaler busselskaber for at køre efter en køreplan.]
Forvirring om barselsorlov
Den 1. januar trådte den nye barselsorlov i kraft, som VK-regeringen
lovede ved sin tiltræden. Problemet er blot, at loven ikke er vedtaget
endnu. Det ventes først at ske i marts måned. Og på forhånd har regeringen
IKKE flertal til sit forslag, der udvider barselsorloven med 6 måneder
- til ialt 12 måneder - til fuld dagpengesats. Forældre til børn,
født efter 1. januar er meget usikre på, hvordan de skal forholde sig,
og hvad de skal aftale med deres arbejdsgiver. Beskæftigelsesminister
Claus Hjort Frederiksen (V) beroliger forældrene med, at alle, der får
barn mellem den 1. januar og lovens endelige vedtagelse får frit valg om
de vil havde den gamle ordning eller den nye. (Den gamle ordning havde
mulighed for forældreorlov til reducerede dagpenge, men i længere tid
senere i barnets liv.)
Helge Sander: Telestyrelse og SI sammenlægges?
Ifølge Berlingske Tidende lørdag vil Minister for Videnskab, Teknologi
og Udvikling, Helge Sander (V) lægge de to statslige styrelser,
Telestyrelsen og Statens Information sammen i en IT- og Telestyrelse.
Sammenlægningen skal være effektiv fra 1. april, men flere detaljer har
ministeren endnu ikke taget stilling til. Formålet med sammenlægningen
er at styrke IT-området, og fungere som en "markant faglig styrkelse" af
hans ministerium.
[Det var endnu en bemærkelsesværdig disposition fra den nye regering. Telestyrelsens primære opgave er at kontrollere, at de forskellige televirksomheder konkurrerer på rimelige vilkår og som vagthund på forbrugernes vegne. Statens Information - som vi omtalte tidligere på ugen - har til formål at lette borgernes adgang til information fra en - ikke altid - lige villig offentlig sektor. Interessant om der er nogensomhelst synergieffekt her. Men så bliver Statens Information da ikke nedlagt, således som spekulationerne tidligere på ugen lød på...]
Højere teaterbilletpriser fra 2004?
Endnu et spareforslag fra den nye regering. Dennegang er det Ritzaus
Bureau, der har fået oplysninger om, at statens udgifter til
teaterstøtte skal skæres 10-12% i 2004 og 2004, svarende til 100 mill.
DKK ialt. Derfor bliver teatrene nød til at hæve billetpriserne
tilsvarende, hvis de vil overleve, mener Ritzaus Bureau. Et forlig
mellem K, CD, S og R om Det kgl. Teater, som løber til og med 2003,
hindrer, at man kan pille ved teaterstøtten på nuværende tidspunkt.
På glatis
Det var i dag 4. dag med uafbrudt frost i Danmark, og nu begynder de
negative sider af vintervejret at blive følgeligt. Der er nemlig mange
danskere, der ikke har fået leveret post eller fjernet skrald i de
seneste dage. I København er alene 6.000 affaldsposer ikke blevet
afhentet, og det har medført en sand telefonstorm mod
renholdningsselskabet R98. Natten efter nytårsdag ændrede vejret sig til
kraftig frost, efter dagen havde budt på varmegrader og regn. Det var
dog ikke nok til at fjerne al sneen, og men efter frostnatten blev den
til hård is, der især ligger på cykelstier og fortove. Fortovene er især
ujævnt glatte, hvor der ikke blev ryddet for sne inden nytårsaften. [Her
i Brønshøj, hvor snerydning - som de fleste steder i Danmark - er
grundejernes ansvar, er der en del steder, som er sande "minefelter."]
Der er gode nyheder på vej - Der loves temperaturer over frysepunktet allerede fra lørdag middag.
Leverpostej - en mangelvare!
Der er udsigt til mangel på leverpostej de næste par uger. En mindre
brand torsdag med efterfølgende omfattende sodskader på Stryhns fabrik i
Roskilde betyder, at halvdelen af den danske produktion af leverpostej
bortfalder. Det vil tage flere uger at få gang i produktionen igen,
oplyser adm. direktør Torben Faurby, Stryhns Leverpostej til DR Online.
Kritik af dansk Open Source rapport
Den første store, offentlige rapport om fænomenet åben kildekode
eller Open Source blev publiseret af Patent- og Varemærkestyrelsen
i november. Rapporten, der er lavet af et eksternt konsulentfirma
angives at give en oversigt på dansk over, hvad Open Source og
operativsystemet Linux egentlig er for noget. Men måske er rapporten
ikke det endelige svar. Foreningen Sjællands og Skånes Linux User Group
(SSLUG), en stor non-profit organisation af Linuxbrugere har lavet en
gennemgående analyse af rapporten. Analysen er på over 34 siders tekst,
men konklusionen er, at rapporten må trækkes tilbage eller korrigeres
på væsentlige punkter. Rapporten sammenblander bl.a. begreberne eneret
(patenter) og ophavsret - og gør Open Source bevægelsen til "ideologiske"
modstandere af begge begreber. [Open Source folk går meget op i at kæmpe
for ophavsretten - det er den, der hindrer skruppelløse virksomheder i at
"stjæle" koden i.e. hindre den frie udbredelse!]. Et andet kritikpunkt
er, at rapporten gentagne gange udtaler sig til fordel for software
patenter, uden at komme ind på den reelle trussel, denne nye type
patenter er mod Open Source og små virksomheder.
SSLUGs analyse er meget grundig - og i modsætning til Styrelsens rapport - rigeligt forsynet med henvisninger til kilder. Dog kunne den måske have haft godt af en ekstra korrekturlæsning og konklusionen strammes lidt op. Det virker lidt for akademisk for det politiske miljø, den er rettet imod. Ifølge ComputerWorld Online afviser Patent- og Varemærkestyrelsen at rapporten er fejlfyldt eller ubalanceret og man ser ingen grund til at trække rapporten tilbage.
Rapporten kan hentes hos Patent- og Varemærkestyrelsen på følgende adresse:
http://www.dkpto.dk/iprudvikling/open_source/udvikling.htmRapporten er i Acrobat-format.
SSLUGs analyse ligger på addresen:
http://www.sslug.dk/patent/DKPTO_OSS_rapport_kritik/
[Redaktøren undrer sig stadig over, at den eneste styrelse med en klar partsinteresse i konflikten mellem Open Source og eneret til programmel og algoritmer, fik til opgave at lave en rapport om Open Source i erhvervslivet. Patent- og Varemærkestyrelsen har som et af sine hovedformål at få flere danske virksomheder til at søge patenter - som de i øvrigt også administrerer. /Leif]
Vejret
Endnu en dag med høj solskin og dagfrost. Nordjylland havde dog tåge
hele dagen. Den bredte sig i aften til større dele af landet.
Temperaturer maksimalt mellem -3 og +1 grader.
Finansmarkederne
1USD 8,3097 DKK, 1GBP 11,9680 DKK, 1EUR 7,4405 DKK 100JPY 6,3496 DKK, 1AUD 4,3058 DKK, 1CHF 5,0311 DKK 1CAD 5,2013 DKK, 1NZD 3,5573 DKK, 1SEK 0,8057 DKK 1NOK 0,9316 DKK, 100ISK 8,13 DKK, 1ZAR (1) 0,6731 DKK 1SGD *,**** DKK, 10THB (2) 1,886 DKK, 1HKD 1,0655 DKK 1MYR (1) 2,1662 DKK(1) ZAR, og MYR er vejledende notering på basis af USD og (2) THB er vejledende salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank, offentliggjort i Børsen og beregnet i går kl 12.
*,**** Kursen på SGD fra Nationalbanken var helt klart forkert i dag. Den var nemlig identisk med HKD!
Obligationsrenter: 6,42% -0,03 (30 år real), 5,10% -0,04 (10 år stat) Pr. 31/12: 6,48% 5,14% KAX-index: 213,95 +2,12 KFX (mest omsatte aktier): 272,94 +3,35 Pr. 31/12: 211,84 267,05 KVX (Vækstaktier i DK): 399,41 +1,01 Pr. 31/12 380,87