tirsdag, 28. august 2001 23:17 (DNT)


Finanslovforslag: Ingen nye gaver

Finansminister Pia Gjellerup (S) fremlagde i dag sit første finanslovsforslag - det sidste før næste valg. Forslaget bærer også præg af det kommende valg. Der er ingen nye løfter, men en del omkring finansiering. Der er sat flere penge af til sygehusvæsenet, folkeskolen, de ældre og trafikinvesteringer. Det meste er noget, som regeringen allerede har lovet, bl.a. i form af aftalen med kommuner og amter. De borgerlige mener, at finansloven er skræddersyet til et forlig med venstre side i Folketinget (SF og Enhedslisten), for finansieringen skal hovedsagelig bæres af erhvervslivet. Der er bl.a. tanker om en skat på cement og flere grønne afgifter. Bendt Bendtsen (K) kalder forslaget "ræverødt" og siger, at det vil give "røde tal på bundlinien."

Finansloven fås i forskellige format - og kan læses direkte - på adressen:

http://www.oes-cs.dk/bevillingslove/
[Især vil jeg fremhæve, at man kan hente de rå tal i csv-formatet (kommaopdelte tekstfiler) - et format som alle regnearksprogrammer kan læse. Nogen andet end de evindelige Excel-formater, man ellers ser det offentlige anvender.]

Iøvrigt er IT-branchen i Danmark stærkt utilfreds med finanslovsforslaget. Der er kun sat lidt under 1 mia. af til IT - og det skal også dække forskning.



Miljøministeriet stopper byggeri

Miljø og Energiministeriet greb i dag direkte ind i Farum kommunes omstridte byggeri af 62 ungdomsboliger. Ministeriet gik ind og fratog kommunen tilsynet med byggeriet, med hjemmel i planloven. Både Naturklagenævnet og Tilsynsrådet har afsagt kendelse om, at byggeriet skal stoppe, indtil lokalplanen bliver ændret, så byggeriet gøres lovligt. De to indstanser mener, at lokalplanen foreskriver industribyggeri. Kommunen henholder sig til "og lignende", og mener hele sagen er et udtryk for regeringens dårlige samvittighed over ikke at have bygget ungdomsboliger nok. Den 4. september vedtager byrådet en dispensation, som man ikke mener er nødvendig, men så byggeriet kommer igang igen.



Balletchef fornyer ikke

Balletmester Aage Thordal Christensen forlænger ikke sin kontrakt, og derfor skal Det kgl. Teaters ledelse for 4. gang på 10 år ud og finde en ny balletmester. Også dennegang er det problemer mellem ledelsen og danserne, der kulminerede med, at danserne sendte et brev til bestyrelsen med en bøn om, at den ikke forlængede Aage Thordals kontrakt. Han har valgt selv ikke at søge kontrakten forlænget. Aage Thordal var indtil han tiltrådte selv danser på teateret, så nu erkender adm. direktør Michael Christiansen, at der må en ny ledelsesstruktur til, før man kan ansætte en ny balletmester. Bl.a. vil han nu se på ledelsesstrukturen på andre balletkompagnier i Europa.



Gyldendal opgiver internet

Forlaget Gyldendal har opgivet tanken om at sætte den Store Danske Encyklopædi på internettet. Forlaget havde søgt kulturministeriet om støtte, så man kunne oprette en betalingsside med leksikonet. Ideen var, at det skulle koste mellem 4-500 DKK for at få adgang til online udgaven. Mange protesterede - ikke mindst dem, der havde købt papirudgaven, der koster mange gange mere. Andre forlag protesterede over statsstøtten. Men intet af dette var afgørende. Det var det derimod, at forlaget har dårlige erfaringer med online distribution af værker. Sidste år gik forlaget med brask og bram ud med Microsofts eBook system, men salget har været meget skuffende.

Gylendal fremlagde sit halvårsregnskab, der viste et underskud på 16,8 mill. DKK, mod 9,9 mill. DKK i samme periode sidste år. Omsætningene var 260 mill. DKK. Ledelsen venter et samlet årsresultat på 15 mill. før skat, og dagens regnskab blev positivt modtaget på børsen, hvor aktierne steg til kurs 215 - en stigning på 5 DKK.



Milliardkrav fra DSB?

Ved fremlæggelsen af DSBs halvårsregnskab i går, sagde direktør Henrik Hassenkamp, at DSB var meget utilfreds med leverandøren til de nye specialbyggede Øresundstog. Togene, der er købt i fællesskab med de svenske partnere, SJ AB, Skånetrafikken og Blekinge Län, har vist sig meget fejlbehæftede, og en stor del af grunden til de mange forsinkelser og aflysninger, der har har plaget lokaltrafikken på Kystbanen og i Skåne. Det er meningen, at togene skal køre fra Helsingør til Helsingborg over Øresundsbron. Ruten har modtaget 28 af de 42 bestilte togsæt, men Henrik Hassenkamp vil ifølge Børsen ikke afvise, at man kan blive nød til at ophæve kontrakten, der er på godt 2,5 mia DKK. Leverandøren er canadiske Bombardier. Her erkender man, at der har været problemer og at man har undervurderet projektets kompleksitet. Man har sat alt ind på at løse problemerne, siger dirketøren for den svenske afdeling af Bombardier i Vesterås, Begnt Lindwall.

Ellers viste halvårsregnskabet et overskud på 744 mill. DKK, 115 mill. DKK bedre end samme periode sidste år. Antallet af ansatte er reduceret fra 10.700 til omkring 8.000, mens passagerindtægterne er steget 11% For hele året venter DSB et overskud omkring 1,2 mia. DKK, 400 mill. DKK bedre end 2000.



Norsk bryllup populært - i Danmark

Lørdagens royale bryllup i Norge, mellem kronprins Haakon og kronprinsesse Mette-Marit fik flest tv-seere i Danmark! 2,6 mill. danskere fulgte begivenheden, der blev transmitteret direkte på begge landsdækkende kanaler, DR-TV og TV2. I norge var tallet 1,8 mill. I Sverige var tallet 1,4 mill. seere. Direktør Jarle Thalberg, Carat Medie & Research siger til norske Verdens Gang, at det der i Danmark er enorm interesse for monarkiet, og at kronprins Frederik var forlover ved brylluppet. Alligevel overrasker tallene de norske medieanalytikere. [Historien fundet på DR Online.]



Vejret

Det meste af dagen få skyer, en del sol og kraftig blæst. Senere flere skyer og lette byger. Temperaturer op til mellem 15 - 19 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,2286 DKK,   1GBP     11,8334 DKK,   1DEM*     3,8063 DKK
100JPY     6,8347 DKK,   100ITL*   0,3845 DKK,   1AUD      4,3249 DKK
1FRF*      1,1349 DKK,   1CHF      4,9070 DKK,   1CAD      5,3319 DKK
1IEP*      9,4524 DKK,   1NLG*     3,3781 DKK,   1EUR (3)  7,4444 DKK
100ESP*    4,474  DKK,   1NZD      3,5894 DKK,   1SEK      0,7947 DKK
10BEF*     1,8454 DKK,   1NOK      0,9226 DKK,   100ISK    8,26   DKK  
100GRD*    2,185  DKK,   1FIM*     1,2521 DKK,   1ZAR (1)  0,9749 DKK
100PTE*    3,713  DKK,   1SGD (1)  4,6730 DKK,   10THB (2) 1,859  DKK
1HKD (2)   1,0469 DKK,   1MYR (1)  2,1489 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,46% uændr.(30 år real), 5,15% -0,01 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
KAX-index:   234,88 -0,39   KFX (mest omsatte aktier): 299,49 -1,91
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
                            KVX (Vækstaktier i DK):    494,32 +5,37
                            Pr. 29/12                  620,79