tirsdag, 4. december 2001 23:57 (DNT)


Trontale i Folketinget

Folketinget åbnede i dag officielt efter valget 20. november og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) holdt sin første "trontale." Han startede med at fortolke valgresultatet som et opgør med opdelingen af højre og venstre i dansk politik. Der var ikke længere nogen opdeling mellem "os" og "dem" - Klassekampen er død! Valget signalere et nyt Danmark, med nye visioner, med sammenhold om bestemte værdier og holdninger. Regeringen opstillede 4 mål: 1. "Mennesket før Systemet" - et opgør med stive systemer, umyndiggørelse og ensretning. 2. Et samfund der tager sig mere af de allersvageste. Der skal være frihed til initiativ og risiko, men også et stærkt sikkerhedsnet, når det går galt. 3. Mere investering i Danmarks fremtid - flere arbejdspladser og mere produktion i den private sektor. Men fremtiden er også bedre familieliv, livskvalitet, miljø, uddannelse og kultur. 4. Danmark skal "åbent og engageret" påtage sig ansvar for at skabe og sikre frihed og fred i verden omkring os.

De meste af de mere konkrete løfter er stort set uændret i forhold til det program, som Venstre og konservative havde fremlagt længe før valgkampen - men på enkelte punkter annonceredes nye initiativer. Under investering i Danmarks fremtid hører også - ifølge regeringen - at "reducere antallet af udlændinge, der kommer til Danmark." Der skal kun give asyl til flygtninge, der er omfattet af de internationale konventioner. Retskrav på familiesammenføring bliver ophævet. 7 års lovligt ophold i Danmark er forudsætningen for, at man kan få permanent opholdtilladelse. Man kan også først få kontanthjælp efter de 7 års ophold.

[Forlægget til talen er på statsministeriets hjemmeside.

http://www.stm.dk/taler/taler/tale114.htm
Det holdte tale kan afvige herfra.]



Reaktioner: Lyder da godt, men...

Talen blev modtaget relativt positivt af alle Folketingets partier, selv om den nyvalgte opposition (undtagen Dansk Folkeparti) gerne snart ville høre om hvordan alle gaverne skulle finansieres. SF og Enhedslisten [fra den nu afskaffede venstre fløj i dansk politik :-)] sagde at talen afslørede regeringens borgelige karakter ganske tydeligt. Dansk Folkeparti kom egentlig med den mest negative kritik (ifølge DR-TVA). Pia Kjærsgaard, lederen af Dansk Folkeparti, kunne godt lide talen, men hun var lidt irriteret over alle de praktiske forslag regeringen kom med uden på forhånd at have diskuteret dem med Dansk Folkeparti. Det var - viste talen hende klart - jo hos dem, regeringen skulle hente sit flertal.



Folkeskolen: middel karakter

OECDs program for internationalelevevaluering (Programme for International Student Assesment - PISA) har offentliggjort en sammenlignende analyse af 15-åriges færdigheder i 32 lande. 170.000 har deltaget i analysen, og der vurderes på færdigheder i læsning, regning og matematik, samt naturvidenskab (Det hedder "natur og teknik" i dagens Folkeskole). Resultaterne er nedslående for netop de 3 området. Når det gælder læsning er Danmark nr. 16 - hvilket lige netop er omkring gennemsnittet (USA er nr. 15). Det er lidt bedre for regning og matematik - nr. 12, og helt galt for naturfag. Her er danske elever nr. 22. Finland er bedst til at læse - efterfulgt af Korea og Canada. Japan er bedst til matematik - fulgt af Korea og New Zealand (Finland nr. 4). Naturfag står stærkest i Korea, Japan - og Finland.

Undervisningsminister Ulla Tørnæs (V) er rystet over tallene, og hun vil nu indkalde forligspartierne bag Folkeskoleforliget (samt de konservative, som står udenfor) for at få "igangsat" en "bred løsning." Hun kunne tænke sig flere timer i dansk og regning på skemaet. Hun glæder sig iøvrigt over, at det ifølge andre afsnit af rapporten ikke har nogen "betydelig positiv effekt" med modersmålsundervisning, som VK-regeringen ønsker afskaffet. Danske eksperter på pædagogik peger også på læreruddannelsen. I den forbindelse henviser man til Finland, hvor lærere skal igennem en 5-årig universitetsuddannelse, før de får lov til at undervise i grundskolen. I Danmark har man den særlige seminarieuddannelse, der tager 4 år. Ulla Tørnæs ville ikke kommentere dette aspekt, da hun blev interviewet til TV2 Nyhederne.

Undervisningsministeriet har samlet en række dokumenter omkring rapporten - inklusive en pressemeddelelse fra Ulla Tørnæs.

http://www.uvm.dk/nyt/pm/pmpisa.htm



Telefyringer

Krisen i telebranchen har nu også ramt hårdt i Danmark. I går meddelte mobilproducenten Ericsson, at man afskediger 440 medarbejdere i Danmark. Der er i dag 1.400 ansatte i Danmark. Afskedigelserne rammer primært udviklingsafdelingerne, hvoraf flere i København og Aalborg må lukke. Heller ikke hos teleoperatørerne går det godt. Forleden var det den næststørste, Sonofon, der skar ned. I går var det fransk-ejede Orange, som varslede fyringer af 250 medarbejdere. Orange begrundede fyringerne med, at man have overvurderet det danske marked, og nu justerede medarbejderstaben til det forventede marked.



Fængselsudvidelse ulovligøres

Albertslund kommune er kommet borgerne til hjælp i sagen mod indretningen af et hus ved Roskildevej til åbent fængsel for sexforbrydere. Ikke nok med at borgmester Finn Aaberg (S) deltog i beboernes protestfakkeltog i sidste uge. Nu har byrådet besluttet, at forbyde indretning af huset, fordi udvidelsen ikke er i overenstemmelse med lokalplanen. Der står ikke noget om opretning af fængsler i området, der selv om det ligger i nærheden af både Herstedvester og Vridsløselille. Huset ligger midt i et beboelseskvarter. Finn Aaberg venter ikke, at beslutningen stopper ombygningen. Kriminalforsorgen vil formentlig anke sagen - derfor vil Finn Aaberg have et møde med justitsminister Lene Espersen (K). Han vil foreslå, at kommunen køber bygningen til nedrivning.



Hurtigt ind - hurtigt ud!

24 lejere i det almennyttige boligselskab KAB i København har fået besked om, at de skal være ude af deres lejlighed inden en uge. De er samtig - sammen med 14 som var på vej til at flytte ind - meldt til politiet. Takket være "vennetjenester" fra en nu forhenværende ansat i KABs administration kunne de mange pludselig flytte ind, selv om de kun havde stået på venteliste i 2 - 12 måneder. Takket være fusk med selskabets computersystemer fik "vennerne" 10 - 20 - ja op til 44 års anciennitet, oplyser KABs direktør Jesper Nygaard til TV2 Lorry. Han finder forklaringen om at det er "vennetjenester" meget lidt sandsynlig. Ud over at medarbejderen er blevet bortvist øjeblikkelig, er sagen overdraget til politiet. Jesper Nygaard sagde også, at sikkerheden omkring computersystemerne vil blive skærpet. Det betyder bl.a. at en række procedurer vil kræve medvirken af mindst to medarbejdere, hvor tidligere en enkelt kunne gøre det.



Vestas sælger

Vindmøllefabrikken Vestas meddelte i går Fondsbørsen, at den har solgt sin andel i den største spanske vindmøllefabrik, Gamesa Eolica, formedelst 2,1 mia. DKK. Oplysningerne medførte et fald på Vestas aktier, fordi markedet havde ventet at Vestas istedet ville overtage hele fabrikken.


DilleSport


FODBOLD: Lyngby FC skal spille

DBU har besluttet, at Lyngby FC skal spille mod AGF næste søndag, selv om man kun må stille med serie 3 amatørspillere. Lyngby FCs professionelle spillere indgav i går konkursbegæring mod klubben for at sikre sig lønningerne. Klubledelsen havde håbet at få kampen udsat, så man kunne få nye spillere (til en lavere løn) etableret i et rekonstrueret selskab. Men DBU afviste anmodningen, med den begrundelse, at chancen for at få etableret et nyt hold inden forårsturneringen ikke er særlig stor.



HÅNDBOLD: K-VM i Italien

Danmarks første kamp var mod Kina, der i håndbold-sammenhænge ikke har samme superstatus som f.eks. badminton.

Danskerne lagde stærkt ud med stærkt, selvsikkert spil, og halvejs inde i 1. halvleg førte danskerne 12-6. Så faldt det dansk spil fra hinanden, og der blev kun scoret 1 mål de næste 5 minutter. Heldigvis kunne kineserne heller ikke få mål. Så kom danskerne igang igen, ligesom kineserne begyndte at vise, at de kunne spille gode kombinationer. 1. halvleg sluttede 19-12.

2. halvleg startede med et offensivt kinesisk spil, og danskerne synes at miste koncentrationen lidt. Men det betød ikke meget de første 7 minutter, hvor Danmark øgede til 23-14. Forspringet blev stødt øget til 10 (27-17) efter knap 45 minutters spil. 3. minutter før tid stod der 33-22 - et godt udtryk for, at der var mange og korte angreb og ikke meget forsvarspil. 34-22 få sekunder senere. Imod slutningen var det mere danskernes afslappede stil en egentlig kinesisk dygtighed, der holdt målforskellen.

(onsdag)        Danmark - Kina          36-24 (12-6)

En ting manglede i salen - stemning. Der var meget få tilskuere i Stadthalle i Bolzano.

Landstræner Jan Pytlick var meget tilfreds efter kampen. Der var kun få ting, der skulle rettes - og han synes at Danmark godt kunne have scoret flere mål, sagde han til TV2 Sporten.

Øvrige kampe i gruppe A:

(onsdag)        Ukraine - Holland       28-28
                Frankrig - Makedonien   31-17

Imorgen møder Danmark Makedonien kl. 20:30 dansk tid.

Gruppe C

(onsdag)        Jugoslavien - Grønland  35-13
Grønland vandt retten til at komme til VM ved at blive nr. 3 i den Nordamerikanske kvalifikationsgruppe.

Øvrige kampe i gruppe C:

(onsdag)        Rusland - Japan         31-23
                Sydkorea - Østrig       29-31



Vejret

Overskyet og i løbet af dagen udbredt regn, med lave temperaturer - højest omkring 1 - 4 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,3535 DKK,   1GBP     11,8809 DKK,   1DEM*     3,8064 DKK
100JPY     6,7500 DKK,   100ITL*   0,3845 DKK,   1AUD      4,3010 DKK
1FRF*      1,1349 DKK,   1CHF      5,0544 DKK,   1CAD      5,3009 DKK
1IEP*      9,4527 DKK,   1NLG*     3,3782 DKK,   1EUR (3)  7,4446 DKK
100ESP*    4,474  DKK,   1NZD      3,4498 DKK,   1SEK      0,7849 DKK
10BEF*     1,8455 DKK,   1NOK      0,9330 DKK,   100ISK    7,79   DKK  
100GRD*    2,185  DKK,   1FIM*     1,2521 DKK,   1ZAR (1)  0,8035 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (1)  4,5457 DKK,   10THB (2) 1,903  DKK
1HKD (2)   1,0684 DKK,   1MYR (1)  2,1927 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,30% -0,01 (30 år real), 4,72% -0,03 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
KAX-index:   207,77 -2,55   KFX (mest omsatte aktier): 266,30 -4,42
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    328,16 -3,93
                            Pr. 29/12                  620,79