onsdag, 12. december 2001 23:57 (DNT)


USA: Ja Tak til jægersoldater

Den brede vifte af tilbud om militær hjælp til USA i Afghanistan, som den nye VK-regering sendte med bred opbakning fra et næsten enigt Folketing, er ifølge DR-TVA blevet positivt modtaget. Amerikanerne vil gerne havde nogle af de danske jægersoldater stillet til rådighed. Det er ikke meningen, at de skal i kamp, men de skal være med til at sikre at nødhjælpen kommer frem og at landet kommer i gang med genopbygningen. Det præcise omfang - herunder hvor mange soldater, der skal af sted - vides endnu ikke, da det officielle svar ikke er modtaget endnu.

Det er såkaldte "kilder tæt på regeringen", der har viderebragt oplysningerne til DR-TVA.



31 mill. DKK til Afghanistan

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) sagde i dag, at der er brug for forstærket indsats i Afghanistan på grund af den kommende vinter. Derfor har regeringen bevilget 31 mill. DKK i nødhjælp til det krigshærgede land. Pengene fordeles til forskellige NGO'er og FNs organisationer. Mission Øst, der arbejder i den nordlige del af Afghanistan får 5,27 mill. DKK, Dansk Afghanistan Komite får 3,13 mill DKK til benzin og medicin til hospitaler i det vestlige Afghanistan. Danish Demining Group får 6 mill. DKK til minerydning, bl.a. omkring Kabul. FNs børnefond UNICEF får 7,5 mill. DKK til børn og kvinder. OCHA - en FN organisation, der arbejder med at oplyse lokalbefolkning om minefare - får 4,1 mill. DKK og endelig er der 5 mill. DKK til FNs Flygtningehøjkommisariat, UNHCR.



Grundlag for forældreorlov usikkerhed

V og K fremlagde længe før Folketingsvalget blev udskrevet et forslag til en omfattende udvidelse af barselsorloven - fra nu ca. 6 måneder til 12 måneder. De øvrige partier har også stillet forslag om forbedringer, men under helt andre betingelser. Men nu viser det sig, at Dansk Folkeparti ikke er helt så varm på VK-regeringens forbedringsforslag alligevel. Grundlaget for udvidelsen fra 6 til 12 måneder var hos V og K, at den såkaldte forældreorlov blev afskaffet. Forskellen på forældreorlov og barselsorlov er, at man under forældreorlov kun kan få 60% af maksimal dagpengesats. Tilgengæld kan man holde fri længere. Så ved at fjerne forældreorloven kunne V og K gøre forlængelsen næsten selvfinansierende. Men nu siger Dansk Folkeparti, at de ønsker at bevare en del af forældreorloven - og gerne sætte lønnen op til 80% af dagpengene, hvis det bliver muligt at finde penge til det. Dansk Folkeparti foreslår den såkaldte børnecheck afskaffet. Børnechecken koster i følge DF 2 - 3 mia. DKK.

Fastholder Dansk Folkeparti sine synspunkter, der der flertal uden om regeringen for at bevare forældreorloven - samtidig med en udvidelse af barselsorloven.



Danske motorveje ikke sikre nok?

Et af VK-regeringens første løfter har været, at hastigheden på motorveje i Danmark må sættes op til 130 km/t. Der er for øjeblikket en øverste hastighedsgrænse på 110 km/t. Regeringen hævder, at der ikke vil ske væsentlige ændringer i antallet af trafikulykker på motorvejene med en højere hastighedsgrænse. Det er Dansk Amtsvejingeniørforening ikke enige i. Her siger formand Per Studsholt til flere medier, at de danske motorveje kun er bygget til max. 120 km/t. Det betyder bl.a. at tilkørselsramper er for korte og en lang række sving er for skarpe. Autoværnene er også for spinkle. Allerede 110 km/t er i overkanten - der bør være en margen, så hvis man ønsker 130 km/t max., må man dimensionere vejene til 150 km/t. Men ingeniørernes argumentation afvises skarpt af Helge Adam Møller (K), der er forhenværende formand for Færdselssikkerhedskommisionen. Han siger at ganske enkelte steder er der måske begrænsninger, men det kan klares med et par skilte og lokal hastighedsbegrænsning. Trafikminister Flemming Hansen (K) er dog mere åben for, om det vil kræve trafikinvesteringer - hans ministerium har sat Vejdirektoratet i gang med en vurdering.



Fodboldvold fører til fængsel

To unge englændere blev i går i Københavns byret idømt 4 henholdsvis 5 måneders fængsel for grov forstyrrelse af den offentlige orden og vold. De to, der begge er 24 år, var frivilligt mødt op i retten for at forsvare sig mod anklagerne om at havde deltaget i vold på Københavns Rådhusplads før UEFA Cup-finalen mellem engelske Arsenal og tyrkiske Galatasaray. De unge englændere forsvarede sig med, at de følte sig omringet og truet af tyrkiske fodboldfans, og derfor havde slået fra sig. Men video-optagelser viste noget andet, mente dommerne. Den ene af de 2 deltog bl.a. i et overfald på en tyrkisk kameramand. Ud over dommen - som enten skal afsones i Danmark eller England - udvises de to mænd i 5 år. To andre Arsenal-tilhængere skal for retten næste mandag - hvis de dukker op - og 2 tyrkiske fans har allerede fået domme for vold i forbindelse med slagsmålet på Rådhuspldsen i maj 2000.



Tidligere borgmester sigtet

Venstre i Romsø kommune har i dag oplyst, at det ER tidligere borgmester i Romsø og nuværende byrådsmedlem Inga Skjærris Nielsen, der er blevet sigtet for valgsvindel af politiet i Roskilde. Hun har tidligere i flere medier skarpt afvist, at det var hende, der havde sat et ekstra kryds på ca. 70 stemmesedler på valgstedet Viby Kro, hvor hun var valgtilforordnet. De ekstra kryds var tilføjet, hvor vælgeren havde sat kryds ved partiet Venstre - ikke en af dets kandidater.



Barsebäk lukker 2003 (?)

Et stort flertal 117 mod 43 i den svensk Riksdag besluttede i går at fastolde lukningen af den sidste reaktor på atomkraftværket Barsebäck. Lukningen skal ske i 2003. Ganske vist vedtog man i 1997 en ændring, der betød at værket først kunne lukke, når der var skaffet erstatningsstrøm - og det er endnu ikke sket. Derfor udsættes lukningen fra 2002 til 2003 - men så er der skaffet erstatningsstrøm, mener Riksdagens flertal. Beslutningen blev mødt med stor glæde hos alle politikere i København. Her har man frygtet at den sidste reaktor ikke ville blive lukket foreløbig - ikke mindst fordi det privatejede a-kraftværk var i gang med at opgradere værket for 180 mill. SEK. Det blev forklaret med "normal vedligeholdelse og ajourføring af sikkerheden." Værkets anden reaktor er lukket.



Midlertidig finanslov vedtaget

Efter en hastebehandling i går vedtog Folketinget med 120 stemmer for - det var samtlige tilstedeværende - et forslag fra finansminister Thor Pedersen (V) om et midlertidig statsbudget. Det gør det muligt for staten fortsat at opkræve afgifter og betale regninger efter 1. januar og indtil en ny finanslov for 2001 er forhandlet på plads og vedtaget. Forhandlingerne starter efter nytår.


DilleSport


BADMINTON: Copenhagen Masters 2001

Dansk Badminton Forbund oplyser i dag, at den olympiske mester Ji Xinpang har meldt afbud til Copenhagen Masters 2001. Årsagen er - ikke overraskende - at Ji Xinpang ikke er i god form. Det understøttes af, at Ji Xinpang ikke har gjort sig bemærket internationalt siden OL i Sydney sidste år. Som afløser sender Kina den nykårne, kinesiske mester, Luo Yigang. Han skal i den indledende runde spille mod Peter Gade og All Englandmesteren Pullela Gopichand fra Indien.

Copenhagen Masters spilles fra 27.-29. december i Cirkusbygningen i København.



FODBOLD: Rettelse!

I oversigten over søndagens resultater i M-Superligaen var der byttet rundt på cifrene for kampen AGF - Lyngby. Lyngbys serie 3 spillere tabte som ventet. AGF vandt let 7-0.

Tak til David T. Hansen for at have bemærket en ellers ubemærket sensation! :-)



Vejret

Efter lidt sol i visse egne fik hele landet i løbet af formiddagen overskyet og ud på eftermiddagen regn eller tåge mange steder. Temperaturer op til mellem 3 - 6 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,3332 DKK,   1GBP     12,0100 DKK,   1DEM*     3,8078 DKK
100JPY     6,6064 DKK,   100ITL*   0,3846 DKK,   1AUD      4,3198 DKK
1FRF*      1,1353 DKK,   1CHF      5,0491 DKK,   1CAD      5,3188 DKK
1IEP*      9,4562 DKK,   1NLG*     3,3795 DKK,   1EUR (3)  7,4474 DKK
100ESP*    4,476  DKK,   1NZD      3,4933 DKK,   1SEK      0,7922 DKK
10BEF*     1,8462 DKK,   1NOK      0,9290 DKK,   100ISK    7,86   DKK  
100GRD*    2,186  DKK,   1FIM*     1,2526 DKK,   1ZAR (1)  0,7512 DKK
100PTE*    3,715  DKK,   1SGD (1)  4,5613 DKK,   10THB (2) 1,920  DKK
1HKD (2)   1,0697 DKK,   1MYR (1)  2,1954 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,47% -0,05 (30 år real), 4,98% -0,06 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
KAX-index:   206,87 -0,38   KFX (mest omsatte aktier): 265,06 -0,93
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    334,89 +2,86
                            Pr. 29/12                  620,79