fredag, 9. november 2001 23:58 (DNT)


FV2001: Brixtoftes "private synspunkt"

Farums borgmester, Peter Brixtofte (V), var ikke særlig populær hos Venstres landsledelse i dag, efter at han i går aftes i TV2 Nyhederne sagde, at der ikke var brug for stramme regler for familiesammenføringer - og at staten skulle blande sig uden om hvem folk giftede sig med. Anders Fogh Rasmussen karakteriserede Peter Brixtoftes ideer som hans "private synspunkt" og udlændingeordfører Birthe Rønn Hornbech fandt holdninger "dybt underlige." Kravet om strammere regler for familiesammenføringer var vedtaget i Folketingsgruppen, hvor også Peter Brixtofte var medlem, noterede hun sig.

Peter Brixtofte er dog ikke uden opbakning hos Venstrefolk, skriver Politiken lørdag. Flere kredsformand støtter en mere tolerant holdning overfor indvandring - men understreger, at det er deres personlige holdning. Flere erhvervsfolk har også kritiseret debatten - og ikke mindst tonen, som Venstre, konservative og Socialdemokratiet lægger frem. Det gør ikke integrationen nemmere - tværtimod - siges der.



FV2001: Keld og Hilda synger med Nyrup

Hos statsminister Poul Nyrup Rasmussen præsenterede Keld og Hilda Heick i dag en ny valgsang for Socialdemokratiet. Der var ikke tale om en kampsang - faktisk kunne (og kan) hvilket som helst af midterpartierne bruge sangen. Den handler om at bevare demokratiet, være gode mod hinanden - og at det er vigtigt at stemme. Sangerparret vil ikke ud med hvem de selv stemmer på - kun at Keld Heick har stemt socialdemokratisk - og parret af og til er uenige om hvem man bør stemme på. Til TV2 Nyhederne ville Keld Heick ikke rigtigt indrømme, at det kan få negative konsekvenser for karrieren at afsløre sit politiske ståsted - men det var Hilda Heick helt klar på - "Det var sket for andre!" sagde hun.

Ved præsentationen sang Poul Nyrup Rasmussen sammen med Keld og Hilda Heick. Sangen er udkommet på CD - uden Poul Nyrup Rasmussen [og det kan alle vist være godt tjent med! :-)]



Nye SAS-problemer

Det skandinaviske luftfartselskab SAS' trængsler er ikke forbi. I dag gav selskabet 43 af sine MD-80 fly startforbud, indtil landingsstellet er blevet undersøgt for en teknisk fejl. Det medførte mange aflysninger og forsinkelser i dag, og selskabet venter at mellem 100 - 150 afgange vil blive aflyst i løbet af weekenden. Eftersynet og eventuel reparation ventes færdig mandag morgen. Passagerer opfordres til at kontakte afgangslufthavnen og checke, hvis man planlægger at flyve med SAS i weekenden.



Ingen ulovlige prisaftaler

Efter godt 6 måneders efterforskning har Konkurrencestyrelsen opgivet at rejse sager mod danske benzinselskaber for ulovligt at have aftalt priser selskaberne imellem. Tusindvis af dokumenter, hentet hos selskaberne og afhøringer af tidligere medarbejdere har afsløret kontakter mellem selskaberne - men i alle tilfælde er det foregået før 1998. 1. januar 1998 trådte den skærpede konkurrencelov i kraft. Mistanken om karteldannelse har været nærlæggende - alle har bemærket, at udsalgspriser på benzin normalt er næsten den samme hos alle selskaber. Konkurrencestyrelsen vil dog fortsat holde øje med benzinmarkedet. Det var afsløringer af prisaftaler i Sverige, der var den egentlige årsag til den danske undersøgelse. 4 svenske selskaber fik bøder på ialt 740 mill. SEK.

Erhvervsminister Ole Stavad (S) vil på baggrund af afgørelsen have konkurrenceloven yderligere skærpet. Han får støtte hertil fra SF, mens de borgerlige er imod. Pernille Sams(S) mener, at loven er god nok som den er.



Flere krigsforbrydersager i Danmark?

Politimesteren i Køge er af rigsadvokat Henning Fode blevet bedt om at indlede efterforskning mod en asylansøger fra Burundi, der har fået såkaldt tålt ophold i Danmark. Da han søgte om asyl hævdede han, at han havde dræbt 10 regeringsoldater i Burundi - udtalelser, som han senere benægtede. Alligevel mente Flygtningenævnet, at han ikke opfyldte betingelserne for at få flygtningestatus. At have tålt ophold betyder, at vedkommende ikke kan udvises, fordi man i hjemlandet risikerer henrettelse. En sag mod en asylansøger fra Sierra Leone er blevet henlagt indtil videre. Denne havde eget udsagn begået flere drab, mens han var medlem af en oprørsgruppe i Sierra Leone. Sagen opgives, fordi manden i mellemtiden er forsvundet.

Politiet i Sorø efterforsker en tidligere general i Saddam Husseins hær, der har fået tålt ophold og bopæl i Sorø. Han beskyldes for medansvar i bl.a. brug af kemiske våben mod Iraq's kurdiske befolkning.



Tilstår drab

En 41-årig mand har i dag tilstået i et grundlovsforhør i Esbjerg, at han i sidste uge myrdede en 39-årig kvindelige bekendt. Kvinden blev fundet fredag af sin søn, kvalt og med knivstik. Den 41-årig kunne ikke give anden forklaring, end at det var "slået klik" for ham.


DilleSport


HÅNDBOLD: e-Boks Challenge

Invitationsturneringen e-Boks Challenge for K-landshold spilles denne weekend. Danmarks første kamp var mod Frankrig i Århus Arena:
(fredag)     Danmark - Frankrig         20-18
Frankrig er kommende VM-modstander



Vejret

Efter en klar nat, met temperaturer ned til under frysepunktet, var det overvejende sol i løbet af dagen - og højeste temperaturer mellem 2 - 6 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,3628 DKK,   1GBP     12,1191 DKK,   1DEM*     3,8089 DKK
100JPY     6,9441 DKK,   100ITL*   0,3847 DKK,   1AUD      4,2875 DKK
1FRF*      1,1357 DKK,   1CHF      5,0698 DKK,   1CAD      5,2333 DKK
1IEP*      9,4590 DKK,   1NLG*     3,3805 DKK,   1EUR (3)  7,4496 DKK
100ESP*    4,477  DKK,   1NZD      3,4893 DKK,   1SEK      0,7903 DKK
10BEF*     1,8467 DKK,   1NOK      0,9452 DKK,   100ISK    8,02   DKK  
100GRD*    2,186  DKK,   1FIM*     1,2529 DKK,   1ZAR (1)  0,8702 DKK
100PTE*    3,716  DKK,   1SGD (1)  4,5728 DKK,   10THB (2) 1,879  DKK
1HKD (2)   1,0652 DKK,   1MYR (1)  2,1865 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,18% uændr.(30 år real), 4,48% +0,01 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
KAX-index:   208,27 +1,68   KFX (mest omsatte aktier): 267,67 +2,91
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    343,49 -2,99
                            Pr. 29/12                  620,79