Ifølge Poul Nyrup Rasmussen er årsagen til valget nu, at det skal give mulighed for en "mere robust finanslov" for 2001. Danmark står overfor store udfordringer internationalt og det "kræver klar ledelse og klare beslutninger." Statsministeren lagde regeringens slagord frem, som "linien skal fortsætte, trygheden beskyttes og Danmark skal samles, ikke splittes." Regeringen er ikke trådt tilbage, men søger et mandat til at fortsætte.
Der er kun en modkandidat til statsministerposten, og det er Venstres formand Anders Fogh Rasmussen. Han afviste Poul Nyrup Rasmussens oplæg om at gøre det internationale samarbejde til valgtema. Venstre og konservative vil satse på danskernes hverdagsproblemer og herunder ikke mindst udlændingepolitiken.
De seneste meningsmålinger har givet en hvis fremgang for Socialdemokratiet, således at partiets tilslutning er på størrelse med Venstres, dvs. omkring 30% til hver. Men ved sidste valg havde S 36% og V 24%. Dansk Folkeparti bliver en meget vigtig faktor ved dette valg - deres tilslutning er steget fra 7,4% til 11-13%. Både CD og KrF er i fare for at ryge ud - mest CD - og fremskridtspartiet er næsten sikkert ude. Konservative, SF, R og Enhedslisten er nogenlunde uændrede i de seneste meningsmålinger.
Men et af temaerne - hvis medierne kan få lov til at sætte agendaen - bliver statsministerens valg af tidspunkt for valget. Hos mange kommentatorer - og enkelte oppositionspolitikere - er årsagen til valget dels de positive meningsmålinger og den goodwill, som Poul Nyrup Rasmussen har fået på sin ubetingede og klare støtte til USAs kamp mod terror. Men de samme fordømmer også, som en udtrykte det, at regeringens leder forsøger at "score point på tragedien" 11. september.
Den vigtigste valghenvisning er Indenrigsministeriets valgside:
"http://www.inm.dk/folketingsvalg
Danske statsborgere i udlandet, der mener de opfylder betingelserne for at stemme, skal være opmærksom på "Ansøgning om optagelse på folketingsvalglisten af personer, der opholder sig i udlandet." Skemaet kan hentes i PDF-format.
Danmark mangler plan mod pædofile?
En dansk hjemmeside, der omhandler pædofili, er et af de eksempler, som
udenlandske kritikere peger på, når man kritiser Danmarks angiveligt
ringe indsats mod seksuelt misbrug af mindreårige. Både den britiske
professor i sociologi, Julia O'Connell og organisationen Red Barnet
mener, at Pædofiligruppens hjemmeside er et internationalt samlingssted
for pædofile og kræver siden lukket. Danmark er et af de 62 lande, der
endnu ikke har lavet en handlingsplan mod seksuelt misbrug af børn, som
besluttet på den første internationale konference på området for 5 år
siden. Næste år er der opfølgningskonference i Japan.
Justitsminister Frank Jensen (S) afviser beskyldningerne. Han skriver i en pressemeddelelse, at hvis hjemmesiden bruges til ulovligheder, kan både hjemmesidens ejer og internetudbyderen straffes. Politiet overvåger den pågældende side, og vil skride ind, hvis der sker ulovligheder. Han siger også, at regeringen siden 1996 har taget en række initiativer, bl.a. kriminalisering af kunder til prostituerede under 18 år, forlængede forældelsesfrister for seksuelle forbrydelser, forøget overvågning af internetaktiviteter fra politiets side, o.s.v.
Uægte Amdi-billede
I dag hævder Ekstra-Bladet, at et stort foto af Tvind-skolernes
grundlægger, Mogens Amdi Petersen, som Jyllands-Posten bragte i søndags,
er en forfalskning. Jyllands-Posten afslørede, at Mogens Amdi Petersen,
der har været helt forsvundet fra offentlighedens søgelys i 22 år, nu
lever i en 810 kvadratmeter stor luksuslejlighed i et lukket
rigmandskvarter ved Miami, Florida. Samtidig viste man også et billede,
der skulle vise, hvordan han ser ud i dag. Lederen af
animationsafdelingen på Filmskolen, Gunnar Ville, er sikker på, at der
er tale om et computerskabt billede, lavet ved at klippe gamle billeder
sammen og "forbedre" dem. Et af de væsentlige argumenter er, at billedet
til forveksling ligner et gammelt billed fra før 1979, mener
Ekstra-Bladets eksperter.
Jyllands-Posten afviser skarpt beskyldninger. Billedet har man fået fra en person med tilknytning til Mogens Amdi Petersen i dag, og nærmere vil man ikke sige af hensyn til kildebeskyttelsen. Hvis billedet er manipuleret, så er det i hvert fald ikke sket efter det øjeblik, Jyllands-Posten fik billedet.
[Ekstra-Bladet har offentliggjort artiklen på internettet, på adressen:
http://www.eb.dk/VisArtikel.iasp?PageID=142714
Man kan så selv bedømme...]
Vejret
En del regnbyger i morges, men efterhånden opklaring med en del sol og
blæst. Temperaturer op til mellem 12 - 15 graders varme.
Med en gennemsnitstemperatur på ca. 12.0 blev oktober 2001 den varmeste
oktober siden 1874, hvor temperaturmålinger fra hele landet blev sat i
system. Næst-varmeste oktober var den i 1995. Normalen for okober er 9,1
grad celcius.
Finansmarkederne
1USD 8,2269 DKK, 1GBP 11,9738 DKK, 1DEM* 3,8067 DKK 100JPY 6,7562 DKK, 100ITL* 0,3845 DKK, 1AUD 4,1594 DKK 1FRF* 1,1350 DKK, 1CHF 5,0662 DKK, 1CAD 5,1952 DKK 1IEP* 9,4536 DKK, 1NLG* 3,3785 DKK, 1EUR (3) 7,4453 DKK 100ESP* 4,475 DKK, 1NZD 3,4059 DKK, 1SEK 0,7770 DKK 10BEF* 1,8456 DKK, 1NOK 0,9310 DKK, 100ISK 7,93 DKK 100GRD* 2,185 DKK, 1FIM* 1,2522 DKK, 1ZAR (1) 0,8750 DKK 100PTE* 3,714 DKK, 1SGD (1) 4,5108 DKK, 10THB (2) 1,854 DKK 1HKD (2) 1,0529 DKK, 1MYR (1) 2,1613 DKK(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.
(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.
Obligationsrenter: 6,22% +0,03 (30 år real), 4,64% -0,06 (10 år stat) Pr. 30/12: 6,60% 5,15% KAX-index: 202,66 -5,43 KFX (mest omsatte aktier): 257,94 -7,23 Pr. 30/12: 247,62 313,90 KVX (Vækstaktier i DK): 358,73 -10,61 Pr. 29/12 620,79