fredag, 7. september 2001 23:22 (DNT)


Gratisavis fra Berlingske?

Berlingske Tidende går med planer om at udgive en gratis, daglig reklameavis i Storkøbenhavn. Det bekræftede det Berlingske Hus i dag - dog uden at sætte en dato på premieren. Oplysningen kom i samme uge som en international koncern lancerede en tilsvarende avis, MetroExpress. MetroExpress uddeles ved S-togsstationer og på andre større trafikknudepunkter, og det er også meningen at den kommende gratisavis fra Berlingske skal uddeles der. Berlingske vil målrette deres udgivelse til unge, hvorimod MetroExpress synes rettet mod alle, der bruger offentlige transportmidler.

[Det synes ikke at røre udgiverne af de to aviser, at danskerne foretrækker privatbiler i større og større omfang, så de kæmper om et vigende marked! Jeg cykler på arbejde - og har først set den første udgave af MetroExpress i dag ved et tilfælde. En kollega havde medbragt en fra en S-togsstation.]



Politiken må også skære ned

Forleden udkom Berlingske Tidende ikke i flere dage på grund af uoverensstemmelser i forbindelse med omfattende nedskæringer af staben i det Berlingske Hus. I dag oplyste adm. direktør Lars Munch, Politiken, at man skal spare op til 40 mill. DKK. I forvejen har man sparet 50 mill. DKK i år. Årsagen er, at markedet for annoncer er faldet. Hverken Lars Munch eller chefredaktør Thøger Seidenfaden vil overfor Ritzaus Bureau afvise, at besparelserne kan føre til afskedigelser.



Økologisk mælkeproduktion falder

For første gang i mange år falder antallet af økologiske mælkeproducenter i Danmark. Sidste år var antallet 827, i år er det 749. Årsagen til frafaldet er klart økonomisk. Der er nu tilstrækkelig produktion, hævder landmændene, men siger samtidig at forbrugerne ikke køber mælken, der er lidt dyrere. Men samtidig kritiserer mange også, at Arla Foods, der er den altdominerende leverandør til forretningerne ikke har gjort nok for at sælge økologisk mælk. Det afviser firmaet, og siger at danske forbrugere kun går efter prisen. Nu vil man i stedet satse på USA og Tyskland med økologiske produkter.

[Det er sært, men økologisk mælk forsvinder altid først på hylderne ovre i Føtex. Hvis man kommer ved lukketid lørdag er der stort set aldrig noget. Så må man købe alm. mælk.]



Muslimsk verdenskonference

I dag indledtes en noget kontroversiel international konference om muslimers levevilkår i den vestlige verden. Konferencen er en årlig tilbagevendende begivenhed, der finansieres af Saudi Arabien og som finder sted i et nyt land hvert år. Dette års konference har deltagelse af 250 muslimske lærde fra hele verden. Kontroverserne drejer sig bl.a. om selve arrangementet, der i sidste øjeblik er flyttet til Bella Center på Amager, at konferencen ligner reklame for Saudi Arabien - og at for få danske muslimer får taletid.

Uden for konferencens verden er det også kontroversielt - ihvertfald for Dansk Folkeparti og de konservative - at kirkeminister Johannes Lebech (R) holdt åbningstalen. Den danske kirkeminister sagde at dialog og tolerance var vigtige, for alle lande havde voksende mindretal med anderledes kulturel baggrund end flertallets. Han slog til lyd for, at mindretalene skulle have lov til at dyrke deres religion, uanset om et land havde en kristen eller muslimsk flertal.



Kramer Mikkelsen inhabil

Københavns overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) har i to tilfælde, i 1996 og 1997, været inhabil, da han godkendte udbetalinger på 75.000 til Døveforeningen. Problemet er - som Ekstra Bladet har afsløret - at Jens Kramer Mikkelsens svigerinde er sekretariatschef for foreningen. Jens Kramer Mikkelsen beklager nu, at han i første omgang kritiserede sin forvaltning for ikke at have gjort ham opmærksom på inhabiliteten. Borgmesteren var ikke involveret i selve beslutningen om at bevilge pengene - og siden 1997 har ingen politikere haft indvirkning på forvaltningen af støttekroner i Københavns Kommune. Han vil også undersøge, hvorfor Ekstra Bladet ikke har fået udleveret papirer om sagen, da de bad om aktindsigt. I stedet fik avisen papirer via en politiker i Borgerrepræsentationen udleveret det ønskede materiale. Jens Kramer Mikkelsen ved ifølge Politiken ikke, om det var langsom sagsbehandling eller misforstået forsøg på at dække over ham. Men han tager afstand fra begge dele.



Danskere køber CD'er

Danmark ligger i top når det gælder om at købe musik-CD'er. Det fremgår af tal fra de internationale pladeproducenters forening IFPI. Flest CD'er køber briterne, med 4 CD'er pr person sidste år. Danmark og USA følger lige efter med 3,7 CD'er pr. person. De mest solgte CD'er i Danmark var Brødrene Olsens "Wings of Love", Aquas "Aquarius" og Beatles nyudgivelse "1".



Ny stor butikskæde?

Efter to års forhandlinger ser det endelig ud til, at de to uafhængige købmandskæder SuperBest og Favør er blevet enige om at fusionere. Favør har 68 butikker og SuperBest 120. Den kombinerede kæde når derved i omsætning op de ca. 11 mia. DKK, som kæden Føtex har. Føtex er en del af koncernen Dansk Supermarked, som sammen med FDB-koncernen er de store, dominerende spillere. Men den nye fusion, hvis butikker hver i sær er ejet af selvstændige købmænd, kommer altså op i en størrelse, hvor den kan gøre sig gældende ved siden af Føtex og Superbrugsen.



Bogen IT-retten

Gyldendal har - foreløbig ihvertfald - opgivet tanken om elektroniske bøger og online bøger. Så må mere visionære jo træde til. Det har en af Danmarks største kapaciteter på området IT-ret gjort. Professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen har lagt sin seneste bog online på nettet. Titlen er "IT Retten" og det er en så godt som altomfattende lærebog om emnet, beregnet for undervisning på danske universiteter. Den kan også fås på papir - en ordentlig moppedreng på 989 sider - og bestilles direkte på siden. Udover at læse bogen - eller bestille den - så vil siderne også blive vedligeholdt efterhånden som der sker ændringer, ligesom Mads Bryde Andersen vil besvare principielle spørgsmål.

Bogens adresse er:

http://www.it-retten.dk/


DilleSport


BADMINTON: US Open

1/4 finaler

Herresingle

  Lee Hyun Il, KOR
    - Kasper Fangel, DEN                          7-0, 7-0, 7-1
  Kasper Ødum, DEN
    - Mark Constable, ENG                         7-4, 7-3, 7-3
  Kenneth Jonassen, DEN
    - Howard Bach, USA                            8-7, 7-2, 7-1

Damesingle

  Tine Rasmussen, DEN
    - Yoshimi Hataya, JPN                         0-7, 7-4, 7-1, 7-1
  Mette Sørensen, DEN
    - Kim Kyung Ran, KOR                          7-5, 5-7, 7-4, 7-8, 8-6
=p

Damedouble
=p
  Majken Vange/Pernille Harder, DEN
    - Park Hyo Sun/Joo Hyun Hee, KOR              7-2, 7-3, 7-1

Mixeddouble

  Mathias Boe/Majken Vange, DEN
    - Pierre Toulouse/Shanon Pohl, CAN/USA        7-1, 7-1, 6-8, 7-3
  Peter Steffensen/Pernille Harder, DEN
    - Brent Olynyk/Tammy Sun, CAN                 7-4, 7-1, 8-6

Alle Resultater og enkelte artikler findes på IBFs specialside:

http://www.worldbadminton.net/US01.asp



Vejret

Spredte byger og en del sol indimellem. I løbet af eftermiddagen udbredt regn fra vest. Temperaturer op til 15 - 18 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,3259 DKK,   1GBP     12,1056 DKK,   1DEM*     3,8053 DKK
100JPY     6,8569 DKK,   100ITL*   0,3844 DKK,   1AUD      4,3321 DKK
1FRF*      1,1346 DKK,   1CHF      4,9255 DKK,   1CAD      5,3451 DKK
1IEP*      9,4500 DKK,   1NLG*     3,3773 DKK,   1EUR (3)  7,4425 DKK
100ESP*    4,473  DKK,   1NZD      3,6076 DKK,   1SEK      0,7832 DKK
10BEF*     1,8449 DKK,   1NOK      0,9335 DKK,   100ISK    8,34   DKK  
100GRD*    2,184  DKK,   1FIM*     1,2517 DKK,   1ZAR (1)  0,9881 DKK
100PTE*    3,712  DKK,   1SGD (1)  4,7879 DKK,   10THB (2) 1,905  DKK
1HKD (2)   1,0745 DKK,   1MYR (1)  2,2056 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,48% -0,01 (30 år real), 5,15% -0,03 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
KAX-index:   220,56 -0,44   KFX (mest omsatte aktier): 279,19 -0,50
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    409,48 -7,39
                            Pr. 29/12                  620,79