onsdag, 4. juli 2001 23:54 (DNT)


Livsfarlig "Olie-doping" genoptaget

Læger på Århus Kommunehospital advarer nu bodybuildere mod en farlig teknik, der igen er begyndt at brede sig i miljøet. Nogle tror, at man hurtigt kan få en stor, flot krop med stærke muskler, ved at sprøjte madolie ind i årene. Det er livsfarligt, fortæller lægerne, og henviser til en nylig sag, hvor en bodybuilder sprøjtede 4 liter olie ind i sine åre. Resultatet var døde muskler og en hjerneskade. Til efteråret vil Århus Kommunehospital i samarbejde med Rigshospitalet starte en kampagne i bodybuilderkredse, der advarer mod oliedoping.



Strenge straffe til danskere?

7 danskere, der sidder fængslet i Sverige, kan se frem til strenge straffe, efter at politiet sigtelser er blevet kendt. De sigtes for deltagelse i voldelige optøjer - en forteelse med en straframme på op til 4 år. En svensk forsvarer for danskerne mener, at straffe på op til 2 år må regnes for sandsynlige. 7 andre danskere vil blive sigtet senere og det bliver for bl.a. sabotage. De beskyldes for at have forsøgt at forstyrre politiets radiokommunikation. Her er straframmen 10 år.



Dansk politi forberedt på EU-ballade

Københavns politi vurderer, at det bliver nødvendigt med 2.500 - 3.000 betjente for at hindre optøjer, når Danmark til næste efterår bliver formand for EU, og skal afholde topmødet. Der skal bruges 100 let pansrede vogne til at transportere disse betjente i, og derfor vil politikerne efter sommerferien blive præsenteret for "en millionbevilling" til politiet for indkøb af ekstra vogne. Det har forsvarsminister Frank Jensen (S) i dag meddelt. Svensk politi brugte ca. 50 mill. DKK på topmødet i Göteborg.



Lukker afdelinger p.g.a. røverier

Middelfart Sparekasse lukker to af sine filialer i næste uge. Det er resultatet af 4 bankrøverier på 4 måneder. I første omgang nøjedes sparekassen med at låse dørene på de to filialer. Kunderne skulle så banke på og blev kun lukket ind, hvis de var kendt. Det stoppede røverierne, men ikke medarbejdernes frygt. Det drejer sig om filialerne i Bredstrup-Pjedsted og Smidstrup.



Eftersøgt franskmand anholdt

Den ene af de to personer, som politiet efterlyser i forbindelse med bankrøveriet mod Jydske Bank's filial på Falkoner Alle på Frederiksberg, blev i dag anholdt. Den 27-årige blev genkendt som passager i et tog på vej sydpå fra Fredericia. Hans pas blev fundet i forbindelse med anholdelsen med anholdelsen af en 25-årig mand straks efter røveriet i forgårs. Under anholdelsen kom det til skudveksling, hvor en betjent blev ramt i benet.



Skattevæsen må ikke se politisager

Københavns Byret afsagde i dag en dom, som standser en praksis hos politiet i straffesager om økonomisk kriminalitet. Her har det været almindeligt, at politiet overlod kopier af beslaglagt materiale til Told & Skat, når man havde beslaglagt det hos mistænkte firmaer eller deres forretningsforbindelser. Det skete også i en sag mod firmaet Nordic Finances, der startede i 1998. Indehaverne var mistænkt for groft mandatsvig til 200 mill. DKK. Sidste år besluttede statsadvokaten, at der ikke var basis for at rejse tiltale. Byretten beordrede i dag politiet til at levere det beslaglagte materiale tilbage, og at Told & Skat destruerer alle kopier af papirer, disketter og cd-rommer, som politiet har leveret.

Der er 150 hyldemeter materiale beslaglagt i sagen.



Rebildfest i sol

7.000 havde fundet vej til Rebild Bakker, da man i dag fejrede USA's uafhængighedsdag. Hovedtaler var Folketingets formand Ivar Hansen (V) og den demokratiske senator fra Florida, Tom Lantos. Underholdningen blev leveret bl.a. af Rollo & King. En af Rebildfestens stærke støtter i gennem mange år, Victor Borge, blev mindet da hans datter afslørede en buste af sin far. Victor Borge var i mange år konferencier ved Rebildfesterne.



Dansk krav på Nordpolen?

Dansk Polarcenter arbejder med planer om at oprette en specialekspedition på en isflage nord for Grønland i 2003. Formålet med ekspeditionen er at få afklaret, hvor langt nordpå Grønlands kontinentalsokkel rækker. Hvis den rækker 700 km eller mere når den Nordpolen. Hvis det er tilfælde, vil Danmark ifølge en ny konvention kunne gøre krav på store dele af Nordpolen. Det forudsætter dog også, at Danmark underskriver den nye konvention. Det officielle formål med isflage-ekspeditionen er at foretage opmålinger af vanddybderne nord for Grønland, og arbejdet ventes at tage 3-4 år skriver Politiken. Midlerne skal komme fra finansloven.



2M: Ikke flere penge til dotcom'er!

Danmarks mest kendte venture-selskab, 2M Invest, vil ikke længere investere i såkaldte dotcom-virksomheder. Dertil har man haft for dårlige erfaringer hidtil. 110 mill. DKK har man investeret i dotcom'er skriver Børsen, og heraf er 1/4 allerede nu definitiv tabt. Børsen opgør også det samlede tab på investeringer i dotcom-virksomheder til 1 - 2 mia DKK.


DilleSport


FODBOLD: K-EM

De danske kvinders EM-eventyr sluttede i Ulm i aften:
1/2-finale        Danmark - Sverige         0-1
Danskerne havde masser af målchancer, men formåede ikke at score. Så nu skal Sverige møde værtsnationen Tyskland i finalen. Tyskland besejrede Norge i den anden 1/2-finale.

Men kvinderne opnåede en ting ved dette EM: Medieopmærksomhed! Kampen blev vist direkte i DR2, og adskillige danske medier har sendt journalister til Tyskland. Før sejren over Norge i søndags var der kun DR-folk og en enkelt journalist, Søren Olsen, fra Politiken.



Vejret

Sol over hele landet - Temperaturer op mellem 20 - 27 graders varme.



Finansmarkederne

Nationalbankens middelkurser fra idag

1USD       8,8079 DKK,   1GBP     12,3779 DKK,   1DEM*     3,8067 DKK
100JPY     7,0545 DKK,   100ITL*   0,3845 DKK,   1AUD      4,5663 DKK
1FRF*      1,1350 DKK,   1CHF      4,8973 DKK,   1CAD      5,8390 DKK
1IEP*      9,4536 DKK,   1NLG*     3,3785 DKK,   1EUR (3)  7,4453 DKK
100ESP*    4,475  DKK,   1NZD      3,5802 DKK,   1SEK      0,8101 DKK
10BEF*     1,8456 DKK,   1NOK      0,9395 DKK,   100ISK    8,44   DKK  
100GRD*    2,185  DKK,   1FIM*     1,2522 DKK,   1ZAR (1)  1,0964 DKK
100PTE*    3,714  DKK,   1SGD (1)  4,8288 DKK,   10THB (2) 1,950  DKK
1HKD (2)   1,1277 DKK,   1MYR (1)  2,3147 DKK
(1) ZAR, MYR, HKD og SGD er fiktiv notering og (2) THB er såkaldt indikativ salgskurs. (1) og (2) er fra Den Danske Bank og beregnet i går.

(3) Valuta markeret med * indgår i EUR.

Børsens nøgletal fra igår

Obligationsrenter: 6,64% +0,01 (30 år real), 5,39% +0,02 (10 år stat)
Pr. 30/12:         6,60%                     5,15%
Aktieindex:  246,62 -0,00   KFX (mest omsatte aktier): 314,01 +0,54
Pr. 30/12:   247,62                                    313,90
(ny beregning fra juni)     KVX (Vækstaktier i DK):    651,81 +1,65
                            Pr. 29/12                  620,79