onsdag, 29. august 2001 23:49 (DNT)


Mangel på IT-praktik

Mangel på praktikpladser gør, at langt de fleste IT-elever må se frem til, at de ikke kan få et job, når de bliver færdige med uddannelsen på erhvervsskolerne. Kun hver 6. får en praktikplads, resten må få den på skolen. Et af problemerne er, at der er for mange elever, mener Erhvervsuddannelsesrådet og Det Faglige Udvalg for Strøm, Styring og Proces, som allerede sidste forår advarede imod det. Man anbefalede dengang at der kun blev oprettet 3 IT-uddannelsessteder. Undervisningsministeriet valgt at oprette 9. Specialkonsulent, Erik Bynard, Undervisningsministeriet, forsvarer det med at "Ingen havde drømt om at halvdelen af IT-virksomhederne gik ned på en formiddag."



Fisketællende fiskere

I et nyt projekt, støttet af EU-kommisionen, skal de erhvervsaktive fiskere i Norge, Sverige, Storbritannien, Holland, Frankrig og Danmark, nu til at udfylde skemaer med hvor mange fisk, de mener der findes i de områder, de har kendskab til. Formanden for Danmarks Fiskeriforening, Bent Rulle, er glad for projektet, som han regner med fører til bedre (større) kvoter. Den biologiske rådgivning er efterhånden meget dårlig, fordi biologerne ikke kommer ud på havet. Foreningens direktør, Niels Wichmann, mener, at man bedre kan stole på fiskernes opgørelse end biologernes. Han tror ikke, at fiskerne fristes til at overdrive. De vil svare ærligt, "når de sidder i Hvide Sande ved køkkenbordet med kaffekoppen og konen."



Farum sagsøger ministerium

Borgmester Peter Brixtofte (V), Farum, besluttede i dag, at kommunen vil sagsøge Miljø- og Energiministeriet. Han mener, at ministeriet ikke havde nogen som helst lovhjemmel til at gå ind og overtage tilsynet med byggeriet af 62 ungdomsboliger i et industrikvarter. Det er derimod et alvorligt indgreb i den kommunale selvbestemmelsesret. Kommunens egen lokalplan for området fastlægger industri- og erhvervsbyggeri, men det mener Peter Brixtofte, at kommunen kan fravige uden videre. En klage fra en borger medførte, at både amtets tilsynsråd og Naturklagenævnet krævede byggeriet stoppet, indtil lokalplanen var bragt i orden. Peter Brixtofte bekræftede også, at byrådet vil vedtage en ny lokalplan, der lovliggør byggeriet på sit næste møde. Derefter må man vente 8 uger, før høringsperioden er afsluttet, før byggeriet kan genoptages.



Insiderskandaler?

En finansdirektør, der blev fyret fra E-huset (tidligere Dansk Data Elektronik A/S), sigtes nu for insiderhandel. Bagmandspolitiet har overfor Politiken bekræftet, at den tidligere direktør undersøges både for ulovlig handel med aktier i selskabet og for at have givet vildledende oplysninger til Fondsbørsen. E-Husets ledelse fyrede direktøren sidste år, da man opdagede rod i regnskabet. Han afviser selv alle anklager. E-huset er nu under konkursbehandling, efter at et redningsforsøg mislykkedes. Hovedparten af aktiverne og 2/3 af medarbejderne er overtaget af CSC Danmark.

Også direktøren i det fynske udviklingsfirma Bioscan er også blevet sigtet for insiderviden. Direktøren, der også er hovedaktionær, købte for 8 mill. DKK aktier i sin virksomhed, men uden at fortælle det. Købet var et forsøg på at dække over mislykkede salg til andre investorer. Direktøren mener ikke, at han har gjort noget forkert. Bagmandspolitiet har fået sagen fra Finanstilsynet og Fondsbørsen, der selv fik et tip fra et bestyrelsesmedlem i Bioscan, som blev fortørnet over transaktionen.

Denne seneste insidersag har sikret et politisk flertal for økonomiminister Marianne Jelveds (R) planer om at oprette et såkaldt insiderregister. Ideen stammer fra Norge og Sverige, og går ud på at alle med insider-viden, bestyrelse, direktion og ledende medarbejdere, skal registrere sig hver gang man handler i selskabets aktier.



Frank Dahlgaard bliver kristelig

Frank Dahlgaard, uafhængigt medlem af Folketinget, og tidligere medlem af de konservative, har i dag meldt sig ind i Kristeligt Folkeparti. Frank Dahlgaard blev ekskluderet af de konservative, fordi han afslørede at han havde stemt på Dansk Folkeparti til Europaparlamentet. Det skyldtes, sagde han, at de konservative selv ikke tillod EU-kritik inden for egne rækker. Det problem har Kristeligt Folkeparti ikke - partiet er splittet i sagen - så valget var egentlig oplagt. Hovedgrunden til, at Frank Dahlgaard skifter parti er, at han ønsker at fortsætte i politik. Det kan kun ske i et andet parti. Spurgt af DR om han havde lovet ikke at stemme på andre partier, svarede han nej - men han lovede på stedet, at det ville han aldrig gøre fremover.



Dansk TV digitalt inden 2008?

Ifølge Børsen i dag er der planer om at alle danske tv-seere inden 2008 har anskaffet digitalt tv eller en digital dekoderboks til at konvertere signalerne til traditionelt, analog tv. Ifølge en hemmelig rapport, udarbejdet af KPMG skulle det være muligt at slukke for de analoge tv-stationer i 2008 - eller tidligere. Hovedparten af artiklen handler dog om, hvordan skiftet skal håndteres, og her taler man om at lave et privat aktieselskab, der kommer til at eje sendenettet. Det digitale net gør det muligt at sende 12 - 20 kanaler samtidig. Den hemmelige rapport har været grundlag for et møde mellem politikere og mediefolk i Kulturministeriet, og måske kommer der et omfattende lovforslag om dette allerede til efteråret.



Arla skal lave mad til rummet

Den dansk-svenske fødevaregigant Arla, som er Europas største mejerikoncern, har indgået aftale med den amerikanske rumfartsorganisation NASA. I følge aftalen skal mejeriselskabet udvikle 3 mejeriprodukter, som astronauter og kosmonauter kan tage med sig op i rummet. De 3 produkter er en ost, en mælkedrik og en speciel yoghurt. Udviklingstiden er sat til et år.



GN Store Nord med stort underskud

Halvårsregnskabet for GN Store Nord kom i dag, og det viste et meget stort underskud på 5,7 mia. DKK. Samme halvår sidste år havde et overskud på 190 mill. DKK. Hovedårsagen til underskuddet var en afskrivning af goodwill i GN Netcom på 6 mia. DKK. GN Netcom er som de fleste firmaer i IT og telebranchen ramt af dårlige konjunkturer. Den ordinære drift i GN Store Nords selskaber viser en mindre tilbagegang i omsætning og overskud. Selskabet GN NetTest, som skulle være børsnoteret i år, man kan nu tidligst blive det næste forår.


DilleSport


BADMINTON: Peter Rasmussen igen skadet

Efter 1 1/2 års fravær på grund af en skade, har den tidligere verdensmester Peter Rasmussen måttet udsætte sit comeback lidt endnu. En letter forstuvning har gjort, at han må springe US Open over, og først kan spille til German Open i starten af oktober. Han håber også at kunne spille til Danish Open i slutningen af oktober.

Peter Rasmussen vandt individuelt VM i Glasgow, Skotland i 1997.



FODBOLD: K-Elitedivision

(onsdag)     FB - Brøndby          0-1
             HEI - Horsens         2-1
             OB - Hillerød         3-0
             Fortuna - Vejle       6-1



Vejret

Mest solrigt og tørt, men med en del skyer. Temperaturer op til mellem 19 - 23 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,1597 DKK,   1GBP     11,8593 DKK,   1DEM*     3,8061 DKK
100JPY     6,8032 DKK,   100ITL*   0,3845 DKK,   1AUD      4,3305 DKK
1FRF*      1,1348 DKK,   1CHF      4,9071 DKK,   1CAD      5,2964 DKK
1IEP*      9,4521 DKK,   1NLG*     3,3780 DKK,   1EUR (3)  7,4441 DKK
100ESP*    4,474  DKK,   1NZD      3,6038 DKK,   1SEK      0,7904 DKK
10BEF*     1,8453 DKK,   1NOK      0,9235 DKK,   100ISK    8,25   DKK  
100GRD*    2,185  DKK,   1FIM*     1,2520 DKK,   1ZAR (1)  0,9796 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (1)  4,6953 DKK,   10THB (2) 1,870  DKK
1HKD (2)   1,0550 DKK,   1MYR (1)  2,1654 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,45% -0,01 (30 år real), 5,10% -0,05 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
KAX-index:   232,09 -2,79   KFX (mest omsatte aktier): 296,14 -3,35
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    486,66 -7,66
                            Pr. 29/12                  620,79