tirsdag, 7. august 2001 23:50 (DNT)


SAS-chef går helt af!

Nu forhenværende vicekoncernchef i SAS Vagn Sørensen er nu også forhenværende SAS-medarbejder. Sidste uge trådte han tilbage, idet han påtog sig det "moralske ansvar" for at SAS havde indgået en ulovlig kartelaftale med Maersk Air. EU-kommisionen afslørede aftalen, og idømte de to selskaber en bøde på tilsammen 400 mill DKK, heraf 300 fra SAS. I dag orienterede han resten af bestyrelsen, og måtte derefter også påtage sig det reelle ansvar. Han indrømmede, at han havde kendt til aftalen og medvirket til at få den etableret. Koncernchef Jørgen Lindegaard udsendte en pressemeddelelse, hvori det bl.a. hedder:

"Vagn Sørensen undskylder, at han først nu indser konsekvenserne af denne overenskomst og den skade, der er påført SAS og SAS medarbejdere, og han har bedt om med omgående virkning at blive fritaget for alle sine arbejdsfunktioner hos SAS."

Presset mod topledelsen - ikke mindst bestyrelsen - er dog ikke taget væsentlig af. Danske politikere vil se flere konsekvenser. Ifølge Kaj Ikast (K) kan det ikke undgås, at højere placerede medarbejdere - eller bestyrelsesmedlemmer - har kendt til sagen.



Dårlig hjemmepleje i København

De sidste par dage har der været den ene rædselsberetning efter den anden omkring forholdene for hjemmehjælpsmodtagere i København. Det fik foreningen Ældre Sagen til at kræve, at der bliver lavet præcise minimumskrav til, hvad ældre kan kræve i hjemmehjælp. Kommunerne har protesteret, fordi de mener det er et alvorligt indgreb i den kommunale selvbestemmelse. Her håber man på, at det gode eksempel fra den ca. 1/3 af kommunerne, der giver god hjemmehjælp. [Kolding er vist som et forbillede.] Men i København er situationen alvorlig. Det er ganske normalt, at ældre mennesker kun kan få vasket tøj en gang om måneden. I går kom det frem, at en enlig mand har ligget død i en måned. Han havde ikke noget familie, da hjemmehjælpen fandt ham død. Hun meldte det videre - men så blev det glemt et eller andet sted i systemet. Først da naboerne klagede over lugten, erkendte kommunen, at der var sket en fejl.

Socialminister Henrik Dam Kristensen (S) vil lave et lovforslag, der sikrer de ældre kompensation, hvis kommunen ikke lever op til den lovede service. Kompensationen kan være i form af betaling for privat hjemmehjælp eller erstatningstimer.



Carmi Gillon velkommen!

Netop hjemvendt fra ferie gik udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) in i debatten om Israels kommende ambassadør, Carmi Gillon. Udenrigsministeren sagde, at Carmi Gillon ville blive modtaget som enhver anden officiel repræsentant. Han synes ikke det var nogen ide at foretage retslige undersøgelser eller sigtelser mod en enkel person, som Carmi Gillon. Den iøvrigt berettigede kritik kan ligesåvel rettes om hans chefer dengang - inklusive nobelprisvinderne Perez og Rabin. Den danske regering kendt også til brugen af "moderat fysisk pres", som er Israels omskrivning af tortur, dengang det foregik. Og man protesterede allerede dengang imod det, sagde Mogens Lykketoft.

[Carmi Gillon var chef for Israels interne sikkerhedstjeneste i 94-96 og anvendte tortur. Metoderne blev først kendt ulovlige i Israel i 1999. Carmi Gillon har gjort sig til talsmand for at gøre "moderat fysisk pres" lovligt igen - dog kun overfor kendte terrorister.]

Amnesty International vil uanset den danske udenrigsministers holdning arbejde videre med at rejse sigtelser mod Carmi Gillon. Enhedslisten og SF, samt dele af det radikale bagland, støtter Amnesty International.

Carmi Gillon tiltræder efter 15. august.



Handelskoler i økonomisk krise

Landet handelskoler har de sidste par år oparbejdet et underskud på 84 mill. DKK viser en rapport, og hvis ikke skolerne snart for tilført midler må en del lukke eller tvangssammenlægges. Underskuddet skyldes, at den 3-årig HHX-uddannelse, som skolerne skal tilbyde, er dyrere end de midler, som skolerne får. Selv om der er tale om en gymnasial uddannelse, får skolerne 50.000 DKK mindre pr. elev under taksameterordningen.

Der er mange politiske tilsagn i dag om at handelsskolerne skal hjælpes. Det ser ud til, at der nu er flertal for, at skolerne ligestilles med gymnasierne.

[Danske undervisningsinstitutioner får penge efter antallet af elever eller studerende. Det kaldes taksameterordnigen.]



Nye Tvind-beviser

Et retsmøde i dag, der skulle tage stilling til, om politiets ransagning mod Tvind-koncernens forskellige adresser i Danmark, fik en overraskende drejning. Politiet afslørede nemlig, at man havde brudt koden på et antal af de konfiskerede PC'er og derved fået adgang til flere tusinde dokumenter. Dokumenterne viste ifølge politiet, at Tvinds ledelse brugte humanitære fonde til ikke-humanitære formål. Flere af de ledende medlemmer af Tvind-koncernen var ellers mødt op til retsmødet, i håb om at overbevise dommeren om, at politiets ransagning og beslaglæggelse var grundløs og unødvendig.



Prins Henrik: En er ikke nok!

Hverken dronning Margrethe eller prins Henrik havde hørt noget om forlovelsestanker hos kronprins Frederik. Det kom bl.a. på banen ved det traditionelle, årlige pressemøde på prins Henrik vinslot Cahors i Frankrig. Det sker i forbindelse med dronningen og prinsens sommerferie på slottet. De blev også spurgt om hvordan det var at være bedsteforældre - og her skar prins Henrik igennem og sagde, at han gerne ville være mere aktiv som bedstefar. Han vil have flere børnebørn - "En er ikke nok!", og han håbede at begge prinser hørte dette, sagde han med et stort smil.



Danske børnefamilier har netadgang

Ifølge de nyeste opgørelser fra Danmarks statistik har mere end hver 2. familie i Danmark adgang til internettet. Men det er ikke ligeligt fordelt. Enlige med børn har kun i 38% af tilfældende internetadgang, mens det for par med børn er over 75%. Statistikken oplyser også, at 59% af befolkningen har adgang til internet hjemmefra - mens 7% har adgang fra arbejdspladsen - studerende er helt oppe på 97%.



Vejret

Et voldsomt skybrud med nedbør på op til 60-100 mm på en time over de østlige egne - især omkring København og Amager tidligt i morges. Derefter opklaring som resten af landet - sol og en del skyer. Temperaturer op til mellem 18 - 22 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,4970 DKK,   1GBP     12,0237 DKK,   1DEM*     3,8066 DKK
100JPY     7,4451 DKK,   100ITL*   0,3845 DKK,   1AUD      4,3820 DKK
1FRF*      1,1350 DKK,   1CHF      4,9430 DKK,   1CAD      5,5643 DKK
1IEP*      9,4533 DKK,   1NLG*     3,3784 DKK,   1EUR (3)  7,4451 DKK
100ESP*    4,475  DKK,   1NZD      3,5614 DKK,   1SEK      0,8104 DKK
10BEF*     1,8456 DKK,   1NOK      0,9348 DKK,   100ISK    8,61   DKK  
100GRD*    2,185  DKK,   1FIM*     1,2522 DKK,   1ZAR (1)  1,0220 DKK
100PTE*    3,714  DKK,   1SGD (1)  4,7461 DKK,   10THB (2) 1,875  DKK
1HKD (2)   1,0842 DKK,   1MYR (1)  2,2253 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,46% -0,03 (30 år real), 5,17% -0,03 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex:  245,21 -0,55   KFX (mest omsatte aktier): 313,57 -0,32
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
(ny beregning fra juni)     KVX (Vækstaktier i DK):    595,01 -11,21
                            Pr. 29/12                  620,79